NFL: Peters PowerRank – Spiluge 13

Her er min rangering af NFL-holdene efter spiluge 13:

1. Kansas City Chiefs (+1) (11-1)

– Så er de forsvarende mestre tilbage på toppen, og det er i høj grad ud fra forventningen om, at de er det hold, der skal slås, hvis man vil vinde Vince Lombardi-trofæet i år. Opgøret mod Broncos var på ingen måde sæsonens bedste præstation, men sejren blev stille og roligt trukket hjem. Ikke mindst takket være Kelce, der lige slog helt fast, hvem der har været NFL’s bedste tight end denne sæson.

2. New Orleans Saints (+1) (10-2)

– Den store historie kan nemt blive, at Hill har vist, at han kan lede en NFL-angreb, men den mand, der lige nu fortjener mest respekt ift. Saints’ fremragende sæson er uden tvivl Payton. Han har nu 2 sæsoner i træk bevist, at han kan sætte et konkurrencedygtigt hold på banen, selvom at han har måttet undvære sin HOF-QB i flere kampe. Han skal nævnes blandt de allerstørste cheftrænere i ligaens historie, når hans karriere en gang slutter.

3. Buffalo Bills (+2) (9-3)

– De får også lov at rykke forbi det tidligere tophold, som de skal møde i den kommende uge, efter at Allen leverede en præstation, der indikerer, at han er tilbage på det niveau, vi så i starten af sæsonen. Næste 400 yards og 4 touchdowns var mere end hvad 49ers kunne håndtere. Derudover er det værd at bemærke, hvor godt hans samarbejde er blevet med Beasley som supplement til Diggs. 130 yards og 1 touchdown blev det til for slotreceiveren i denne uge.

4. Pittsburgh Steelers (-3) (11-1)

– Så gik den ikke længere for Steelers, og selvom at nederlaget ikke burde være kommet mod WTF, så var det nok et spørgsmål om tid førend at det måtte ske. Når det er sagt, så var det netop en kamp, der illustrerede, at de i Pittsburgh har nogle offensive kreativitetsproblemer, som ikke er blevet tilstrækkeligt udstillet tidligere pga. Big Bens effektivitet og et svagt kampprogram. Her mødte de et top-klasse forsvar, og så gik det galt.

5. Green Bay Packers (+2) (9-3)

– Endnu en klasse-præstation fra Rodgers og co, der reelt set aldrig var rigtigt pressede af det efterhånden faldefærdige Eagles-mandskab. Adams var som vanligt det primære mål, men det var godt at se den primære nr. 2 Lazard bidrage igen. På forsvarsiden havde presspillet en fremragende dag på kontoret, og mere upåagtede navne som Gary fik nogle gode tilføjelser til de personlige statistikker i samspil med Clark og The Smiths.

6. Los Angeles Rams (+4) (8-4)

– Der skulle rettes op på tingene ovenpå den skuffende omgang mod 49ers, og det fik McVay i den grad gjort mod Cardinals. Angrebet var tilbage i det effektive og flydende mode med Woods, Kupp og Everett som syleskarpe våben, mens at forsvarsprofilerne Donald og Ramsey sørgede for at hhv. terrorisere den skrøbelige o-line og begrænse Hopkins bidrag til kampen. Endelig skal den midterste bagkæde have kredit for producere en interception og begrænse Murrays løbemuligheder.

7. Cleveland Browns (+6) (9-3)

– Tillykke til samtlige Browns-fans, der måtte læse med derude. For første gang siden 2007 ender jeres hold med en positiv record, og det begynder efterhånden at være meget sandsynligt, at ligaens længste aktuelle slutspilstørke bliver brudt. Ovenikøbet kom det så også på baggrund af en rigtig flot præstation mod Titans, hvor Mayfield spillede sin vel nok bedste kamp siden rookie-sæsonen 2018 i smukt samspil med især sit favoritmål Higgins.

8. Indianapolis Colts (=) (8-4)

– De bliver liggende, da det på ingen måde var en let omgang at besejre de ellers forsvarssvage divisionsrivaler fra Texans. Reich stolede dog nok på sit angreb til at holde fast igennem, og især Hilton havde endnu engang en god dag på kontoret mod netop Houston-mandskabet. Samtidig vil jeg gerne rose veteranen Houston, der måske ikke er så farverig som tidligere i karrieren, men stadig leverer på et utroligt stabilt niveau. I denne uge bidrog han således med en forceret fumble.

9. Tampa Bay Buccaneers (=) (7-5)

– Endelig var det blevet tid til friuge for et af de hold, hvor både trænere og flere store profiler er blandt de ældste i ligaen. Forhåbentlig kan det give lidt tiltrængt energi til resten af sæsonen.

10. Tennessee Titans (-4) (8-4)

– Jeg vil gerne give Vrabels tropper kredit for, at de aldrig gav helt op, selvom at de kom håbløst langt bagud i 1.halvleg. Derudover må Davis med 11 grebne bolde for 182 yards og 1 touchdown snart have sikret sig en kontrakt et sted i ligaen næste år. De får dog nogle betragtelige udfordringer i slutspillet, hvis ikke kasteforsvaret finder en eller anden form for stabilitet. Især cornerback-trioen Butler, King og Borders udgør pt. et massivt problem.

11. Seattle Seahawks (-7) (8-4)

– Der er altså ved at gå noget helt galt i Hawk-land. De har enormt svært ved at spille effektivt angreb, når modstanderens bagkæde er i stand til at dæmme op for det dybe kast. Det får dem nemlig til at falde tilbage i de gamle vaner med at løbe alt for meget på 1. og 2.down, og resultatet ift. fremdrift bliver derefter. Med Rams’ sejr er kampen om divisionstitlen nu igen helt lige.

12. Minnesota Vikings (=) (6-6)

– Vikings skal åbenbart spille lige på kanten hele tiden i år, men der er jo også mennesker, der foretrækker at være ved at dø af skræk konstant. Når det er sagt, så må jeg endnu engang fremhæve alle lillablodede fans’ nye yndling Jefferson, der greb 9 bolde for 121 yards og 1 touchdown, samt den allestedsnærværende Smith, der gør alt hvad han kan for at holde den porøse defensiv sammen. Slutspillet er fortsat en reel mulighed i det vinterkolde Minnesota.

13. Baltimore Ravens (+1) (7-5)

– Så kom Harbaughs tropper tilbage på sejrskurs. Det var også påkrævet mod et Cowboys-mandskab, der sæsonen igennem har haft svært ved at stoppe løbet. Både Edwards, Jackson og Dobbins udnyttede dette til fulde, og til sammen havde Ravens næsten 300 yards på jorden. Samtidig er der gode nyheder på forsvaret, hvor den forreste trio Campbell, Williams og Wolfe var samlet igen for første gang i lang tid.

14. Miami Dolphins (+1) (8-4)

– Pligtsejre er også vigtige at få i hus, når man skal vende sig til igen at være et af de bedre hold i NFL. Howard havde endnu interception til den efterhånden imponerende 2020-samling, og så viste pass rushet sig virkelig skarpt, da de stod over for en overmatchet o-line. Både Van Noy og Lawson kom ind til Bengals’ QB mere end 1 gang. De begynder efterhånden at kunne dufte muligheden for slutspil i Miami.

15. San Francisco 49ers (-5) (5-7)

– Opgøret mod Bills udstillede meget godt de mangler, som skaderne skaber hos Shanahans mandskab lige nu. Mullens er ikke en katastrofal QB, men han laver for mange fejl. De forreste folk på forsvaret som Armstead, Jordan og den lovende rookie Kinlaw spiller fint, men de kan ikke skabe nok pres. Det store lyspunkt er det andet 1.runde-draftvalg fra i år Aiyuk, der ligner endnu et pragteksempel fra en meget stærk receiver-rookieklasse.

16. New England Patriots (+4) (6-6)

– Hvis du havde gravet lidt i statistikkerne og NFL-historien, så viste du godt, hvordan dette opgør ville ende. Selvfølgelig ikke den totale afklapsning, men Belichicks statistik mod rookie-QBs er simpelthen skræmmende. Selv med et talentfattigt mandskab formåede han fuldstændig at dominere Chargers i denne uge. De nød heller ikke godt af den markante forskel i niveauet på special teams.

17. Carolina Panthers (=) (4-8)

– Matt Rhule og hans tropper blev et af de sidste, der fik en pause fra sæsonen i år. Det er tvivlsomt om de får meget mere ud af de sidste kampe, men det samlede resultat må allerede være godkendt.

18. Las Vegas Raiders (=) (7-5)

– De burde næsten fortjene at rykke endnu længere nedad, efter at de var lige ved at blive det første hold, der tabte til Jets i år. Heldigvis for dem fik de god hjælp af deres modstanders elendige trænerstab, og så var det da dejligt endelig at se Ruggs i en afgørende rolle, da han udnyttede sin fantastiske fart til at komme fri og gribe det afgørende touchdown.

19. Arizona Cardinals (-3) (6-6)

– De er godt nok gået helt i stå i ørkenen, og meget af det falder tilbage på Kingsbury. Han har simpelthen ikke været i stand til at sammensætte en kreativ nok plan for, hvordan Cardinals kan vinde gennem luften, når løbemulighederne bliver for begrænsede, og de sekundære kastemuligheder som Kirk og Isabella bliver slet ikke iscenesat godt nok lige nu. Slutspillet virker lige pludseligt meget langt væk.

20. New York Giants (+3) (5-7)

– Hvis nogen havde sagt til mig inden i år, at Giants ville vinde en kamp med Colt McCoy som QB, så ville jeg ikke have troet på dem i et sekund. Det var imidlertid det, der skete i denne runde, og så endda mod Seahawks. Forklaringen skal dog især findes på forsvaret, hvor CB-trioen Bradberry, Holmes og Ryan fik begrænset effekten af Metcalf og Lockett. Især førstnævnte skal virkelig fremhæves som en af årets bedste free agent-tilføjelser på tværs af ligaen.

21. Washington Football Team (+3) (5-7)

– Efterhånden er det svært at komme udenom Smith som Comeback Player of Year. Han bliver gradvist bedre uge for uge, og i overraskelsessejren mod de ubesejrede Steelers eksekverede han i 2.halvleg den offensive plan til perfektion. De store helte er dog defensiven, der som kollektiv fik begrænset de ellers giftige Pittsburgh-receivere. Pt. håber jeg klart på, at Riveras tropper bliver NFC Easts repræsentant i årets slutspil.

22. Detroit Lions (+8) (5-7)

– Umiddelbart havde fyringen af Patricia en meget positiv effekt på Lions. Bevell satte Stafford og angrebet fri, og selvom at han fortsat insisterer på at bruge Peterson alt for meget, så blev der plads til mere flot og sprudlende angrebsspil. Jones havde endnu god kamp, og så er Hockenson virkelig begyndt at retfærdiggøre, at han blev valgt i 1.runde af 2019-draften.

23. Houston Texans (-4) (4-8)

– Det var egentlig en godkendt nok indsats mod et Colts-hold, der jo burde være langt foran dem på nuværende tidspunkt af sæsonen. Især den hidtil ikke specielt vellykkede reciever Hansen kan se tilbage på en god uge med 5 grebne bolde for 101 yards. Og så er det endnu engang tid til at rose legenden Watt, der som ene mand kæmper en brav kamp på forsvarssiden. Som helhed er præstationerne bare ikke gode nok i år.

24. Atlanta Falcons (-3) (4-8)

– Der skal et større oprydningsarbejde til i Falcons, når grundspillet er slut. For anden gang på kort tid udstillede Saints, at problemerne, som Quinn-Dimitroff-æraen har efterladt holdet med, ikke går væk med et trylleslag. En positiv ting, der kan tages med fra kampen er, at deres 1.runde-valg fra årets draft Terrell fortsætter med at udvikle sig og lige pt. ligner et bud på bedste CB fra årets rookie-årgang.

25. Chicago Bears (-3) (5-7)

– De burde havde hevet sejren i land mod Lions, og selvom at den tilbagevendt Trubisky egentlig havde en god dag på kontoret for hans standarder, så var hans begrænsninger i sidste ende alligevel en del af forklaringen på, at Bears ikke fik snøret sækken. Der er stadig en teoretiske chance for slutspil i Chicago, men den bliver mindre og mindre.

26. Denver Broncos (-1) (4-8)

– Fangio fik endnu engang bevist, at han har evnerne til at sætte en defensiv gameplan sammen, der kan begrænse Reid og Mahomes, men angrebets begrænsninger endte med at koste sejren i sidste ende. Lock er simpelthen ikke god nok til at passe på bolden, og det måtte hans holdkammerater endnu engang betale for. Synd for især receiver-gruppen, der dog må give noget håb for fremtiden, hvis QB-situationen endelig kan løses.

27. Los Angeles Chargers (-1) (3-9)

– Herbert er som tidligere nævnt ikke den første rookie-QB, der er blevet klædt af af Belichick, og han bliver nok heller ikke den sidste. Alligevel må det gøre ondt i selvtilliden at blive smadret på den måde, og at lægge et æg er aldrig en gode oplevelse for nogen. En udfordring lige nu er dog også, at Bradleys defensiv bliver ved med at underpræstere i denne sæson, og det bør få konsekvenser i den snarlige offseason.

28. Dallas Cowboys (-1) (3-9)

– Med deres manglende evner til at stoppe løbet var Cowboys i den grad oppe mod overmagten mod Ravens, og resultatet blev i sidste ende også derefter. Offensivt var der fine momenter, og Gallup, der nok er på udkig efter et nyt hold næste år, fik vist sig fint frem med 7 grebne bolde for 86 yards og 1 touchdown. Der er dog ingen tvivl om, at McCarthy og co. nok efterhånden kigger mere frem 2021.

29. Philadelphia Eagles (-1) (3-8-1)

– Der havde været lagt i kakkelovnen til det i ugen op til, men jeg er alligevel overrasket over, at Pederson og co. nu definitivt ender med at smide Wentz under bussen og give angrebets nøgler til Hurts. Ingen tvivl om, at den hidtidige startende QB har været en katastrofe i år, men jeg er ikke sikker på, at det er den korrekt langsigtede løsning. Mod Packers var den efterhånden katastrofalt dårlige o-line også en stor del af problemet. Er det en presset cheftræner, vi er vidne til her?

30. Cincinatti Bengals (-1) (2-9-1)

– Det er virkelig ærgerligt for Bengals som hold, at Burrows skade nu formentlig kommer til at give Taylor endnu en sæson ved roret. Jeg må efterhånden tilslutte mig koret af NFL-folk, der ikke kan se mandskabet fra Ohio arbejde sig op i toppen af NFL med deres nuværende cheftræner som den øverste ansvarlige for, hvad der sker på banen.

31. Jacksonville Jaguars (=) (1-11)

– En sejr var inden for rækkevidde, men vi er et sted, hvor den slags måske endda er en ulempe. Hvis de ender, hvor de ser ud til lige nu, ligger de lunt i svinget til at drafte en ny QB, og med den mængde receiver-talent, der efterhånden er tilstede i Jacksonville, er det måske ikke så uattraktivt at starte NFL-karrieren der. I denne uge viste rookien Collin Johnson, der havde en hæderlig college-karriere hos Texas, sig flot frem.

32. New York Jets (=) (0-12)

– Så fik holdledelsen officielt nok af den ene af deres problematiske trænere, og Gregg Williams er nu også fortid i New York. Han underskrev sin egen fyreseddel, da han stædigt insisterede på at holde fast i sit voldsomme blitzsystem, og på den måde efterlod den undraftede rookie Lamar Jackson alene med Ruggs. Det kostede kampen, og Jets skal nu finde en ny defensiv koordinator. Forhåbentlig skal de også snart have ny cheftræner.

Skriv en kommentar