
Igen i denne uge er jeg først blevet helt færdig med teksten til min PowerRank her på dagen, hvor de næste kampe skal spilles.
Det er ovenpå en uge, hvor corona-pandemien desværre er kommet til at spille en meget stor rolle i NFL, efter at både Titans og Patriots har haft så store udfordringer med smitte i truppen, at det har tvunget ligaen til at ændre på kampprogrammet af flere omgange. I skrivende stund er disse to holds kampe i spiluge 5 skubbet til hhv. mandag og tirsdag i den kommende uge, og med to yderligere tilfælde i holdenes organisationer hertil morgen, er det ikke givet at de overhoved kan afvikles. Det udstiller det tåbelige i, at ligaens ledelse ikke sørgede for at lægge flere mulige pauser ind i årets sæson, så kampprogrammet var mere fleksibelt ift. den aktuelle situation. Personligt har jeg svært ved at se, at vi kommer til at gå igennem resten af grundspillet uden yderligere problemer relateret til pandemien, og så er spørgsmålet, hvilke muligheder der er ift. at flytte kampe og evt. udskyde afslutningen på sæsonen.
Nu spilles der dog fortsat masser af football, og derfor skal der selvfølgelig igen laves en aktuel rangering af holdene efter at vi nu allerede er nået 25 % ind i sæsonen. Indtil videre har vi fortsat 6 hold, der er ubesejrede, mens der på den anden side også er 4 mandskaber, der ikke har prøvet at vinde endnu. Et af dem bidrog i starten af ugen med årets første trænerfyring, således at vi nu med al sandsynlighed kan regne med, at der er mindst et cheftræner-sæde ledigt, når grundspillet afsluttes. Inden at vi når så langt, har vi her foreløbigt min nuværende vurdering af styrkeforholdet i NFL:

1. Kansas City Chiefs (=) (4-0)
– De bliver naturligvis på 1.pladsen efter endnu en sejr. Dog vil jeg sige, at vi i denne uge via Patriots’ indsats så nogle metoder til, hvordan man i hvert fald til en hvis grad kan bremse Mahomes-toget, der ellers fortsat kører der ud af på fuld tryk. Det er dog svært for alvor at finde kritikpunkter mod de forsvarende mestre, der går ud af september med en god start på titelforsvaret.

2. Green Bay Packers (=) (4-0)
– Denne uges triumf kom godt nok på et svagt grundlag, da et ramponeret Falcons-mandskab godt nok ikke havde meget at stå imod med. Alligevel må vi tage hatten af for Rodgers og LaFleur, der lader til at have fundet ind i et samarbejde, der virker og formår at kompensere for fraværet af både Adams og Lazard. I mandags var med tight enden Tonyan som for alvor brød igennem med hele 3 touchdowns.

3. Baltimore Ravens (=) (3-1)
– Jackson og co. hev også den forventede sejr hjem, og endda i så overlegen stil af QB-stjernen fik lidt tidligere fri. Det skal dog siges her, at angrebet indtil nu ikke har ramt samme imponerende niveau som vi så 2019. Brown begynder dog at ligne en virkelig solid 1.receiver, og så var der positivt nyt på forsvar-fronten, hvor de udvendige trusler Judon og Ferguson begge kom på sack-tavlen.

4. Seattle Seahawks (=) (4-0)
– De blev mere presset af Dolphins end jeg havde forventet, hvilket især handler om, at deres kasteforsvar faktisk har været pinligt ringe igennem den første måned. Til gengæld er det befriende at se, hvordan Carroll og Schottenheimer fuldstændig har lagt deres offensive stil om og sat Wilson fri. Hvis de fortsætter sådan, er endnu en Super Bowl-deltagelse ikke udelukket.

5. Pittsburgh Steelers (=) (3-0)
– Pga. Titans’ COVID-problemer fik de en meget tidlig friuge. Spørgsmålet er, om det giver dem problemer i det lange løb. Ifølge Tomlin bliver det ikke tilfældet.

6. Buffalo Bills (=) (4-0)
– Skal vi lige gentage, hvem der over den første måned af NFL-sæsonen 2020 har været ligaens næstmest effektive quarterback? Hvis du ikke allerede har gættet/hørt det, så kan jeg afsløre, at det er Josh Allen. Kampen mod Raiders var endnu et bevis på den fantastiske udvikling i Dabolls angreb. Både spilfordeler og koordinator fortjener stor ros, og sidstnævnte er efterhånden en stærk cheftræner-kandidat.

7. Tampa Bay Buccaneers (+2) (3-1)
– Så fik vi endelig set, hvad Arians, Leftwich og Brady kan udrette i fællesskab, når det hele går op i en højere enhed. Med Evans og Miller som de primære våben fik de fuldstændig ødelagt Chargers’ ellers så rutinerede bagkæde. Eneste negative historie var tabet af Howard, omend Brate viste, at han som ventet er et kapabelt alternativ.

8. New Orleans Saints (+4) (2-2)
– Efter et par tvivlsomme indsatser og en del kritik, begyndte det lidt mere at ligne klassisk Payton & Brees i kampen mod Lions, hvor veteran-quarterbacken også for alvor fik sat gang i samarbejdet med Sanders og Smith, der begge lyste i Thomas’ fortsatte fravær. Desværre mistede de Ramczyk i løbet af kampen, og han kan de næppe undvære i længere tid.

9. New England Patriots (-1) (2-2)
– Det er ingen skam at tabe til Chiefs og slet ikke, når man må undvære sin nye stjerne-quarterback, der desværre var røget på COVID-listen. Imidlertid viste kampen meget klart, hvorfor det var så vigtigt at få Newton tilknyttet. Hverken Hoyer eller Stidham lignede på nuværende tidspunkt spillere, der kan løfte opgaven.

10. Cleveland Browns (+3) (3-1)
– Hvis vi skal tiljuble en lidt mindre anerkendt gruppe af spillere indtil nu i sæsonen, så bør det være Browns’ o-line. Kvintetten Wills-Bitonio-Tretter-Teller-Conklin har været alt det, som Cleveland-mandskabets tilsvarende gruppe af startere sidste år ikke var, hvilket vil sige, at de har skabt plads til holdets løbeangreb uafhængigt af running backen og samtidig gjort tingene nemme for den stadig noget usikre Mayfield. På den måde var de afgørende i den velfortjente sejr over Cowboys

11. Tennessee Titans (=) (3-0)
– De er som sagt blevet ramt af sæsonens første deciderede COVID-udbrud, og desværre lader det til, at de ikke har overholdt retningslinjerne. Nu må vi så se, hvilke konsekvenser det får.

12. Indianapolis Colts (+3) (3-1)
– Det var vist det, man kalder en arbejdssejr, men selvom den kom mod et offensivt svagt Bears-mandskab, så bekræftede den umiddelbart tendenserne fra de forrige kampe, hvor det især er Eberflus’ forsvar, der gør forskellen. Den defensive enhed har været den mest effektive i ligaen over de første 4 kampe, og så Rivers så bare begrænser fejlene og levere de nødvendige kast, kan de sagtens være med.

13. San Francisco 49ers (-6) (2-2)
– Kan vi ikke godt blive enige om, at al snak om, hvorvidt Mullens (eller for den sags skyld Beathard) er en bedre løsning på quarterback-positionen end Garoppolo? Opgøret mod Eagles viste med al tydelig hed, hvor begrænsede alternativerne er ift. den primære starter. I det mindste fik de Kittle tilbage, og han stemplede i den grad ind med næsten 200 yards.

14. Las Vegas Raiders (-4) (2-2)
– Jeg har måske alligevel været for positiv omkring dem, men jeg vil gerne understrege, at deres kvaler ikke ligger på angrebet. Det er fortsat defensiven, der er den helt store hemsko, og det er stort set lige skidt om vi kigger på løbet eller kastet. Specielt pres-spillet er på nær Crosby fortsat fuldstændigt tandløst. I den forbindelse begynder valget af Ferrell i draften sidste år at se mere og mere skidt ud.

15. Philadelphia Eagles (+5) (1-2-1)
– De overtog føringen i den historisk ringe NFC East-division med sejren over 49ers, hvor vi på trods af skadesproblemerne igen så nogle af de elementer af spillet, der sidste år fik dem i slutspillet på trods af en lignende situation ift. tilgængelige spillere. Wentz bliver dog nød til at spille bedre, hvis det skal gentages i år. Efter 4 spilleuger er han rangeret som den dårligste af 33 registrerede quarterbacks målt på effektivitet.

16. Los Angeles Rams (=) (3-1)
– Det var en noget mere knoldet vej til sejren denne gang for McVay og co., men det lykkedes trods alt mod et Giants-mandskab, som de også burde være bedre end sæsonstarten taget i betragtning. Det var især presspillet, der gjorde forskellen, hvor 6 forskellige spillere fik sat point ind på sack-kontoen. Endelig havde safetien Rapp en god dag på kontoret med 8 tacklinger.

17. Carolina Panthers (+4) (2-2)
– Cheftræner Rhule havde tydeligvis forberedt sig godt på sin gamle rival fra college Kingsburys system. Det ellers talentfattige Panthers’ forsvar har godt styr på Murray i det meste af kampen, og samtidig lader det til Bridgewater finder sig bedre og bedre tilrette i det college-baserede angrebs-system. Derudover må McCaffreys afløser Davis samt den tilføjede receiver Anderson fremhæves som to stærke våben, der pt. gør en stor forskel for deres quarterback.

18. Arizona Cardinals (-4) (2-2)
– Jeg må indrømme, at jeg begynder at blive bekymret for mine røde fugle. Kampen mod Panthers udstillede, at Murray stadig har store vanskeligheder, når han bliver tvunget til at vinde kampen fra lommen, og derudover er han alt for fokuseret på Hopkins ift. de øvrige receivere. Samtidig var det et meget stort problem, at Baker var fraværende i det bagerste forsvar, der generelt havde en skidt dag på kontoret.

19. Chicago Bears (-2) (3-1)
– Formentlig er dette blot starten på et meget længere fald. Opgøret mod Colts udstillede på alle måder angrebets massive begrænsninger med Foles’ som quarterback, og selvom at defensiven formåede at begrænse Rivers og co. et stykke tid, vil det nok være et tilbagevendende fænomen, at vi ser Bears tabe kampe i det lange løb, fordi deres offensiv simpelthen ikke producerer nok.

20. Dallas Cowboys (-2) (1-3)
– Jeg vil gerne påpege, at jeg nævnte forsvaret som et potentielt meget stort problem inden sæsonen, og kampen mod Browns bekræftede det til fulde. Det hjælper selvfølgelig ikke at Prescott og Elliot giver bolden væk vanskelige steder på banen, men det ændrer ikke på, at der er blevet udstillet massive mangler på samtlige defensive kæder hos Cowboys over de første 4 kampe.

21. Minnesota Vikings (+4) (1-3)
– Så kom årets første sejr til Vikings, og den helt store stjerne i den sammenhæng hedder Jefferson. Rookie-receiveren har med sit meget store bidrag over de sidste 2 uger gjort, at der samtidig er blevet mere plads til Thielen og Cook, samtidig med at han har gjort Cousins’ arbejdsbetingelser væsentligt bedre. Nu må vi se, om de igen formår at komme fra baghjul efter en svag sæsonstart.

22. Detroit Lions (-3) (1-3)
– Igen havde de ikke det, der skulle til, og selvom at det ikke er noget nyt, når vi snakker ift. hold af Saints’ kaliber, så må Patricia efterhånden også være tæt på at underskrive sin egen fyreseddel med det fortsat elendige niveau, som hans forsvar præstere. At angrebet og Stafford så heller ikke rigtigt er kommet i gang samlet set, gør bare situationen endnu mere håbløs.

23. Los Angeles Chargers (-1) (1-3)
– Det blev til det tredje nederlag i træk for Lynns tropper, der tydeligvis lider under deres cheftræners uendelige konservatisme og insisteren på løbet bag en tvivlsom o-line. I det mindste er der nu enighed om, at Herbert fortjent er manden, der skal styre spillet fremadrettet. Så må vi håbe, at han også får lov at udfolde lidt mere af sit tilsyneladende talent.

24. Miami Dolphins (-1) (1-3)
– En hæderlig indsats var ikke nok mod Seahawks, hvor vi med 2 interceptions desværre så den lidt mere uheldige side af Fitzpatricks måde at spille på. Til gengæld er det fedt at se, hvordan Parker har hold niveauet fra sidste år og fortsat formår at præstere. Endnu et bevis på, hvordan en spiller kan blomstrer, når han slipper væk fra Adam Gase.

25. Houston Texans (-1) (0-4)
– De står for årets første cheftræner-fyring, og selvom at det er overraskende, er det i realiteten ikke et sekund for tidligt. Spørgsmålet er bare, om den nu forhenværende nærmest almægtige leder af holdet har formået at ødelægge så meget, at det kommer til at tage lang tid igen at etablere et potentielt mesterhold. Det bliver i hvert fald ikke med Crennel i denne sæson, at de kan gå efter ret meget mere, selvom at Watson er så god som han er.

26. Cincinatti Bengals (+1) (1-2-1)
– Så fik Burrow sin første sejr i NFL og samtidig så det ud til, at årets indtil nu bedste rookie allerede er blevet lidt bedre til at passe på sig selv end det var tilfældet i de første par kampe. Samtidig lykkedes det for første gang at få etableret løbet med Mixon som omdrejningspunkt, der dermed havde sin bedste kamp i sæsonen med over 150 yards og 2 touchdowns.

27. Jacksonville Jaguars (-1) (1-3)
– De tabte godt nok igen, men der er nogle ting på angrebet lige nu, der peger i retningen af en lysere fremtid. Det handler ikke mindst om den solide receiver-duo Chark og Shenault, der ser ud til at kunne udgøre en giftig kombination over mange kommende sæsoner. Spørgsmålet er så, om Minshew er den rigtige mand til at kaste boldene til dem.

28. Washington Football Team (=) (1-3)
– 4 kampe skulle der gå førend at Haskins blev bænket og nu måske har spillet sin sidste kamp som starter for hovedstadsholdet. Han har også været blandt ligaens dårligste startere over de første fire uger, og hvis Rivera ikke tror på ham, er der ikke nogen grund til at trække pinen ud længere. Vi må håbe, at Allen kan finde ind i en lige så god kemi med McLaurin, der simpelthen er et af NFLs vildeste offensive våben lige nu.

29. Denver Broncos (=) (1–3)
– De kom på sejrs-tavlen på trods af den nye quarterback Rypiens tydelige begrænsninger og flere dårlige beslutninger undervejs. Det var godt nok mod Jets, hvorfor de ikke får lov at bevæge sig opad listen, men i betragtning af mængden af skader, er det naturligvis mere end godkendt, at det lykkedes at få fjernet det grimme nul forrest på kampstatistikken. De skal dog have Lock tilbage før jeg tror på flere sejre til dem i år.

30. Atlanta Falcons (=) (0-4)
– I denne uge havde de nok tabt uanset hvad. Derudover skal det siges, at de godt nok også er ved at være meget ramte på skadesfronten. Mod Packers måtte de undvære både Neal, Allen og Tarrell i det bagerste forsvar, mens at Jones og Kazee udgik undervejs. Det skal dog ikke være en undskyldning for de foregående ugers katastrofer, og de burde stadig gå samme vej som Texans, hvis du spørger mig.

31. New York Giants (=) (0-4)
– Nu roste jeg Jones efter uge 1-kampen mod Steelers, og han har måske heller ikke været det største problem, men det må nævnes, at han har været ligaens næstmindst effektive quarterback over de første 4 kampe. Mod Rams gav han igen bolden væk 1 gang og var tæt på at gøre det igen. I det mindste har forsvaret set bedre ud end mange havde forventet inden sæsonen.

32. New York Jets (=) (0-4)
– Jeg ville virkelig gerne forsøge på, at finde noget fornuftigt at skrive her, men uge for uge bliver det sværere og sværere. Jeg vil dog gerne give Crowder ros for en flot indsats med over 100 yards, og så skal det nævnes at rookien Becton har været en foreløbig succes på den venstre tackle-position. Nu er Darnold imidlertid blevet skadet, hvilket vil sige, at de skal starte Joe Flacco i næste uge. Ikke umiddelbart et vilkår, der peger i retning af, at sæsonens første sejr er lige om hjørnet.
