NFL: Peters PowerRank – Spiluge 3

Jeg har været lidt længe om at lave ugens opsamling på sidste spillerunde i NFL pga. ferie, men her på dagen for det meste af spillerunde 4, er jeg klar med et overblik efter spillerunde 3.

Sidste weekends kampe bar præg af en række resultater, der grundlæggende irriterede mig. Det er træls at se to hold spille på uafgjort – et udfald, der ikke giver ret meget mening i amerikansk fodbold. Det er træls at se et hold tabe pga. af elendige beslutninger fra sidelinjen. Det er træls at se et hold være ubesejrede, selvom at de tydeligvis ikke har niveauet i det lange løb. Det er træls at se kampe, der bliver afgjort af dommerfejl i stedet for at spillet på banen. Når alt det er sagt, så blev vi også beriget med masser af god underholdning, og ikke mindst var det fedt at se nogle af de forventeligt stærkeste mandskabet krydse klinger med hinanden. Det gav nogle signaler om, hvordan vi kan forvente at se slutspillet, hvis vi da når så langt, nu hvor coronaen desværre også har fået sit tag i verdens bedste sportsliga.

Indtil videre vil jeg dog fokusere på det, som er sket, og dermed rette opmærksomheden mod rangeringen af de 32 hold efter 3 kampe. Der er lidt flere rokader i denne uge, og også et par store spring op og ned. Det skal ses i lyset af, at vi allerede ser lidt opdeling i ligaen, hvor nogen tydeligvis vil være med i kampen om slutspilspladserne, nogen tydeligvis ikke vil være det, og så er der en meget lille gruppe, hvor det endnu ikke er helt afgjort. Første gruppe er afsluttes pt. ved nr. 18, mens jeg har svært ved at afgøre, hvor de øvrige skillelinjer går. Døm evt. selv her i min rangering efter spiluge 3, der selvfølgelig grundlæggende blev sat op inden torsdagskampen mellem Broncos og Jets:

1. Kansas City Chiefs (=) (3-0)

– Allerede efter 3 runder har de taget en afgørende skalp ift. at sikre sig det værdifulde 1.seed med sejren over det formodede næststærkeste hold i divisionen. Den kom i hus på en aften, hvor angrebet som vanligt bar holdet, men hvor Spagnuolos forsvar leverede en flot præstation, hvor ikke mindst den ofte udskældte linebacker-duo Hitchens og Wilson viste et forbedret niveau. Spændende om det kan fortsætte.

2. Green Bay Packers (+1) (3-0)

– Så lykkedes det dem også at vinde over en af forhåndskandidaterne til mesterskabet, hvilket belønnes med en tur op på 2.pladsen. Igen var det især angrebet, der imponerede, og ikke mindst Rodgers’ kemi med Lazard har tydeligt forbedret den offensive effektivitet. Derfor er det også en potentiel katastrofe, at den nye receiver-profil nu er ude over en længere periode. Med Adams også fortsat ude, kommer det til at kræve endnu mere hårdt arbejde over de næste par uger.

3. Baltimore Ravens (-1) (2-1)

– Nederlaget til Chiefs er ikke i sig selv en katastrofe, men kampen illustrerede desværre nogle af de svagheder hos Ravens, der kan udnyttes, hvis gameplanen skrues rigtigt sammen. F.eks. viste Jackson, at han kan begrænses, hvis løbet tages væk som våben i en del af kampen. Derudover var Martindale for forhippet på at blive ved med at blitze, selvom at han stod over ligaens bedste QB ift. at udfordre præcis denne type forsvar.

4. Seattle Seahawks (+3) (3-0)

– Endnu en fremragende præstation fra Wilson og co., der fortsat er ubesejrede på trods af et stærkt kampprogram her i sæsonstarten. De var udfordret defensivt mod Cowboys, men når quarterbacken og hans to primære receivere er så effektive, er det nok til at vinde alligevel. Dog bliver nogen nød til at give Metcalf et ordentligt spark over skinnebenet som straf for den lallende håndtering af bolden, der endte med at koste et touchdown. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har set.

5. Pittsburgh Steelers (=) (3-0)

– De måtte igen slide sig til sejren, men hold nu op, hvor er det forsvar modbydeligt. Med lillebror Watt som det helt centrale omdrejningspunkt terroriserede de fuldstændigt Texans’ offensiv, og så længe det bliver ved, er der ikke mange, der kan slå dem. De skal dog nok overveje, at lade Big Ben i højere grad styre angrebet selv. Hver gang han tog sagen i egen hånd, var det mere effektivt end det, som koordinator Fichtner diskede op med fra sidelinjen.

6. Buffalo Bills (=) (3-0)

– De burde virkelig ikke have vundet denne rundes opgør, da der ikke var skyggen af pass interference på kampens næstsidste kast. Imidlertid er det jo et karaktertræk for et tophold, at de også vinder, når de ikke burde. Derudover skal det med i billedet, at offensiven med Allen i spidsen har været tæt på ligaens top 5 i effektivitet over de første 3 uger.

7. San Francisco 49ers (+2) (2-1)

– De får et lille skub opad, fordi de hentede Cardinals og Rams i denne uge og fordi de formåede at være suverænt bedst på trods af alle de skader, som de er ramt af. Mullens gjorde det solidt som vikar på spilfordeler-positionen og havde især et godt samarbejde med rookien Aiyuk, der fik skudt flot gang i sin NFL-karriere. Dog måtte de desværre tilføje endnu et par navne til skadeslisten.

8. New England Patriots (+5) (2-1)

– Det begynder for alvor at se ud som om, at vi skal regne med Patriots igen i år. Det virker lidt improviseret, hvad de lykkes med fra uge til uge, men det har på den anden side også altid være klassisk Belichick at planlægge detaljeret fra uge til uge. Mod Raiders var det især løbet, der virkelig fungeret med Michel og Burkhead som omdrejningspunkterne. Offensiven på jorden har også været ligaens mest effektive over de første 3 uger.

9. Tampa Bay Buccaneers (+1) (2-1)

– Pligtsejren over Broncos som i hus, men det var især forsvaret, der trak stikket hjem. Bowles’ defensiv har været den næstmest effektive i hele ligaen over de 3 første spillerunder, og i denne weekend kom profilen Barrett endelig i gang for alvor med 2 sacks på kontoen. Derudover fandt Brady måske sit nye yndlingsmål i slotten i form af Miller, der producerede flest yards af alle holdets receivere.

10. Las Vegas Raiders (-6) (2-1)

– Så kom vi ned på jorden igen med en præstation, der desværre var meget sigende for Carrs foreløbige NFL-karriere. Mod Patriots var han som tidligere alt for konservativ i sine kast, samtidig med at han i to omgange mistede bolden til modstanderen. Samtidig lykkedes det netop for modstanderen at lukke helt eller delvist ned for Jacobs og Waller, hvilket de ikke fandt.

11. Tennessee Titans (=) (3-0)

– Sæsonstarten 2020 har været noget at en rutsjebane-tur for kicker Gostkowski, der efter at have været tæt på at koste sejren i uge 1, var manden der i sidste ende sikrede sejren mod Vikings her i uge 3. Dermed er Nashville-mandskabet fortsat ubesejret i en sæson, hvor Henry har været fin, men endnu ikke har nået niveuet fra 2019, mens at Tannehill tilgengæld fortsat ligner en franchise QB.

12. New Orleans Saints (-4) (1-2)

– Advarselslamperne blinker en anelse i New Orleans efterhånden, omend weekendens nederlag dog først og fremmest var et tæt opgør, hvor Payton og co. trak det korteste strå. 1-2-starten er dog på ingen måde det, de havde drømt om, og selvom at Kamara imponere, og Brees fandt noget kemi med Sanders, så er de under pres for at levere over de kommende uger, hvis ikke vi for alvor skal begynde at snakke om krise. Derfor ryger de et stykke ned af listen.

13. Cleveland Browns (+1) (2-1)

– De fik en sejr, som de skulle have for at kunne regnes med i kampen om slutspillet, og det er i sig selv en væsentlig fremgang i forhold til sidste år. Det store spørgsmål er, hvad der sker, når de igen møder en modstander, der formår at tage Chubb og Hunt ud af kampen. Mayfield var statistisk set igen god i denne uge, men han virker fortsat usikker og begrænset, når de umiddelbare muligheder bliver taget fra ham. Det bliver interessant at følge over de næste par kampe.

14. Arizona Cardinals (-2) (2-1)

– Når jeg ikke smider dem længere nedad, så skyldes det, at jeg faktisk mener, at kampen mod Lions til dels kun blev tabt, fordi Murray havde noget af en offday. Til gengæld gjorde forsvaret, der faktisk har været en lidt overset del af holdets succes i de runder, endnu en god figur. Kingsbury skal dog have arbejdet med den unge QB, og ikke mindst få ham til at fordele boldene bedre, så de ikke bliver for afhængige af Hopkins.

15. Indianapolis Colts (+3) (2-1)

– En stabil og sikker præstation mod et markant dårligere hold, men den slags skal også til for at nå de afgørende kampe, og efter den uheldige sæsonstart er Reich og co nu helt med resultatmæssigt. Især forsvaret lader til at være kommet ind i en god rytme, og det er skønt at se veteranerne Rhodes og Houston gå forrest. Forhåbentlig kan det fortsætte mod stærkere modstandere.

16. Los Angeles Rams (=) (2-1)

– Jeg vælger ikke at rykke dem ned, da de i den grad blev snydt for sejren mod Bills af et dommer-crew, der ikke var deres opgave voksen. Derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at Rams-angrebet over de første 3 uger har været NFL’s mest effektive(!). Samtidig fortsætter Donald sit helt eget show på den anden side af bolden, hvor han brutalt straffer modstanderen spil for spil.

17. Chicago Bears (=) (3-0)

– Så kom den ventede og definitive fyring af Trubisky, og med Foles ved roret hentede de endnu en usandsynlig sejr, der dog handlede mere om modstanderen end dem selv. De er muligvis det mest usandsynlige 3-0 hold, jeg har set, og derfor rykker de heller ikke opad listen. Jeg skal simpelthen se dem mod kvalificeret modstand, førend at jeg skal tro på dem som andet end et tilfælde.

18. Dallas Cowboys (-3) (1-2)

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg fortsat ser et meget stort potentiale hos Dallas-mandskabet, men der sker simpelthen for mange fejl på banen lige nu til, at de kan vinde mod de stærkeste modstandere. I denne runde var Prescott den store synder med hele 3 turnovers. På den positive side er det til gengæld på tide at rose Aldon Smith for hans tilbagevenden til NFL, der indtil videre har været meget flot.

19. Detroit Lions (+7) (1-2)

– Måske er det lidt voldsomt, at jeg rykker dem så langt opad listen, men jeg har stadig en idé om, at det her Lions-hold især offensivt har mere at komme med, end sæsonstarten har vist. Det skyldes ikke mindst deres o-line, der har vist sig bedre end forventet, og så var det helt tydeligt mod Cardinals, at Golladays tilbagekomst kan gøre meget, ligesom at Hockenson for alvor begynder at ligne et våben.

20. Philadelphia Eagles (-1) (0-2-1)

– Så er jeg officielt tilsluttet holdet, der mener, at der bør være akut panik i Eagles-lejren. Det handler naturligvis rigtigt meget om Wentz, der også mod Bengals var helt ved siden af sig selv, men også om den måde, som holdet generelt fungerer på lige nu. F.eks. er det utilgiveligt ringe at spille på uafgjort på den måde, som de gjorde i overtiden. Pederson ligner ikke en mand, der har styr på situationen.

21. Carolina Panthers (+9) (1-2)

– De kom på sejrs-tavlen uden McCaffrey, og det endda på en dag, hvor ingen af holdets øvrige skill-position-profiler for alvor skinnede. I stedet var det en solid præstation fra Bridgewater, der under koordinator Bradys vejledning fordelte boldene fint, og så gjorde det skrøbelige forsvar lige nøjagtig nok til, at føringen holdt. Det belønner jeg med titlen som ugens højdespringer, omend jeg ikke ser dem vinde mod bedre angreb end det, som de mødte i denne spillerunde.

22. Los Angeles Chargers (-1) (1-2)

– Det positive er fortsat, at Herbert faktisk virkelig ligner en pålidelig starter under nogle meget vanskelige forhold. De bliver dog nød til at balancere tingene noget mere end tilfældet var mod Panthers, hvor han blev bedt om at gøre alt for meget. Det bliver dog svært med den o-line, der nu også kommer til at være uden Turner og Bulaga et stykke tid.

23. Miami Dolphins (+8) (1-2)

– Så kom årets første sejr, og den må siges at være velfortjent for ikke mindst Fitzpatrick, der især i 1.halvleg virkelig ramte det niveau, hvor han kan blive en udfordring for de fleste. Derudover var det fedt at se presspillet fungere noget bedre end set hidtil, og her skal vi især være opmærksomme på Lawson, der godt ikke selv blev noteret for et sack, men virkelig gik forrest i at skabe kaos.

24. Houston Texans (=) (0-3)

– Lidt som for et par år siden, så sidder jeg lidt mere en fornemmelse af, at der godt kan være mere i det her Texans-mandskab, når vi kommer længere frem i sæsonen. Starten har dog på ingen måde været optimal, og med 3 nederlag i bagagen allerede har O’Brian og co. nu virkelig ryggen mod muren. En positiv ting fra weekenden var, at Watson fik aktiveret Cobb, der næsten rundede 100 yards.

25. Minnesota Vikings (=) (0-3)

– For første gang i år fungerede tingene for Zimmer og co. og de burde nok have vundet, hvorfor de ikke rykker nedad i denne uge. Det blev dog til det tredje nederlag i træk, men de kan tage det positive med sig, at det for alvor lykkedes at få gang i Jefferson, der skal fortsætte på det niveau de kommende uger, hvis sæsonen skal vendes rundt. Derudover skal Cousins stadig lave markant færre fejl.

26. Jacksonville Jaguars (-4) (1-2)

– Det her var lidt mere det, som jeg havde forventet fra Jaguars inden sæsonen. Minshew viste sine tydelige begrænsninger, og fraværet af Chark var tydeligvis mere, end hvad det øvrige receiver-korps kunne veje op for. Dertil skal nævnes, at kasteforsvaret virkelig blev udstillet, og med en placering helt i bunden ift. effektivitet, vil det formentlig blive et tilbagevendende problem sæsonen igennem.

27. Cincinatti Bengals (+2) (0-2-1)

– De burde faktisk have vundet opgøret mod Eagles, og håndteringen af overtiden sætter desværre et alvorligt spørgsmålstegn ved, om Taylor i længden er manden, der kan føre holdet til succes. Når det er sagt så belønnes de for Burrows flotte indsats, der overstråler flere af de QB’s, der er blevet draftet de seneste par år. Han skal dog fokuserer mere på Boyd og Higgins end Green, der ligner en mand, som er over the hill.

28. Washington Football Team (-8) (1-2)

– De ryger måske lidt langt ned her, men det som opgøret mod Browns desværre viste med al tydelighed var, at de pt. ikke har et angreb og en quarterback, der har det tilstrækkelige niveau til at presse de fleste modstandere. Haskins skal virkelig løfte sit niveau over de kommende kampe, hvis ikke han skal bænkes til fordel for Allen eller Smith. Ikke en situation, der kan føre til andet end en overgangssæson i år på trods af, at deres division er så svag som tilfældet er.

29. Denver Broncos (-6) (0-3)

– Deres nedtur i denne uge handler især om, at deres trup efterhånden er så ramponeret af skader, at det kommer til at begrænse deres muligheder for at arbejde sig tilbage i både divisionen og i ligaen som helhed i år. Nu er Casey også ude, efter at han ellers har været et af lyspunkterne indtil nu. Derudover er det et satset eksperiment at overlade styrepinden til en uprøvet 2.årsspiller i form af Rypien.

30. Atlanta Falcons (-3) (0-3)

– Er de det 3.dårligste hold i NFL lige nu? Nok ikke, men de rykker herned som straf for deres trænerstab, der nu over 2 uger har sat rekord i elendig coaching, og det er faktisk en skandale, at holdejer Blank ikke har udstukket fyresedler til Quinn og co. endnu. Mod Bears var Ryan dog heller ikke uden skyld, og det ligner allerede, at 2020 også skal skyldes ud i toilettet.

31. New York Giants (-3) (0-3)

– Med deres tilbagegang ligger de to hold fra USA’s største mediemarked og største by nu begge i bunden af min PowerRank. Judge’ mandskab kunne intet stille op mod det ellers ramponerede 49ers-hold, og især var det sørgeligt at se, hvor meget det begrænsede dem, at de ikke havde Barkley til rådighed. I det mindste er de stadig bedre end bysbørnene herunder.

32. New York Jets (=) (0-3)

– Endnu et nederlag, hvor det var alt for tydeligt, at Jets bare er et niveau under deres modstander. Samtidig begynder det efterhånden at se ud til, at de dårlige arbejdsvilkår og de tvivlsomme metoder fra trænerstaben betyder en permanent negativ udvikling fra Darnolds side. Der skal handles hurtigt, hvis det fortsat unge talent skal bringes på ret køl igen.

Skriv en kommentar