Årets helt store hype-historie finder vi i Tampa, der på en offseason er gået fra midterhold til seriøs mesterskabskandidat. De virker dog væsentligt mere ægte end tidligere eksempler på præ-favoritter.
2019-sæsonen og offseason
Overskriften på sidste års sæson var meget klar for Tampa Bay Buccaneers. Med ansættelsen af den anerkendte men aldrende Bruce Arians som ny cheftræner var det tydeligt, at sørøverholdet fra solskinsstaten Florida ikke havde en plan om en langvarig opbygning af et mesterskabshold. Derfor skulle 2019 først og fremmest bruges på at finde ud af, om 1.valget fra 2015-draften Jameis Winston var manden, der i Arians’ kastetunge system kunne være omdrejningspunktet for jagten på en titel. Derudover var det vigtigt at finde ud af, hvilke af de mange unge udviklingsprojekter, som truppen indeholdt, der kunne bruges på den lange bane.
Det skulle hurtigt vise sig, at den nye trænerhyring ikke ændrede afgørende på, hvordan Winston havde præsteret hidtil i sin karriere, omend det store fokus på kastet måske i et eller andet omfang eskalerede hans ekstremer. Der blev produceret mange yards og scoret mange touchdowns, men det var også nødvendigt, når quarterbacken i voldsomt omfang gav bolden til modstanderen. De mange turnovers gjorde, at Tampa-holdets angreb ikke engang kunne kæmpe sig op i ligaens top 20 ift. effektivitet, og det var en væsentlig del af forklaringen på, at Buccaneers tabte 4 ud af de første 6 kampe. Efter en friuge oven på kampen i London mod Panthers, fortsatte den triste udvikling med yderligere 2 nederlag, men herefter vendte bøtten til en hvis grad. Over de sidste 8 spiluger vandt Arians og co. nemlig 5 af deres kampe, og det var i høj grad den defensive koordinator Todd Bowles’ arbejde, der virkelig begyndte at bære frugt. Faktisk lykkedes det den tidligere Jets-cheftræner at løfte det, der i 2018 var ligaens dårligste forsvar til være det 5.mest effektive, hvilket må siges at være en formidabel præstation. På den baggrund kunne Arians og general manager Jason Licht tage en hel del positivitet med fra 2019-sæsonen, selvom at en 7-9 record selvfølgelig ikke var nok til vende tilbage til slutspillet.
Således var dagsordenen for offseason også ganske klar. Mens at de positive tendenser og mange gode spillere på begge sider af bolden skulle bevares og fortsat udvikles, var det afgørende at finde en anden løsning på quarterback-positionen. Her greb Arians og Licht chancen, da de fik mulighed for at udskifte deres hidtidige og fallerede spilfordeler med dennes diamentrale modsætning. Det viste sig nemlig, at Tampa var det foretrukne nye hjem for NFL’s største navn gennem de sidste 20 år Tom Brady, der ønskede at forlade det Patriots-hold, han ellers nærmest var identisk med. Faktisk kan du næppe finde nogen spiller, der er så langt fra Winston som ”Geden”, og kombineret med de øvrige tilføjelser, der er blevet gjort i free agency og draften, ligner Buccaneers pludselig et reelt bud på en Super Bowl-deltager fra NFC. Det handler som sagt også om det solide trænerarbejde, der blev vist allerede i 2019 fra Arians, Bowles og den offensive koordinator Byron Leftwich, der alle er klar på at gå efter det hele i 2020.
Angrebet
Det, der bliver mest vanskeligt at skulle vende sig til her i 2020-udgaven af NFL, er hverken manglende tilskuere på stadion eller et nyt slutspilsformat. Det bliver derimod at skulle se Tom Brady i Buccaneers-uniform. Manden, legenden og myten, der gennem to årtier har været omdrejningspunktet på banen for Patriots-dynastiet, har i en alder af 43 år besluttet sig for, at det var på tide at prøve noget nyt, hvis han skulle vinde endnu et mesterskab, og han valgte derfor at lave en 2-årig aftale med Tampa-mandskabet, da free agency begyndte og han var fri af sin hidtidige kontrakt. Nu er spørgsmålet så, hvordan det kommer til at gå for sportens største navn i en ny by og på et nyt hold. Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved hans status og placering i footballens Pantheon, men der er naturligvis en risiko ved at lægge ansvaret i hænderne på en mand, hvis alder for længst burde have sendt ham på pension. 2019 var på mange måder også en Bradys dårligste sæsoner i karrieren rent statistisk, omend hans kasteangreb i New England dog fortsat var placeret i ligaens bedre halvdel. Det kunne indikere, at alderen måske er ved at indhente ham, men de udfordringer han havde sidste år, kan også i høj grad tilskrives de markant forringede arbejdsvilkår hos Patriots, der nok også har bidraget til hans beslutning om at skifte hold. Derfor kan det sagtens være, at vi igen ser en bundsolid og effektiv Brady her i 2020, hvis altså han og Arians kan finde hinanden ift. sammensætningen af det offensive system.
Arbejdsvilkårene er som sagt helt sikkert bedre i Tampa end i Foxborough lige pt. Den offensive linje nærmede sig faktisk top 10 allerede sidste år, med den undervurderede venstre guard Ali Marpet og den sikre center Ryan Jensen som omdrejningspunkterne. I årets draft brugte Buccaneers så deres 1.runde-valg på Tristan Wirfs, der er det seneste af en række store o-line-talenter fra Iowa. Han er måske mere upoleret end Andrew Thomas og Jedrick Wills, men hans atletiske potentiale er skyhøjt. Udvikler han sig som håbet og forventet, kan han meget vel ende med at blive den bedste spiller fra årets talentfulde rookie-klasse af tackles. I første omgang kommer Wirfs til at starte i højre side sammen 3.årspilleren Alex Cappa, der var acceptabel på guard i 2019, selvom at han spillede en del af sæsonen med en brækket arm. Når han ikke får lov at begynde NFL-karrieren på venstre tackle, skyldes det, at den position fortsat tilhører Donovan Smith, der dog hurtigt kan vise sig at blive linjens svageste led. 27-årige Smith har nemlig længe været lidt af en omvandrende joke i ligaen pga. hans store kontrakt sammenlignet med, hvad han rent faktisk præstere, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at Saints’ pass rusher Cameron Jordan jublede offentligt, da Smiths kontraktforlængelse blev annonceret.
Udover den dog solide o-line kan Brady i år se frem til at skulle spille sammen med den måske bedste receiver-duo, han nogensinde har haft til sin disposition. Mike Evans har været et bæst siden han kom ind i ligaen i 1.runde af 2014-draften og har endnu ikke haft en sæson under 1.000 yards. Sidste år nåede han endda over den magiske grænse, selvom at han missede 3 kampe, og da den store og fysiske men samtidigt rimeligt hurtige mand også bidrage godt på touchdown-fronten, er der meget få receivere i ligaen, der kan matche hans niveau. Sidste år blev Evans dog overgået på både yards- og touchdown-fronten af sin makker Chris Godwin, der rundende 1.300 yards og greb 9 touchdowns, hvilket i begge tilfælde var holdrekord i 2019. Han blev efterfølgende fortjent belønnet med en udnævnelse til Second Team All Pro, og med både ham og Evans i fuld vigør i år, kan Brady ikke sende skylden den vej, hvis tingene ikke fungere. Eneste bekymring kan være, at holdkortet ikke umiddelbart indeholder afprøvede reserver på de udvendige positioner bag de to startere. Til gengæld er der rigeligt med våben at tage af på tight end-positionen. O.J. Howard og Cameron Brate har allerede udgjort en solid duo i et par sæsoner, men de får i år selvskab af selveste Rob Gronkowski. Bradys bedste ven fra de seneste 3 mesterskabshold i New England var egentlig gået på pension efter 2018-sæsonen, men han kunne åbenbart ikke sige nej til chancen for at blive en del af sin gamle makkers nye eventyr i Florida.
Også på running back-positionen er der sket nytilføjelser af den rutinerede slags. Det var ikke fordi, at truppen var helt skidt i forvejen, efter at 3-årsspilleren Ronald Jones fik et lille gennembrud i 2019 og holdledelsen i draften havde tilføjet Ke’Shawn Vaughn fra Vanderbilt. Ingen af de to er dog specialt farlige i kastespillet, hvor Brady ofte foretrækker at bruge en mand i backfielden som sikkerhedsventil. Derfor giver det rigtigt god mening, at veteranen LeSean McCoy er blevet hentet ind, efter at han sidste år var med til hjælpe Chiefs til mesterskabet. 32-årige McCoy kan nok ikke bidrage med så meget mere på jorden, men som ekstra kastevåben bør han fortsat kunne spille en rolle. Endelig er det her i træningslejren også lykkedes at tilføje Leonard Fournette, der pludselig blev fritstillet af Jaguars, og med hans nyfundne alsidighed bør han også være et glimrende ekstra våben for hans screen-glade quarterback.
Forsvaret
Det helt centrale element i den meget positive udvikling, som Tampa-forsvaret gennemgik sidste år, var den måde, hvorpå Bowles lykkedes med at løfte holdets mange unge spillere på cornerback-positionen. De to rookies Sean Murphy-Bunting og Jamal Dean gjorde begge et rigtigt positivt indtryk og blev konstant bedre i løbet af sæsonen, ligesom det også var tilfældet for Carlton Davis, der i år går ind i sin tredje NFL-sæson. Hvis de alle tre fortsætter deres opadgående kurver, kan de over de næste par år potentielt blive en af ligaens bedste corner-grupper, hvilket vil være imponerende, når vi tænker på, hvor ringe Buccaneers ellers har været på den position de seneste mange år. På safety oplevede den ligeledes unge duo Jordan Whitehead og Mike Edwards også fremgang sidste år, selvom at de måtte undvære den lidt mere erfarne Justin Evans som makker, da denne rev akillessenen over tidligt på sæsonen og faktisk fortsat er på vej tilbage. Arians og Licht må dog have følt, at der fortsat manglede noget, for de endte med at bruge deres 2.runde-draftvalg på Antoine Winfield, der er søn af den tidligere Vikings-legende med samme navn. Rookien fra Minnesota var et af de mest alsidige talenter på safety-positionen i årets draftklasse, men manglende højde og en hvis begrundet bekymring ift. skader afholdt ham fra at gå i 1.runde. Kan han holde sig på banen, kan han dog meget vel vise sig at være et af årets helt store steals.
Selvom at bagkædens udvikling var overordentligt positiv sidste år, var 2019’s helt store defensive historie i Tampa at finde på kanten af det forreste forsvar. Shaquil Barrett, der indtil sidste sæson havde fordrevet tilværelsen som rotationsspiller hos Broncos, fik sit helt store gennembrud i Bowles’ forsvar og endte med 19.5 sacks faktisk som NFL’s mest succesfulde quarterback-jæger. Det giver dog god mening, at Arians og Licht ikke var klar til at give 27-årige Barrett en langvarig kontrakt ovenpå blot en sæson på højeste niveau, hvorfor den gensidige beslutning om at gennemføre 2020-sæsonen på et franchise tag giver perfekt mening. Til gengæld fik veteranen Jason Pierre-Paul en ny 2-årig aftale, og med 8.5 sacks over blot 10 kampe sidste år virker det også som en fornuftig beslutning. Der er således lagt op til, at Barrett og Pierre-Paul kan udgøre en rigtig farlig starterduo på edge-positionerne med 2.årsspilleren Anthony Nelson som et interessant supplement i rotation.
Indvendigt er der også sikret kontinuitet, efter at det lykkedes at få den aldrende Ndamukong Suh til at skrive under på en ny 1-årig aftale. 33-årige Suh er langt fra den spiller han har været, men hans rutine og fortsatte alsidighed gør, at han alligevel kan være en vigtig brik for Bowles ift. at få det forreste forsvar til at præstere bedst muligt. Han viste nemlig et godt samspil med den mere løbeorienterede 3.års-spiller Vita Vea, der også har flere kvaliteter i presspillet, end vi normalt ser hos en udpræget nose tackle. Suh og Vea kommer sammen med den efterhånden også ret erfarne William Gholston til at udgøre de primære startere på indersiden af den defensive linje, men måske kan der også blive en rotationsrolle til rookien Khalil Davis fra Nebraska.
Den næststærkeste defensive positionsgruppe i Tampa er dog holdets linebackere, og det handler ikke mindst om de to primære startere. Den rutinerede Lavonte David har faktisk som minimum tilhørt ligaens sub-top gennem flere år efterhånden, men han har nok ikke helt fået nok anerkendelse pga. Buccaneers’ generelt dårlige defensive niveau. Nu har han imidlertid fået en meget talentfuld makker i form af sidste års 1.runde-draftvalg Devin White, der ganske vist startede 2019 med vanskeligheder, men undervejs udviklede sig til et meget giftigt forsvarsvåben. 2.årsspilleren White bør kunne udvikle sig endnu mere, og derfor har han og David potentialet til at kæmpe med om titlen som NFL’s bedste duo af offball-linebackere. Dertil kommer den solide reserve Kevin Minter, der bidrager med erfaring og solide evner i rollen som runstopper.
Konklusionen
Det her er måske det hold, der ift. hvor de var ved afslutningen af 2019-sæsonen, har udviklet sig allermest gennem offseason. Tilføjelsen af Brady er naturligvis den helt store historie, men det er faktisk truppens styrke som helhed, der er det mest imponerende. Det har naturligt ført til en kæmpe hype, der dog kan føre til tilbageslag, hvilket vi så med Browns sidste år. Forskellen er bare, at der her er tale om et mandskab med en række rutinerede og dybt professionelle profiler på centrale positioner, og som skal ledes af et anerkendt og meget erfarent trænerteam. Derfor føler jeg mig meget overbevist om, at Tampa-mandskabet skal regnes med blandt mesterskabskandidaterne i år.
- Navn: Tampa Bay Buccaneers
- Ejer: Glazer-familien (siden 2014)
- Cheftræner: Bruce Arians (siden 2019)
- Hjemmebane: Raymond James Stadium i Tampa, Florida (siden 1998)
- Antal mesterskaber: 1 (2002)
- Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
- Roster Score: 92 (Offense: 39 / Defense: 38)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 7 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i NFC South)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 2 i NFC South (record: 11-5)
- Årets gennembrud: S Antoine Winfield
- Årets nøglespiller: QB Tom Brady
Red Zone Blog 