2020 må være absolut sidste chance for den nuværende sportslige ledelse hos Falcons. Imidlertid er det svært at se dem nå langt med truppens niveau og de seneste sæsoners præstationer in mente.
2019-sæsonen og offseason
Efter at deres 2018-sæson var blevet totalt smadret af en nærmest uvirkelig mængde af skader, var vi nogle, der havde en forventning om, at Atlanta Falcons ville vende tilbage til ligaens top 10 sidste år. Grundstammen fra det mandskab, der havde været så tæt på at vinde det hele i 2016-sæsonen var fortsat intakt, og tilbagekomsten af Dirk Koetter, der tidligere havde haft succes i samarbejde med quarterback Matt Ryan, til rollen som offensiv koordinator indikerede, at grundlaget for et succesfuldt 2020 burde være til stede. Derudover havde general manager Thomas Dimitroff og cheftræner Dan Quinn forsøgt at styrke lige nogle af de centrale positioner, der uafhængigt af skaderne havde været svage punkter på holdet i 2019.
Desværre skulle det hurtigt vise sig, at vi, der havde troet på Atlanta-mandskabet, tog grueligt fejl. En ting var at skaderne fortsat spillede en al for stor rolle, men det alene kunne ikke forklare den vanvittigt ringe sæsonstart som Falcons leverede. De vandt kun 1 af deres første 8 kampe før deres sæsonpause og lignede på intet tidspunkt et hold, der på nogen måde ville være i stand til kæmpe med om noget som helst. Angrebet fik voldsomt meget kritik, og selvom at det faktisk var tæt på top 10 ift. kastet, så var det tydeligt, at Koetters offensive filosofi ikke havde samme succespotentiale som tidligere. Det var dog endnu engang forsvaret, der for alvor svigtede, hvilket i den grad viser tilbage til Quinn, der i sin tid netop blev hyret pga. den succes han havde haft som koordinator i Seattle. Derfor regnede de fleste også med, at cheftræneren ville blive fyret i løbet af friugen, men det kom ikke til at ske, og så udvikledes sæsonen sig derfra højst besynderligt. Selvom at de ikke rigtigt havde noget at opnå, var det som om, at spillerne pludselig rejste sig kollektivt, og det lykkedes dem faktisk at vinde 6 ud af de sidste 8 opgør, hvorved de sluttede med en 7-9 record.
Denne opblomstring var åbenbart så imponerende for holdejer Arthur Blank, at han besluttede sig for at give duoen Quinn og Dimitroff endnu en chance. Derfor endte det heller ikke med en trænerfyring efter grundspillets afslutning, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er et brandvarmt sæde, som den nuværende sportslige ledelse sidder på, selvom at de kun er 4 år væk fra en Super Bowl-deltagelse. Med tanke på dette kan det forekomme mærkværdigt, at der ikke er blevet gået mere til den i offseason ift. free agency og draft for at sikre et så stærkt trupmæssigt udgangspunkt som muligt forud for 2020. Forklaringen herpå skal til dels findes i en presset lønlofts-situation, men det må også være et udtryk for at Quinn og Dimitroff fortsat tror på deres hidtidige sammensætning af profiler. Det gælder også udenfor banen, hvor der ikke er sket udskiftninger på koordinatorposterne, selvom at kritikken af Koetter har været massiv. På forsvarssiden var den tidligere Buccaneers-cheftræner Raheem Morris overtagelse af koordinator-ansvaret fra Quinn derimod en del af forklaringen på forbedringerne i anden halvdel af 2019, og således giver det tilgengæld fin mening, at hans forfremmelse er blevet permanent.
Angrebet
Jeg er måske god til at uddele prisen for mest undervurderede spiller i NFL lidt for ofte, men hvis der er en, der virkelig fortjener det prædikat, så er det Matt Ryan. Siden at han blev valgt som nr. 3 i 2008-draften, har den efterhånden 35-årige quarterback i næsten al ubemærkethed leveret spil på et særdeles højt niveau år efter år, og statistisk set er det meget få andre, der kan matche hans tal set over den samme periode. Problemet for Ryan er, at som tingene ser ud lige nu, vil han for altid blive kædet sammen med sin 2016-sæson, hvor han med Kyle Shanahan som offensiv koordinator blev kåret til MVP for så at opleve det ultimative kollaps i Super Bowl, hvor Falcons gik fra at føre 28-3 midt i 3.quarter til at tabe kampen 34-28 til Patriots. Det skaber et billede hos mange af en middelmådig spiller, der strålede under en fremragende træner, men som ikke kunne levere i den mest afgørende situation og siden er faldet tilbage til sit gennemsnitlige niveau. Der stemmer bare dårligt overens med det faktum, at Ryan flere år har været blandt ligaens bedste spilfordelere. F.eks. var hans 2018 statistisk set næsten ligeså godt som hans MVP-sæson, og hans mere problematiske 2019 kan have haft meget at gøre med en ny offensiv koordinator, der i realiteten ikke er opgaven voksen. Jeg vil derfor ikke blive overrasket, hvis vi endnu engang ser Ryan nærme sig top 5 på sin position i den kommende sæson.
En udfordring ift. dette er dog, at det er meget usikkert, hvordan kvaliteten af den offensive linje bliver baseret på det vi så sidste år. Det er heldigvis lykkedes at overtale veteranen Alex Mack til at tage endnu en sæson på center-positionen, hvilket er meget afgørende, da han sammen med venstre tackle Jake Matthews udgør de sikre og stabile elementer i o-line-truppen. Problemet er, at det ikke er sikkert, hvad vi får at se på de tre øvrige pladser. De to 1.runde-draftvalg fra sidste år Chris Lindstrom og Kaleb McGary, der er favoritter til at starte på højre-positionerne, havde begge væsentlige udfordringer som rookies. For guarden Lindstrom handlede det dog mest om skadesproblemer, og da han kom tilbage mod sæsonafslutningen gjorde han det faktisk fint. Tacklen McGary var tilgengæld blandt de dårligste startere på højre yderside i NFL sidste år, og hvis ikke han udvikler sig betydeligt i år, ligner han et godt bud på et draftbust. Den mest usikre plads er dog rollen som venstre guard, der umiddelbart ligner en kamp mellem sidste sæsons skuffende tilføjelse James Carpenter og karriere-backupen John Wetzel. En mulighed er dog, at Quinn og co. kan vælge at bruge rookien Matt Hennessy fra Temple, der blev draftet i 3.runde, på positionen. Hennessy spillede center i college og er formentlig draftet som den fremtidige afløser for Mack, men i år kunne det være en løsning at lade ham arbejde ved siden af sin mentor.
Hvor o-linen fortsat er tvivlsom, bør der til gengæld være sikkerhed for et godt niveau på receiver-positionen, hvis altså de primære startere formår at holde sig skadesfri. Der er fortsat få spillere i ligaen, der ift. fysiske egenskaber og atletiske kvaliteter kan matche Julio Jones, der stort set konstant har været blandt ligaens bedste receivere, siden at han blev valgt i 1.runde af 2011-draften. Fra 2014 og fremefter har han hvert år produceret over 1.300 yards, og det på trods af, at de fleste modstandere ofte har valgt at dække ham op med 2 eller flere spillere. Det er dog blevet sværere at gøre, efter at 3.årsspilleren Calvin Ridley er kommet til, for selvom at han ikke på samme måde er et atletisk vidunder, har han pga. sin skarphed som ruteløber vist sig at være et ganske stærkt supplement, der også har været med effektiv tæt på modstanderens endzone, Der er dog en væsentlig bekymring ift. dybden bag Jones og Ridley, for mega-draftbustet Laquon Treadwell er faktisk det eneste yderligere velafprøvede receiver-navn i truppen. Der er måske lidt at komme efter på tight end-positionen i form af den nytilkomne Hayden Hurst, der blevet hentet hos Ravens, men ingen tror for alvor på, at han kan udfylde hullet efter Austin Hooper, der er skiftet til Browns.
Til gengæld knytter holdledelsen nok et vist håb til, at deres nytilføjelse på running back-positionen kan genfinde noget af sit tidligere i niveau ift. både løb og kast. Oven på sidste sæson var det tydeligt, at der ikke var mere fremtid for Devonta Freeman i Atlanta, og 3.årsspilleren Ito Smith lignede ikke en mand, der var klar til at tage over. Derfor valgte Dimitroff og Quinn at tage chancen og give Todd Gurley en billig 1-årig-aftale. Den blot 26-årige Gurley var måske NFL’s bedste på positionen i 2017 og 2018, men allerede mod slutningen af Rams’ Super Bowl-run begyndte han at falme, og sidste år var han nærmest ikke til at genkende. Om hans første 4 sæsoner i ligaen har været nok til at knække ham fysisk må tiden vise, men det er en reél mulighed, og derfor er det ikke givet, at Falcons får særligt meget ud af ham.
Forsvaret
Det var især kasteforsvarets utilstrækkelighed, der virkelig skabte problemer for Falcons i 2020, og derfor var det klart, at der skulle ske noget på især cornerback-positionen i årets offseason. Det var således ikke overraskende, at holdledelsen valgte at sige farvel til den dyre Desmond Trufant og prioriterede at finde en ny profil til ydersiden af det bagerste forsvar i draften. Imidlertid var det ikke muligt for Atlanta-mandskabet at handle sig op efter de to helt store navne, så 1.runde-valget endte med at falde på A.J. Terrell fra Clemson. Han virker til at være en yderst intelligent spiller, som jeg personligt tror på som en mangeårig starter i NFL. Problemet i år er dog, at Terrell ikke har samme kvaliteter i mandsopdækningen som f.eks. Jeffery Okudah og C.J. Henderson, men i stedet især excellerer i et zone-forsvar, som bliver svært at implementere uden et fuldt offseason-træningsprogram. Det kan give rookien udfordringer i overgangen til de professionelle rækker, men der er ingen tvivl om, at han kommer til at starte, når vi kigger på alternativerne. Nytilkomne Darqueze Dennard skal nok gøre det fint i slotten, men 3.årsspilleren Isaiah Oliver, 2.årsspilleren Kendall Sheffield og rotationsspilleren Blidi Wreh-Wilson som de primære alternativer, er der ingen tvivl om, at Terrell helst skal spille en rolle med det samme. Mens ydersiden indeholder store spørgsmålstegn, ser det til gengæld fornuftigt ud på safety-positionerne, hvor Keanu Neal efter 2 års skadeshelvede nu bør være tilbage og i stand til at supplere Ricardo Allen og Damontae Kazee. Som trio bør de tilhøre ligaens bedre halvdel, og de vil således spille en afgørende rolle i at styrke og underbygge den øvrige defensiv.
Den lidt vaklende bagkæde vil dog få bedre arbejdsbetingelser, hvis presspillet i år bliver væsentligt mere effektivt, og holdledelsen skal i det mindste have kredit for at have forsøgt sig med ændringer, omend det ikke er givet, at de vil føre til succes. Det var helt afgjort fornuftigt at opgive Vic Beasley, men om Dante Fowler, der er hentet hos Rams, har formatet til at være den nye primære pass rusher er på ingen måde givet. 26-årige Fowler har indtil nu haft en meget omtumlet NFL-karriere, hvor han bl.a. havde svært ved at passe ind hos Jaguars, men sidste år ramte han et hidtil uset produktionsniveau med 11.5 sacks. Spørgsmålet er så, hvor meget han lukrerede på Aaron Donalds tilstedeværelse i LA. Hans primære makker på edge bliver formentlig 1.runde-valget fra 2017-draften Takkarist McKinley, der ikke fik aktiveret sin 5.års-option i offseason, og derfor spiller for en ny kontrakt efter en hidtil skuffende tid som professionel footballspiller. Dybden er dog heller ikke her imponerende, da det mest velkendte alternativ er kæmpe-draftbustet Charles Harris, der er kommet til Atlanta i offseason efter at Dolphins var villig til at opgive ham for et 7.runde-draftvalg.
Midten af den defensive linje har er en af de få positioner hos Falcons, der ser lidt mere solid ud. Det handler naturligvis især om Grady Jarrett, der udgør en af ligaens bedste kombinationer af kvalitet mod både løb og kast. På trods af, at hans store force er på jorden, formår den 27-årige defensive tackle alligevel også at lægge pres på modstanderens quarterback, hvilket han fint demonstrerede med 7.5 sacks sidste år. Derfor vil Jarrett igen i år være ankeret, som forsvarets front bygges op om, mens at pladsen ved hans side skal deles i rotation mellem løbespecialister som den jævnaldrende Tyeler Davidson og 3.årsspilleren Deadrin Senat samt mere presspils-orienterede typer som veteranen Allen Bailey og rookien Marlon Davidson fra Auburn. De to sidstnævnte kan også roteres udvendigt, hvis Quinn ønsker at anvende en mere fysisk type på en af kantpositionerne.
Som linebacker har Falcons en lidt underkendt profil i Deion Jones, der på trods af en alder på blot 25 allerede har spillet i ligaen i 4 sæsoner, og det meste af tiden har han spillet positionen på et niveau, der giver mindelser i retningen af mere etablerede stjerne-navne som den netop pensionerede Luke Kuechly. Jones har således potentialet til at være blandt NFL’s bedste, men den øvrige positionsgruppe er ikke videre imponerende, med den omskolede linebacker Deone Bucannon, der er kommet til fra Buccaneers, og 3.årsspilleren Foyesade Oluokun som de primære navne. Kan de nøjes med at udfylde specialiserede roller, er det dog ikke det, som Atlanta-mandskabets defensive muligheder står og falder med.
Konklusionen
Jeg ville så gerne kunne skrive, at jeg oprigtigt troede på, at Falcons havde en chance for at spille med om mesterskabet, så Ryan kunne få vasket den grimme plet fra 2016 væk. Desværre har de sidste par år fjernet enhver tiltro jeg har måtte have til Quinn som cheftræner, og derudover ser jeg heller ikke truppens samlede niveau som værende stærkt nok. Hvis de værste skader undgås og deres største profiler finder deres bedste spil frem, vil jeg dog ikke afvise, at de kan gå i slutspillet på et wildcard. Jeg ser dog endnu et middelmådigt sæsonresultat som det mest realistiske, og så må det være tid til at starte forfra med et nyt trænerteam og måske også en ny general manager.
- Navn: Atlanta Falcons
- Ejer: Arthur Blank (siden 2002)
- Cheftræner: Dan Quinn (siden 2015)
- Hjemmebane: Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, Georgia (siden 2017)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
- Roster Score: 68 (Offense: 34 / Defense: 25)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 25 ud af 32 i NFL (Nr. 3 ud af 4 i NFC South)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 3 i NFC South (record: 6-10)
- Årets gennembrud: CB A.J. Terrell
- Årets nøglespiller: EDGE Dante Fowler
Red Zone Blog 