Det er knald eller fald for den sportslige ledelse hos Lions, der indtil nu ikke har kunnet leve op til forventningerne. Om de kan rette op på tingene i 2020 virker dog umiddelbart også tvivlsomt.
2019-sæsonen og offseason
Ovenpå den lidt skuffende men trods alt acceptable første sæson under Matt Patricia i 2018, var der ved indgangen til sidste sæson en klar ambition hos Detroit Lions om, at nu skulle det nye regime under ledelse af både en cheftræner og general manager i form af Bob Quinn, der har baggrund hos Patriots, bevise kvaliteten af deres filosofi med en tur i slutspillet. Med en stærk division og kvalitetsmæssige udfordringer i forsvarstruppen var det dog ikke nogen nem opgave på papiret, men stadig en rimelig forventning ovenpå, at Quinns ansættelse af Patricia var sket på bekostning af den ellers relativt succesfulde Jim Caldwell, der havde bragt det hårdtprøvede mandskab tæt på det forjættede land, men var blevet kasseret på løftet om, at en ny chef på sidelinjen, der passede til filosofien hos general manageren, kunne gøre det bedre.
Efter en lidt skuffende start med en uafgjort kamp mod Cardinals, så det dog ud til, at forventningerne måske var berettigede efter sejre over de på papiret stærke modstandere fra Chargers og Eagles i de næste to uger, og det blev også tæt mod Chiefs i uge 4, omend den offensive shootout dog endte med et smalt 30-34 nederlag. Efter den tidlige sæsonpause i spiluge 5 fulgte dog to afgørende nederlag i divisionskampene mod Packers og Vikings, og selvom at det ugen efter lykkedes at slå Giants, kom det med en dyr pris, da quarterback Matthew Stafford pådrog sig en rygskade, der skulle ende med at koste ham resten af sæsonen. Uden Stafford faldt den nytilkomne offensive koordinator Darrell Bevells angreb fuldstændigt fra hinanden over de sidste 9 kampe, og da forsvaret samtidig igen var placeret helt nede i bunden af effektivitetsstatistikkerne, endte Lions med ikke at vinde en eneste kamp resten af sæsonen.
Selvom at en stor del af de dårlige resultater er blevet forklaret med skaden til deres fremragende spilstyrer, så har det også været klart i offseason, er Ford-familien, der ejer holdet, ikke har været tilfredse med udviklingen over de første to sæsoner med Patricia i trænersædet. Han blev hentet ind pga. hans meritter som defensiv koordinator under Belichick i New England, men har på ingen måde formået at sætte et solidt forsvar sammen i Detroit indtil videre. Derfor er der som forventet blevet skiftet en del ud på den defensive trænerstab, hvor bl.a. den aldrende koordinator Paul Pasqualoni har trukket sig tilbage. Han erstattes af Cory Undlin, der hos Lions for første gang påtager sig koordinatoransvar, men han kommer med mange åres erfaring som bagkæde-træner, hvilket han senest har fungeret som hos Eagles siden 2015. Ift. angrebet er der knapt så mange ændringer, efter at Bevells tilgang rent faktisk viste sig at være rimeligt effektiv, så længe at han havde en kvalificeret quarterback. Derfor får han naturligvis endnu en chance i 2020.
Angrebet
Det blev måske lidt overskygget af hans skade og det faktum, at sæsonen nedsmeltede uden hans tilstedeværelse, men over de første 8 spiluger var Matthew Stafford en af NFL’s bedste quarterbacks i 2019. Manden, der har været omdrejningspunktet for Detroit-mandskabet siden at han blev valgt med 1.valget i 2009-draften, har i mange år slet ikke fået den kredit, han fortjener, men sidste år fandt han sig virkelig til rette i Bevells system. Stafford præsterede sit højeste antal yards pr. kast i karrieren og virkede til at have en fundet en fremragende kemi med både sin nye koordinator og sine våben. Derfor var det også virkelig ærgerligt, at han måtte sidde ude i sæsonens anden halvdel, for skaderne er over de sidste par år blevet reelt problem for en spiller, der ellers tidligere har haft ryg for at være en jernmand. Det er dog for tidligt at male fanden på væggen, og hvis den 32-årige spilfordeler går ud og spiller samtlige kampe i år med et spillemæssigt niveau a la 2019, kan han formentlig bære sit hold rigtig langt ift. at kæmpe med om slutspilspladserne.
Stafford skal dog beskyttes bedre end han er blevet i lange perioder af karrieren, men desværre risikere han at være dårligere stillet på den front end sidste år. I venstre side, hvor det udmærkede 1.runde-valg fra 2016-draften Taylor Decker og den gennemsnitlige Joe Dahl vender tilbage på hhv. tackle og guard, ser det rimelig solidt ud. Til gengæld er højre siden med den overbetalte nytilføjelse Halapoulivaati Vaitai og den meget usikre Kenny Wiggins ikke noget råbe hurra for, og faktisk er sidstnævnte så stor en svaghed, at det på trods af deres manglende erfaring formentlig vil være en opgradering, hvis en af de to rookies Jonah Jackson og Logan Stenberg vil være klar til at spille på højre guard fra sæsonstarten. Uanset hvem der ender med at starte på den position, får vedkommende dog en af ligaens mest lovende o-line-talenter ved sin venstre side. Efter en lidt svingende rookiesæson på guard viste Frank Ragnow i 2019, at Lions i den grad så rigtigt, da de valgte ham i 1.runde af 2018-draften, og hvis han fortsætter sin udvikling, kan han meget vel være en af ligaens bedste centere inden for en kort årrække. I år er det dog tvivlsomt, om det vil være nok til at kompensere for linjens samlede mangler.
Lions’ receiverkorps mangler måske den helt store profil, som det tidligere havde i Calvin Johnson. Alligevel viste gruppen sidste år, at den som helhed faktisk er ganske hæderlig og i hvert fald er god nok til at producere fremdrift i samarbejde med Stafford. Kenny Golladay er muligvis ikke så flashy som mange andre 1.receivere i ligaen, men det forhindrede ham ikke i at være tæt på 1.200 yards samt være den spiller, der greb flest touchdowns i NFL-grundspillet anno 2019. Han suppleres på ydersiden af Marvin Jones, der godt nok er blevet 30, men stadig har masser af fart i stængerne, og sidste år også bidrog godt på touchdown-fronten med 9 stk. Dertil kommer så veteranen og sloteksperten Danny Amendola, der passer perfekt ind som det tredje led i kæden pga. sin rutine og sine kvaliteter på de helt korte ruter. Bekymringen ligger således ikke hos de tre forventede startere, men mere hos gruppen af backups, der efter den nytilføjede Geronimo Allisons beslutning om at sidde sæsonen over, ikke indeholder et eneste navn med nævneværdig NFL-erfaring. Til gengæld er der måske hjælp at hente på tight end, hvor sidste års 8.valg i draften T.J. Hockenson i hvert fald i glimt viste prøver på sit enorme potentiale. Hvis han udvikler sig som forventet her i år 2, vil han kunne blive rigtig giftig i kombination med både den erfarne Jesse James og måske rookien Hunter Bryant, der ganske vist gik undraftet, men som nogen havde et godt øje til i årets talentklasse.
Løbeangrebet led i 2019 igen under, at den ellers hæderlige Kerryon Johnson ikke kunne holde sig skadesfri og missede halvdelen af grundspilskampene. Johnson, der i år går ind i sin 3.sæson, har virket spændende og alsidig, når han har været på banen, men hans problemer med helbredet er åbenbart så stor en bekymring for Quinn og Patricia, at de valgte at drafte et af årets største talenter på running back-positionen i 2.runde. Om Georgia-profilen D’Andre Swift så er løsningen på effektivitetsproblemerne må tiden vise, men uanset hvad virkede det ikke som den mest logiske beslutning. Swift er en udmærket spiller, der sikkert kan fungere fint i NFL, men det er nok ikke ham, der ender med at vinde et stort antal kampe for sit hold.
Forsvaret
Som sagt skal forsvaret forbedres i år, hvis Lions skal have en chance for at vende tilbage til slutspillet. Derfor kan det virke mærkeligt, at Patricia endnu engang valgte at sende en af holdets største defensive profiler væk i offseason. Det var dog tydeligt, at kemien mellem cheftræneren og Darius Slay var dårlig, og derfor var det måske den bedste løsning for alle, at cornerback-profilen blev tradet til Eagles. Ikke mindst fordi at det så i den grad retfærdiggjorde holdledelsens beslutning om, at bruge 3.valget i årets draft på netop et af de største cornerback-talenter i mange år. Sammen med Chase Young er Jeffery Okudah nemlig den spiller i årets talentgruppe, der virker mest spilklar fra dag 1. Ohio State-stjernen var i college suveræn i stort set alle facetter af spillet, og han var så dominerende, at han bør være en faktor i NFL fra start af. Ikke mindst er det en kvalitet, at Okudah er specialist i mandsopdækning, som Patricia foretrækker som spilsystem og som kan blive endnu mere udpræget i år pga. de manglende offseason-træningsprogrammer. Okudah kommer som udgangspunkt til danne par på ydersiderne med den erfarne Desmond Trufant, der er kommet til fra Falcons. 29-årige Trufant var for et par år siden tæt på eliten i ligaen, men skader har over de seneste to sæsoner tilsyneladende begrænset hans topniveau. Han bør dog stadig være hæderlig, hvilket også gælder for Justin Coleman, der kommer til at starte i slotten, mens at journey-manden Darryl Roberts samt den interessante 2.årsspiller Amani Oruwariye kommer til at udgøre de primære reserver. På safety er den hidtidige Patriots-starter Duron Harmon kommet til som en yderligere forstærkning til en i forvejen solid gruppe. Den 29-årige Harmon kommer nok til at være den primære starter sammen med den undervurderede 3.årsspiller Tracy Walker, der især fungerer godt dybt i banen, men der vil formentlig også være spilletid til typer som Jayron Kearse og Miles Killebrew samt 2.årsspilleren Will Harris.
Hvor bagkæden trods alt virker solid nok, er det igen i år det forreste forsvar og ikke mindst pass rushet, der er det helt store spørgsmålstegn. Der er ingen tvivl om, at Trey Flowers er en fremragende spiller, men han er først og fremmest en kombinations-type, der supplerer fremragende evner mod løbet med situationsbaseret pres. På den måde lavede han hæderlige 7 sacks sidste år, men det er ikke noget, der skræmmer livet af modstanderen. Af de øvrige potentielle startere på edge-positionerne er Da’Shawn Hand og Austin Bryant udprægede runstoppere, og derfor hænger muligheden for konsistent pres fra ydersiden nok primært på brødrene Romeo og Julian Okwara. Lillebror Julian, der er rookie og ligesom storebror har spillet college-football på Notre Dame, er den mest interessante af de to, da han faktisk havde en rimelig flot karriere på universitetsniveauet, hvilket var årsagen til at Lions’ draftede ham i 3.runde. Problemet er bare, at han noget af tiden virker som en spiller, der ikke rigtig gider, og den slags tendenser skal der ryddes ud i, hvis han skal blive en succes i NFL.
Hvis det ser tvivlsomt ud på ydersiden af det forreste forsvar, ser det dog helt håbløst ud på indersiden. De eneste afprøvede løsninger som startere er stopklodsen Danny Shelton og den trods alt lidt mere atletiske Nick Williams, der er hentet ind i offseason fra hhv. Patriots og Bears, men ingen af de to har indtil nu bidraget med ret meget andet end at stå i vejen. Derfor er det måske en mulighed, at Flowers kan blive roteret indvendigt på oplagte kastespil, men generelt lader Patricia til ikke at vægte indvendigt pass rush særligt højt. Det efterlader dog Lions som et af de svagest besatte mandskaber i hele NFL ift. den indvendige del af den defensive linje.
Gruppen af off-ball linebackere er også noget tvivlsom. Det er lykkedes at hente Patritos-veteranen Jamie Collins, der havde et flot 2019, ind på en stor kontrakt, men om han kan gentage de flotte præstationer fra sidste år er ikke givet. Udover Collins er det mest prominente navn det tidligere 1.runde-draftvalg fra 2017 Jarrad Davis, men det er ikke positivt. Han har i sin hidtidige karriere nemlig mest lignet en mand, der farer rundt på banen uden rigtigt at vide, hvad han laver, og derfor lader Lions heller ikke til at satse på ham langtsigtet efter at de har fravalgt deres 5.års-option på ham. Alternativerne til ham i form af den tvivlsomme nyinvestering Reggie Ragland og 2.årsspilleren Jahlani Tavai giver dog ingen garantier om et højere niveau. Der kan også blive snaps til rollespillere som Christian Jones og Jalen Reeves-Maybin, men heller ikke de to bør kunne gøre en afgørende forskel ift. at løfte det generelle defensive niveau.
Konklusionen
Det er sidste chance for Patricia i år, og derfor skal der en slutspilsdeltagelse på bordet, hvis han fortsat skal være træner i Detroit efter 2020. Problemet er, at det forsvar, der ellers burde være hans specialitet, endnu engang kan ende blandt de dårligste i ligaen, og ikke mindst have store problemer imod kastet. Sker det igen, hænger mulighederne for succes på Bevell, Stafford og resten af angrebet, og selvom potentialet er der, så er jeg ikke sikker på, at de uge efter uge kan sætte point nok på tavlen til at udligne defensivens massive mangler. Derfor ender det nok med endnu et skidt sæsonresultat, hvorefter Lions for gud ved hvilken gang må starte forfra. Spørgsmålet i det tilfælde er, om det kun er Patricia, der ryger, eller om Quinn må følge sin håndplukkede cheftræner ud af døren.
- Navn: Detroit Lions
- Ejer: Ford-familien (siden 1963)
- Cheftræner: Matt Patricia (siden 2018)
- Hjemmebane: Ford Field i Detroit, Michigan (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 4 (1935, 1952, 1953 og 1957)
- Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 3-12-1)
- Roster Score: 71.5 (Offense: 36.5 / Defense: 28)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 22 ud af 32 i NFL (Nr. 4 ud af 4 i NFC North)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 4 i NFC North (record: 5-11)
- Årets gennembrud: CB Jeffery Okudah
- Årets nøglespiller: CB Desmond Trufant
Red Zone Blog 