For NFL’s mest vindende hold gennem tiden kunne 2019 virke som en tilbagevenden til normalen. Der er dog fortsat nogle klare udfordringer, som offseason ikke nødvendigvis har formindsket.
2019-sæsonen og offseason
Efter at 2018-sæsonen endte i skuffelse og bitter intern magtkamp mellem quarterback Aaron Rodgers og den nu tidligere cheftræner Mike McCarthy, var der lagt op til en ny start og et forsøg på forsoning hos Green Bay Packers med ansættelsen af den nye cheftræner Matt LaFleur. Han startede med at vise sin velvilje til på en gang at begynde på en frisk samtidig med at fastholde en hvis kontinuitet ved at lade Mike Pettine fortsætte som defensiv koordinator, samtidig med, at han i fællesskab med general manager Brian Gutekunst tilføjede en del nye spillere til forsvaret. Denne tilgang gav umiddelbart pote, da Pettines enhed løftede sig fra at være blandt de dårligste i hele ligaen til at nærme sig top 15 ift. effektivitet. Især kasteforsvaret steppede virkelig op, og det var en stor del af forklaringen på, at Packers gik igennem grundspillet med kun 3 nederlag, hvor 2 af dem var mod velkvalificeret modstand i form af Eagles og 49ers. Den store defensive succes skjulte til gengæld delvist for, at de offensive forbedringer under LaFleur, der selv har baggrund som angrebstræner, var svære at få øje på, og sæsonen igennem var der historier om, at heller ikke den nye cheftræners system stemte overens med Rodgers opfattelse af, hvordan football skal spilles. Derudover var det tydeligt, at receiverkorpset i den grad manglede visse kvaliteter såsom fart.
Med en 13-3 record samt en klar divisionssejr lykkedes det dog LaFleur og co. at vende tilbage til slutspillet, men det var med den note, at mange af sejrene kom i tætte kampe, og at antallet derfor måske ikke var helt retvisende. Alligevel var Packers klare favoritter, da de trådte ind i 2.runde af slutspillet mod Seahawks på hjemmebane, og det blev da også til en sejr på 28-23 på trods at et sent comeback-forsøg fra Russell Wilson. Ugen efter blev Green Bay-mandskabet til gengæld for anden gang i sæsonen kørt over af Kyle Shanahan og 49ers, hvis zone-baserede løbeangreb viste sig at være det rene kryptonit for Pettines forsvar. Faktisk var LaFleurs tropper ikke i nærheden af at skabe spænding om resultatet, og det var selvfølgelig med til at skabe et krav om selvransagelse.
Udadtil kunne det på baggrund af 2019 virkelig rimeligt oplagt, hvad der skulle ske i offseason for at bringe holdet tættere på endnu et mesterskab. Der burde blive tilføjet flere hurtige våben på angrebet, mens at der på forsvaret skulle gøres en indsats for at lukke hullerne på jorden. Derfor har holdledelsen faktiske ageren fået en del af til at spærre øjnene op. I stedet for at give Rodgers nye receivere blev draften bl.a. brugt på at vælge hans potentielle afløser, mens at midten af forsvaret, der var den helt store defensive akilleshæl sidste år, ikke er blevet mærkbart forbedret. Det kan derfor være svært at se, hvad det er for en plan som Gutekunst og LaFleur har lagt for at undgå en gentagelse af de problemer, der forhindrede dem i at gå hele vejen sidste år. Den unge cheftræner lader dog til at stole på sit koncept, og han har heller ikke følt et behov for at skifte ud på de nærmeste poster rundt om ham. Således er det fortsat Pettine, der er ansvarlig for forsvaret, mens Nathaniel Hackett igen i år indtager rollen som LaFleurs nærmeste rådgiver ift. offensiven.
Angrebet
Lad mig slå det fast med det samme: For mig er Aaron Rodgers fortsat en top 5-quarterback i NFL. Betyder det, at jeg synes, at han de seneste sæsoner har spillet op til sit bedste niveau? Til det spørgsmål er svaret et klart Nej. 36-årige Rodgers kaster fortsat masser af yards og touchdowns, ligesom at han fortsat er god til at beskytte bolden. Problemet er, at han ikke er lige så effektiv, som han f.eks. var i sine to MVP-sæsoner, og selvom at noget af det selvfølgelig skyldes omgivelserne og arbejdsbetingelserne, så har den selvbeviste spilfordeler haft en tendens til f.eks. at holde for længe på bolden og at ville gøre for meget på egen hånd. Sidstnævnte faktum risikerer at bringe ham på kant med LaFleur på samme måde, som det gjorde med forgængeren McCarthy, og kombineret med hans alder er det nok forklaringen på, at holdledelsen i Green Bay højst overraskende valgte at bruge årets 1.runde-draftvalg på quarterback-talentet Jordan Love fra Utah State. Rookien er selvfølgelig ingen trussel i år, men det er klart, at Packers lægger op til endnu et tronskifte a la det, som Rodgers selv var en del af, da han afløste Brett Favre efter 3 år på bænken. Spørgsmålet er så, hvordan han håndtere denne rolle, og det er jeg personligt meget i tvivl om.
Ift. i år så kan Rodgers dog fortsat regne med god beskyttelse fra en offensiv linje, der som helhed tilhører ligaens elite. Det var selvfølgelig en streg i regningen, at det ikke lykkedes at beholde den mangeårige højre tackle Bryan Bulaga, men det er trods alt lykkedes at indhente en brugbar afløser i form af Rick Wagner, der kommer til fra rivalerne Lions. Den erfarne Wagner skal udgøre den ene flanke på o-linen sammen med en af de to ligeledes rutinerede spillere Lane Taylor eller Billy Turner, der skal slås om den sidste plads på indersiden ved siden af den bundsolide center Corey Linsley samt sidste års fremragende draft-tilføjelse Elgton Jenkins, der faktisk leverede en af 2019-sæsonens allerbedste rookie-præstationer. Den bedste mand på o-linen er fortsat venstre tackle David Bakhtiari, der siden 2013 har været Rodgers’ bedste ven og beskytter på banen. Han har ikke samme fysiske topniveau som f.eks. Tyron Smith fra Cowboys, men han er teknisk på en anden planet end mange andre på positionen, og leverer bare på et tårnhøjt niveau år efter år.
Det er imidlertid ikke beskyttelsen, der var det største offensive problem sidste år. Det var derimod en receivergruppe, der simpelthen manglede den nødvendige fart til for alvor at kunne true modstandernes bagkæder. Derfor kan det virkelig undre, at holdledelsen ikke prioriterede at vælge et af de mange receivertalenter, der var tilgængelige i årets draft. De havde ganske vist hentet Devin Funchess i free agency, men han er bestemt heller ikke en hurtig mand, og da han nu har valgt at sidde sæsonen over, ser den manglende talentindsprøjtning blot endnu værre ud. Davante Adams er naturligvis fortsat en stjerne, men sidste sæson beviste, at hans tilstedeværelse ikke er nok i sig selv. Derfor er det nu igen op til de langsomme og på papiret middelmådige spillere som Allan Lazard, Jake Kumerow og Marquez Valdes-Scantling at præstere noget mere end hidtil. Den hænger nok især på 3.årsspilleren Lazard, der i glimt viste potentiale i 2019, men det er svært at se, at fartproblemet ikke fortsætter. På tight end står og falder mulighederne for produktion med, hvorvidt 2.årsspilleren Jace Sternberger, der var skadet det meste af sin rookiesæson, leverer et gennembrud. Ellers bliver LaFleur og co. efterladt med veteranen Marcedes Lewis, der efterhånden ikke har meget andet end blokeringer at bidrage med.
På running back-positionen leverede Aaron Jones sin hidtil bedste sæson i 2019, hvor han bl.a. delte topscorer-værdigheden i ligaen med Derrick Henry ift. antal af touchdowns på jorden. Med over 1.000 yards og et snit 4.6 yards pr. forsøg beviste Jones også i mere end rigelig grad, at han kan bære ansvaret som holdets primære runner, godt suppleret af Jamaal Williams. Derfor giver det igen meget lidt mening for mig, at A.J. Dillon var Packers topprioritet, da de skulle vælge for anden gang i 2020-draften. Den massive Dillon skal nok levere nogle spil, der ser godt ud på TV og vil få fans til spærre øjnene op, men jeg har meget svært ved at se, hvordan han bringer LaFleur, Rodgers og resten af Green Bay-mandskabet tættere på endnu en Super Bowl-triumf. Tiden må så vise, om jeg tager fejl.
Forsvaret
Det er ikke fordi, at Packers bagerste forsvar tilhører ligaens absolutte top, men sidste år viste de mange unge talenter, som holdledelsen har tilføjet over de seneste par sæsoner, at de har potentialet til at udfordre ligaens bedste quarterbacks og receivere. Blandt gruppen af cornerbacks var det især 3.årspilleren Jaire Alexander, der virkelig tog et kvantespring sidste år. Han havde sine udfald undervejs, men altovervejende lukkede han ned for den mand, han var sat til at markere, hvilket gav Green Bay-mandskabet en utrolig sikkerhed i den ene side af banen. I den modsatte side bidrog Kevin King med en del interceptions, ligesom at han for første gang siden sit indtog i ligaen i 2017 formåede at holde sig nogenlunde skadesfri. Hans hidtidige karriere taler dog for, at det ikke bliver tilfældet vedvarende, og det kan blive et stort problem allerede i år, da truppen bagved ham og Alexander ser noget tynd ud, efter at veteranen Tramon Williams nu definitivt lader til at være fortid. Josh Jackson, der blev draftet samme år som Alexander med forventningen at være en turnover-maskine, har indtil videre ikke kunne levet op til forventningerne, mens de øvrige emner alle er nærmest totalt uprøvede. Det kan også blive et problem på længere sigt, da King har kontraktudløb efter sæsonen. På safety er der også udfordringer ift. dybden, men 2.årsspilleren Darnell Savage og den efterhånden erfarne Adrian Amos fandt ind i et rigtig godt samspil som starterduo sidste år. Hvis de kan fortsætte med at udvikle deres makkerskab, vil det fortsat blive meget svært at kaste mod Pettines defensiv i 2020.
Det er selvfølgelig ud fra en antagelse om, at presspillet også vil være lige så giftigt, som det var sidste år. Det bør dog kunne lade sig gøre, da den giftige duo Za’Darius Smith og Preston Smith, der begge blev tilføjet i sidste års free agency med stor succes til følge, vender tilbage som startere i år. Navnebrødrene leverede i alt 26.5 sacks, og rettede således fuldstændigt op på det pass rush, der for få år siden var en stor hæmsko for Packers. Hvor det er rimeligt at antage, at de kan fortsætte på et godt niveau, er det mere interessant, hvad der sker i rotationen bagved dem. Sidste år brugte holdledelsen nemlig 12.valget i draften på Rashan Gary, der bidrog med stort set ingenting som rookie. Han skal vise mere i sin anden sæson, også med tanke på det langsigtede perspektiv ift. positionen. Udover Gary er eneste kendte reserve i truppen nemlig Tim Williams, der sidste år blev kasseret i Baltimore som et fejlslagent projekt, og der er dermed ikke så meget at komme efter, hvis Smith-duoen ikke slår til igen.
På indersiden af den defensive linje er Packers-forsvaret bygget lidt utraditionelt op med deres nose tackle som den helt store profil. Kenny Clark er muligvis den bedste og mest alsidige spiller i hele ligaen på sin position, og han er i sig selv i stand til at skabe så meget ravage, at LaFleur og Pettine indtil videre ikke har fundet det nødvendigt at finde en mere klassisk 3-tech til også at true fra indersiden. I stedet er Clark omgivet af mere rendyrkede løbespecialister som Montravius Adams og 2.årsspilleren Kingsley Keke samt den trods alt lidt mere alsidige Dean Lowry. Derudover kan de ellers oprindelige edge-typer som Gary og Za’Darius Smith roteres indvendigt, hvis der er brug for yderligere pres på oplagte kastespil. Det meste kommer dog til at handle om Clark, der netop er blevet velfortjent belønnet med en stor 4-årig kontrakforlængelse.
Hvor det trods alt ser i det mindste hæderligt ud på de øvrige positioner, er Packers meget dårligt stillet, når det kommer til off-ball linebackere. Den hidtil eneste pålidelige starter Blake Martinez er skiftet til Giants, og den umiddelbare erstatning Christian Kirksey, der er hentet hos Browns, har fået de to seneste sæsoner stort set ødelagt af skader. Der er måske fortsat et håb om, at 3.årsspilleren Oren Burks kan udvikle sig til en mere pålidelig spiller, men hans hidtidige udvikling peger ikke i denne retning. Der er således en god chance for, at sidste års udfordringer med at stoppe løbet fortsætter, og selvom at det generelt lykkedes at kompensere for det problem i 2019, så vi i NFC-finalen, hvordan det var muligt at udnytte det i videst mulige omfang. Derfor bliver det interessant at se, hvordan Pettine vil gribe den defensive tilgang på jorden an, når nu truppen ikke kan siges at være forbedret markant på dette område.
Konklusionen
Selvom at Rodgers ikke har kunnet finde sit topniveau de seneste par sæsoner, har han dog samtidig vist, at han fortsat er i stand til at lede et angreb, der overfor de fleste modstandere kan sætte point på tavlen. Hvis den defensive succes fra 2019 kan gentages, ved vi nu, at det i hvert fald er nok til at kunne nå slutspillet, og efter som at samtlige centrale startere på forsvaret vender tilbage, bør dette kunne lade sig gøre i et eller andet omfang. Dertil skal lægges, at alle deres divisionsmodstandere står i en væsentligt mere usikker situation ift. deres potentielle niveau, og således har jeg svært ved at se andet end at Packers igen snupper divisionstitlen i år. Dog har jeg ligeledes svært ved at se dem nå meget længere, hvis ikke samspillet mellem quarterback, våben og trænerteam bliver mere harmonisk. Om det kommer til at ske må tiden vise, men årets offseason lader ikke til at have bidraget positivt på den front.
- Navn: Green Bay Packers
- Ejer: Ingen (Packers har fungeret som et non-profit folkeaktieselskab siden 1923)
- Cheftræner: Mike McCarthy (siden 2006)
- Hjemmebane: Lambeau Field i Green Bay, Wisconsin (siden 1957)
- Antal mesterskaber: 13 (1929, 1930, 1931, 1936, 1939, 1944, 1961, 1962, 1965, 1966, 1967, 1996 og 2010)
- Resultat 2019: Tabte NFC-finalen (record: 13-3)
- Roster Score: 87 (Offense: 42 / Defense: 33)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 11 ud af 32 i NFL (Nr. 1 ud af 4 i NFC North)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 1 i NFC North (record: 10-6)
- Årets gennembrud: TE Jace Sternberger
- Årets nøglespiller: QB Aaron Rodgers
Red Zone Blog 