NFL: Sæsonoptakt 18 – Dallas Cowboys

cowboys

Det er år 1 efter Jason Garrett for Americas Team, der håber på, at skiftet på cheftrænerposten kan blive starten på rejsen tilbage til den position, som i deres egen verden tilhører dem alene.

2019-sæsonen og offseason

Det så ud til, at Dallas Cowboys var klar til at indtage rollen som top-hold i NFL’s måske mest historiske divsion i 2019. Efter det udmærkede resultat året før, hvor det lykkedes at nå 2.runde i slutspillet, var truppen på papiret nu blevet endnu stærkere med de mange talenters fortsatte udvikling samt ikke mindst Travis Fredericks tilbagevenden til o-linen efter en alvorlig kamp mod en autoimmun sygdom. Det, der talte imod, var dog manges fortsatte skepsis mod cheftræner Jason Garrett, der havde formået at sidde i det ellers brandvarme sæde siden 2010 på trods af, at holdet i realiteten flere gange havde groft underpræsteret. Slutspilsdeltagelsen i 2018 lod dog til at have sikret Garretts stjerne hos den excentriske ejer og selvudnævnte general manager Jerry Jones for den nærmeste fremtid, og måske var vi nået til et punkt, hvor tingene uanset hvad ville gå op i en højere enhed, nu hvor ansvaret for angrebet var lagt i hænderne på det unge trænerfund Kellen Moore.

Sådan kom det ikke til at gå, selvom at Moore i samarbejde med quarterback Dak Prescott og de mange våben til deres rådighed formåede at sammensætte en offensiv, der var ligaens næstmest effektive. Det var ellers med til at skabe en god start, hvor Cowboys indledte sæsonen med 3 sejre, men de kom alle mod ret dårlige modstandere. Derefter fulgte så 3 nederlag, men Dallas-mandskabet kunne dog gå på pause i spiluge 8 med en positiv record og en sejr over de primære rivaler i divisionen fra Philadelphia. Efter friugen blev det dog gradvist tydeligt, at forsvaret, der endte sæsonen i den dårligere halvdelen af statistikken, var et væsentligt problem, og det resulterede i, at resten året blev ret ustabilt ift. sejre og nederlag. Alligevel stod Garrett og hans tropper med muligheden for at sikre sig divisionen i det andet opgør mod Eagles i næstsidste spillerunde, men på trods af modstanderens offensive mangler, kunne Dallas-mandskabets eget angreb i lige præcis denne kamp ikke komme op i omdrejninger. Således endte det med en 8-8 record og dermed endnu et misset slutspil.

Det var faktisk 7.gang ud af 10 mulige, at det ikke lykkedes Garrett at føre sit hold til det forjættede land, og selvom at det trak ud med den officielle udmelding, blev 2019 alligevel endestationen for Jerry Jones’ tålmodighed. Holdejeren, der mere end nogen anden selv styrer alle aspekter af sit mandskab, endte med at skifte sin evigt loyale cheftræner ud med et noget mere alment etableret navn i form af den tidligere Super Bowl-vinder Mike McCarthy. Den nye cheftræner kommer fra et års NFL-pause, efter at han endte med at tabe magtkampen med Aaron Rodgers hos Packers, og har indtil nu lidt som sin forgænger været kendt som en lidt farveløs taktikker. Imidlertid har en del af McCarthys fortælling om hans genindtog i ligaen været, at han har brugt fritiden på at sætte sig ind i de mange nye tendenser i NFL og især analytics. Et eksempel, der taler for, at fortællingen er sand, er hans beslutning om at holde fast i Moore som offensiv koordinator oven på dennes glimrende præstation sidste år i samarbejdet med Prescott. Til gengæld har han hyret en meget erfaren mand til at styre forsvaret i form af Mike Nolan, der de sidste 3 sæsoner har været linebacker-træner hos Saints, men fra tidligere har mere end 10 års erfaring som til dels cheftræner hos 49ers samt defensiv koordinator hos både Bills, Broncos, Dolphins og Falcons.

Angrebet

Selvom at spørgsmålet om hans kontraktforlængelse har udviklet sig til noget af en farce, skal der ikke herske nogen tvivl om Dak Prescotts kvaliteter på banen. Over hans foreløbigt 4 sæsoner i NFL har han på trods af nogles påstande om det modsatte gradvist etableret sig som en top 10-quarterback i ligaen, og hans udvikling blev definitivt cementeret sidste år, hvor han var tæt på at nå den magiske 5.000 yards-grænse, leverede sine bedste tal ift. yards pr. kast indtil videre i karrieren, samt præsterede en touchdown til interception ratio på 30:11. 27-årige Prescott var på alle måder omdrejningspunktet i Cowboys-angrebets succes, og det er simpelthen utilgiveligt, at Jones ikke har fået sikret sig sin spilfordeler i al tænkelig fremtid. Nu ender det i første omgang med, at han spiller 2020 på et franchise tag, og så må vi se om dramaet fortsætter i næste offseason. Dallas-mandskabet har dog sikret sig i en solid backup i Andy Dalton, der oprindeligt kommer fra Texas og nu får mulighed for at fortsætte karrieren som mentor og rådgiver i sin hjemstat efter en trods alt hæderlig men uforløst tid hos Bengals.

Uanset hans utilfredshed med den manglende kontraktforlængelse kan Prescott fortsat ikke klage over de arbejdsvilkår, som der bliver stillet til rådighed for ham i Dallas. Den offensive linje har været blandt de bedste i NFL i alle hans år som starter, og det vil formentlig fortsætte i 2020, selvom at der skal findes en ny starter på center-positionen efter Travis Fredericks pensionering. Her gjorde Joe Looney det dog fint, da han vikarierede for Frederick under dennes sygdomsfravær i 2018, og derudover valgte holdledelsen også en potentiel kommende mulighed på pladsen i Tyler Biadasz fra Wisconsin i årets draft. Den eventuelle starter i midten af o-linen kommer til at spille sammen med den fantasiske højre guard Zach Martin samt den voldsomt stærke tackle-duo Tyron Smith og La’el Collins, der alle tre var blandt de absolut bedste på deres respektive positioner sidste år. Her leverede Collins et stort gennembrud, mens Martin og Smith efterhånden længe har tilhørt NFL’s o-line-elite. Det er således kun på venstre guard, at der hersker en hvis usikkerhed. 2.runde-valget fra 2018-draften Connor Williams får nok chancen først, men fortsætter han med at underpræstere, kan det give chancen til 2.årsspilleren Connor McGovern, der var skadet under hele sin rookiesæson.

Også ift. våbenarsenalet er Cowboys utrolig godt stillet. I modsætning til Prescott, så lykkedes det for Amari Cooper at lande en stor kontraktforlængelse i offseason, og han fik således fuld udbytte af et flot 2019 med over 1.000 yards og 8 touchdowns samt fortsat markant færre dropproblemer end i tiden hos Raiders. Sammen med 3.årsspilleren Michael Gallup, der også nåede over den vigtige 1.000 yards-grænse sidste år, udgjorde 26-årige Cooper allerede inden draften en af ligaens potentielt stærkeste startende receiver-duoer. Derfor kunne det virke som frås, at Jones valgte at bruge holdets 1.runde-draftvalg på stortalentet CeeDee Lamb, da Oklahoma-profilen fortsat var ledig ved 17.valget. Lamb var ellers manges favorit til at være den første fra årets spændende receiver-draftklasse, der ville blive valgt, men han endte altså med at falde en smule. Den mulighed kunne den playmaker-elskende holdejer fra Dallas ikke lade passere, og således får McCarthy og Moore nu en af de bedste trioer af primære receivere, som vi har set i nyere tid, at arbejde med. Det er dog også udvendigt at fremdriften skal skabes, for på tight end ser det til gengæld helt ekstremt ringe ud med den meget begrænsede Blake Jarwin og blokeringseksperten Dalton Schultz som de primære navne.

Til gengæld har Cowboys også en af ligaens absolut største offensive stjerner på running back-positionen. Ezekiel Elliot beviste i 2019 endnu engang, at han er blandt NFL’s mest effektive på jorden, hvor han producerede 1.357 yards og hele 12 touchdowns, samtidig med at han også udgør en solid sikkerhedsventil for Prescott i kastespillet. Desværre er Elliot også en del af forklaringen på nogle af de udfordringer holdet står overfor ift. deres kontrakter, fordi hans monsteraftale fra sidste år æder en alt for stor del af lønsummen. 25-årige Elliot er uden tvivl en vild spiller, men han arbejder også bag en fremragende o-line, så spørgsmålet er, om den stærke reserve Tony Pollard ikke kunne udrette noget af det samme til en væsentlig billigere penge.

Forsvaret

Den væsentligste konsekvens af de mange store kontrakter til profilerne på angrebet, skal dog findes på den anden side af bolden. De store udskrivninger til Elliot og Cooper samt forventningerne om endnu mere til Prescott gjorde det nemlig umuligt at holde på Byron Jones, der ellers har været en af NFL’s bedste cornerbacks de sidste par år. Det har nu efterladt Cowboys, der i forvejen havde problemer mod kastet, men en trup, hvor de forventelige startere på corner-positionerne hedder Chidobe Awuzie og Daryl Worley. Det er ikke fordi, at de er totalt uden evner, men de er samtidig begge til at tale med for de fleste receivere. Der er selvfølgelig et håb om, at 2.runde-draftvalget Trevon Diggs (lillebror til Stefon Diggs) fra Alabama kan spille en rolle fra start af, men han er blevet omskolet til cornerback for relativt nylig, og selvom at han tydeligvis har talent for positionen, kan det sagtens kræve en del tilvending, førend at han kan lykkes på det højeste niveau. Det ser bedre ud på safety-positionerne, hvor de udmærkede hidtidige startere Xavier Woods og Darian Thompson i offseason har fået selskab af Ha Ha Clinton-Dix. Den tidligere Packers og Bears-starter svinger lidt i sine præstationer, men er grundlæggende en rigtig god brik at have, der kan bruges i flere forskellige roller.

Mens at det altså ikke kunne lade sig gøre at finde penge til at sikre bagkædens største profil, har Cowboys fået betalt deres primære pass rush trussel i form af Demarcus Lawrence. Det fik de dog ikke så meget ud af i 2019, hvor presprofilen kun levere 5 sacks, men det skal dog siges, at han var med til at skabe plads til andre spillere, som den nu bortrejste Robert Quinn. Netop den anden starters skifte til Bears gør dog, at 28-årige Lawrence nu umiddelbart kunne virke lidt alene på kanten af det forreste forsvar, hvorfor det giver god mening, at Dallas-mandskabet endte med at give veteranen Everson Griffin en 1-årig aftale. 32-årige Griffin er ikke helt, hvor han var for et par år siden, men han bør fortsat være en stabil force, der også bidrager 10-sæsoners erfaring som profil hos Vikings. Bagved de to forventede startere, ser det dog fortsat noget mere usikkert ud. 2.årsspilleren Joe Jackson spillede ikke meget som rookie, og hverken han eller årets nytilføjede talent Bradlee Anae virker som sikre kort. Derfor har holdledelsen tidligere i år valgt at tage en chance ved at skrive kontrakt med Aldon Smith, der ikke har spillet et snap i NFL siden 2015. 30-årige Smith var i starten af 10’erne en af ligaens mest imponerende pass rush-talenter, men han havde imidlertid svært ved at holde voldsomhederne på banen. Således endte han med at blive suspenderet på ubestemt tid for flere voldsepisoder, men i offseason kom det frem, at han var ved at få en ny chance af ligaen, hvorefter Jerry Jones slog til og gav ham en 1-årig aftale. Om Smith reelt har forbedret sig udenfor banen og om han kan genfinde sit tidligere niveau på banen, må tiden nu vise. En mulighed er også, at den tilsvarende problematiske Randy Gregory vender tilbage, men han er pt. fortsat suspenderet.

Cowboys har dog længe været et hold, der også satsede på indvendigt pres. Veteranen Tyrone Crawford har spillet en vigtig rolle i den sammenhæng længe, hvorfor hans fravær det meste af sidste år også kunne mærkes. Det skyltes også, at rookien Trysten Hill havde svært ved at bidrage, og netop tvivlen omkring ham var nok en af forklaringerne på, at Jones og co. valgte at hente Gerald McCoy i offseason. Hans sæson sluttede dog allerede her i sæsonoptakten med en overrevet lårmuskel, hvilket efterlader Dallas-mandskabet i en situation, hvor Crawford og Hill skal rotere den nytilføjede Dontari Poe samt Antwaun Woods, der begge er mere løbeorienterede. Derfor bliver det nu endnu mere interessant at følge den canadiske rookie Neville Gallimore fra Oklahoma, der blev valgt i 3.runde af draften. Han har godt nok meget, der skal arbejdes med, men lykkes det at udvikle ham, kan han blive rigtig giftig som 3-tech i Dallas-mandskabets system.

Selvom at Cowboys’ forsvar generelt er middelmådigt, så er der et punkt, hvor de tilhører NFL’s absolutte top. Der findes få startende linebacker-duoer, der kan matche Leighton Vander Esch og Jaylon Smith, og det på trods af, at ingen af dem er blevet 26 endnu. De to talenter supplerer hinanden fantastisk godt og er samtidig med til at løfte spillerne omkring dem, hvorfor de på trods af deres positions relativt lave værdi alligevel udgør et altafgørende element i Dallas-mandskabets defensiv. Læg dertil, at holdlegenden Sean Lee også fortsat er med som luksussupplement, samt at truppen også tæller en solid rotationsspiller som Joe Thomas, og der er ikke nogen tvivl om, at defensivens hjerte igen bør blive overordentligt velfungerende.

Konklusionen

Det er bliver endnu en tæt og intens kamp med rivalerne Eagles om divisionstitlen, og den kommer formentlig igen til gå hele vejen frem til allersidste kamp i grundspillet. I sidste ende tror jeg, at Cowboys kommer til at tabe duellen marginalt pga. deres relativt større svagheder på de defensive positioner, der normalt er vigtigst ift. at forsvare sig mod kastet. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Dallas-truppens talentniveau er til nå slutspillet, og derfor kan jeg godt se dem snuppe et wildcard. Jeg tror dog ikke, at de endnu er et sted, hvor de kan gå hele vejen, men outsiderne til titlen skal de dog regnes med til.

  • Navn: Dallas Cowboys
  • Ejer: Jerry Jones (siden 1989)
  • Cheftræner: Mike McCarthy (siden 2020)
  • Hjemmebane: AT&T Stadium i Arlington, Texas (siden 2009)
  • Antal mesterskaber: 5 (1971, 1977, 1992, 1993 og 1995)
  • Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 8-8)
  • Roster Score: 80.5 (Offense: 36.5 / Defense: 32)
  • Rangering ud fra Roster Score: Nr. 15 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i NFC East)
  • Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 2 i NFC East (record: 9-7)
  • Årets gennembrud: WR CeeDee Lamb
  • Årets nøglespiller: EDGE Demarcus Lawrence

cowboys

Skriv en kommentar