Det er som om, at Chargers er endt lidt et underligt sted midt i mellem. De forsøger sig med en ny quarterback for første gang siden midten af 00’erne, men virker samtidig til at skulle vinde nu.
2019-sæsonen og offseason
Ovenpå den lidt overraskende tur i slutspillet i 2018, var der lagt op til, at Los Angeles Chargers sidste år skulle være blandt outsiderne til at gå hele vejen. Holdet, der indtil videre har haft mere end svært ved at få tag i publikum i deres nye hjemby siden flytningen fra San Diego inden 2017-sæsonen, virkede til at være landet et godt sted under cheftræner Anthony Lynn, og med Phillip Rivers, der fortsat hungrede efter en Super Bowl-ring, som omdrejningspunkt for et fortsat solidt angreb samt et forsvar, der året før havde været blandt NFLs 10 mest effektive, virkede LA-mandskabet som et hold, der skulle regnes med.
Imidlertid vente et gammelt vedvarende Chargers-problem tilbage i form af massive skadesproblemer, bedst symboliseret ved rookiesensationen fra 2018 Derwin James, der missede over halvdelen af kampene i 2019-grundspillet. Heller ikke den i forvejen svage o-line gik ramt forbi, hvilket gav Rivers umådeligt dårlige arbejdsbetingelser, samtidig med at den aldrende quarterback med den mærkværdige kasteteknik også begyndte at ligne en mand, der var ved at blive hentet af alderen. På trods heraf var offensiven fortsat tæt på at være blandt top 10 målt på effektivitet, så selvom at det var en markant tilbagegang ift. året før, var det især defensivens fald helt ud af top 20, der gjorde ondt. Konsekvensen blev, at Lynn og hans mandskab sæsonen igennem havde svært ved at levere på det nødvendige og stabilt høje niveau, der skal til for kontinuerligt at vinde kampe i NFL. Med undtagelse af den meget overraskende sejr i spiluge 9 mod Packers, var det således kun mod andre udfordrede hold at det af og til lykkedes at vinde, og en 5-11 record var således et meget godt billede på Chargers’ meget skuffende 2019.
Holdejer Dean Spanos gjorde det dog tidligt klart, at han fortsat havde fuld tillid til både Lynn og general manager Tom Telesco. Det var dog samtidig klart, at offseason skulle bruges på at tage nogle afgørende beslutninger vedrørende fremtiden for det pressede mandskab, der i år flytter ind på det nye, store og topmoderne stadion i LA, som de (hvis det ikke var for corona) formentlig ville have haft mere end svært ved at udsælge til andet end modstanderens fans. En af de beslutninger blev ikke overraskende, at tiden var inde til at gå en ny vej på quarterback-positionen. Således bliver 2020 første sæson i tæt på to årtier, hvor der er tvivl om, hvem der skal være offensiv spilstyrer for Chargers efter afskeden med Rivers. Til gengæld har cheftræner Lynn lidt overraskende valgt at lade sin defensive koordinator Gus Bradley fortsætte, på trods af at mange så hans uopfindsomhed som en væsentlig del af forklaringen på forsvarets faldende niveau sidste år. På den anden side af bolden er der mere forventeligt genvalg til den unge Shane Steichen, hvis tiltræden midtvejs sidste år helt klart bidrog positivt. Steichen havde inden da været i organisationen siden 2014 og fungeret som quarterback-træner fra 2016, indtil at han blev forfremmet undervejs i sæsonen sidste år efter fyringen af Ken Whisenhunt.
Angrebet
Der er ikke mange starterpladser som quarterback, der er til debat inden årets NFL-sæson, men lige præcis jobbet som spilstyrer hos Chargers er der lagt op til en hvis kamp om frem mod åbningsweekenden i september. Valget står mellem det sikre eller at satse på fremtiden allerede nu, og umiddelbart lyder det som om, at cheftræner Lynn er mest tilbøjeligt til at gå med det første. Tyrod Taylor, der sidste år var backup for Rivers, har nemlig allerede flere sæsoners erfaring som starter hos primært Bills samt et par optrædner hos Browns i 2018, inden at Baker Mayfield tog over. Det gode ved 31-årige Taylor er, at man ved, hvad man får. Han er en mobil spiller, der er i stand til at skabe en hel del på jorden, mens han i kastespillet agerer sikkert, men i en grad, hvor det næsten dræber fremdriften. Det kan måske være nok til slutspilsdeltagelse under de rigtige omstændigheder, men med styrken hos de øvrige hold i divisionen in mente, virker det usandsynligt. Alternativet er at give ansvaret til Justin Herbert, som holdet tog med 6.valget i årets draft. Oregon-profilen har gennem hele sin college-karriere været fremhævet som et toptalent, men samtidig har han ikke udviklet sig lige så spektakulært, som Joe Burrow og Tua Tagovailoa. Det kan skyldes, at det var begrænset, hvad Herbert blev bedt om at gøre i Oregon-angrebet, men han mangler at bevise, at han kan blive noget ekstraordinært. Spørgsmålet er, om hans forudsætninger for at udvikle sig er bedst ved at sidde et år på bænken bag Taylor eller ved at spille fra start af. I sidste ende kan det nok blive det, der afgør, hvem der starter i spiluge 1.
Et argument for at lade Taylor begynde kunne være, at det er meget tvivlsomt, hvor meget beskyttelse den eventuelle starter kan regne med fra holdets fortsat meget skrøbelige offensive linje. Der er blevet foretaget opgraderingsforsøg i offseason med tilføjelsen af veteranen Bryan Bulaga fra Packers på højre tackle samt den glimrende Trai Turner, der er blevet hentet via en handel med Panthers, til at spille den ene af guard-positionerne ved siden af den hæderlige center Mike Pouncey. Mulighederne på de to sidste positioner er dog tæt på katastrofalt ringe. På den afgørende venstre tackle-position står valget mellem den uprøvede 2.årsspiller Trey Pipkins, den tidligere undraftede 3.årsspiller Trent Scott, der ikke imponerede i 2019 som vikar for den nu bortrejste Russell Okung, samt Sam Tevi, der de sidste 3 sæsoner har været en af ligaens dårligste startere på linjens højre side. Næsten lige så slemt ser det ud på den anden guard, som formentlig skal spilles af et af de to draftbusts fra 2017 Dan Feeney og Forrest Lamp.
På våbenfronten ser det lidt bedre ud, omend det især er en spiller, som holdet kan knytte sine forhåbninger til blandt receiverne. Keenan Allen har gennem de seneste 3 sæsoner været Rivers’ primære våben, og selvom at han bestemt ikke er hurtig, har den 28-årige profil en forbilledlig evne til at løbe sine ruter perfekt og vinde sine dueller. I 2019 blev det således igen til over 1.000 yards og 6 touchdowns for Allen, der helt sikkert bliver et vigtigt mål, uanset hvem der ender med at starte under center. Den store udfordring bliver, hvem der skal supplere den klare nr. 1. Det tidligere 7.valg fra 2017-draften Mike Williams nåede også over 1.000 yards sidste år, men han vinder mest på fysikken, og sidste år var fart helt klart en mangelvare i Chargers-angrebet. Derfor kan der måske hurtigt blive en rolle til rookien Joe Reed fra Virginia, der ganske vist først blev valgt i 5.runde, men som netop har den hurtighed, som de primære startere mangler. På tight end er det lykkedes at holde fast i Hunter Henry, der valgte at skrive under på sit franchise tag. Han vil således igen i år være et fint supplement, der især kan bidrage som trussel i redzone.
Ift. running back-positionen valgte holdledelsen klogt ved ikke at gå med på Melvin Gordons lønkrav, selvom at det betyder at det tidligere 1.runde-draftvalg nu tørner ud for rivalerne Broncos. I stedet gav Telesco og co. en fornuftig til kontrakt til Austin Ekeler, der siden han kom til som undraftet i 2017, faktisk har udviklet sig til en meget habil dobbelttrussel. Han vil formentlig være den primære starter i backfield i den kommende sæson, men der vil helt sikkert også være spilletid til mere specialiserede typer som 3.årsspilleren Justin Jackson på jorden og rookien Joshua Kelley fra UCLA gennem luften.
Forsvaret
Hvis Chargers-forsvaret undgår den mængde skader, som de var ramt af sidste år, er det svært ikke at forestille sig, at især det bagerste forsvar kommer til at være giftigt i 2020. Veteranen Casey Heyward var sidste år solid som altid udvendigt, mens at Desmond King fortsat er en af ligaens bedste på slotcorner-positionen. Allerede med forlængelsen af Michael Davis var det sikret, at der var potentiale for en fortsat stærk corner-gruppe som helhed, men det var åbenbart ikke nok for holdledelsen, der i free agency valgte at tilføje endnu en profil i form af Chris Harris fra Broncos. Manden, der mere end nogen anden har defineret slotcorner-positionen, men som samtidig også har været glimrende på ydersiden, er godt nok blevet 31, men der var ikke noget sidste år, der tydede på, at han er ved at være færdig. I samspil med Heyward, King og Davis kan Harris måske få en fri rolle, hvor han kan rykkes rundt og blive en voldsom udfordring for modstanderen. Her vil han også kunne fungere sammen med kæmpetalentet Derwin James, der efter at hans 2019 stort set gik tabt pga. en skade, skal tilbage og genfinde det helt afsindige niveau han viste som rookie. James er prototypen på den moderne safety, der kan bruges overalt på forsvaret, og han spiller helt sikkert en afgørende rolle i Lynn og Bradleys defensive planer. Eneste tvivlsspørgsmål i bagkæden er, om den anden starterplads i midten går til sidste sæsons mest stabile forsvarsspiller Rayshawn Jenkins eller 2.årsspilleren Nasir Adderley, der var skadet det meste af sin rookiesæson. Uanset hvad ændrer det dog ikke ved indtrykket af en meget skarp bagkæde.
Suppleret med et solidt pres-spil bør det kunne give kasteforsvaret et ryk opad i niveau, og på edge-positionerne har Chargers fortsat en af ligaens bedste startende duoer. Den blot 25-årige Joey Bosa har allerede etableret sig som en af NFL’s mest konsistente pass rushere, der har formået at producere et 2-cifret antal sacks i de 3 ud af hans 4 første sæsoner, hvor han har spillet over halvdelen af sæsonens kampe. Derfor var det heller ikke overraskende, at holdledelsen i offseason valgte at belønne 3.valget fra 2016-draften med en 5-årig kontraktforlængelse, der med en samlet værdi på 135 mio. dollars gør ham til sportens bedst betalte forsvarsspiller. Hans makker veteranen Melvin Ingram, der også har evner ift. at droppe tilbage i opdækningen, leverede også varen sidste år, efter at han vendte tilbage fra en skade sidste år og nåede at notere sig 7 sacks. Udfordringen er, hvad der sker, hvis en af de to ender med at sidde ude i en længere periode, for bag dem ser truppen noget tynd ud.
Der er en forhåbning om, at der måske kan komme noget supplerende pass rush fra indersiden i år, men det kræver at sidste års 1.runde-draftvalget Jerry Tillery for løftet sit niveau, så han rent faktisk bliver i stand til at udfordre modstanderens o-line. Han var en af de større rookieskuffelser i 2019, hvor han kun producerede 2 sacks, og i flere situationer lignede han en mand, der manglede fysikken til at stå distancen. Det kan måske hjælpe ham, at han nu kommer til at spille sammen med veteranen Linval Joseph, der er hentet ind fra Vikings, og som netop formår at kombinere et primært fokus på løbet med pres på quarterbacken i udvalgte situationer. Det er dog Tillery og Joseph, som eventuelt indvendigt pass rush skal komme fra, for de øvrige alternativer i form af den skadeplagede rotationsspiller Damion Square og den tvivlsomme 3.årsspiller Justin Jones kan primært gøre en forskel på jorden, hvis de overhoved kan gøre en forskel.
Et punkt, hvor Chargers til gengæld om ikke andet så har opbygget noget potentiale, er på linebacker-positionen. Denzel Perryman er ikke en elitespiller, men han formår at binde defensiven sammen, mens at 2.årsspilleren Drue Tranquill faktisk gjorde et godt indtryk som rookie sidste år. Med de to i truppen virkede det dog lidt mærkeligt, at holdledelsen valgte at handle samtlige draftvalg på 2.dagen væk for at kunne tage Kenneth Murray fra Oklahoma i bunden af 1.runde. Rookien bliver dog interessant at følge, især ift. hvor stort hans potentiale er i kastespillet. Derudover udgør de to 3.årsspillere Uchenna Nwosu og Kyzir White hver især interessante supplementer, da førstnævnte har vist potentiale som ekstra udvendig pass rusher, mens sidstnævnte har talent ift. at deltage i opdækningen på de korte kast mod tight ends og running backs. Spørgsmålet er, om Bradley kan formå at udnytte de muligheder, som truppen giver ham.
Konklusionen
Det er svært at se, hvordan det skal lykkes Chargers at indvie deres nye tilværelse på SoFi Stadium med en tur i slutspillet. Selvom at der er endog meget kvalitet forskellige steder i truppen, er det svært at se, at forsvaret i år skulle blive en så dominerende enhed, at det kan opveje for den tilbagegang i effektivitet på angrebet, som må komme med de begrænsninger, der er på quarterback, o-linens fortsat manglende niveau og cheftræner Lynns insisteren på at hylde de gamle dyder om at satse mere på løbet end på kastet. Da de øvrige hold i divisionen samtidig virker foran på både samlet talentmængde, trænerteam og tilgang til spillet, kan jeg ikke se andet end at det bliver til en sidsteplads for LA-mandskabet igen i 2020, og så er spørgsmålet, om det vil få Spanos til at se sig om efter en ny mand til at lede sit hold på sidelinjen.
- Navn: Los Angeles Chargers
- Ejer: Dean Spanos (siden 2018)
- Cheftræner: Anthony Lynn (siden 2017)
- Hjemmebane: SoFi Stadium i Inglewood, Californien (siden 2020)
- Antal mesterskaber: 1 (1963 i AFL)
- Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 5-11)
- Roster Score: 77,5 (Offense: 23,5 / Defense: 45)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 19 ud af 32 i NFL (Nr. 4 ud af 4 i AFC West)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 4 i AFC West (record: 5-11)
- Årets gennembrud: WR Joe Reed
- Årets nøglespiller: CB Chris Harris
Red Zone Blog 