NFL: Sæsonoptakt 14 – Denver Broncos

broncos

Der er måske endelig lykkedes for den efterhånden pressede holdledelse i Denver at finde svaret på quarterback-positionen. Er det ikke tilfældet, må det snart få konsekvenser.

2019-sæsonen og offseason

Der var på mange måder lagt op til en ny begyndelse for Denver Broncos i 2019. I juni døde den legendariske ejer Pat Bowlen efter flere års Alzheimers-sygdom, og mens at familien gik i gang med at finde ud af, hvem der skulle overtage ledelsen eller om mandskabet evt. skulle sælges, var det også tid til at starte forfra sportsligt. General manager John Elway, der pga. sin fortid som holdets stjerne-quarterback og forhold til Bowlen, har stort set al sportslig magt over holdet pt., havde nemlig opgivet katestrofe-projektet med Vance Joseph som cheftræner og i stedet hyret den mangeårige succesfulde defensive koordinator Vic Fangio, der senest har været ansvarlig for at skabe et af ligaens bedste forsvar hos Bears. Cheftrænerjobbet er dog hans første i alder af 61 år.

Desværre skulle det hurtigt vise sig, at problemerne fra de seneste sæsoner ikke forsvandt alene med ansættelsen af Fangio. Udover at den nye cheftræner havde det svært med nogle af elementerne i hans nye job, fortsatte de massive udfordringer på quarterback-positionen, der har hjemsøgt Denver-mandskabet siden deres seneste mesterskab. I begyndelsen forsøgte de sig med den tidligere Super Bowl MVP Joe Flacco, der var hentet hos Ravens, men han viste hurtigt, at hans spillemæssige niveau fortsat kun er på vej i den gale retning. Derefter fik den totalt uprøvede Brandon Allen chancen i 3 kampe uden den store succes, inden at ansvaret endelig blev givet til 2.runde-draftvalget Drew Lock, der havde siddet første halvdel af sæsonen ude med en skade. Alt denne forvirring samt et par afgørende skader på forsvaret gjorde, at Broncos aldrig fandt den nødvendige stabilitet, og et sæsonresultat på 7-9 og endnu en misset slutspilsplads var derfor forventeligt. Dog var det positivt, at rookien Lock tydeligvis fik sat noget på skinner, efter at han overtog ansvaret i spiluge 13. Denver-mandskabet tabte nemlig kun en af de sidste 5 kampe, hvilket lover godt for, at Elway måske endelig har fundet en løsning på spillets vigtigste position.

På den baggrund er det også helt naturligt, at offseasons fokus har været, at gøre den øvrige offensiv så stærk som overhoved muligt, samt at dedikere mandskabet entydigt til den nye profil. Således er Flacco nu fortid i Denver, mens at der igennem både free agency men især via draften er tilføjet en række spændende våben. Samtidig var det klart, at der også skulle ske noget på trænerfronten, hvor Rich Scangarello heller ikke rigtig viste sig opgaven som offensiv koordinator voksen i 2019. Han er derfor blevet erstattet af den netop fyrede Giants-cheftræner Pat Shurmur, der nok har måttet erkende, at hans spidskompetence ligger i koordinatorfunktionen. Her har han dog tidligere haft rigtig stor succes, og derfor kan Elway og Fangio sagtens have forhåbninger om, at han kan udvikle Lock og angrebet i den rigtige retning. På forsvarssiden er det til gengæld fortsat Ed Donatell, der er Fangios primære rådgiver, efter at de to har fulgtes af hos både 49ers og Bears.

Angrebet

Oven på hvad de så sidste år, har Elway og Fangio nu lagt alt an til, at Drew Lock er deres fremtidige quarterback. Det giver også god mening, med det 2.årsspilleren nåede at vise i de fem kampe han spillede sidst på sæsonen i 2019. Med over 1.000 yards, 7 touchdowns og ikke mindst en flot præcision på ca. 64 % gjorde Lock det glimrende på banen, men det var lige så meget hans attitude og indstilling udenfor banen, der virkede overbevisende. På mange måder nåede den 23-årige spilfordeler således at imponere mere end flere af de rookie-quarterbacks, der blev valgt i 1.runde af sidste års draft, og derfor er det også helt på sin plads, at holdledelsen nu viser ham den nødvendige tillid. Det skal dog siges, at Lock også viste enkelte svaghedstegn sidste år. Specielt under pres havde han store udfordringer, og den del af spillet skal forbedres under Shurmur, hvis han skal kunne flytte Broncos-offensiven højere op i effektivitets-statistikkerne. Samtidig må der være en hvis grad af frygt fra især Elways side omkring det hele, efter hans hidtidige fiaskoer med et finde en løsning på quarterback-positionen siden Peyton Mannings karrierestop i 2016. Hvis også Lock fejler, bliver det svært for Bowlen-familien at bevare tilliden til den mand, som de ellers har betroet alt sportsligt ansvar de sidste 10 års tid.

Opgraderingen på den offensive linje begyndte allerede sidste år med ansættelsen af den anerkendte o-line-træner Mike Munchak. Han får i år lov at arbejde videre med 2.årsspilleren Dalton Risner, der som rookie beviste rigeligt til at tro på ham, som en mangeårig starter på venstre guard-positionen. Han er i free agency blevet suppleret med Graham Glasgow, der er kommet til fra Lions og formentlig vil gå ind og erstatte Connor McGovern, der er skiftet til Jets, på center-pladsen. Hvem der skal have den sidste indvendige plads er mere åbent, men de to rookies Lloyd Cushenberry og Netane Muti kan begge komme i spil. Det er også muligt at satse på Elijah Wilkinson, der sidste år spillede en del på højre tackle som vikar for Ja’Wuan James, men han kan også ende med igen at skulle starte på ydersiden, nu hvor James har valgt at sidde året ude. Holdledelsen har dog også hentet et alternativ til den yderste højre position ind i form af den 34-årige veteran Demar Dotson, der kommer med 11 sæsoners erfaring fra Buccaneers. Det største spørgsmålstegn er fortsat det tidligere 1.runde-draftvalg på venstre tackle Garrett Bolles. Det gik bedre under Munchaks ledelse sidste år, men han begår simpelthen stadig for mange fejl, der ofte fører til gule flag fra dommernes side. Bolles har ikke fået aktiveret sin 5.års-option, så 2020 bliver hans sidste chance for at bevise, at han kan få en lang karriere i NFL.

Den helt store opgradering af omgivelserne omkring Lock er især kommet på receiver-positionen. 3.årsspilleren Courtland Sutton havde et lille gennembrud sidste år med over 1.000 yards og 6 touchdowns, men det var samtidig tydeligt at det øvrige våbenarsenal med DaeSean Hamilton som det primære alternativ ikke havde det nødvendige niveau. Derfor valgte Elway og co. at bruge holdets to første draftvalg i år på at hente nye talenter ind i form af Jerry Jeudy fra Alabama og K.J. Hamler fra Penn State. Især tilføjelsen af Jeudy bør have betydning fra start af, da hans store styrke er hans eminente evner som ruteløber, hvilket ofte med succes er blevet overført til NFL. Jeg er er lidt mere skeptisk omkring Hamler, der er lille og hurtig, men havde store problemer med drops i college. Tilsammen med Sutton kan de tre dog udgøre en meget giftig trio, der også vil blive suppleret af 2.årsspilleren Noah Fant på tight end, der mod slutningen af sin rookie-sæson fik vist, at han var ved at have godt styr på positionen på det professionelle niveau.

På running back var Broncos allerede godt udstyret med rookie-sensationen fra 2018 Phillip Lindsay, der har været over 1.000 yards i begge sine to første sæsoner, samt den mere powerfulde Royce Freeman, der især er giftig tæt på endzone. Alligevel valgte holdledelsen i offseason at tilføje det tidligere 1.runde-draftvalg Melvin Gordon, der kommer til med 5 sæsoner hos rivalerne Chargers i bagagen. Han forsøgte at presse sit tidligere hold til en stor kontraktforlængelse sidste år, men hans vedvarende skadesproblemer var for afskrækkende til at LA-mandskabet ville tilfredsstille hans lønkrav. Derfor må 27-årige Gordon nu forsøge at genetablere sig selv på en væsentligt mindre aftale i Denver, hvor der som sagt allerede bliver kamp om spilletiden. Samlet set bidrager han dog kun til billede af et potentielt meget solidt angreb.

Forsvaret

Hvis Fangio skal få samme succes med sit forsvar i Denver, som han havde i Chicago, så kræver det, at især det bagerste forsvar kan nærme sig det niveau, som Bears’ ditto havde i 2018. Desværre er cornerback-situationen ikke den mest sikre, efter at den hidtidige stjerne Chris Harris er skiftet til Chargers. Tilgangen af A.J. Bouye giver en solid mand i den ene side, der har haft fin succes i Jaguars de senere år, og på slot-positionen har de potentielt en af ligaens bedste startere i Bryce Callahan, der fik det meste af 2019 ødelagt af en skade. Det store spørgsmål er, hvem der skal dække flanken modsat Bouye. Holdledelsen draftede et potentielt bud i 3.runde i år i form af Michael Ojemudia fra Iowa, men det kan sagtens tænkes, at han får brug for noget udviklingstid, hvilket igen vil overlade pladsen til Isaac Yiadom. Den 24-årige 3.årsspiller har dog haft svært ved at etablere sig i sine to første sæsoner, så medmindre at han løfter sit niveau, vil han blive en klar svaghed i bagkæden. På safety ser det tilgengæld rigtig godt ud for Fangio og co., hvis de kan undgå skader. Justin Simmons brød definitivt igennem som en af NFL’s bedste på positionen sidste år, hvor han endte med at blive valgt som Second Team All Pro. Det lykkedes imidlertid ikke Simmons og holdledelsen at blive enige om kontraktforlængelse i offseason, men han har dog skrevet under på sit franchise tag. Kombineret med den erfarne Kareem Jackson, der er omskolet cornerback, har Denver-mandskabet en startende duo i midten af bagkæden, der som minimum er blandt de 10 bedste i NFL.

Skal kasteforsvaret blive succesfuldt handler det dog også meget om presspillet, som var hæderligt uden at være prangende i Fangios første sæson i Denver. Selvom han er blevet 31, er Von Miller stadig elektrisk at følge på en football-bane, hvor få offensive tackles er i stand til at håndtere ham. Miller havde ganske vist et lille dyk i sin produktion sidste år, hvor han for første gang spillede en næsten fuld sæson uden at runde et to-cifret antal sacks. Den udvikling kan dog forklares med, at han blev dobbelt-teamet det meste af tiden efter at hans nye makker Bradley Chubb, der var fremragende som rookie i 2018, rev sit korsbånd delvist over allerede i spiluge 4. 3.årsspilleren Chubb burde dog være tilbage i fuld vigør i år, hvor han og Miller vil kunne blive suppleret af 2.årsspilleren Malik Reed, der som rookie viste potentiale i glimt, samt en ny rookie Derrek Tuszka, som nogle eksperter har en hvis fidus til.

Selvom at de største profiler på det forreste forsvar findes på edge-positionerne, er Broncos også meget solidt besat indvendigt på den defensive linje. Lidt overraskende kunne Elway nøjes med at sende et meget lavt draft-pick til Nashville for at få Jurrell Casey, der ellers har været hjertet og omdrejningspunktet i Titans-defensiven de senere år. Casey har ganske vist rundet de 30, men han spillede fortsat solidt i 2019, så han burde blive en rigtig god tilføjelse for Fangio i år. Derudover lykkedes det lidt overraskende at lande en ny 1-årig aftale med Shelby Harris, der har været den primære indvendige pass rusher i Denver de seneste sæsoner. Kombineret med solide løbeorienterede spillere som Christian Covington, Mike Purcell og 2.årsspilleren Dre’Mont Jones giver det en rigtig solid front, som mange modstandere vil få svært ved at håndtere. Derudover bliver det spændende at se, om 3.runde-valget McTelvin Agim fra Arkansas, der måske er udset til at være Harris’ afløser, kan bidrage allerede som rookie.

Linebacker-gruppen er som helhed fortsat den svageste enhed på forsvaret, hvilket dog ikke nødvendigvis er en katastrofe, hvis resten af defensiven spiller op til niveau. Den rutinerede Todd Davis er fortsat øverst på denne del af holdkortet, og han er da også bundsolid mod løbet, selvom at han tilgengæld ikke bidrager med så meget mod kastet. En interessant spiller er dog den 28-årige A.J. Johnson, der først kom ind i ligaen før 2018 og først spillede betydeligs snaps sidste år, men under radaren faktisk gjorde det ret godt. Han har formentlig overtaget pladsen ved siden af Davis fra 3.årsspilleren Josey Jewell, der dog også kan regne med spilletid med tanke på, at han måske fortsat er udset til at være Davis’ afløser på langt sigt.

Konklusionen

Broncos er måske det hold, som det er sværest for mig at blive klog på inden denne sæson. Der er rigtig meget potentiale på begge sider af bolden, og med Fangios tidligere defensive meritter in mente, bliver det især spændende at følge forsvaret. Mit store problem er, at jeg ikke ved, hvor meget jeg stoler på Drew Lock. Han virker som en mand, der har det, der skal til, men han skal samtidig udvikle sig, og selvom Shurmur har en god track record som offensiv koordinator, har jeg stadig svært ved ikke at være en smule skeptisk. Kombineret med en svær division og et stærkt kampprogram hælder jeg nok til, at det bliver endnu en ligeved og næsten sæson i Denver ift. slutspilsdeltagelse.

  • Navn: Denver Broncos
  • Ejer: Bowlen-familien (siden 2019)
  • Cheftræner: Vic Fangio (siden 2019)
  • Hjemmebane: Empower Field at Mile High i Denver, Colorado (siden 2001)
  • Antal mesterskaber: 3 (1997, 1998 og 2015)
  • Resultat 2019: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
  • Roster Score: 84.5 (Offense: 28.5 / Defense: 44)
  • Rangering ud fra Roster Score: Nr. 12 ud af 32 i NFL (Nr. 3 ud af 4 i AFC West)
  • Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 3 i AFC West (record: 7-9)
  • Årets gennembrud: WR Jerry Jeudy
  • Årets nøglespiller: QB Drew Lock

broncos

Skriv en kommentar