Ovenpå et overraskende run i slutspillet, hvor de var tæt på Super Bowl, håber Titans nu på at kunne etablere sig som tophold. Det er dog ikke sikkert, at truppens niveau er godt nok.
2019-sæsonen og offseason
Der var lagt op til endnu en mellemvare-sæson for Tennessee Titans i 2019, der efterhånden har fået rygtet som midterholdet par excellence i NFL efter tre 9-7 sæsoner i træk. Sæsonstarten indikerede imidlertid, at offensiven, der havde været indbegrebet af holdets middelmådighed, havde taget et alvorligt dyk i niveau. Efter en storsejr over Browns i uge 1, havde mandskabet fra Nashville nemlig mere end svært ved at sætte point på tavlen, og i centrum for det hele stod quarterback Marcus Mariota, der på trods af sin status som 2.valg i 2015-draften, aldrig havde slået til og nu for alvor begyndte at ligne en klods om benet på sit hold. Alligevel var der en del skepsis omkring cheftræner Mike Vrabels beslutning om at bænke Mariota efter 0-16 nederlaget til Broncos i spiluge 6, og erstatte ham med den nytilkomne reserve Ryan Tannehill, hvis baggrund også var en historie om bristede forventninger. Det skulle dog i den grad vise sig at være den rigtige beslutning, for Tannehill formåede sammen med den offensive koordinator Arthur Smith fuldstændigt at genaktivere angrebet. Med et kastespil, der pludselig var i stand til at true dybt, kom der også gang i running backen Derrick Henry, og efter sæsonen kunne Titans noterer sig en fremgang fra 22. til 6. mest effektive offensiv sammenlignet med 2018. Kombineret med et forsvar, der statistisk var placeret midt i ligaen, var det nok til at vende den skuffende 2-4 start, og Titans endte med kun at tabe 3 kampe resten af sæsonen. Det gav ganske vist endnu en 9-7 record, men denne gang var det nok til et wild card.
Umiddelbart stod Vrabel og co. dog overfor en meget stor udfordring i 1.slutspilsrunde, hvor de skulle til Foxborough og møde de forsvarende mestre fra Patriots. Det skulle dog vise sig, at en offensiv gameplan baseret på en voldsom omgang Henry var mere, end var Vrabels læremester Belichick kunne håndtere, og det endte med en 20-13 sejr, da Tom Brady kastede en interception til sin tidligere holdkammerat Logan Ryan i de døende sekunder, som cornerbacken retunerede til touchdown. Ugen efter chokerede Titans så endnu mere, da de stort set med samme opskrift fik udstillet en defensiv svaghed hos de ellers så suveræne Ravens og endte med at besejre det 1.seedede hold i Baltimore med 28-12. Dermed var Nashville-mandskabet højest overraskende i AFC-finalen, men her stoppede festen også mod et velforberedt Chiefs-mandskab, hvis voldsomme kasteangreb blev for stor en mundfuld.
Da skuffelsen havde lagt sig kunne Vrabel og hans tropper dog se tilbage på en meget tilfredsstillende sæson. Nu handlede det om at sikre muligheden for at fastholde niveauet fremadrettet, og derfor er meget af offseason gået med, at den efterhånden ret anerkendte general manager Jon Robinson har forsøgt at skabe de økonomiske rammer for, at de væsentligste profiler fra 2019-holdet kunne langtidssikres, selvom det har betydet et farvel til et par erfarne kræfter, der ikke kunne rummes indenfor lønloftet med de dyre kontrakter, som holdledelsen var nød til at dele ud. Der er også sket en væsentlig ændring på trænerfronten, hvor den aldrende defensive koordinator Dean Pees har valgt at trække sig tilbage. Han er ikke umiddelbart blevet erstattet, hvilket må betyde, at cheftræner Vrabel selv vil have det overordnede ansvar for forsvaret i løbet af kampene. På angrebssiden er der naturligvis genvalg til Smith efter hans fremragende arbejde sidste år.
Angrebet
Der er ingen tvivl om, at Ryan Tannehill var 2019-sæsonens helt store comeback-historie. Efter at have forladt den forliste karriere som starter for Dolphins, der havde været præget af skader og skuffende præstationer, så det ud til, at det tidligere 1.runde-draftvalg nu skulle indstille sig på en tilværelse som backup. Men pga. Titans-angrebets kvaler valgte Vrabel og Smith at give Tannehill chancen, og den tog han imod med kyshånd. Lige pludselig virkede offensiven, der havde ry for at være en af NFL’s kedeligste, eksplosiv og farverig, og især deres nye startende spilfordelers evne til at finde sine mål dybt på play-action spil var med til at sikre en række sejre mod slutningen af sæsonen. På den baggrund var det ikke overraskende, at Titans i offseason gav Tannehill en 4-årig kontraktforlængelse. Imidlertid har der været kritiske røster fremme ift. beslutningen om at satse på den efterhånden 31-årige quarterback som omdrejningspunkt i den nærmeste fremtid. Vi så nemlig i slutspillet, at han fortsat har sine begrænsninger, når han virkelig bliver bedt om at bære holdet på sine skuldre, og selvom at han måske kan løfte sig med en hel offseason som holdets prioriterede spilfordeler, er det ikke sikkert, at han har niveauet til at føre mandskabet fra Nashville hele vejen. Derudover har Tannehill tidligere haft markante problemer med skader, og efter Marcus Mariotas skifte til Raiders, har Titans faktisk ikke et reelt bud på en reserve, hvis uheldet igen skal være ude.
Der er dog fortsat en hvis sikkerhed for Tannehill i form af en rimelig solid o-line, der dog klart har sin største styrke i løbeblokeringerne. Især venstre side med tackle Taylor Lewan og guard Roger Saffold er virkelig stærk, da begge de rutinerede startere fortsat er i blandt de bedre startere i ligaen på deres respektive positioner. Center Ben Jones er også en glimrende spiller, så udfordringerne i 2020 kan først og fremmest komme i højre side. På guard havde rookien Nate Davis en godkendt sæson alt taget i betragtning, men han var alligevel i høj grad det svage punkt på linjen sidste år. Der er klart en forhåbning om, at han kan gøre det bedre i år, men der skal meget gerne være sket en udvikling i offseason, ikke mindst ift. kastespillet. Det helt store spørgsmål er dog, hvad der skal ske på højre tackle efter Jack Conklins skifte til Browns. Mange ønsker nok at se fanfavoritten Dennis Kelly, der hidtil har været holdets swing-tackle, få chancen, men han kommer til at slås med en anden hidtidig swing-specialist Ty Sambrailo, der er hentet hos Falcons. Derudover er det i det lange løb selvfølgelig håbet, at årets 1.runde-draftvalg Isaiah Wilson fra Georgia overtager pladsen, og det kan sagtens tænkes, at Vrabel og co. vil forsøge sig med ham allerede i år.
Hvor o-linen indeholder masser af potentielle profiler, er receiver-korpset til gengæld et af de mere tyndt besatte i NFL. Sidste års store rookie-åbenbaring A.J. Brown, der nåede over 1.000 yards og greb 8 touchdowns i sin første NFL-sæson, bør selvfølgelig kun være endnu bedre i år 2, men bag det 23-årige stjerneskud er der faktisk ikke ret meget at komme efter. 1.runde-valget fra 2017-draften Corey Davis er fortsat ikke slået til, og han skal virkelig bevise noget i år, da Titans ikke har aktiveret hans 5.års-option, hvorfor han er free agent efter sæsonen. Sloteksperten Adam Humphries havde et fremragende 2018 hos Buccaneers, men kunne slet ikke følge op på dette sidste år efter skiftet til Nashville. Derudover består truppen udelukkende af uprøvede spillere, så hvis ikke Davis og/eller Humphries løfter deres niveau, kommer meget til at hænge på Brown. Der er måske lidt hjælp at hente på tight end i form af den solide Jonnu Smith og rollenspilleren Anthony Firkser, men generelt er det så som så med mulighederne i kastespillet.
Der er dog ingen tvivl om, at den helt store offensive profil i Nashville findes på jorden. Hvis ikke Derrick Henry allerede var en stjerne inden 2019, så blev han det i hvert fald efter en sæson, hvor han rundede 1.500 yards med et snit på 5.1 pr. forsøg og hele 16 touchdowns. Derudover spillede han den altoverskyggende rolle i holdets to slutspilsejre. Ligesom Tannehill blev 26-årige Henry belønnet med en 4-årig kontraktforlængelse i offseason, omend den dog afspejler, at markedet for running backs ikke er så gunstigt som tidligere. Derudover er Henry ikke til meget hjælp i kastespillet, hvorfor det er lidt overraskende, at Vrabel og Robinson ikke har prioriteret at finde en mere væver type i draften som supplement. 3.runde-valget Darrynton Evans minder derimod meget om Henry, og skal nok mest bruges som aflastning.
Forsvaret
Der var en hvis forskel i defensivens effektivitet sidste år, når vi kigger på hhv. kastet og løbet, og desværre var det førstnævnte, som Titans havde sine problemer med undervejs. I den sammenhæng kan de virke lidt mærkeligt, at en forlængelse af cornerback-truppens mest markante profil Logan Ryan ikke blev prioriteret i offseason. Det skal dog siges, at Ryans rolle primært var at arbejde fremad i banen med udgangspunkt i slotten, og derfor har det muligvis været vigtigere for holdledelsen at forbedre sig på den ydre position modsat 1.runde-draftvalget fra 2017 Adoree Jackson, der trods alt har spillet stabilt godt det meste af tiden. Den tidligere Patriots-Super Bowl helt Malcolm Butler fik til gengæld halvdelen af 2019 spoleret af en skade, og inden da havde han igen vist svingende kvalitet. Derfor var det ikke så overraskende, at Nashville-mandskabet brugte et 2.runde-valg i draften på Kristian Fulton fra LSU. Fulton har nogle af de samme kvaliteter i mandsopdækningen som de højere draftede profiler, men havde større problemer med stabilitet og tackle-evner end f.eks. Jeffrey Okudah. Derfor faldt han en anelse i draften, men udvikler han sig til en mere stabil spiller, kan det blive lidt af et steal for hans nye hold. Derudover er veteranen Johnathan Joseph blevet hentet hos divisionsrivalerne Texans, og udover at bidrage med lederevner og rutine, vil Joseph muligvis kunne omskoles til at udfylde Ryans rolle, der ikke kræver så meget fart. Titans største bagkæde-profil er uden tvivl Kevin Byard, der har været en af NFL’s bedste safeties gennem de sidste 3 sæsoner. Sammen med Kenny Vaccaro udgør han en meget stærk starter-duo, som derudover suppleres af et par interessante rollespillere, heriblandt 2.årstalentet Amani Hooker.
En del af forklaringen på udfordringerne ift. kastet kan også findes i, at Titans ikke har været så stærkt besat på edge-positionen gennem en del år efterhånden. 3.årsspilleren Harold Landry kan godt stå overfor et endeligt gennembrud i år efter et flot 2019 med 9 sacks, men han er også det meste sikre kort i den nuværende trup. Kamalei Correa er solid, men mangler det afgørende topniveau, mens 2.årsspilleren D’Andre Walker slet ikke kom på banen som rookie pga. en skade. Derfor er det ikke overraskende, at Vrabel og co. har forsøgt at hente en form for forstærkning i form af Vic Beasley. Den hidtidige Falcons-spiller leverede flest sacks af alle i NFL i 2016, men siden da har han været en skygge af sig selv. Han viste dog lidt fremgang med 8 sacks i 2019, så måske er der mulighed for en genrejsning i Nashville, men det er langt fra givet. Specielt ikke taget i betragtning, at den ustabile Beasley var meget længe om at møde op i træningslejren uden nogen umiddelbar forklaring.
Mens kanterne på forsvarets front har været lidt tvivlsomme, har indersiden været en af holdets store styrker de senere år. Derfor bliver det interessant at se, om niveauet kan opretholdes, efter at ankeret Jurrell Casey er skiftet til Broncos. Håbet er nok, at 2.årsspilleren Jeffery Simmons, der kom tilbage fra en skade midtvejs i sin rookiesæson og gjorde det solidt, kan overtage Caseys rolle og være den primære starter sammen med den mere regulære nose tackle DaQuan Jones. Derudover vil der formentlig også blive en rotationsrolle til pres-specialisten Jack Crawford, der er kommet til fra Falcons. Crawford havde en fremragende sæson med 6 sacks i 2018, men var totalt usynlig sidste år og havde derfor også brug for luftforandring.
På linebacker-positionen er der blevet sagt farvel til veteranen Wesley Woodyard, der dog allerede var overgået til en rotationsrolle sidste år. De primære startere bliver igen 3.årsspilleren Rashaan Evans, der blev taget i 1.runde af 2018-draften, og den alsidige Jayon Brown. Evans er fortsat bedst mod løbet, men han er kun 24 og har udviklet sig markant gennem sine første 2 år i ligaen, mens Brown kompensere for sine manglende atletiske evner med fremragende spilforståelse og solide opdækningsevner. Derudover vil der nok også blive snaps til 2.årsspilleren David Long, der gjorde det glimrende som midlertidig vikar for Brown i flere momenter sidste år.
Konklusionen
Det er svært at forestille sig andet, end at Titans igen i år vil være med i kampen om slutspilspladserne. Både trup og trænerstab er stort set intakte ift. sidste år, så medmindre de bliver ramt af skader til de afgørende profiler, må udgangspunktet være det samme. Jeg har dog svært ved at se dem løfte sig helt vildt, da det nok både vil kræve endnu større spillemæssig fremgang for Tannehill, samt at både cornerback-gruppen og edge rusherne når et noget højere niveau end sidste år. Det kan ikke afvises, men det virker ikke så sandsynligt. Derfor regner jeg med endnu et wildcard, som det sandsynlige scenarie for Vrabel og co.
- Navn: Tennessee Titans
- Ejer: Adams-familien (siden 2013)
- Cheftræner: Mike Vrabel (siden 2018)
- Hjemmebane: Nissan Stadium i Nashville, Tennessee (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 2 (1960 og 1961, begge i AFL)
- Resultat 2019: Tabte AFC-finalen (record: 9-7)
- Roster Score: 80.5 (Offense: 29.5 / Defense: 36)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 14 ud af 32 i NFL (Nr. 2 ud af 4 i AFC South)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 2 i AFC South (record: 9-7)
- Årets gennembrud: EDGE Harold Landry
- Årets nøglespiller: QB Ryan Tannehill
Red Zone Blog 