I Houston drømmer de om den femte divisionstitel på syv sæsoner under cheftræner Bill O’Brien. Imidlertid kan general manager Bill O’Briens beslutninger ende med at forhindre dette.
2019-sæsonen og offseason
Set over hele sæsonen var Houston Texans altovervejende et meget stabilt hold i 2019. Efter en flot kamp mod Saints i spiluge 1, der desværre endte med et smalt nederlag, tabte Bill O’Briens mandskab kun 2 af de øvrige 8 kampe før deres friuge, og det blev bl.a. til en sejr over Chiefs. Mest dominerende var dog præstationen i London i spiluge 8 mod divisionsrivalerne Jaguars, der blev besejret med 26-3. Efter tilbagekomsten til USA og pausen blev de dog rundbarberet af Ravens, men i de sidste 6 runder, blev det igen kun til 2 nederlag, mens at bl.a. de forsvarende mestre Patriots blev besejret. På den måde var det et meget selvtillidsfuldt mandskab med quarterback Deshaun Watson i spidsen, der kunne gå ind i slutspillet med en 10-6 record og endnu en divisionstitel i AFC South til samlingen. Under overfladen skjulte der sig dog en uheldig udvikling, som resultaterne til dels dækkede over. Forsvaret, der tidligere havde været kernen i holdets succes, gik nemlig fra en top 10-rangering i 2018 til en placeringen i bunden af ligaen målt på effektivitet. Men en forbedring af offensiven, et altovervejende spiseligt kampprogram og ikke mindst Watsons fortsatte udvikling formåede dog at veje op for dette.
Det betød, at Texans i første runde af slutspillet kunne tage imod wildcard-holdet Bills, der ganske vist startede kampen som lyn og torden, men som hurtigt mistede pusten. Så kunne Watson og den tilbagevendte J.J. Watt gradvist arbejde deres mandskab ind i kampen og i sidste ende sikre de O’Brien og holdejerne fra McNair-familien en hjemmesejr på 22-19. Da de ugen efter så kom foran 21-0 i 1.quarter mod Chiefs på Arrowhead, lignede det en overraskende tur til AFC-finalen for de hvidklædte spillere, men tilsyneladende havde de undervurderet, hvor stor en mundfuld Andy Reid og Patrick Mahomes ville være for den pludseligt skrøbelige defensiv. Fra 2.quarter og fremefter overtog de senere mestres offensiv fuldstændigt kampen, og det endte med, at Houston-mandskabet måtte rejse hjem med et klart 51-31 nederlag i bagagen.
Med offseason i gang rettede fokus sig imod, hvordan cheftræner O’Brien, der også udfylder rollen som general manager, ville agere, efter at han i den forrige sæsonpause havde truffet nogle ret kontroversielle beslutninger. Disse blegnede dog ved siden af den nyhed, der kom d. 20.marts i år, hvor det blev annonceret, at All Pro-receiveren DeAndre Hopkins var blevet tradet til Cardinals for en pris, der efter manges mening ikke var i nærheden af, at afspejle superstjernens værdi. Handlen er blevet kaldt den værste i NFL’s historie, men den har tilsyneladende ikke fået McNair-familien til at overveje, at fratage O’Brien noget af hans pt. nærmest ubegrænsede magt over den sportslige ledelse. Der er dog sket lidt ændringer på trænerfronten bagved den absolutte chef. Efter den markante tilbagegang i defensivens niveau sidste år er den aldrende Romeo Crennel blevet bedt om at slippe tøjlerne ift. den løbende koordinering og i stedet indtage en mere overordnet rolle som assisterende cheftræner. Forsvaret skal i stedet koordineres af den 39-årige Anthony Weaver, der forfremmes, efter at have fungeret som defensive line-træner på holdet de foregående 4 år. På den anden side af bolden er der tilgengæld genvalg til Tim Kelly, der med fin succes overtog koordinatorrollen fra O’Brien sidste år ifm. cheftrænerens udnævnelse til general manager.
Angrebet
Det er svært ikke at have ondt af Deshaun Watson. Det var ikke alle, der kunne se potentialet i den tidligere Clemson-quarterback, da Texans draftede ham med 12.valget i 2017, men over sine tre første sæsoner i NFL, har han udviklet sig til en top 10-spiller på positionen på trods af, at han ikke har haft de bedste vilkår undervejs. Den atletiske Watson formår at kombinere solidt spil fra lommen med glimrende atletiske evner, som han i et fornuftigt omfang bruger til at skabe spil på jorden. Han holder nok fortsat lidt for længe på bolden, men alt i alt er det svært at være utilfreds med outputtet af Texans’ quarterback-investering. Netop derfor er det også så frustrerende at se, hvordan O’Briens ageren er ved at ødelægge den snart 25-årige Watsons muligheder for realistisk set at få succes og vinde titler, så længe at han befinder sig i Houston. Texans ligner efterhånden et hold, der placerer alt håb om sportslig fremgang på skuldrende af deres unge spilfordeler, og selvom at vi har set med Seahawks, at det kan gå til en hvis grænse, så er det ikke nok til at nå hele vejen.
Det skal siges, at det ikke er på alle fronter at O’Brien og co. har undladt at hjælpe Watson. Der blev faktisk taget en del beslutninger sidste år ift. at styrke den offensive linje, og nogle af dem viste sig også at være mere fornuftige, end jeg personligt havde regnet med. De to draftvalg fra 2019 Tytus Howard og Max Scharping viste nemlig begge mere potentiale end forventet som hhv. højre tackle og venstre guard, og kan de fortsætte deres udvikling i 2020, har Texans potentielt sikret sig to mangeårige startere på o-linen. De to øvrige startere i midten – center Nick Martin og højre guard Zach Fulton – er som sådan også ganske hæderlige, og dermed har Houston-mandskabet efterhånden en o-line, der potentielt kan nærme sig ligaens bedre halvdel. Der er dog også lidt malurt i bægeret i form af den massive kontrakt, som de er blevet nød til at give venstre tackle Laremy Tunsil. Han er en ganske god spiller og klart linjens største profil, men at han nu er ligaens bedst betalte o-line-spiller skyldes først og fremmest den vanvittige overpris, som O’Brien betalte Dolphins for at få ham sidste år.
Hvor o-linen spillemæssigt ikke desto mindre er på vej fremad, så er det jævnfør begivenhederne i offseason svært ikke at stille spørgsmål ved receiverkorpset her ved indgangen til 2020. En trup bestående af Brandin Cooks, Will Fuller, Kenny Stills, Randall Cobb og Keke Coutee er på ingen måde den dårligste i NFL, men de vil bare gennem hele sæsonen blive målt op imod, hvad Hopkins kommer til at præstere i Arizona. De to nytilføjelser Cooks og Cobb er ikke i nærheden af at kunne udfylde det hul, som den tidligere 1.receiver efterlader, og det kan derfor ikke ses anderledes, end at Watsons våbenarsenal er blevet væsentligt forringet. Dertil skal det lægges, at begge de to nyankomne spillere har haft væsentlige skadesproblemer, hvilket i forvejen også er en stor begrænsning ift. Fuller og Coutee, hvor førstnævnte ellers nu kan blive endnu vigtigere end han var i 2019. Der er heller ikke meget hjælp at hente på tight end-positionen, hvor Jordan Akins, Darren Fells, Jordan Thomas og Kahale Warring da udgør en meget alsidig kvartet, men ingen af dem kan forventligt udgøre en afgørende forskel ift. at skabe offensiv fremdrift gennem luften.
Det mest frustrerende ved Hopkins-handlen er måske imidlertid, at den mest åbenlyse tilføjelse til Texans-truppen nu og her er på den mindst betydningsfulde offensive position, og derudover kommer i form af en spiller, som der er nogle væsentligs spørgsmålstegn ved. Efter 2016-sæsonen var David Johnson et af de hotteste navne blandt de offensive profiler i NFL, men året efter blev hele hans sæson ødelagt af en skade, og siden da har han på ingen måde været den samme spiller. Derfor virkede det også som om, at Cardinals var mere en glade for at slippe af med ham, og det virker på ingen måde givet, at han kan genfinde sit tidligere niveau af at være kommet til et nyt hold. Lykkes genstarts-projektet ikke, kommer O’Briens beslutninger kun til at se endnu mere håbløse ud, da Johnson også er den eneste spiller på holdkortet, der er i udgangspunktet kan udfylde rollen som primær running back. Eneste andet etablerede navn er Duke Johnson, og det er efterhånden klart, at hans kvaliteter primært ligger i rollen som ekstra mand i kastespillet.
Forsvaret
Angrebet har ganske vist fyldt mest i overskrifterne igennem offseason, men det kan meget vel bliver defensiven, der sætter rammerne for, hvor langt Texans kan nå i 2020, og her kan især det bagerste forsvar blive et stort problem. Sidste år så vi, at især cornerback-gruppen i den grad mangler kvalitet, og en desparat handel med Raiders for det tidligere 1.runde-draftvalg Gareon Conley løste ikke umiddelbart problemerne. Derfor er det ikke betryggende, at truppen umiddelbart er ret identisk med den fra 2019. Det lykkedes heldigvis at forlænge med Bradley Roby, der også var bedste mand sidste år, men hvem der skal spille ved siden af ham er meget åbent. Conley er nok det oplagte valg, hvis ikke 2.årsspilleren Lonnie Johnson mod forventning viser stor fremgang. Holdledelsen besluttede også at give et andet tidligere 1.runde-draftvalg Vernon Hargreaves, der floppede stort hos Buccaneers, endnu en chance i offseason, men det kan sagtens være, at han overhoved ikke er på holdkortet, når sæsonen begynder. Det ser lidt bedre ud på safety, hvor Justin Reid har vist sig som en hæderlig spiller gennem sine første to sæsoner i ligaen. Han vil i år blive suppleret med mere fremadrettede typer som Eric Murray og Jaylen Watkins, der er kommet til fra hhv. Browns og Chargers i offseason.
Det bagerste forsvar kan dog blive yderligere udfordret af, at Texans’ presspil ikke ser så skræmmende ud, som vi ellers har været vant til. Det gælder især på edge-positionerne, hvor Whitney Mercilus ganske vist gjorde det godt i 2019 med 7.5 sacks, men virker meget alene og med udløbsdato, der rykker tættere og tættere på, nu hvor han har rundet de 30. Desværre ligner Brennan Scarlett igen det bedste bud på en starter modsat Mercilus, og med foreløbigt 5.5 sacks i hans hidtil 4 sæsoner i NFL er han på ingen måde en faktor, der gør en forskel. På længere sigt kan Texans håbe på, at årets 3.runde-draftvalg Jonathan Greenard fra Florida kan udvikle sig til en konsistent trussel, men det vil nok være for meget at bede om allerede i år.
Den manglende kvalitet blandt de regulære kantspillere efterlader endnu engang et massivt pres på den levende legende J.J. Watt, der fortsat er det helt store defensive omdrejningspunkt for O’Brien og co. Desværre mindede 2019 os om, at den efterhånden 31-årige Watts fysik ikke er, hvad den har været, og det var lidt af et medicinsk mirakel, at han nåede at blive klar til slutspillet. Når han er på banen, er han stadig en spiller, som modstanderen bliver nød til at tage alvorligt, men den totale dominans, som han tidligere var kendt for, er efterhånden nogle sæsoner væk. Derudover er kvaliteten på de indvendige pladser ved siden af Watt også mere tvivlsom end tidligere. Med D.J. Raeders skifte til Bengals skal de rutinerede Angelo Blackson og Brandon Dunn stå for det meste af spilletiden, men de to har begge løbet som deres primære force og bidrager ikke med meget mod kastet. Derfor er årets højeste draftvalg Ross Blacklock fra TCU, der blev taget i 2.runde, formentlig også tiltænkt en rolle. Blacklock var i college netop den mere atletiske type, der også kunne udfordre modstanderens indvendige o-line, og om ikke andet må han kunne bruges i rotation til at supplere Watt og Mercilus.
På linebacker-positionen er Texans som udgangspunkt godt stillet. Benardrick McKinney og Zach Cunningham tilhører måske ikke den absolutte elite på positionen, men som duo er der ikke ret mange hold, der kan præsentere noget mere solidt i midten af forsvaret end de to. McKinney er den spilstyreren og indpiskeren på forsvaret, der især er god til at bakke fronten op imod løbet, mens at Cunningham konstant arbejder fra side til side i forsøget på at følge modstanderens running backs eller receivere, der arbejder kort i banen. Spørgsmålet er dog, hvad O’Brien og co. gør, hvis en af dem bliver skadet, for bag de to er truppen godt nok noget tyndbenet. Ingen af de øvrige spillere har mærkbar kamperfaring, og der skal således ikke meget til, førend at også denne del af defensiven kan blive en hæmsko.
Konklusionen
Der har været meget berettiget kritik af O’Briens dispositioner i offseason, men selvom at det er hans beslutninger på den offensive side af bolden, der har skabt mest forundring, er det især de manglende opgraderinger på forsvaret, der i sidste ende kan vise sig at blive mest bekostelige i år. Defensiven er nemlig skrøbelig på næsten alle positioner, og med divisionrivalernes potentielt forbedrede niveau på angrebet, kan det meget vel være det, der i sidste ende skubber Texans bagud i køen ift. slutspilspladserne. Jeg tvivler på endnu en divisionssejr, og så må vi for Watsons skyld håbe, at det for McNair-familien til at begynde at stille spørgsmålstegn ved deres nærmest almægtige cheftræner.
- Navn: Houston Texans
- Ejer: Janice McNair og D. Cal McNair (siden 2018)
- Cheftræner: Bill O’Brien (siden 2014)
- Hjemmebane: NRG Stadium i Houston, Texas (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2019: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 10-6)
- Roster Score: 72.5 (Offense: 32.5 / Defense: 31)
- Rangering ud fra Roster Score: Nr. 20 ud af 32 i NFL (Nr. 3 ud af 4 i AFC South)
- Bud på divisionsplacering 2020: Nr. 3 i AFC South (record: 6-10)
- Årets gennembrud: DT Ross Blacklock
- Årets nøglespiller: DE J.J. Watt
Red Zone Blog 