
Så nåede vi endelig frem til NFL Draften 2020. I de kommende dage vil jeg forsøge at komme med at par vurderinger af, hvordan holdene er sluppet igennem årets talentudvælgelse. Jeg begynder med en gennemgang af valgene fra runde 1.
Så skete der endelig lidt i den sportslige verden. Natten mellem torsdag og fredag valgte NFL-holdene de 32 første football-talenter fra college-verdenen, og jeg fulgte naturligvis med hele vejen igennem de 4 timer det tog.
I forlængelse heraf vil jeg her forsøge at komme med min vurdering af de beslutninger, som blev truffet i 1.runde. Jeg har valgt at bruge den gode danske 7-trins-skala til at opsummere min mening om de forskellige valg. Meningerne er 100 % subjektive. Here we go!
1. Cincinatti Bengals: Joe Burrow
(Quarterback – LSU)
– Bengals gør det eneste rigtige og vælger deres nye leder og omdrejningspunkt. Det bliver svært at få succes med det samme pga. af truppens samlede mængde af talent, men jeg tror på, at vi her ser en spiller, der kan håndtere de svære vilkår og blive en stjerne i NFL mange år frem.
Karakter: 12
2. Washington Redskins: Chase Young
(Edge Rusher – Ohio State)
– Også det oplagte valg omend pass rush ikke er Redskins største need. Det er også grunden til at jeg ikke giver top-karakter, men føj for pokker, hvor er jeg glad for at Cards ikke skal op mod det pres-spil hver eneste sæson.
Karakter: 10
3. Detriot Lions: Jeffrey Okudah
(Cornerback – Ohio State)
– Fornuften sejrede i Detroit. De kunne måske godt have fået Okudah, hvis de havde tradet sig ned, og da cornerback er lidt højt på 3.valget, får de også kun næsthøjeste karakter. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Lions her har fået en fremragende spiller, der er klart pro-ready.
Karakter: 10
4. New York Giants: Andrew Thomas
(Offensive Tackle – Georgia)
– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle give en Dave Gettleman top-karakter, men Thomas er min favorit i årets tackle-årgang og derfor det bedste valg til at beskytte Daniel Jones efter min mening. Så er spørgsmålet, om han eller Solder skal rykkes over på højre tackle.
Karakter: 12
5. Miami Dolphins: Tua Tagovailoa
(Quarterback – Alabama)
– Tak Dolphins! Skadeshistorik eller ej så er Tagovailoa et meget stort quarterback-talent, der fortjener at gå i top 10, og Miami-holdet viser modet til at tage chancen på ham. Desuden får han optimale betingelser med mulighed for et år bag Fitzpatrick. I like it!
Karakter: 12
6. Los Angeles Chargers: Justin Herbert
(Quarterback – Oregon)
– Jeg er som mange andre ikke super hooked på Herbert, men Chargers skal bruge en ny quarterback, så derfor giver valget som sådan god mening. Så må vi se om han kan udvikle sig. Evt. kan han starte med at lære som back-up til Tyrod Taylor
Karakter: 7
7. Carolina Panthers: Derrick Brown
(Defensive Tackle – Auburn)
– Det første valg jeg ikke er tilfreds med. Jeg synes at Brown er en fin spiller, og han kan helt sikkert være en byggesten for Rhule og co. Der er bare ikke nok værdi i at tage en 1-tech uden den store pass rush-upside i top 10.
Karakter: 02
8. Arizona Cardinals: Isaiah Simmons
(Linebacker – Clemson)
– Nu begynder vores forsvar altså også at se rigtigt interessant ud. Eneste problem er, at jeg er i tvivl om, hvorvidt vores inkompetente defensive koordinator kan finde ud af at bruge ham. Lykkes det imidlertid, har vi fået et fantastisk forsvarsvåben.
Karakter: 7
9. Jacksonville Jaguars: C.J. Henderson
(Cornerback – Florida)
– Det er måske lidt højt, men valget giver super god mening med tanke på, at de netop har mistet Ramsey og Bouye. Henderson har selvfølgelig nogle områder, hvor der er plads til forbedring, men han har evnerne til at tage sin direkte modstander ud af kampen.
Karakter: 10
10. Cleveland Browns: Jedrick Wills
(Offensive Tackle – Alabama)
– Endnu et perfekt pick ift. placering og værdi. Mange har Wills ratet højest blandt årets tackles, og selvom at jeg foretrækker Thomas, så giver det her bare super god mening, hvis han kan spille i venstre side. Nu har Mayfield og co. ingen undskyldninger for ikke at levere.
Karakter: 12
11. New York Jets: Mekhi Becton
(Offensive Tackle – Louisville)
– Jeg er ikke stor fan af Becton, der er det top-prospect, som i min bog har det største bust-potentiale, men jeg indrømmer gerne, at han ser imponerende ud på tape. Og så holdt Joe Douglas trods alt sit løfte til Sam Darnolds familie.
Karakter: 4
12. Las Vegas Raiders: Henry Ruggs
(Wide Receiver – Alabama)
– Meep Meep. Jeg havde taget en anden receiver her, men hold kæft hvor har den mand fart i stængerne. Jeg er ikke bekymret for hans hænder, men hans samlede talentmængde er efter min mening ikke helt oppe på Lambs og Jeudys niveau. Deraf kun en lidt over middel karakter.
Karakter: 7
13. Tampa Bay Buccaneers (trade med 49ers): Tristan Wirfs
(Offensive Tackle – Iowa)
– Tom Brady er simpelthen født i et lykkehjul. Blot et par dage efter at han er blevet genforenet med sin best-buddy Gronk, får han også en ny beskytter med et enormt atletisk potentiale. Det Tampa-angreb ser efterhånden ret giftigt ud.
Karakter: 12
14. San Francisco 49ers (trade med Buccaneers): Javon Kinlaw
(Defensive Tackle – South Carolina)
– Altså jeg kan som sådan godt lide Kinlaw, og tidspunktet er heller ikke forkert. Jeg har bare lidt svært ved at forstå, hvorfor at de vælger at bruge dette valg på en spiller, der stort set 1-til-1 erstatter Buckner, men nok ikke når hans niveau.
Karakter: 7
15. Denver Broncos: Jerry Jeudy
(Wide Reciever – Alabama)
– Det her valg elsker jeg til gengæld. Jeudy er min favorit-receiver i år, og hans evner som ruteløber passer perfekt sammen med de kvaliteter, som Sutton og Fant bidrager med. Elway gør hvad han kan for at Projekt Drew Lock skal lykkes.
Karakter: 12
16. Atlanta Falcons: A. J. Terrell
(Cornerback – Clemson)
– Nogle vil nok kalde dette et reach, men Terrell er min nr. 2 cornerback i år, og hans kvaliteter i zone-opdækningen er det faktisk kun Okudah, der for alvor kan matche i denne klasse. Jeg tror, at Falcons får en solid erstatning for Trufant her.
Karakter: 10
17. Dallas Cowboys: CeeDee Lamb
(Wide Reciever – Oklahoma)
– Av for pokker hvor er det Cowboys-angreb ulækkert godt efterhånden. Prescott kan muligvis brokke sig over manglen på en ny kontrakt, men han kan ikke være utilfreds med de våben, han får stillet til rådighed. Derudover kan valget sagtens forsvares, når man ser på værdien.
Karakter: 12
18. Miami Dolphins: Austin Jackson
(Offensive Tackle – USC)
– Her begynder valgene at blive lidt mere tvivlsomme. Personligt kan jeg godt lide Jackson og hans potentiale, men med Josh Jones fortsat på brættet synes jeg, at det her er for tidligt. Der er simpelthen for meget, der fortsat skal udvikles til at forsvare et top 20-valg.
Karakter: 4
19. Las Vegas Raiders: Damon Arnette
(Cornerback – Ohio State)
– Så begynder det at blive rigtig mærkeligt. Arnette er som sådan fin nok, men han har nok lukreret lidt på at spille sammen med Okudah her. Jeg havde ham tidligst midt i 2.runde, og der var flere andre corners, som jeg ville have taget før ham.
Karakter: 00
20. Jacksonville Jaguars: K’Lavon Chaisson
(Edge Rusher – LSU)
– Jeg begynder faktisk at synes, at det her Jaguars-hold er lidt interessant. Med tilføjelsen af Chaisson har de nu to pass rushere, der samtidig kan droppe tilbage i opdækningen, hvilket kan vise sig at blive en rigtig giftig kombi.
Karakter: 10
21. Philadelphia Eagles: Jalen Raegor
(Wide Receiver – TCU)
– Det her kan både blive rigtig godt og rigtig skidt. Raegor havde ikke gode arbejdsbetingelser i college og har vist sig elektrisk med bolden i hænderne. De hænder virker bare heller ikke helt sikre, så måske bliver han bare den nye Agholor.
Karakter: 4
22. Minnesota Vikings: Justin Jefferson
(Wide Receiver – LSU)
– Dette receiver-valg er tilgengæld perfekt set med mine øjne. I Jefferson finder de den perfekte erstatning for Diggs, der forhåbentlig har færre stjernenykker end forgængeren. Cousins bliver helt sikkert tilfreds.
Karakter: 12
23. Los Angeles Chargers (trade med Patriots): Kenneth Murray
(Linebacker – Oklahoma)
– Det første af rundens to WTF-valg. Murray er da en fin spiller, omend at jeg klart synes at Queen har mere upside. Men at opgive alle sine valg på 2.dagen for at vælge en linebacker, som i øvrigt ikke er et akut need i truppen, giver simpelthen ikke mening i min verden.
Karakter: -3
24. New Orleans Saints: Cesar Ruiz
(Center – Michigan)
– Det her giver heller ikke super meget mening for mig. Ruiz er en fin spiller og kan sagtens vælges på dette tidspunkt, men selvom at Saints ikke rigtigt har nogle reelle needs, så synes jeg alligevel, at der var andre spillere, der var noget mere oplagte ift. et win-now scenarie.
Karakter: 02
25. San Francisco 49ers (trade med Vikings): Brandon Aiyuk
(Wide Receiver – Arizona State)
– Igen et lidt shaky valg. Aiyuk passer efter sigende godt ind i Shanahans system, men jeg er meget i tvivl om ham. Han har kun haft en sæson i college med god produktion, og han kommer fra den defensivt svage Pac-12 konference. Ikke så skræmmende som de tre top-recievere.
Karakter: 4
26. Green Bay Packers (trade med Dolphins): Jordan Love
(Quarterback – Utah State)
– Det her giver slet ikke mening for mig, uanset om Packers har haft succes med den model før. Hvis man har en franchise-quarterback, så bør 1.prioritet være at give ham de bedste betingelser for at vinde. Jeg er meget bekymret for omklædningsrummet i Green Bay efter det her.
Karakter: 00
27. Seattle Seahawks: Jordyn Brooks
(Linebacker – Texas Tech)
– De vil simpelthen vælge spillere, der for alle andre til at rive sig i hårdet. Jeg havde ikke kigget på Brooks overhoved, og af mine kilder til draftvurdering var der kun 1 ud af 3, der havde ham i top 100. Men deres seneste par udforudsigelige 1.runde-valg har selvfølgelig været en succes (NOT!)
Karakter: -3
28. Baltimore Ravens: Patrick Queen
(Linebacker – LSU)
– Til gengæld ender de lilla fugle fra Baltimore endnu engang med at få ekstremt god værdi ud af deres 1.runde-valg. Klassens bedste cover-linebacker falder lige ned i skødet på dem, og det kan blive rigtigt træls for deres divisions-rivaler.
Karakter: 12
29. Tennessee Titans: Isaiah Wilson
(Offensive Tackle – Georgia)
– Igen et lidt mærkeligt valg med tanke på at Josh Jones stadig er på brættet. Jeg ved godt, at holdene er begejstrede for atletisk upside, men jeg synes godt nok, at der var bedre muligheder her end Wilson. Vrabel er bare åbenbart glad for store brød.
Karakter: 4
30. Miami Dolphins (trade med Packers): Noah Igbinoghene
(Cornerback – Auburn)
– Et meget overraskende valg, som jeg imidlertid har en hvis tiltro til, når jeg tænker på, at flere af de danske draft-eksperter har været meget begejstrede for ham. Han er upoleret og har ikke så meget erfaring på positionen endnu, men potentialet er der.
Karakter: 7
31. Minnesota Vikings (trade med 49ers): Jeff Gladney
(Cornerback – TCU)
– Endnu et udmærket valg, der giver mening ift. need. Vikings skulle gøre noget ved bagkæden, og Gladney har nogle kvaliteter, der passer fint til Zimmers forsvar. Bekymringen kan dog være, at hans manglende størrelse kan blive et problem mod de store NFL-receivere.
Karakter: 7
32. Kansas City Chiefs: Clyde Edwards-Helaire
(Running Back – LSU)
– Hvis der er upside i kastespillet, kan det efter min mening godt forsvares at tage en running back I sidste del af 1.runde, og Edwards-Helaire er den i årets klasse, der kan bidrage med mest på den front. En udmærket tilføjelse til Mahomes våbenarsenal.
Karakter: 7
