
Det meste sport ligger stille lige nu, men i amerikansk fodbold kører sæsonpausen videre stort set som vanligt. Jeg afslutter min optakt til NFL-draften med to Mock Drafts, hvor jeg vil forsøge at forudse årets 1.runde. Version 2 er den mere interessante og måske realistiske.
Nu er der bare 1 dag til, at det nye kuld af talenter i amerikansk fodbold fra de mange universitets-programmer i USA, gør deres indtog i NFL. Natten mellem torsdag og fredag vælges de første 32 navne, og som mange andre selvbestaltede football-eksperter, vil jeg forsøge at forudsige holdenes valg i 1.runde af draften.
Jeg har i arbejdet med mine to Mock Drafts fået god hjælp af min kæreste og ligeledes sportsfanatiske soulmate Miriam Brems, der har bidraget med overvejelser og inputs ift. de forskellige valg. I denne anden version har vi benyttet os af muligheden for at handle med valgene, dog fortsat med udgangspunkt i den aktuelle rækkefølge på tidspunktet, hvor vi gennemførte draften (torsdag d. 16.april 2020 om aftenen dansk tid). Igen afspejler vores overvejelser de informationer om holdenes præferencer og spillerne, som var kendte på dette tidspunkt.
Hermed den anden og forbedrede version af vores bud på 1.runde af NFL-draften 2020.
1. Cincinatti Bengals: Joe Burrow
(Quarterback – LSU)
– Al snak om mulige handler af 1.valget har været på grænsen til konspirations-teorier. Bengals vil have deres nye omdrejningspunkt og ansigt udad til. Det får de i Burrow, der vender hjem til Ohio efter 2 års college-eksil i Louisiana.
2. Washington Redskins: Chase Young
(Edge Rusher – Ohio State)
– Heller ikke 2.valget virker længere realistisk som handelsvare. Rivera og co. har indstillet sig på, at årets største talent skal være en central del af genopbygningen i Washington. Med Young i front får de som tidligere nævnt et ligaens farligste pass rush.
3. Los Angeles Chargers (trade med Lions): Tua Tagovailoa
(Quarterback – Alabama)
– Første handel giver mere draftkapital i Detroit, samtidig med at Chargers får mulighed for at vælge den quarterback, der passer bedst ind i deres system og vil have bedst mulighed for succes i LA fra start af, uanset hvad Telesco ellers har meldt ud.
4. New York Giants: Mekhi Becton
(Offensive Tackle – Louisville)
– Gettleman er ikke glad for at handle ned, og samtidig har han som tidligere nævnt en begejstring for store linjemænd. Giants bliver hvor de er og vælger Becton, også selvom at der er kommet rygter frem om, at hans dopingprøve til combinen måske var lidt suspekt.
5. Miami Dolphins: Justin Herbert
(Quarterback – Oregon)
– Med Chargers’ handel op må Dolphins tage til takke med den tredje quarterback i draften, hvilket de sikkert godt kan leve med, hvis man skal stole på de signaler, der er kommet fra Miami den seneste tid. Spørgsmålet er, om Herbert er det værd i længden.
6. Detroit Lions (trade med Chargers): Jeffery Okudah
(Cornerback – Ohio State)
– På trods af deres handel ned får Lions alligevel mulighed for at snuppe den spiller, der også havde været mest oplagt for dem ved 3.valget. Okudah skal også her til Detriot og træde ind i en bagkæde, der med Trufant, Coleman, Harmon og Walker efterhånden ser ret interessant ud.
7. Carolina Panthers: Isaiah Simmons
(Linebacker – Clemson)
– Panthers bliver hvor de er og vælger også i dette scenarie Simmons, der altså bliver omdrejningspunktet for genopbygningen af et solidt forsvar i Charlotte under Matt Rhules ledelse. Så må vi se, om de kan finde ud af at bruge ham på den rigtige måde
8. Arizona Cardinals: Tristan Wirfs
(Offensive Tackle – Iowa)
– Mit eget hold kunne også være en trade-kandidat, men jeg har på fornemmelsen, at Keim og co. er meget tilfredse med at vælge holdets nye starter på højre tackle her ved 8.valget. Wirfs ryger således også til Glendale i denne mock.
9. New York Jets (trade med Jaguars): Andrew Thomas
(Offensive Tackle – Georgia)
– Så tør Douglas, Gase og resten af kumpanerne hos ”Gang Green” ikke vente længere på at sikre Sam Darnold bedre beskyttelse. Derfor trader de med Jaguars og får mulighed for at vælge deres nye startende venstre tackle i form af Thomas.
10. Cleveland Browns: Jedrick Wills
(Offensive Tackle – Alabama)
– Med de tre andre OT-profiler af brættet må Browns tage til takke med ham, der er tilbage, hvilket de sikkert godt kan leve med. Der bliver et arbejde med at omskole Wills, men det burde kunne lade sig gøre, så Mayfield sikres beskyttelse på begge ydersider.
11. Denver Broncos (trade med Jets via Jaguars): Henry Ruggs
(Wide Receiver – Alabama)
– Jaguars handler endnu engang, og sender 11.valget videre til Denver. Det giver John Elway og co. muligheden for at et frit valg blandt de profilerede receiver-talenter, og jeg tror, at de har mest fidus til Ruggs ift. de kvaliteter de allerede har i form af Sutton og Fant.
12. Las Vegas Raiders: CeeDee Lamb
(Wide Receiver – Oklahoma)
– Gruden & Mayock vælger heller ikke receiver først her, men de får til gengæld den spiller, som jeg tror, at de er mest interesseret i. Lamb passer som type perfekt ift. hurtigløberen Williams, slotspecialisten Renfrow og den solide tight end Waller.
13. San Francisco 49ers: Jerry Jeudy
(Wide Receiver – Alabama)
– Det bliver således 49ers, der må nøjes med Jeudy, hvilket jeg igen ikke tror at de er så kede af endda. Det kan nemlig sagtens være, at en intelligent ruteløber som klar 1.receiver vil være den perfekte tilføjelse til Shanahans eksperimenterende angreb.
14. Atlanta Falcons (trade med Buccaneers): C. J. Henderson
(Cornerback – Florida)
– Med Jaguars aktuelle placering kunne de være interesserede i at styrke bagkæden, og derfor tør Falcons ikke vente længere. De laver en handel med Buccaneers og sikrer sig muligheden for at tage Henderson, der fra starten har været deres fortrukne 1.runde-valg.
15. Jacksonville Jaguars (trade med Broncos): Derrick Brown
(Defensive Tackle – Auburn)
– Med Henderson af brættet vælger Caldwell og Marrone i stedet at styrke den forreste del af forsvaret, der også var udgangspunktet for deres succes i 2017. Brown er faldet et stykke ift. nogen forventninger, men her kan det sagtens give god værdi at vælge ham.
16. Tampa Bay Buccaneers (trade med Falcons): Josh Jones
(Offensive Tackle – Houston)
– Ligeledes kan Bucs med deres lille hop tilbage godt forsvare, at vælge den femte OT i årets 1.runde. Josh Jones bliver manden, der fremadrettet skal dække højre side af for Tom Brady, der hermed igen sikres bedre arbejdsbetingelser end han ellers som udgangspunkt blev tilbudt i Tampa.
17. Miami Dolphins (trade med Cowboys): K’Lavon Chaisson
(Edge Rusher – LSU)
– Med Jones væk vælger Dolphins at prioriterer forbedringen af deres meget tvivlsomme pass rush. Derfor bytter de plads med Cowboys, så de kan være sikre på at vælge Chaisson, der således skal ind og erstatte mega-bustet Charles Harris samt bidrage til styrkelsen af opdækningen.
18. Dallas Cowboys (trade med Dolphins): Kristian Fulton
(Cornerback – LSU)
– I dette scenarie vælger Cowboys at finde Byron Jones’ erstatning. Jones-familien kan godt lide profiler fra store skoler, og derfor bliver det Fulton, der skal en tur til Dallas og overtage rollen, som den primære markør af modstanderens top-receiver.
19. Las Vegas Raiders: A.J. Terrell
(Cornerback – Clemson)
– Cowboys’ prioritering af Fulton giver herefter alligevel Raiders muligheden for at vælge deres foretrukne Clemson-cornerback, hvorfor at Terrell også i dette scenarie bliver genforenet med Mullen og en række andre holdkammerater i Las Vegas.
20. Jacksonville Jaguars: Tee Higgins
(Wide Receiver – Clemson)
– Med forsvaret som fokus ved deres første valg i runden vælger Jaguars her at gå offensivt til værks. Lige nu er deres receiver-korps i høj grad domineret af små og hurtige spillere, og Minshew kunne godt bruge et stort mål. Derfor vælger de Higgins på trods af usikkerhederne om potentialet.
21. Philadelphia Eagles: Patrick Queen
(Linebacker – LSU)
– For Eagles er situationen den samme som i første Mock Draft, og derfor er det fortsat linebacker-positionen, der både giver mening ift. tidspunktet i draften og behovet. Queen er det idéelle valg, og jeg kan virkelig godt se ham få succes i Philadelphia.
22. Minnesota Vikings: Justin Jefferson
(Wide Receiver – LSU)
– Med de bedste cornerback-talenter væk vælger Vikings i stedet at finde Stefon Diggs’ afløser her. Jefferson skal som sagt lære den udvendige position bedre at kende, men indvendigt er han klar til at være Kirk Cousins’ nye bedste ven fra start af.
23. Baltimore Ravens (trade med Patriots): A.J. Epenesa
(Edge Rusher – Iowa)
– Jeg er ret overbevist om, at Ravens gerne vil have fat i Epenesa, hvis de kan, og samtidig er Patriots formentlig interesseret i at trade ned. Derfor slår de to rivaler en handel af her, der giver Harbaugh og Martindale deres Za’Darius Smith-afløser forrest på forsvaret.
24. New Orleans Saints: Javon Kinlaw
(Defensive Tackle – South Carolina)
– For Saints handler det udelukkende om at tilføje den spiller, der forøger deres chance for at vinde mest. Med Kinlaw som pass rush-trussel indvendigt vil der også blive yderligere plads til Jordan og Davenport på ydersiderne. Et vigtigt område med Brady og Ryan som divisionsmodstandere.
25. Indianapolis Colts (trade med Vikings): Jordan Love
(Quarterback – Utah State)
– Så griber Colts’ chancen for at finde den fremtidige løsning på quarterback-positionen. Love er et upoleret talent, men her får han muligheden for at sidde bagved og lære fra en af ligaens mest erfarne spilfordelere.
26. Miami Dolphins: Austin Jackson
(Offensive Tackle – USC)
– Her giver det mening for Dolphins igen at overveje beskyttelsen af deres quarterback. Jackson skal udvikles, men jeg tror at talentet kan bringe ham langt, hvis bare at han ender det rigtige sted. Her kunne Miami være et fint bud med det, som trænerstaben under Flores viste sidste år.
27. Cincinatti Bengals (trade med Seahawks): Kenneth Murray
(Linebacker – Oklahoma)
– Bengals vender også tilbage til 1.runde, da de ser chancen for at adressere et af deres væsentligste defensive needs. Murray vil sammen med Pratt udgøre en ung og meget spændende linebacker-duo i Cincinatti.
28. New England Patriots (trade med Ravens): Yetur Gross-Matos
(Edge Rusher – Penn State)
– Måske ville Belichick gerne have valgt Love her, men Colts kom ham som sagt i forkøbet. Derfor bliver det i stedet til en forbedring af den defensive front, hvor Gross-Matos er præcis den type edge-spiller, som der foretrækkes i New England.
29. Tennessee Titans: Trevon Diggs
(Cornerback – Alabama)
– Som nævnt andetsteds kunne en receiver være en mulighed, men da de ikke har flyttet sig ift. version 1, og mit valg til dem fra første Mock er ledigt, går de selvfølgelig igen med Diggs, der erstatter Ryan som Jacksons og Butlers makker i bagkæden.
30. Green Bay Packers: Denzel Mims
(Wide Receiver – Baylor)
– Samme historie gentager sig for Packers, der stadig er på udgik efter våben til Rodgers og stadig har mulighed for at tage det atletiske monster Mims. Så må vi se, om han kan gøre erfaringerne med Baylor-receivere til skamme.
31. Detroit Lions (trade med 49ers): Cesar Ruiz
(Center – Michigan)
– Her udnytter Lions deres trade i starten af draften og bruger den ekstra kapital til at vende tilbage til bunden af 1.runde og styrke den indvendige del af deres o-line. De har ganske vist en solid center i Ragnow, men Ruiz bør kunne indtage positionen ved siden af som guard.
32. Kansas City Chiefs: Zach Baun
(Edge Rusher – Wisconsin)
– De forsvarende mestre vil formentlig også gerne handle ned, men her viser der sig ikke umiddelbart at være en tilstrækkelig trade-partner. Derfor fastholder jeg endnu et valg, som jeg faktisk også godt kan se for mig i virkeligheden, dopingspøgelse eller ej.
