NFL: Draftoptakt 7 – Edge Rushere

Draft

Det meste sport ligger stille lige nu, men i amerikansk fodbold kører sæsonpausen videre stort set som vanligt. I de kommende uger vil jeg derfor gennem 8 artikler gennemgå de største nye talenter, der ved NFL-draften d. 23-25.april vil gå fra universitets-niveau til de professionelle rækker. Syvende artikel handler om de nyeste bud på kommende quarterback-jægere.

På angrebssiden i amerikansk fodbold er der ikke meget tvivl om, at quarterbacken er den helt centrale og afgørende position på holdet. På forsvaret er der derimod lidt mere uenighed om det spørgsmål, for hvad er egentlig det vigtigste at kunne for den defensive enhed på holdet? Er det at kunne lukke af for quarterbackens mulige mål eller er det at presse ham mest muligt i udførelsen af kastet? Hvis svaret er det sidste, gør det edge rusher til den vigtigste defensive positionsgruppe. Der er nok ikke et entydigt svar på det forrige spørgsmål, men der er til gengæld ikke nogen tvivl om, at de udvendige presspillere, der går fra college til NFL, altid modtager meget stor opmærksomhed fra holdene i draft-processen. Alle vil nemlig gerne vælge det næste store quarterback-mareridt, der kan levere et to-cifret antal sacks år efter år.

Netop med det in mente får edge-gruppen anno 2020 nok ikke lige så mange football-fans opad stolene, som det f.eks. var tilfældet med sidste års udvalg. For med en enkelt undtagelse så er der nemlig ikke nær så meget at komme efter som sidste år, hvor hele fem edge-prospects gik i 1.runde. Det kommer vi ikke til at se i år, men der er alligevel noget potentiale, omend nogle af årets mest interessante navne nok vil få mest succes, hvis de ender i de rigtige systemer. Derfor vil vi nok også se en større variation i holdenes vurdering af de forskellige talenter.

Årets profiler

Det kan godt være, at det samlede niveau i edge-gruppen ikke er i toppen af draft-klassen som helhed, men den indeholder efter manges mening årets største nye profil overhoved. Uafhængigt af positionsværdi har de fleste eksperter nemlig Chase Young fra Ohio State som NFL-draften 2020’s bedste spiller. Det er meget svært at finde noget negativt at sige om Young. Han har de idéelle fysiske forudsætninger, et vanvittigt højt teknisk niveau samt eksplosivitet, fart og kraft nok til at udfordre ligaens o-lines alene på det. Derudover er han faktisk også udmærket mod løbet, selvom at det er et af hans få potentielle forbedringsområder. I det hele taget virker det som om, at han af og til ikke spiller så fysisk, som han kunne, men det er skønhedsfejl ift. det enorme potentiale, som han indeholder. Han bør med andre ord blive en stjerne i NFL fra første gang, at han løber på banen til efteråret. Efter Young har de fleste K’Lavon Chaisson fra LSU som nr. 2 i årets edge-klasse, men det er nok mest fordi, at potentialet er rigtig stort. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Chaisson gjorde det rigtig godt i college. Han er eksplosiv, alsidig og udviser en høj grad af spilforståelse. Netop pga. af det sidste blev han ofte bedt om også at droppe tilbage i opdækningen, og det kan være en del af forklaringen på, at hans stats måske ikke fremstår så imponerende. Det skal dog siges, at han helt klart mangler noget styrke, og så er hans teknik som pass rusher fortsat under udvikling. Derfor skal vi nok ikke vente det helt store fra Chaisson som rookie, men går udviklingen i den rigtige retning, kan han blive rigtig giftig for modstanderens angreb. Derudover vil han ligesom sidste års 7.valg Josh Allen kunne gøre mange forskellige ting for sit kommende hold pga. hans evner som markør.

De næste par prospects er lidt anderledes ved, at de er så fysisk store og stærke, at de faktisk befinder sig i et grænseland i mellem klassiske edge rushere og 5-tech defensive linemen. Det gælder især for Iowas A.J Epenesa, der i NFL formentlig vil blive brugt både indvendigt og udvendigt i jagten på quarterbacken. Udover sine fysiske forudsætninger har Epenesa også et fint teknisk niveau, og så virker han bare generelt som en klog og disciplineret spiller, der også kan skabe en god kultur i omklædningsrummet. Desværre viste combinen, at hans atletiske evner lader lidt tilbage at ønske, og det vil nok afholde nogle hold fra at vælge ham. Yetur Gross-Matos fra Penn State er ikke helt så fysisk voldsom som Epenesa, men han har til gengæld stor atletisk upside. Han mangler dog fortsat en del på både teknik og disciplin, så hans kommende NFL-trænere har noget at arbejde på. Men lykkes det for dem, kan Gross-Matos sagtens blive en mobil pass rush brik, der kan indtage samme rolle for sin nye arbejdsgiver, som f.eks. Arik Armstead og Za’Darius Smith havde succes med i 2019.

Det sidste rigtigt interessante talent for mig at se i årets edge-gruppe, er Terrell Lewis fra Alabama. Han er et mere klassisk pass rush-prospect med rigtigt fine atletiske evner og en god portion eksplosivitet. Desværre har han en del tekniske og styrkemæssige mangler, og så virker han også af og til som om, at han ikke rigtig gider, når han ikke kan vinde på ren atleticisme. Sidstnævnte skal simpelthen blive bedre, hvis Lewis skal etablere sig på højeste niveau. Efter Lewis bliver der noget længere mellem snapsene, men der er selvfølgelig et par navne, som nok er vil være interessante at tage en chance på og så i første omgang prøve af som rotationsspillere. Det kunne f.eks. være Floridas Jabari Zuniga, Boise States Curtis Weaver, Michigans Josh Uche eller Notre Dames Julian Okwara (lillebror til Romeo Okwara fra Lions). De har dog alle deres tydelige svagheder på nuværende tidspunkt.

Hvem går efter hvem?

I langt de fleste Mock Drafts bliver Young valgt som nr. 2, og hvis Bengals bruger 1.valget på den måde alle regner med, vil det være verdens største selvfølgelighed, at Redskins vælger årets måske største talent. Det eneste, der burde kunne ændre på det, vil være hvis et af de quarterback-hungrende hold handler sig op til 2.valget. I så fald vil Young formentlig gå til Lions på 3.valget, omend de har en træner, der ikke helt deler resten af ligaens begejstring for edge rushere. Om ikke andet, så bør Young være af brættet blandt de fem første.

Chaisson kommer formentlig også til at gå i 1.runde, men han må nok vente til efter top 15. Herefter kan mandskaber som Falcons (16.valget), Cowboys (17.valget), Dolphins (18.valget) og måske Eagles (21.valget) tilgengæld være meget interessede i at opgradere deres pass rush. Både Epenesa og Gross-Matos kan gå i slutningen af 1.runde, hvis f.eks. Seahawks (27.valget), Ravens (28.valget) eller Titans (29.valget) ser dem som et solidt valg. Ellers vil de helt sikkert være blandt de mest attraktive prospects på dag 2, hvor både Giants, Panthers, Dolphins og Texans kunne tænkes at bruge et højt 2.runde-valg på dem. Slutteligt vil jeg lige nævne, at Rams godt kunne vælge at adressere udvendigt pass rush, og her kunne Lewis måske være manden, som de kan satse på, hvis han falder lidt ift. eksperternes forudsigelser.

Hvis du vil læse mere om de forskellige spillere, kan jeg anbefale Gul Kluds artikler om de største talenter blandt edge rushere i årets draftklasse.

Skriv en kommentar