Det meste sport ligger stille lige nu, men i amerikansk fodbold kører sæsonpausen videre stort set som vanligt. I de kommende uger vil jeg derfor gennem 8 artikler gennemgå de største nye talenter, der ved NFL-draften d. 23-25.april vil gå fra universitets-niveau til de professionelle rækker. Sjette artikel handler om årets nye kuld til angrebet på jorden.
Hvis der er en position i amerikansk fodbold, hvis betydning er blevet påvirket radikalt negativt som følge af det fortsat større fokus på kastet, er det naturligvis den, som er indbegrebet af at løbe bolden. Engang var running backs så centrale for spillet, at de bedste hold havde to eller tre centrale profiler på positionen. Tænk bare på Dolphins’ legendariske ubesejrede hold fra 1972, der havde både Larry Csonka, Jim Kiick og Mercury Morris i truppen. Nu er der en vedvarende og reel diskussion i og omkring NFL om, hvorvidt den enkelte running back overhoved betyder noget for hans hold, og det er efterhånden tydeligt, at det også har påvirket vurderingen, når nye talenter på positionen gør deres indtog i de professionelle rækker.
Running back er ellers en af de positionsgrupper, hvor der er mest at tage af, for college-holdene har ofte rigtigt mange af dem indskrevet i deres trupper. Alligevel er det langt fra altid sådan, at der kommer en stor saltvandsindsprøjtning af talent med hver årgang, og sådan er det også her i 2020. Faktisk er det samlede niveau i år nogenlunde det samme som i 2019, hvilket vil sige, at der nok skal være noget, der kan bruges, men ikke noget, der kommer til at tage ligaen med storm.
Årets profiler
Der er igen i år ikke det der helt vanvittige RB-talent i draftklassen, som vi senest så i 2018, da Saquon Barkley blev draftet som nr. 2 overall, men der er dog tre spillere, som de fleste anser for at være valide bud på startere i ligaen. Den mest hypede lige nu er Georgias D’Andre Swift. Han har ikke den vildeste fart, og vil nok ikke lave bunker af home-run touchdowns i NFL, men han får produceret yards i de fleste situationer, takket være en solid evne til at læse blokeringer og modstandere samt udmærkede evner ift. at undvige tacklinger. Han kan formentlig også bidrage i kastespillet, omend hans evner til at blokere kan forbedres. Største svaghed er uden tvivl, at han har store fumble-problemer ift. hvad der normalt vil være acceptabelt i NFL. Spørgsmålet er, om han kan forbedre det på højeste niveau. På trods heraf er det alligevel lykkedes Swift at bevæge sig forbi Jonathan Taylor på de fleste rangerings-lister, selvom at Wisconsin-spilleren ellers har været blandt de meste produktive runnere gennem sin college-tid. Taylor har mere fart, når han kommer fri, og har derfor mulighed for konsekvent at løbe store muligheder hjem, men til gengæld har han nærmest ikke været brugt i kastespillet, og det er derfor meget usikkert, hvad han kan bidrage med i den væsentligste del af angrebsspillet. Derudover har han de samme fumble-problemer som Swift, og så er han faktisk blevet brugt så meget i college, at det kan skabe utryghed om hans langtidsholdbarhed. Langtidsholdbarhed kunne også blive en udfordring for Ohio States J.K. Dobbins, der er klassens tredje top-navn. Han er ganske vist ikke blevet brugt lige så meget som Taylor, men hans meget fysiske og kontante løbestil har det med at koste dyrt i længden. Dobbins har dog ikke haft de store skadesproblemer i college, og han er villig til at tage tæskene op igennem midten, som hans hold har brug for. Derudover er han klart den bedste af de tre i toppen til at holde fast i bolden. Hans problem er nok snarere, at det er lidt svært at få øje på de ekstraordinære elementer i hans spil. Dobbins er god til at gøre det han skal, men ikke mere end det. Derudover ser han heller ikke ud til at kunne være en game changer i kastespillet.
Selvom at de tre ovennævnte spillere måske er de bedste nye bud på en klassisk NFL-running back, er det måske i virkeligheden en fjerde mand, der er det mest interessante prospect i årets RB-klasse. Clyde Edwards-Helaire fra LSU er ganske vist lille, og kan derfor ikke forventes at kunne klare sig alene som bell-cow back, men han er klart den spiller, der har de bedste bevægelser og muligheder for at snyde forsvarsspillere i åbent spil. Derudover har han kvaliteter i kastespillet, som alle de tre topnavne mangler og hans sikkerhed med bolden i hænderne er solid. For nogle vil størrelsen dog være nok til at holde sig fra ham. I den modsatte ende af den skala har vi A.J. Dillon fra Boston College. Han er bygget som et mindre godstog, men har et vanvittigt atletisk niveau set ift. hans størrelse og tyngde. Derfor vil nogle mandskaber muligvis tro, at han kan blive en ny Derrick Henry, men her virker hans kreativitet ift. bevægelser og hans fart alligevel til at være for begrænset. Udover Edwards-Helaire og Dillon er der yderligere to talenter, som jeg har særligt øje på. Cam Akers fra Florida State har ikke de mest imponerende tal fra college, men i betragtning af, at han spillede bag en elendig o-line, er det egentligt imponerende, hvad han fik produceret. Hvis han ender det rigtige sted i NFL, er der en chance for, at han kan levere mere end vi hidtil har set, men det er ikke givet. Zach Moss fra Utah producerede derimod fint gennem sin universitets-karrieren, men han spillede også overfor Pac 12-konferencens tvivlsomme defensive enheder. Umiddelbart kunne han virke lidt som en mindre talentfuld udgave af Dobbins, men han har dog nogle kvaliteter i kastespillet og som blocker, der måske kan gøre ham mere interessant.
Slutteligt vil jeg nævne, at der i de senere runder kan være hold, der er på udkig efter deciderede kastespecialiserede backs, der kan agere ekstra sikkerhedsventil for deres quarterback, sådan som James White f.eks. har været det for Tom Brady. Skulle det være tilfældet, kan det være navne som Joshua Kelley fra UCLA, Antonio Gibson fra Memphis eller Anthony McFarland jr. (søn af ESPN-kommentatoren og den tidligere Colts-spiller Booger McFarland), der kommer i spil. Det er dog ikke sikkert, at nogen af dem ender som etablerede NFL-spillere.
Hvem går efter hvem?
Det er efterhånden gået op for NFL-holdene, at værdien af running backs i amerikansk fodbold ikke er, hvad den har været, og med årets udvalg, hvor evner i kastespillet er en mangelvare, er der en hvis sandsynlighed for, at ingen af de beskrevne prospects bliver valgt i 1.runde. Skulle det alligevel ske, kunne det være Titans (29.valget), der er på udkig efter Derrick Henrys fremtidige afløser, eller de forsvarende mestre fra Chiefs (32.valget), der slet og ret mangler en mere permanent løsning i deres backfield.
Skulle alle fortsat være på brættet efter dag 1, burde der til gengæld være afsætning til både Swift, Taylor, Dobbins og Edwards-Helaire i 2.runde. Udover de to allerede nævnte mandskaber, mangler hold som Dolphins og Jaguars helt klart alternativer til deres nuværende startere, mens Lions og Falcons måske ikke tør satse alt på hhv. Kerryon Johnsons og Todd Gurleys skrøbelige helbred. Derudover er der særligt to hold, som er interessante ift. senere valg. Steelers vælger nok ikke running back med deres første valg i draften i 2.runde, men James Conner har kontraktudløb efter 2020-sæsonen, så også her kunne en afløser komme på tale. Derudover ved vi, at Tom Brady er glad for at kaste til spillere bag line-of-scrimmage, og Buccaneers mangler en kasteorienteret back på holdkortet pt. En sådan kunne det sagtens tænkes, at de vil forsøge at finde via draften.
Hvis du vil læse mere om de forskellige spillere, kan jeg anbefale Gul Kluds artikler om de største talenter blandt running backs i årets draftklasse.
Red Zone Blog 