Cykling: Løbsoptakt 1 – Omloop Het Nieuwsblad

omloop

I dag åbnes den europæiske del af WorldTouren og dermed cykelsæsonen 2020 for alvor. Som vanligt er det en belgisk klassiker med en lang historie og tætte bånd til monumentet Flandern Rundt, der indleder det hele.

Med en historie, der går helt tilbage til 1945, kan man ikke bragte Omloop Het Nieuwsblad som en nyskabelse i cykelverdenen. Tværtimod har det kuperede brostensløb efterhånden længe markeret begyndelsen på forårets mange vanskelige 1-dagsløb, når det sammen med søsterløbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der køres søndag, har udgjort den såkaldte åbningsweekend, hvilket selvfølgelig også er tilfældet i år.

Omloop organiseres af den store belgiske løbsarrangør Flanders Classics og har haft sin nuværende status som WorldTour-løb siden 2017. De i alt 200 km bevæger sig som vanligt i en række rundstrækninger på kryds og tværs af sig selv, hvor rytterne skal forcere i alt 9 brostenspavéer og 13 stigninger, for hvilke det gælder, at flere af dem også inkluderer det vanskelige underlag. Med løbets sidste stigning placeret blot 13 km fra målstregen er det mest oplagt, at vi vil se en splittelse og derefter en mulig re-gruppering inden finalen, som højst sandsynligt kommer til at bestå af et enkelt sololøb til mål eller en mindre gruppe, der skal spurte om sejren. Hvis forholdene er ugunstige, kan vi dog også se en større gruppe med tungere og hurtige folk nå samlet frem til opløbet.

Sidste år blev det dog den mere forventelige opdelte afslutning vi fik, hvor der efter hårdt race hele dagen skete en større udskilning på de to sidste og afgørende stigninger. Her brød en mindre favoritgruppe med Greg Van Avermaet som det største navn fri og kørte mod målet i Ninove til noget, der lignede en oplagt spurtsejr til den forsvarende olympiske mester. Imidlertid var konkurrenterne tydeligt beviste om dette, hvorfor hjemmebanefavoritten selv måtte svare på de angreb, der kom i finalen. Det udnyttede Zdenek Stybar i sidste ende til at komme væk, og tjekken lykkedes med at holde til mål til en perfekt klassiker-sæsonstart for QuickStep. Van Avermaet måtte i stedet nøjes med at spurte sig til 2.pladsen foran Tim Wellens.

omlooprute

Ruten

Ruteændringen fra 2018 har som sagt været en stor succes, og derfor fastholdes denne model endnu engang. Faktisk er årets rute stort set identisk med den fra 2019.

Det hele begynder traditionen tro i Belgiens fjerdestørste by Gent, hvorfra rytterne bevæger sig sydpå i retning mod de østflamske Ardennere. Ruten frem til stigningerne og brostensvejene er kun ca. 40 km lang, hvorefter rytterne møder det første stykke brostensvej, lige inden at de passerer dagens første forhindring Leberg (1 km: 4,2 %: 13,8 %), der i Omloop er en af de helt centrale stigninger og i alt skal forceres tre gange. Stigningen markerer her starten på den første af de rundture, som ruten i Omloop benytter sig af. Indledningen er dog rimeligt ukompliceret, når rytterne kører vestpå til Flandern Rundt-målbyen Oudenaarde, hvor de efter 62 km drejer mod nord for godt 5 km senere at vende tilbage mod øst og dagens øvrige udfordringer. Her møder de efter ca. 75 km den korte stigning Den Ast (0,5 km: 4,7 %: 7,1 %), hvorefter ruten slår en lykke i nordlig retning, inden at det går sydpå mod stigningen Katteberg (1 km: 5 %: 11,4 %), der ligger ca. midtvejs i løbet. Efter denne stigning skal rytterne igennem et stykke vej med lidt over 3 km brosten, inden at de for anden gang krydser Leberg med ca. 90 km til mål. Herefter følger en tur nordpå mod Velzeke, der nås med ca. 80 km til mål, hvorefter det går syd på igen over først Rekelberg (0,8 km: 4 %: 9 %) og derefter Valkenberg (0,5 km: 8,1 %: 12,8 %). Derpå drejer rytterne mod vest og afslutter rundturen lige syd for Leberg.

Herefter begynder finalen, der kombinerer de traditionelle Omloop-stigninger med den nye afslutning fra 2018. Med ca. 55 km til mål rammer rytterne Wolvenberg (0,7 km, 7,9 %: 17,3 %), der er en af de klassiske forhindringer i området, som også plejer at spille en rolle i mange af de øvrige brostensløb. Herefter følger en strækning på lidt over 10 km med næsten 2 km på brosten, inden rytterne rammer den stigning, der tidligere var løbets vartegn og scene for de afgørende dueller. Molenberg (0,5 km: 7 %: 14,2 %) er ikke lang, men modbydeligt stejl, og da stigningen samtidig er brostensbelagt, vil vi med stor sandsynlighed se et udspil blandt favoritterne her, selvom der fortsat er lidt over 40 km til mål. Efter Molenberg følger endnu 5 km med 2 km på brosten inden Leberg passeres for tredje og sidste gang. Herefter ville rytterne tidligere have kørt tilbage mod startbyen Gent, men i stedet for ca. 30 km nordpå indtil mål, der godt nok ville indeholde nogle brostensstykker men altovervejende ville være flade, fortsætter ruten i stedet mod øst. Med 32 km til mål rammer rytterne Berendries (0,9 km: 7,0 %: 12,3 %) for bare 2 km senere at møde Elverenberg-Vossenhol (1,3 km: 3,6 %: 9 %), der er lidt længere men knap så stejl som mange af de øvrige forhindringer. Fra toppen af denne stigning er der ca. 28 km til mål, og herfra køres der så godt 10 km sydøst på til Geraardsbergen, hvor løbets afgørelse muligvis skal findes. Med blot 18 km til mål skal rytterne nemlig forcere rutens mest berømte stigning. Muur van Geraadsbergen, Kapelmuur eller slet og ret Muren (1,0 km: 9,2 %: 20 %) udgjorde i næsten 40 år den afgørende scene i Flandern Rundt, og efter en mindre nedtur siden ruteændringen i det flamske monument i 2012, har den grumme stigning virkelig fået genoprettet sin status. Ligesom i den gamle Flandern-afslutning skal rytterne efter Murens stejle og smalle vej samt dens svære nedkørsel en tur over søsterstigningen Bosberg (1,35 km: 5 %: 11 %), inden at turens sidste 13 km går nedad og yderligere mod øst af en primært flad rute til målbyen Ninove.

Favoritterne

Omloop er sammen med E3 den vigtigste generalprøve på Flandern Rundt, hvorfor det i høj grad er de ryttere, der har det flamske monument om en lille måneds tid som mål, der også vil forsøge at gøre sig her. Den tidlige placering gør dog, at nogle profiler, som f.eks. Peter Sagan, endnu engang har valgt at udskyde deres klassiker-sæsonstart til senere, mens at andre som f.eks. Mathieu Van der Poel er blevet ramt af sygdom. Det er dog stadig et solidt favoritfelt, der ruller ud på brostenene i dag.

Med Van der Poels afbud vil jeg pege på den olympiske mester Greg Van Avermaet som den største favorit. Belgieren har set stærk ud i både Valencia Rundt og Algarve Rundt her i februar, og kan han videreføre den form, er han mit klart bedste bud på, hvem der kommer først over stregen i Ninove. Udover sin egen gode optakt, vil han i år have Matteo Trentin ved sin side, og selvom at italieneren ikke er kommet lige så godt fra start som i 2019, vil han med al sandsynlighed være en bedre støtte end noget af det Van Avermaet oplevede sidste år.

Den største trussel kommer formentlig QuickStep, der endnu engang stiller med et skræmmende stærkt hold bestående af flere gode vinderbud. Deres primære kort er i mit hoved fortsat den forsvarende vinder Zdenek Stybar, der kan denne disciplin til fingerspidserne, men rygterne vil vide, at Yves Lampaert især har set skræmmende ud ved træningssessionerne op til løbet. Derudover fortsætter Bob Jungels sit forsøg på at udvikle sig som brostensrytter, og så bliver det med danske briller enormt spændende at se, om Kasper Asgreen, der også er startet året solidt, kan levere noget a la det, der sidste år gav en 2.plads i Flandern Rundt.

Som et tredje vinderbud vil jeg pege på Tiesj Benoot. Belgieren så rigtig stærk ud i sidste års udgave, lige indtil at han kørte ind i en terrasse-trappe, og han vil således helt sikkert gerne ud og vise sit nye hold Sunweb, at han skal prioriteres i lige så høj grad som Michael Matthews, når det kommer til forårsløbene. Netop Matthews har valgt at udskyde sin start lidt mere end først ventet, hvorfor vi må undvære ham denne weekend. Det giver måske lidt plads til danske Søren Kragh som Benoots primære hjælper, der samtidig har en del at revanchere oven på et skidt 2019.

Det største danske navn i løbet er uden tvivl Mads Pedersen, der kører sin første brostensklassiker i VM-trøjen denne weekend. Det store spørgsmål her bliver naturligvis, hvordan den unge dansker håndtere det pres, og det er umiddelbart svært at sige, vurderet ud fra hans hidtidige resultater i år. Trek har dog også et andet rigtig stærkt kort i Jasper Stuyven, som måske kan udnytte opmærksomheden omkring Pedersen. Belgieren har desuden den fordel, at han er en af de hurtigere i en evt. reduceret spurt.

For Lotto-Soudal er brostensløbene selvfølgelig et afgørende mål, hvor det ikke mindst handler om at vise sig overfor rivalerne fra QuickStep. Problemet er dog, at holdet står noget svagere til denne weekends Omloop efter tabet af Benoot. Bedste bud er nok Tim Wellens, der blev nr. 3 sidste år, selvom at han mest er kendt som Ardenner-rytter. Den solide belgier er bare grundlæggende ret ustabil i sine præstationer. Den hjemvendte legende Philippe Gilbert er også til start, men han har været syg i sæsonoptakten og har selv meldt ud, at han ikke er på 100% endnu.

EF Pro Cycling er faktisk et af de hold, der set over hele truppen har flest spændende navne, når det kommer til brostenene, men til Omloop har det amerikanske mandskab valgt at spare flere af profilerne, så som Alberto Bettiol og Sebastian Langeveld. Det betyder, at det er op til Sep Vanmarcke at levere det helt store resultat. Han er fortsat betragtet som en af de bedste teknikere på det svære underlag, men hans manglende afslutningsevner gør, at det efterhånden er svært at tro på ham som vinder. I et alternativt scenarie kan den nytilkomne Jens Keukeleire være en outsider, men hans primære rolle bliver nok at hjælpe Vanmarcke frem til finalen.

En der til gengæld har en god afslutning i en reduceret finale er Oliver Naesen. AG2R’s brostenskaptajn vil derfor have rigtig gode muligheder, hvis han kommer til mål blandt de forreste. Problemet er dog, at han i høj grad selv skal køre sig frem hertil, da han ikke i samme grad som konkurrenterne har stor kvalitet blandt sine hjælpere.

Sidste år blev titelforsvaret i Omloop en kæmpe skuffelse for Michael Valgren, der var plaget af eftervéerne fra et sygdomsforløb samt overtræning. Derfor bliver det virkelig interessant at se, hvordan NTT-rytteren kommer fra start i år, og indtil vi får set hans niveau, er han et meget stort spørgsmålstegn. Bjarne Riis’ nye sydafrikanske hold har også Edvald Boasson Hagen til start, men nordmandens sidste gode resultat i en kuperet brostensklassiker ligger efterhånden langt tilbage.

Løbets måske største joker er Jumbo-Vismas Wout Van Aert. Den tidligere cross-verdensmester, der fortsat er relativ nylig tilbagevendt til cyklingen efter hans frygtelige styrt i sidste års Tour, havde oprindeligt planlagt at springe åbningsweekenden over, men frygten for, at næste weekends Strade Bianche bliver aflyst pga. coronavirus-udbruddet i Italien, har fået belgieren til at ændre sæsonplaner. Derudover bliver det også spændende at følge hans holdkammerat Mike Teunissen, der skal følge op på et vanvittig godt 2019.

Slutteligt vil jeg lige vende Alexander Kristoff. Det er på ingen måde oplagt, at den store og erfarne nordmand vinder i dag, men så sent som sidste år viste han, hvor stærk han kan være efter et langt og kuperet løb, da han kørte top 5 i Flandern Rundt. Finder han samme ben i årets Omloop, vil han givetvis være med fremme, ligesom at han måske endda kan køre med om sejren, hvis en lidt større gruppe skulle komme samlet til mål.

Mine vinderbud: Greg Van Avermaet (CCC Team), Zdenek Styber (Deceuninck-QuickStep) og Tiesj Benoot (Team Sunweb)

  • Løbsnavn: Omloop Het Nieuwsblad
  • Løbstype: Kuperet brostensklassiker
  • Kørt første gang: 1945 (årets udgave er løb nr. 75)
  • Startby: Gent
  • Målby: Ninove
  • Længde: 200 km
  • Vigtigste rutepunkter: Leberg (42 km, 111 km, 165 km), Molenberg (158 km), Muur van Geeradsbergen (183 km) og Bosberg (187 km)
  • Flest sejre: Ernest Sterckx, Joseph Bruyere og Peter Van Petegem med hver 3 sejre
  • Sidste års vinder: Zdenek Stybar (Deceuninck-QuickStep)

Omloop Het Nieuwsblad vises på Eurosport 2 fra kl. 14.00 lørdag d. 29.februar

Skriv en kommentar