NFL: Sæsonanalyse – Black Monday 2019

Vi nærmer os afslutningen på NFL-sæson nr. 100. En sæson, der til fulde har levet op til forventningerne, og derfor lover rigtig godt for det kommende slutspil.

Inden at vi når så langt skal vi på søndag d. 29.december dog lige have spillet årets sidste grundspilskampe. Herefter vil 32 hold officielt blive skåret ned til 12 i kampen om årets mesterskab, hvorfor der således er 20 mandskaber for hvem sæsonen allerede er slut. De hold, for hvem sæsonen slutter på søndag, vil omgående begynde forberedelsen til næste år, og den første beslutning der skal tages er, hvorvidt den nuværende cheftræner fortsat er den rette til at lede mandskabet fra sidelinjen. Derfor vil vi traditionen tro se fyringer, herunder også blandt cheftrænernerne, mandag d. 30.december eller ”Black Monday” som mandagen efter grundspillets afslutning kaldes i NFL-verdenen.

Det er selvfølgelig langt fra alle cheftrænere, der skal frygte for deres job. Generelt kan man sige, at hvis et af følgende 3 kriterier gør sig gældende, bør der ikke være nogen fare for en trænerfyring:

1. Sæsonen har været en sportslig og spillemæssig succes.

2. Cheftræneren blev ansat inden årets sæson og præstationerne har indeholdt blot et minimum af fremskridt og perspektiv.

3. Der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og cheftræneren om, hvorfor holdets niveau er, hvor det er, og at cheftræneren er en del af løsningen ift. at løfte niveauet.

På den baggrund burde følgende nuværende cheftrænere være sikre, medmindre de selv vælger at træde tilbage:

• Bill Belichick (New England Patriots)

• Sean McDermott (Buffalo Bills)

• Brian Flores (Miami Dolphins)

• John Harbaugh (Baltimore Ravens)

• Mike Tomlin (Pittsburgh Steelers)

• Bill O’Brien (Houston Texans)

• Mike Vrabel (Tennessee Titans)

• Frank Reich (Indianapolis Colts)

• Andy Reid (Kansas City Chiefs)

• Jon Gruden (Oakland Raiders)

• Vic Fangio (Denver Broncos)

• Doug Pederson (Philadelphia Eagles)

• Matt LaFleur (Green Bay Packers)

• Mike Zimmer (Minnesota Vikings)

• Matt Nagy (Chicago Bears)

• Sean Payton (New Orleans Saints)

• Bruce Arians (Tampa Bay Buccaneers)

• Kyle Shanahan (San Francisco 49ers)

• Pete Carroll (Seattle Seahawks)

• Sean McVay (Los Angeles Rams)

• Kliff Kingsbury (Arizona Cardinals)

Således er der 11 trænersæder, der ifølge min analyse kan ende med at vælte under deres nuværende ejermand på mandag eller kort tid derefter. Jeg har inddelt trænersæderne i 3 kategorier. Den første er dem, hvor den oprindelige cheftræner allerede er blevet fyret. Dernæst kommer de nuværende cheftrænere, som jeg er helt overbevist om skal se sig om efter et nyt job efter på næste mandag. Endelig er der dem, hvor jeg tror, at det kan gå begge veje, men hvor jeg nok altovervejende hælder til, at de bliver siddende.

Allerede fyrede/Midlertidige trænere:

Jay Gruden/Bill Callahan (Washington Redskins)

– Gruden blev årets første offer efter blot 5 kampe, og selvom at han under tiden har haft meget svære arbejdsbetingelser i hovedstaden, var det nok på tide med noget luftforandring hos Redskins. Den erfarne Callahan har efterfølgende faktisk gjort det fint som vikar, men der er nok ikke nogen, der for alvor tror på ham som en permanent løsning. Det mest interessante er derfor snarere, om Dan Snyder vælger at lave en total hovedrengøring og endelig skille sig af med den udskældte holdpræsident Bruce Allen. Det vil muligvis være det, der kan åbne døren for, at Redskins kan lande et virkelig stærkt navn som ny cheftræner, der måske også kan få frihed til i højere grad selv at sammensætte truppen end det tidligere har været tilfældet. Det kræver dog også, at Snyder selv er villig til at træde mere i baggrunden end tidligere, hvilket desværre kan virke ret tvivlsomt.

Ron Rivera/Perry Fewell (Carolina Panthers)

– Min holdning er, at Rivera egentlig er en ganske udmærket træner, der nok først og fremmest blev ofret fordi David Tepper gerne vil sammensætte sit eget trænerteam, der også deler hans begejstring for analytics og andre moderne tiltag inden for sporten. I forlængelse heraf ser jeg også udelukkende Fewell som en overgangsfigur. Spørgsmålet hos Panthers er derfor også først og fremmest, om der sker andre udskiftninger i offseason. General Manager Marty Hurney er indtil videre blevet fredet, men hvis han og holdejeren ikke kan blive enige om den fremtidige strategi og valget af ny cheftræner, kan det sagtens tænkes, at der også sker et skift på den centrale post på ledelseskontoret i Charlotte, når Tepper-æraen for alvor begynder i 2020.

De brandvarme trænersæder:

Doug Marrone (Jacksonville Jaguars)

– Udskiftningen er sådan set allerede gået i gang med fyringen af den uofficielle sportslige chef Tom Coughlin, og for mig peger alt i retningen af, at Marrone og general manager David Caldwell følger efter, når sæsonen er forbi. Det vil også være den mindst mulige overraskelse, da manden, der fik tildelt ansvaret i slutningen af 2016-sæsonen altovervejende har været en skuffelse som øverste mand på sidelinjen. Der var selvfølgelig succesåret 2017, men dette synes efterhånden som evigheder siden, og de mange dårlige personelbeslutninger samt de vedvarende konflikter i omklædningsrummet har efterhånden til fulde afsløret Marrone som en mand, der ikke er i stand til at skabe en sund kultur i det lange løb. Derfor vil Shahid Khan formentlig genstarte sit hold fuldstændig med udgangen af sæsonen.

Dan Quinn (Atlanta Falcons)

– Der er nogen, der er begyndt at tale for endnu en sæson til Quinn, efter at hans afgivelse af de defensive spilkald midtvejs i sæsonen i hvert fald til dels har løftet Falcons niveau. Jeg tror dog fortsat ikke på, at han kan overleve den store skuffelse, som årets resultat har været, også selvom at han har en Super Bowl-deltagelse med holdet på sit CV. Der har simpelthen bare været for mange tilbageslag på trods af en talentfuld (og dyr) spillertrup inklusiv profiler som Matt Ryan, Julio Jones, Grady Jarrett og Deion Jones. Hvis Quinn ryger, betyder det forhåbentlig også et farvel til Dirk Koetter, der har været en lige så stor katastrofe som offensiv koordinator som han var som cheftræner hos Buccaneers. Og så er det spørgsmålet, om der også vil blive skiftet ud på ledelseskontoret, hvor general manager Thomas Dimitroff for nogle i hvert fald hænger sammen med den nuværende cheftræner. Om Arthur Blank deler denne holdning må vi se efter næste søndag.

Jason Garrett (Dallas Cowboys)

– Det lader til, at det endelig er gået op for Jerry Jones, at Garrett ikke er manden, der kan genskabe tidligere tiders succes hos hans elskede Cowboys. Nederlaget til Eagles, der formentlig koster pladsen i slutspillet, var nok det sidste søm i kisten, og selv hvis resultaterne på søndag falder ud, så holdet alligevel når de afgørende kampe, har jeg svært ved at se Garrett overleve. Jones har været for åbenlys om sine intentioner offentligt, og det er heller ikke et år for sent med tanke på, at Cowboys lige nu ligner et meget talentfuldt hold, der dog bliver holdt tilbage af de beslutninger, som trænerstaben træffer omkring spilkald og kampstyring, og sådan har det i bund og grund været hele Garrets tid som cheftræner. Det eneste der kan redde ham er, hvis Jones i sidste ende fortsat foretrækker en mand, der er 100 % loyal overfor hans idéer om, hvordan et football-hold skal spille og ledes. En stor udfordring kan nemlig blive at finde en ny mand med samme ærbødighed overfor den almægtige Jones, medmindre holdejeren endelig er villig til at give lidt af kontrollen fra sig.

Freddie Kitchens (Cleveland Browns)

– Det er sjældent, at en træner ryger efter en sæson, men det skete sidste år med Steve Wilks hos Cardinals (hvilket lige nu ligner den rigtige beslutning), og i år ligner Wilks’ nuværende chef et godt bud på den næste mand, der kan lide denne skæbne. Det er selvfølgelig ikke Kitchens’ skyld alene, at Browns inden sæsonen af mange (inklusiv undertegnede) blev hypet op til meget mere end holdet har kunnet bære, og det er heller ikke fordi at den samlede sæsonresultat tåler nogen sammenligning med tidligere katastrofer i Cleveland. Men når der er så meget splid, uro og udisciplineret opførsel i en spilletrup, som tilfældet er hos Browns lige nu, så tyder det på, at cheftræneren slet ikke formår at løfte opgaven. Lægger man dertil, at holdejer Jimmy Haslam, general manager John Dorsey og den overordnede strategi-guru Paul DePodesta allerede har et indgående kendskab til Kitchens efter hans halve år som offensiv koordinator i 2018, kan jeg godt se dem trække stikket på ham allerede i år. Specielt hvis det for Dorseys og/eller DePodestas vedkommende kan betyde, at de kan redde deres jobs.

De vaklende trænersæder, der måske bliver stående:

Pat Shurmur (New York Giants)

– Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle placere Shurmur i denne eller den overstående kategori, men de seneste par ugers positive tendenser, kombineret med at holdet i den samme periode har måttet sige farvel til en rutineret (omend problematisk) profil som Janoris Jenkins, er jeg endt med at tro på, at han har reddet sig endnu en sæson. Noget har ellers peget i retning af, at Shurmur måske ikke har evnerne til at lede et NFL-hold, og at general manager Dave Gettleman måske ville skille sig af med ham for at redde sig selv. Lige nu synes jeg dog, at pilen peger mod endnu en sæson til Shurmur i New York, der således får chancen for at bevise, at han kan mere og andet end at lægge en god offensiv gameplan. Jeg er dog fortsat i tvivl om, hvorvidt han kan få succes fremadrettet, da jeg virkelig frygter, at Gettlemans manglende kvaliteter ift. at sammensætte en god trup, vil ødelægge hvilken som helst cheftræners mulighed for at skabe resultater hos Giants.

Anthony Lynn (Los Angeles Chargers)

– Det er fortsat ikke helt klart for mig, om Lynn er en udmærket cheftræner, der har haft rigtigt mange ting imod sig i denne sæson, eller om det mere var hans spilleres ekstraordinære præstationer sidste år, der førte Chargers i slutspillet på trods af manglerne på sidelinjen. Der er dog mere og mere, der tyder på, at Lynn har nogle klare mangler som leder, der på trods af skader til centrale spillere som Derwin James, og Philip Rivers tydelige tilbagegang pga. fremskreden alder har spillet en rolle ift. sæsonens skuffende resultat. Det handler ikke mindst om hans mangelfulde beslutninger i afgørende situationer, der har ført til nederlag i flere af holdets mange tætte kampe. Lynn har dog også vist vilje til at tage konsekvenserne af spillemæssige problemer og f.eks. skifte ud i sin trænerstab for at løse disse. Det kan derfor gå begge veje efter på mandag, men med en uundgåelig udskiftning på quarterback-positionen på vej, ville det måske give god mening også at starte forfra på cheftrænerposten.

Zac Taylor (Cincinatti Bengals)

– Det er som tidligere nævnt meget sjældent at en træner går 1-and-done, og med Bengals’ tidligere historik mht. loyalitet ift. deres cheftrænere, virker det selvfølgelig ikke særlig sandsynligt, at Taylor skulle være færdig efter blot en sæson. Her vil jeg dog indvende, at 1-15 aldrig er et acceptabelt resultat, og der har været nogle ting omkring ikke mindst motivationsniveauet på holdet, som for mig gør, at jeg ikke umiddelbart er positiv omkring Taylor som cheftræner. Imidlertid tror jeg, at den enlige sejr kan være det der gør forskellen, og derfor får den tidligere Sean McVay-assistent nu chancen for at udvikle sin egen quarterback, hvis Bengals som ventet vælger Heismann Trophy-vinderen Joe Burrow fra LSU med 1.valget i 2020-draften.

Adam Gase (New York Jets)

– Det meste peger i retningen af, at Gase får minimum et år mere, og igen er det sjældent at en cheftræner kun får lov at blive siddende en enkelt sæson. Johnson-familien har da som udgangspunkt også garanteret Gase’ hans job, men jeg har alligevel valgt at tage ham med, da jeg synes, at der simpelthen er så meget dysfunktionalitet hos Jets lige nu, at det burde få holdejerne til at overveje, om de har den rigtige mand til at stå i spidsen på sidelinjen. Specielt, når der er tale om en mand, der også tidligere har formået at skabe en enorm usund kultur andre steder i ligaen, hvor han har haft det overordnede ansvar. Det Jets-fans kan klynge deres håb til er, at general manager Joe Douglas først er kommet til efter Gase’ ansættelse, og derfor kan han måske sætte foden ned og kræve at få lov at ansætte sin egen mand. Det er dog nok noget usandsynligt med tanke på de udmeldinger, som The Johnsons er kommet med indtil nu.

Matt Patricia (Detroit Lions)

– Hvor at det nok i forvejen er tvivlsomt, at jeg sætter spørgsmålstegn ved Gase’ fremtid i New York, virker det nok helt håbløst, at jeg betvivler Patricias position i Detroit, når både han og general manager Bob Quinn for ganske nylig er bliver garanteret deres job i 2020 af Martha Ford og resten af ejerkredsen. Når jeg alligevel tillader mig at tage projekt Patriots 2.0 med på listen her, er det fordi, at jeg har givet op på det, og har meget svært ved at forstå, at Ford-familien ikke har gjort det samme. Det er klart, at Staffords skade har betydet meget, og at det egentlig så fornuftigt ud inden da, men denne moderate succes bør tilskrives Darrell Bevell og den nye tilgang til angrebet, som han har bidraget med. Faktum er, at Patricia har svigtet fuldstændig ift. at skabe et top-forsvar, hvilket ellers burde være hans spidskompetence. Derudover har han tilsyneladende store problemer med at motivere sine spillere, hvilket ikke er et nyt fænomen hos tidligere Belichick-assistenter. Han får som sagt et år mere, men med tilføjelsen fra ledelsen om, at Lions skal i playoffs næste år, er Patricia allerede nu min favorit til at være første mand med en fyreseddel i løbet af 2020-sæsonen.