Efter en sæson, der druknede fuldstændig i skader og andre former for uheld, skal Falcons og ikke mindst holdets cheftræner nu bevise, at niveauet fortsat er til at vinde et mesterskab.
2018-sæsonen og offseason
Hvis der var nogen, der kunne tale om, at de havde et ulykkesår fra helvede sidste år, så var det godt nok Atlanta Falcons. Allerede fra og med åbningskampen mod de forsvarende mestre Eagles haglede skaderne ned over det ellers så lovende forsvar, der var udset til at kunne blive en sæsonens helt store oplevelser. Det satte lynhurtigt nogle klare begrænsninger for, hvad holdet kunne præstere rent defensivt, og det var en afgørende faktor ift. at cheftræner Dan Quinns tropper tabte fire af de første fem kampe. I spiluge 6 lykkedes det dog at vinde over divisionsmodstanderen Buccaneers og med en sejr over Giants ugen efter kunne holdet trods alt gå på sæsonpause med en 3-4 record.
Efter friugen blev det til endnu en sejr over Redskins, og det begyndte måske at se ud som om, at slutspillet fortsat var en mulighed. Det håb blev dog ødelagt over de næste fem uger, hvor skadesproblemerne igen blev tydelige, og Falcons endte faktisk med at tabe samtlige af disse opgør. Således var slutspilsdrømmen definitivt forduftet, og det var som sådan også forståeligt nok i en sæson, hvor de mange savnede profiler på forsvaret gjorde, at defensiven statistisk set var skidt placeret i stort set samtlige væsentlige kategorier. Så hjalp det ikke, at Matt Ryan og offensiven faktisk endnu engang spillede fremragende, omend det mest var gennem luften at angrebet virkede, da uheldene med skader også gik udover den bedste af holdets running backs. Atlanta-mandskabet viste dog god moral ved at vinde de sidste tre kampe, afslutte med en 7-9 record og dermed trods alt slutte som nr. 2 i divisionen.
Efter grundspillets afslutning blev det dog klart, at ikke alt blev betragtet som værende velfungerende i organisationen. Især beskyttelsen af Ryan og holdets øvrige offensive profiler havde ikke været god nok, og derfor blev en styrkelse af den offensive linje den helt store prioritet ved årets draft, hvor Falcons endte med at bruge hele to 1.runde-valg på nyt blod til o-linen. Derudover har offseason især budt på investeringer i det forreste forsvar, der helt klart har haft brug for en opgradering ift. presspillet, hvis mangler ikke blot har kunnet forklares med skader. Endelig tog Quinn og sportsdirektør Thomas Dimitroff en lidt hård beslutning ift. førstnævntes assistenter, hvilket tyder på, at holdejer Arthur Blank ikke er helt tilfreds med sin cheftræner på trods af, at det kun er lidt over to år siden, at han førte holdet til en Super Bowl. I hvert fald blev både Steve Sarkisian og Marquand Manuel fyret som koordinatorer, hvilket må siges at være voldsomt med tanke på, at angrebet faktisk var hæderligt sidste år, og at forsvaret var så ramt af skader som tilfældet var. På forsvaret har Quinn i stedet valgt selv at påtage sig ansvaret for spilkaldene, omend der er tiltænkt en særlig rolle til bagkæde-træneren Jerome Henderson, der har været hos holdet som specialtræner siden 2016. På angrebet vender den netop fyrede Buccaneers-cheftræner Dirk Koetter tilbage til det job, han havde i perioden 2012 til 2014, hvor han faktisk også havde en del succes i samarbejde med Ryan. Koetter var desuden medansvarlig for et angreb i Tampa sidste år, der om ikke andet var ret eksplosivt, så det kan sagtens tænkes at være et udmærket match med ham som offensiv koordinator.
Angrebet
Det er tilsyneladende stadig ikke gået helt op for folk, men Matt Ryan er en af de bedste quarterbacks i NFL. Om det er fordi, at han spiller i division med Drew Brees, fortsat mangler en titel eller bare er fordi, at alle er forblændet af hans tidligere koordinator Kyle Shanahans evner, ved jeg ikke, men faktum er, at Falcons’ quarterback sidste år præsterede på et niveau, der statistisk set lå meget tæt på hans MVP-sæson fra 2016. Han producerede 4.924 yards, ramte på 69.4 % af sine kast, scorede 35 touchdowns og havde kun 7 interceptions, hvilket gav en rating på imponerende 108.1. Alt dette vel at mærke på trods af en offensiv koordinator, der nok ikke helt var opgaven voksen og den modgang, som hans hold generelt mødte sidste år. Derfor bør 34-årige Ryan efterhånden regnes med til eliten blandt ligaens spilstyrere, og Falcons bør i realiteten betragtes som mesterskabsaspiranter, så længe at han er på banen.
Ryan er dog også velsignet med en af ligaens absolut bedste receiver-grupper. Meget af opmærksomheden centrere sig naturligvis om Julio Jones, der fortsat er en af ligaens absolut bedste spillere, hvilket han til fulde demonstrerede sidste år med hele 1.677 yards og 8 touchdowns. Jones har i offseason rundet de 30, men der bør fortsat være en del gode år i ham endnu, da hans kombination af fysisk styrke, spilforståelse og sikre hænder på højeste niveau er kvaliteter, der er væsentligt mere holdbare, end hvis han bare overlevede på hurtighed. Med så vild en atlet på banen er det klart, at Jones tager meget af modstanderens opmærksomhed, hvilket så giver plads til de to meget dygtige 2.recievere Mohamed Sanu og Calvin Ridley. Begge havde over 800 yards i 2018, og mens Ridley, der var rookie sidste år, leverede hele 10 touchdowns, var den rutinerede Sanu som vanligt en hel vanvittig god ekstra mand at have i blokeringsspillet. Læg dertil tight enden Austin Hooper, der efterhånden også er blevet et solidt våben og sidste år var Ryans næstmest anvendte receiver med 71 grebne bolde, og det begynder at blive tydeligt, hvor eksplosivt Falcons’ kasteangreb potentielt set er.
En forudsætning for, at Ryan kan få bolden i hænderne på sine receivere er dog naturligvis, at den offensive linje har en hvis kvalitet. Her har der som sagt tydeligvis været et ønske om forandring, for tre ud af fem startere er blevet skiftet ud ift. sidste sæson, hvilket også gør niveauet noget usikkert. Veteranen Alex Mack er her dog fortsat, og han er stadig klart blandt ligaens bedste centere, mens at Jake Matthews også er en glimrende mand at have på venstre tackle til at dække Ryans blind side. Det kan dog meget vel blive de to tilbageværende startere fra sidste år, der må bære en stor del af ansvaret for venstre side, da den nytilkommende James Carpenter, der er den forventede første mand på guard-positionen i mellem Mack og Matthews, ikke lige frem havde et imponerende 2018 hos Jets. Dertil kommer højresiden, der øjensynligt skal udgøres af de to rookies, de begge blev valgt i 1.runde af årets draft. Den 22-årige guard Chris Lindstrom virker her som et rimeligt sikkert kort, der kan gøre en solid forskel fra dag 1. Til gengæld har tacklen Kaleb McGary noget mere at arbejde med ift. sin teknik, samtidig med at han også har skullet kæmpe sig tilbage fra en mindre hjerteoperation i offseason. Den er den 24-årige McGary dog kommet sig over så hurtigt, at han faktisk nåede at spille den sidste preseason-kamp, og det må i sig selv siges at være respektindgydende.
Hvor kasteangrebet grundlæggende fortsat var imponerende i 2018, var offensiven på jorden til gengæld meget skuffende, hvilket desværre også havde en del med skadesproblemer at gøre. Den normale starter Devonta Freeman, der plejer at være gennemført solid, spillede kun to kampe sidste år, inden at han gik i stykker, og hans makker gennem de sidste mange sæsoner Tevin Coleman kunne ikke helt udfylde rollen som starter alene. I offseason er Coleman rejst videre til 49ers, mens Freeman derimod nu er tilbage og har erklæret sig klar til igen at være det primære løbevåben. Den 27-årige running back er egentlig alsidig nok til at tage de fleste snaps, men han har som sagt fungeret bedst i samarbejde med en anden. Derfor bliver det interessant at se, om 2.årsspilleren Ito Smith, der vikarierede for Freeman sidste år, kan udvikle sig og overtage rollen som rotationsspiller.
Forsvaret
Selvom at der ikke var meget at skrive hjem om på forsvaret sidste år pga. de massive udfordringer med skader, var der faktisk en statistik, hvor Falcons var ganske godt med. Atlanta-mandskabet var nemlig ganske gode til at tage bolden fra modstanderen, og det skyltes ikke mindst en rookie, der med hele 7 interceptions delte titlen som NFL’s bedste ballhawk sidste år. Det var ikke alt i Damontae Kazees spil, der var perfekt, men han fik dog vist så meget, at Quinn har valgt at prøve ham af som slotcorner i år. Dette valg skyldes også til dels, at der ikke ville blive plads til Kazee på positionen som safety i år med den normale starter-duo Keanu Neal og Ricardso Allens tilbagevenden efter at de begge var blandt de spillere, der fik 2018 ødelagt. Neal og Allen har en klar arbejdsfordeling med førstnævnte som det fremadrettede våben og sidstnævnte som den sikre sidste skanse. Hvis begge to samt Kazee er på toppen i år, kan det blive rigtigt svært at kaste mod midten af Falcons-defensiven. Til gengæld er situationen på cornerback noget mere usikker. Desmond Trufant er fortsat blandt ligaens bedre startere, men til gengæld er både Brian Poole og Robert Alford nu fortid i Atlanta. Det efterlader 2.årsspilleren Isaiah Oliver som det stærkeste kort, men selvom at han viste lovende takter som rookie, skal han gerne se endnu bedre ud i år, hvis ikke at han skal udgøre et blødt punkt i bagkæden. Den mere erfarne Blidi Wreh-Wilson kan måske bidrage momentvis, men er ikke en gangbar løsning som fast mand.
Den spiller, der nok var mest savnet i 2018, var helt klart Deion Jones. Den 24-årige linebacker befinder sig lige under Luke Kuechly og Bobby Wagner i rangeringen af spillerne på sin position i ligaen, og med ham tilbage i år, har Falcons igen deres forsvars hjerte og hjerne, der bevæger sig fantastisk over hele banen, tackler fremragende og er en solid force i opdækningen. Jones’ tilbagekomst betyder også, at der bliver mindre pres på hans faste makker De’Vondre Campbell, der sidste år tydeligvis led under, at skulle bære de primære ansvar for midten af banen. Derudover vil der formentlig blive plads til 2.årsspilleren Foyesade Oluokun og 3.årsspilleren Jermaine Grace i rotation, når der er behov for ekstra linebackere på banen.
Et problem, som dog ikke kunne tilskrives skaderne, var, at pass rushet fortsat havde sine klare begrænsninger. Derfor hviler der et meget stort pres inden årets sæson på de to tidligere højtrangerede draftvalg Vic Beasley og Takkarist McKinley, der med hhv. 5 og 7 sacks sidste år, fortsat har svært ved at levere som startere på ydersiderne. Beasley havde en fantastisk sæson i 2016, men har slet ikke kunne følge op på det siden, mens McKinley bare ikke har været den force, som det var forventet. Sidstnævnte er dog kun 23, så han burde om ikke andet fortsat kunne udvikle sig. Derudover kan det give en samlet forbedring af presspillet fra kanten i år, at den rutinerede situations-rusher Adrian Clayborn er tilbage i Atlanta, efter at han var med til at vinde Super Bowl med Patriots sidste år. Til gengæld er den tidligere Seahawk og Raider Bruce Irvin, der på bare en halv sæson trods alt nåede at bidrage med 3.5 sack, rejst videre til divisionsrivalerne Panthers.
Udover tilgangen af Clayborn er det også en fordel, at Falcons er mere end almindeligt stærke, når det handler om at pass rushe op igennem midten. Grady Jarrett, der i offseason skrev under på en velfortjent kontraktforlængelse, har på trods af sit udgangspunkt som løbespecialist, udviklet sig til en næsten lige så solid presspiller, der sidste år leverede 6 sacks. Det samme gjorde den rutinerede Jack Crawford, der i oplagte kastesituationer stillede op ved siden af Jarrett og udnyttede den plads, som hans unge holdkammerat skabte. Crawford kommer i år til at rotere med en anden erfaren herre i form af Allen Bailey, der er kommet til fra Chiefs og ligesom de to andre startere både har kvaliteter imod løb og kast. Samtidig har Quinn og co. også to solide løbeeksperter i form af 2.årsspilleren Deadrin Senat samt den nytilkommende Tyeler Davidson, der hentet hos divisionsrivalerne Saints. Således ser Atlanta-mandskabets defensive linje faktisk rigtig godt besat ud, og den kan måske blive den x-factor, der giver holdet et skub op blandt de bedste defensive enheder i NFL.
Konklusionen
Jeg sidder lidt med samme følelse omkring Falcons, som jeg gjorde sidste år inden sæsonstarten, og så alligevel ikke helt. De har holdet som helhed og ikke mindst quarterbacken til at nå rigtigt langt, men selvom at sidste sæson mest af alt må afskrives som et udtryk for sort uheld, har den alligevel skabt noget usikkerhed omkring Quinns evner som cheftræner, der gør, at jeg ikke længere føler mig helt så sikker på dem som tidligere. Derudover er der nogle alvorlige mangler omkring presspillet, som kan sætte nogle begrænsninger, ligesom at o-linen er usikker med to bl.a. to rookies som potentielle startere. Jeg tror dog, at slutspillet bør være opnåeligt, og med deres tidligere tur i Super Bowl in mente må jeg sige, at når de først de afgørende kampe i januar, kan alt ske for Ryan og co.
- Navn: Atlanta Falcons
- Ejer: Arthur Blank (siden 2002)
- Cheftræner: Dan Quinn (siden 2015)
- Hjemmebane: Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, Georgia (siden 2017)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 2 i NFC South (11-5)
- Årets gennembrud: G Chris Lindstrom
- Årets nøglespiller: T Kaleb McGary
Red Zone Blog 