Det var formentlig kun et katastrofalt dårligt dommerkald, der sidste år kostede Saints en Super Bowl-deltagelse. I år skal det så være, da uret efterhånden tikker meget for holdets quarterback.
2018-sæsonen og offseason
New Orleans Saints gik oven på den imponerende 2017-sæson ind i 2018 som potentielle mesterskabsfavoritter. Derfor var det noget af et chok, da sæsonen blev åbnet med et nederlag til divisionsrivalerne fra Buccaneers, der i forvejen var udset til at NFC Souths prügelknabe. Angrebet fik dog vist tænder med hele 40 point på tavlen, og måske var det tidlige nederlag lige præcis, hvad holdet som helhed havde brug for. Efter åbningsnederlag vandt New Orleans-mandskabet i hvert fald de næste fire opgør inden sæsonpausen i spiluge 6.
Det skulle vise sig at være starten på en sejrsstime, der ikke lige var sådan at stoppe igen. Faktisk fortsatte Saints med at vinde helt frem til spiluge 13, hvor Cowboys lidt overraskende vandt en meget defensiv kamp i New Orleans, hvor spillet lige pludselig ikke fungerede for værterne. Det viste sig dog at være en kortvarig nedtur, for efterfølgende vandt Sean Paytons tropper de næste tre kampe og sikrede sig dermed sejren i deres stærke division for andet år i træk. Det var som vanligt angrebet, der var den helt store historie, men set ift. tidligere, var det ikke i så høj grad quarterbacken Drew Brees, men i højere grad en samlet indsats med både løb og kast, der skabte resultaterne. Forsvaret var også som helhed endnu engang hæderligt, omend der var en markant forskel på defensivens fremragende tal mod løbet og de knapt så heldige statistikker mod kastet. 13-3 recorden gav dog direkte adgang til 2.runde af slutspillet, hvor det startede rigtig skidt og længe var tæt, men det lykkedes at undgå en gentagelse af ”The Minneapolis Miracle”, da Eagles blev besejret. Ugen efter blev det også rigtigt tæt, men det lignede endnu en sejr, indtil at dommerne overså den største pass interference i mands minde, hvilket forhindrede Saints i at afgøre kampen i slutminutterne af den ordinære tid. Derfor blev der brug for overtid, og her trak modstanderne Rams det længste strå, mens New Orleans-mandskabet endnu engang måtte se drømmen briste lige før målet.
Spørgsmålet er, om det så var Super Bowl-vinduet der lukkede med nederlaget i NFC-finalen. Det lader ikke til at være vurderingen, men det er klart, at det skal til at være, ikke mindst pga. Brees’ fremskredne alder. Der er dog ikke sket de store ændringer i truppen i løbet af offseason, og det skyldes nok en kombination af, at det tilgængelige spillermateriale som helhed betragtes som stærkt nok til at vinde et mesterskab, og at mulighederne for nyinvesteringer er begrænsede under lønloftet. Heller ikke på trænerposterne er der sket ændringer, hvilket heller ikke var forventet. Sean Payton er bredt anerkendt som en af NFL’s bedste cheftrænere, og han bliver formentlig, så længe at han ønsker det. Siden 2009 har Payton haft Pete Carmichael som sin trofaste væbner i ledelsen af angrebet, og da dette generelt har været et succesfuldt samarbejde, fortsætter den loyale Carmichael som offensiv koordinator i 2019. Forsvaret skal på femte sæson ledes af Dennis Allen, der også altovervejende har været en succes, omend han nok gerne skal forbedre kasteforsvaret i år, hvis ikke hans fremtid skal komme op til diskussion ved årets afslutning.
Angrebet
Han er godt nok blevet 40 år, men lige som sin 2 år ældre kollega fra New England, er Drew Brees som udgangspunkt still going strong her ved indgangen til 2019-sæsonen. Den ”lille” quarterback, der over de sidste 13 sæsoner har været den afgørende faktor på banen for Saints, er tilsyneladende fortsat sulten efter at vinde endnu en titel, og vurderet ud fra sidste sæson ser det også ud til, at det fortsat kan lykkes. Brees leverede faktisk sin bedste rating i karrieren med hele 115.7 og slog også sin egen NFL-rekord for præcision i løbet af sæsonen med 74,4 % gennemførte kast. Derudover var forholdet mellem touchdowns og interceptions endnu engang næsten perfekt med hhv. 32 af de gode og kun 5 af de dårlige. Eneste lille bekymring var måske, at Brees for første gang siden 2005 ikke kaste for over 4.000 yards, og det skal også siges, at der i sæsonens sidste måned viste sig nogle småting, der måske var begyndende tegn på alderens svækkelse. Indtil andet er bevist, skal legenden dog have tvivlens nådegave oven på et trods alt flot 2018, hvor han blev den quarterback, der har kastet for flest yards i en hel karriere.
En stor del af forklaringen på nedgangen i Brees’ mængde af yards er desuden, at Paytons angreb de senere år simpelthen bare er blevet mere balanceret mellem kast og løb. Alt andet ville også være dumt, nu hvor holdet har en så elektrisk playmaker i truppen som Alvin Kamara, der i sin anden sæson i ligaen sidste år til fulde bekræftede, at hans flotte rookie-præstationer fra 2017 på ingen måde var et tilfælde. Med 883 yards, et snit på 4.6 yards pr. forsøg og hele 14 touchdowns på jorden var Kamara således vanvittig giftig i løbespillet, samtidig med at han også var Brees’ næstmest anvendte våben i kastespillet med 81 grebne bolde for 709 yards og 4 touchdowns. En udfordring i år kan dog blive, at Kamaras partner in crime fra de seneste to sæsoner Mark Ingram nu er fortid i New Orleans, men holdledelsen har fundet en potentiel god erstatning i Latavius Murray, der kommer fra en lignende rolle hos Vikings. Derudover er gadget-spilleren Taysom Hill også fortsat på holdet. Han er egentlig registreret som quarterback, men er tilsyneladende blevet Paytons yndlings-gimmick, der kan skabe overraskende breaks i spillet, når han pludselig smides på banen.
Hvor Saints altså fortsat er godt rustet på running back-positionen, er receiver-korpset en lidt mere usikker størrelse. Stjernen Michael Thomas, der har skrevet under på en kæmpe kontraktforlængelse i offseason, bør naturligvis fortsat være fremragende som det primære våben efter et 2018, hvor han greb hele 125 bolde for 1.405 yards og 9 touchdowns. Problemet er bare, at det bag ved den 26-årige Thomas ser noget mere tyndbenet ud. Veteranen Ted Ginn, der var skadet en stor del af sidste sæson, kan måske fortsat bidrage som dyb trussel, men det er nok for meget at forvente, at den efterhånden 34-årige Ginn vil være en konstant faktor. Derfor er der nok i højere grad brug for, at 2.årsspilleren Tre’Quan Smith tager et skridt i sin udvikling og bliver en mere reel 2.receiver end tilfældet var sidste år. Holdledelsen har dog også lavet en stor investering på tight end-positionen, der kan vise sig at blive guld værd. Jared Cook har måske aldrig været den største stjerne i NFL, men de seneste sæsoner hos Raiders har han udviklet sig til en rigtig solid spiller. Sidste år greb 32-årige Cook således hele 68 bolde for 896 yards og 2 touchdowns, og med tanke på Brees’ forkærlighed for tight ends, bliver det rigtigt interessant at se, hvilken rolle han kommer til at spille på sit nye hold.
På den offensive linje har Ryan Ramczyk på sine bare to sæsoner i NFL udviklet sit til en af ligaens bedste højre tackles, og han blev fortjent udnævnt til 2.holds All Pro efter sidste sæson. Det samme blev den mere erfarne venstre tackle Terron Armstead, og hvis han kan holde sig mere skadesfri end sidste år, vil Saints være udstyret med en af ligaens bedste duoer på ydersiderne af o-linen. Til gengæld virker midten noget mere usikker efter at centeren Max Unger har valgt at indstille karrieren. Det er faktisk fortsat ikke afgjort, om det skal være nytilføjelsen Nick Easton, der er hentet hos Vikings, eller 2.runde-valget fra årets draft Erik McCoy, der starter i midten af linjen i stedet for veteranen Unger, hvilket tyder på, at ingen af dem har det ønskede niveau lige nu. Den erfarne Larry Warford er hæderlig på højre guard, hvorimod Andrus Peat faktisk var blandt ligaens dårligste i den modsatte side. Derfor er det ikke givet, at Brees kan føle sig helt så sikker overfor modstanderens indvendige presspil som tidligere.
Forsvaret
Den klart største styrke ved Allens forsvar er pass rushet, der med 49 sacks var en del af ligaens top 5 på det område sidste år. Den helt store profil er fortsat Camaron Jordan, der sidste år var holdets bedste quarterback-jæger med 12 stk., selvom at han måske fortsat ikke er helt så anerkendt som han burde være. Det er dog klart, at når du ser på 30-årige Jordans produktion mod både kast og løb, så burde han klart regnes med blandt NFL’s bedste edge-spillere. Til gengæld er der øjensynligt et vist spring i niveau fra ham og til holdets øvrige muligheder på kanten af det forreste forsvar. Saints betalte i sidste års draft kassen for at kunne drafte Marcus Davenport, men med kun 4.5 sack levede 2.årsspilleren ikke op til forventningerne i sin rookiesæson. Derfor skal vi meget gerne se mere fra Davenport i år, hvis ikke han skal begynde at ligne en ret voldsom fejlinvestering. De to startere vil blive suppleret af rotationsspilleren Wes Horton, der er kommet til fra Panthers, mens at Jordans tidligere makker Alex Okafor er skiftet til Chiefs.
Når Saints’ presspil var så effektivt sidste år, selvom at kun Jordan truede kontinuerligt på kanten, var det fordi, at Sheldon Rankins fik sit helt store gennembrud i midten af den defensive linje. 25-årige Rankins leverede hele 8 sacks fra sin position som defensive tackle, samtidig med at han også agerede solid stopklods, når modstanderens running backs forsøgte at løbe op gennem midten. Desværre sluttede hans sæson med en overrevet akillessene i slutspilskampen mod Eagles, og det er derfor usikkert om han er 100 % klar fra sæsonstarten. Rankins’ primære makker i den kommende sæson bliver løbespecialisten Malcom Brown, der er hentet hos mestrene Patriots, mens at David Onyemata, der supplerede fint som ekstra presspiller sidste år med 4.5 sack, vil fortsætte i denne rolle, omend han først er klar fra spiluge 2 pga. en dopingkarantæne.
Hvor det forreste forsvar ser rigtigt stærkt ud, er det lidt mere usikkert med linebacker-kæden, der i hvert fald har visse udfordringer i kastespillet. Den rutinere Demario Davis, der er en hårdtslående tackler og fremragende imod løbet, virker til endelig at have fundet sin rette hylde i New Orleans, hvor han sidste år også bidrog som blitzer med 5 sacks. Han har samtidig indtaget rollen som leder i midten af forsvaret, så han er formentlig fortsat sikker på en starterplads. Hans primære makkere sidste år var A.J. Klein samt 3.årsspillleren Alex Anzalone, men hverken de to eller veteranen Craig Robertson, der tidligere havde Davis’ rolle, men sidste år primært var rotationsspiller, er specielt dygtige i opdækningen. Derfor var det måske ikke så overraskende, at Saints har været på udkig efter forstærkninger og i forlængelse heraf sagde ja til at overtage Kiko Alonso fra Dolphins, der som bekendt er i gang med en total genopbygning. Alonso har dog, som jeg nævnte i min optakt om Miami-mandskabet, også store problemer mod kastet, så selvom at han har nogle solide evner som playmaker, vil han formentlig ikke kunne styrke kasteforsvaret betydeligt.
Hvis Saints skal blive bedre til at stoppe angreb gennem luften, handler det naturligvis i sidste ende også om bagkæden, der er noget svær at blive klog på. Selvom at hans år 2 ikke var lige så fantastisk som hans debutsæson i NFL, er der ingen tvivl om, at Marshon Lattimore er en god cornerback, der vil udgøre en hjørnesten på holdet mange år frem. Han bidrog også med 12 blokerede kast og 2 interceptions sidste år, så det var på ingen måde et voldsomt tilbageskridt vi så fra ham i 2018. Usikkerheden går i højere grad på de øvrige potentielle startere på de bagerste kanter, for ingen i kvartetten Eli Apple, P.J. Williams, Ken Crawley samt Patrick Robinson er sikre kort, der konsekvent kan lukke af for modstanderen. Medmindre at flere af disse viser et kontinuerligt højere bundniveau, vil det fortsat være muligt at brænde koordinatorAllens forsvar af dybt. Det ser lidt bedre ud på safety-positionerne, hvor Vonn Bell gør det solidt fremad i banen mens Marcus Williams, der ligesom Lattimore ikke helt kunne leve op til sin rookie-sæson i 2018, fortsat kun er godt 23 og derfor har masser af udviklingspotentiale. Hans udvikling vil også kunne få afgørende betydning, da hans evne til at lukke af bag til kan blive afgørende jf. de problemer der er på cornerback-positionen. Holdledelsen har samtidig muligvis lavet lidt et steal af en nyinvestering i safety-gruppen, da de valgte Chauncy Gardner-Johnson i 4.runde af årets draft. Rookien fra University of Florida var af nogle regnet for den bedste på sin position i draften pga. hans ligheder med andre altmuligmænd som Derwin James og Minkah Fitzpatrick, omend han ikke har helt samme niveau. Der var dog nogle spørgsmålstegn ved hans opførsel udenfor banen, som helt tydeligvis har skræmt nogle hold, men det kan meget vel vise sig, at Saints i Gardner-Johnson har fået en vigtig ekstra defensiv brik, der kan gøre en forskel over flere områder af banen.
Konklusionen
Det var i bund og grund sort uheld, der holdt Saints ude af den store finale sidste år, og med en stort set intakt trup, bør New Orleans-mandskabet igen i år være med helt fremme i kampen om at blive NFC’s repræsentant i Super Bowl. Der er nogle spørgsmålstegn ift. Brees’ fortsatte topniveau og kasteforsvaret, men indtil andet er bevist, må Sean Paytons tropper betragtes som favoritter i deres ellers meget stærke division. Herefter kan alt ske, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis Saints igen i år ender med at stå i NFC-finalen. Så må vi se, om de har mere held med sig i 2019, end det har været tilfældet de seneste to år.
- Navn: New Orleans Saints
- Ejer: Gayle Benson (siden 2018)
- Cheftræner: Sean Payton (siden 2006)
- Hjemmebane: Mercedes-Benz Superdome i New Orleans, Lousiana (siden 1975)
- Antal mesterskaber: 1 (2009)
- Resultat 2018: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 13-3)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 1 i NFC North (record: 12-4)
- Årets gennembrud: SS Chauncy Gardner-Johnson
- Årets nøglespiller: FS Marcus Williams
Red Zone Blog 