Det virker efterhånden som et lidt fastlåst vilkår, at Lions bare er 4.hjul i en voldsomt stærk division. Talentet er der egentlig, men trænerstaben får muligvis svært ved at forløse det.
2018-sæsonen og offseason
For Detroit Lions blev projektet med at udskifte den hæderlige Jim Caldwell med Belichick-eleven Matt Patricia som cheftræner ikke umiddelbart nogen succes. Sportsdirektør Bob Quinn, der også har en fortid hos Patriots, ville som bekendt gerne havde sin egen mand på posten, men efter 2018 må konklusionen indtil videre fortsat være, at trænere, der hentes ud af New England, ikke umiddelbart formår at overføre succesen. En sejr over netop Belichick og Patriots var ellers en af sæsonstartens lyspunkter sidste år, ligesom at det også gav plusser i bogen, at ærkerivalerne Packers blev besejret. Det blev dog kun til de to sejre ud af fem mulige, inden årets sæsonpause i spiluge 5.
Efter friugen indledte Lions med en sejr over Dolphins, men derefter blev der godt nok langt mellem snapsene for holdet fra motorbyen i Michigan. Det blev til tre nederlag i træk, heriblandt tabte kampe mod både Vikings og Bears, og derefter var det som om, at det aldrig rigtigt lykkedes at genfinde det niveau, som vi ellers så momentvis i sæsonstarten. Resten af året vandt Detriot-mandskabet kun over formsvage modstandere som Panthers, Cardinals og Packers, og med en 6-10 record var sæsonresultatet i sidste ende dårligere end det, Caldwell præsterede i 2017. Hvad der måske overraskede lidt var, at det især var angrebet med quarterback Matthew Stafford i spidsen, der havde det svært sæsonen igennem. Til gengæld lykkedes det faktisk den nye cheftræner at forbedre det tidligere så ringe forsvar, omend at der stadig var et meget stort problem med antallet af tilladte touchdowns gennem luften, ligesom at defensiven simpelthen ikke var god nok til at skabe turnovers.
Det er dog ikke det bagerste forsvar, der har været mest i fokus i offseason. Faktisk er det tværtimod i den anden defensive ende, at holdet virkelig er blevet styrket, omend der har været et par nytilføjelser i bagkæden. Derudover har angrebet også fået tilføjet et par våben, samt fået foretaget en ventet udskiftning på sidelinjen. Oven på sidste sæsons skuffende offensive resultater blev det nemlig som ventet til et farvel til den hidtidige koordinator Jim Bob Cooter, der havde fået lov at blive på trods af cheftrænerskiftet, men som på ingen måder kunne genskabe sin tidligere succes. Han er nu blevet erstattet af Darrell Bevell, der fra 2011 til 2017 havde en hvis succes som leder af Seahawks’ angreb, omend han er kendt som en meget konservativ spilkalder med et overvejende fokus på løbet. Den strategi virkede godt med Russell Wilson som quarterback, men om den kan kopieres med en mere klassisk pocket-passer som Stafford er på ingen måde sikkert. Forsvaret styres naturligvis fortsat altovervejende af cheftræner Patricia selv i samarbejde med den 70-årige veteran Paul Pasqualoni.
Angrebet
Efter nogle år, hvor han blev regnet som at være lige efter de bedste, blev 2018-sæsonen lidt af et tilbageslag for Matthew Stafford. 3.777 yards, en succesrate på 66,1 %, 21 touchdowns og 11 interceptions, der tilsammen gav en rating på 89.9, var klart et dyk i niveau set ift. f.eks. 2017, og det har så småt skabt noget diskussion om, hvorvidt den 31-årige quarterback fortsat er manden, der skal satses 100 % på i Detriot. Det hører selvfølgelig med til historien, at det stagnerede samarbejde mellem Stafford og den nu fyrede Cooter, der ellers tidligere havde været så succesfuldt, var en stor del af forklaringen på de offensive kvaler sidste år, og derfor er der en hvis begrundet forhåbning om, at det måske kan blive bedre under en ny koordinator. Stafford har nemlig fortsat en alder, der gør, at vi måske ikke har set det bedste fra ham endnu, så det bliver spændende at følge manden, der historisk set har været Lions’ klart bedste quarterback, i den kommende sæson.
Det er dog som sagt ingen hemmelighed, at Bevell er en løbeorienteret træner, hvilket han tydeligt beviste i sin tid hos Seahawks med Marshawn Lynch som sin stjerne-running back. Derfor kan det blive rigtigt interessant at se, hvordan 2.årsspilleren Kerryon Johnson udvikler sig. Den blot 22-årige Johnson spillede kun 10 kampe i sin rookie-sæson pga. skadesproblemer, men mens han var på banen, viste han rigtigt lovende takter med 641 yards, 3 touchdowns og ikke mindst et snit på 5.4 yards pr. forsøg. Kombineret med at han også viste visse evner i kastespillet med 32 grebne bolde for 213 yards, kan han blive en afgørende faktor for Lions’ muligheder for offensiv succes i den kommende sæson. Han får også hjælp fra en erfaren understudy i form af C.J. Anderson, der efter at han fik delvist fik reaktiveret sin karriere i slutningen af sidste sæson hos Rams, nu skal forsøge sig som bowlingkugle i Detriot. Til gengæld er 3.down-backen Theo Riddick samt veteranen LaGarette Blont begge fortid efter at de skuffede sidste år.
Recieverkorpset sagde allerede midtvejs i sidste sæson farvel til deres på papiret største navn gennem flere sæsoner Golden Tate, men Lions har fortsat to rimeligt solide startere. 3.årsspilleren Kenny Golladay fik faktisk et regulært gennembrud som 1.receiver sidste år med 70 grebne bolde for 1.063 yards og 5 touchdowns, og virker således til at være klar til at være den primære trussel gennem luften og Staffords nye yndlingsmål. Til gengæld var hurtigløberen Marvin Jones lidt af en skuffelse sidste år, hvor han ganske vist kun spillede 9 kampe, men slet ikke var den samme faktor som tidligere, når han var på banen. 29-årige Jones får dog en chance til i år i samspil med veteranen Danny Amendola, der er hentet til for at være et ekstra våben i slotten, hvilket han fortsat bør kunne være vurderet ud fra hans 2018-sæson hos Dolphins. Derudover valgte Detroit-mandskabet lidt overraskende at tilføje en ny potentiel profil til angrebet med deres 1.runde-valg i årets draft, men det er også sjældent, at der er mulighed for at drafte så stort et talent på tight end-positionen som T.J. Hockenson. Det er nemlig ikke for sjov, at han er blevet sammenlignet med Rob Gronkowski, for selvom det selvfølgelig ikke er givet, at han bliver lige så stor en stjerne som den netop pensionerede Patriots-spiller, så har den tidligere Iowa-profil meget den samme kombination af atletiske evner, spilforståelse, gode hænder og styrke i blokeringsspillet. Rookien Hockenson vil i øvrigt blive suppleret af den tidligere Steeler Jesse James, der om ikke andet vil være en fin ekstra mulighed i kastespillet.
Den offensive linje er en lidt mere ubekendt faktor. Der var store forventninger til enheden inden sidste sæson, men med 41 tilladte sacks blev disse ikke rigtigt indfriet, hvorfor det er svært helt at vide, hvad vi skal forvente at se fra de fem forrest spillere på angrebet i år. Taylor Decker og Rick Wagner er dog en noget undervurderet tackle-duo, der faktisk gør et rimeligt solidt stykke arbejde på ydersiderne, hvor de begge var vurderet til at ligge i ligaens bedre halvdel sidste år. Til gengæld er midten noget mere usikker efter at den erfarne T.J. Lang er blevet tvunget til at stoppe karrieren, og hans afløser Kenny Wiggins virker som et meget usikkert kort. Det kan dog hjælpe, at Frank Ragnow og Graham Glasgow har byttet plads, så førstnævnte i år er placeret på sin yndlingsposition som center. 2.årsspilleren Ragnow, der var holdets 1.runde-draftvalg sidste år, var nemlig en af de bedst-vurderede på netop midterpositionen, da han kom ud af college, hvorfor en tilbagevenden hertil forhåbentlig kan løfte hans præstationer og give ham mere stabilitet i rollen som linjens leder.
Forsvaret
Når Patricias forsvar tog et skridt fremad sidste år, så handlede det især om, at presspillet, der tidligere har været en mangelvare hos Lions, virkelig tog et skridt fremad og i alt producerede 43 sacks. Det skete ovenikøbet selvom, at den normale edge-stjerne Ezekiel Ansah igen havde massive skadesproblemer, hvorfor han ikke så overraskende nu er fortid på holdet. Til gengæld endte Romeo Okwara lidt overraskende som den bedste quarterback-jæger med 7.5 sack. Den 24-årige udviklingsspiller vil igen i år spille en central rolle i pass rushet, men formentlig primært i rotation, da edge-positionen måske er den del af truppen, der er blevet styrket mest i offseason. Det handler især om, at Trey Flowers blevet hentet til fra New England i en af årets største free agent-handler. 26-årige Flowers har måske ikke de mest prangende sack-statistikker, men han har på alle måder været en afgørende og dominerende faktor på det Patriots-forsvar, der inden for de sidste tre år har vundet to Super Bowls. Nu håber Patricia, at hans nye profil kan overføre sit sublime spil mod både løb og kast til Detroit, hvor han udover Okwara skal arbejde sammen med 2.årsspilleren Da’Shawn Hand, der havde en hæderlig rookie-sæson sidste år, samt 4.runde-valget fra årets draft Austin Bryant.
Selvom at edge-positionen selvfølgelig har stor betydning, skal det dog siges, at Patricias vej til mange sacks i høj grad går gennem schemes, hvilket bl.a. kan ses ved, hvor stor en andel af holdets sacks sidste år, der kom fra de to primære linebackere Jarrad Davis og Devon Kennard, som bidrog med hhv. 6 og 7 stk. sidste år. Kennard er på mange måder en rendyrket rollespiller, så hans primære opgave er netop at skabe pres, hvilket han som sagt leverede til fulde sidste år. Davis, der var Lions’ 1.runde-draftvalg i 2017, er derimod fortsat tiltænkt rollen, som hjertet i holdets forsvar, hvorfor han stadig skal udvikle sig en del, da hans mangler i opdækningen fortsat koster dyrt af og til. Som kun 24-årig er der dog forhåbentlig fortsat en del udviklingspotentiale i ham. Ved siden af Davis vil der formentlig også igen i år være plads til den acceptable tackler Christian Jones, omend der også kan blive spilletid til rookien fra Hawaii Jahlani Tavai, der blev taget i 2.runde af årets draft og har vist noget af sit potentiale i preseason.
Udover presspillet var noget af det, der udviklede sig mest sidste år, helt klart den defensive linje. Det startede ellers rigtig skidt de første uger af sæsonen, hvor A’Shawn Robinson virkede meget alene, men det besluttede holdledelsen at gøre noget ved, da de handlede sig til Damon Harrison. ”Snacks”, som den monstrøse defensive tackle bliver kaldt, er måske fortsat NFL’s allerbedste runstopper, der simpelthen virker til at fange alt hvad der kommer af i nærheden af ham af running backs. Samtidig viste 30-årige Harrison faktisk lidt nye sider af sig selv sidste år med 3.5 sack, hvilket ellers tidligere har været en mangelvare i hans spil. Sammen med Robinson ville ”Snacks” kunne udgøre en fin duo, men med tilføjelsen af den tidligere Packer Mike Daniels, er d-linen for alvor begyndt at se interessant ud. Den ligeledes 30-årige Daniels har igennem en del sæsoner været sit tidligere holds leder og centrale profil forrest på forsvaret, hvor han også har været en markant faktor mod både løb og kast. Det er således pludselig en ret giftig trio, som Detroit-mandskabet sender på banen til at tage kampen med modstanderens offensive linje midtfor.
Med så meget styrke på de forreste enheder er det klart, at det igen bliver bagkæden, der bliver den afgørende faktor for, hvor langt Lions-forsvaret kan nå i år. Der er ingen tvivl om, at Darius Slay er en af NFL’s elite-cornerbacks, hvilket hans 2018-sæson med 17 blokerede kast og 3 interceptions også tilfulde levede op til. Problemet var bare sidste år, at starterne modsat Slay slet ikke havde hans niveau, og heraf alt for ofte blev brændt. Det har holdledelsen delvist løst ved at hente Justin Coleman, der er en af ligaens bedre slotcorners, i Seahawks. Det løser dog ikke udfordringerne på den anden yderside, hvor navne som journeymanden Rashaan Melvin og return-specialisten Jamal Agnew næppe kan gøre den afgørende forskel. Derfor kan det få vital betydning, hvorvidt 5.runde-draftvalget fra i år Amani Oruwariye viser sig klar til at bidrage. Rookien fra Penn State blev af nogle fremhævet som en af de meste alsidige cornerbacks i årets draft-klasse, men han har nogle udfordringer ift. spilforståelse og dedikation i tacklingerne, som han skal have løst. På safety har veteranen og fanfavoritten Glover Quin stoppet karrieren, hvilket efterlader 2.årsspilleren Tracy Walker med et stort ansvar som den nye mand, der skal dække op bagerst. Der er nemlig ikke rigtigt andre spillere i Lions’ safety-trup, der har evnerne til at have ansvaret for den helt dybe opdækning. Foran Walker er Quandre Diggs til gengæld ganske glimrende som en fremadrettet trussel, der dog også fungere udmærket i jagten på bolden, hvor han sidste år havde 8 blokerede kast og 3 interceptions. 26-årige Diggs vil således både kunne dække op og støtte linebackerkæden, evt. suppleret af Miles Killebrew og rookien Will Harris.
Konklusionen
Lions er i den enormt trælse situation, at de spiller i NFL’s stærkeste division, hvor de tre andre hold alle er potentielle mesterskabskandidater. Faktisk er Detriot-mandskabets trup egentlig ganske solid, og det er en lidt overset detalje fra sidste år, at Patricia faktisk fik gjort noget ved defensiven, omend den fortsat skal blive bedre. Problemet er bare, at de fortsat halser lidt efter deres divisionsrivaler. Derudover er jeg tvivlende overfor, om Bevells offensive system er det, der kan reaktivere Stafford som potentiel top 10-quarterback i NFL. Derfor tror jeg, at det ender med endnu en lidt under middel sæson for Lions, og så er det spørgsmålet, om Patricia kan bevare tilliden fra Quinn og ikke mindst holdejerne fra Ford-familien.
- Navn: Detroit Lions
- Ejer: Ford-familien (siden 1963)
- Cheftræner: Matt Patricia (siden 2018)
- Hjemmebane: Ford Field i Detroit, Michigan (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 4 (1935, 1952, 1953 og 1957)
- Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 6-10)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 4 i NFC North (record: 6-10)
- Årets gennembrud: TE T.J. Hockenson
- Årets nøglespiller: RB Kerryon Johnson
Red Zone Blog 