NFL: Sæsonoptakt 2019 – Minnesota Vikings

vikings

Det burde være blevet til mere sidste år for Vikings, der med endnu en omgang småopgraderinger af truppen og et nyt træk på den offensive trænerstab, nu sætter alt ind på endelig at snuppe titlen.

2018-sæsonen og offseason

Efter det dramatiske slutspil i starten af 2018 med først ”The Minneapolis Miracle” på hjemmebane mod Saints efterfulgt af den totale nedsmeltning mod Eagles ugen efter i NFC-finalen, var der lagt op til, at sidste sæson skulle være der, hvor Minnesota Vikings endelig gik hele vejen og vandt deres første mesterskab. Med Kirk Cousins som ny (og velbetalt) quarterback skulle det lilla mandskab endelig være klar, men efter sejren over 49ers i åbningskampen, begyndte forestillingen om cheftræner Mike Zimmers tropper som mesterskabsfavoritter allerede at slå revner. Et uafgjort resultat mod ærkerivalerne Packers blev fulgt op af to nederlag, og pludselig var Vikings blot 1-2-1 efter fire kampe. Der blev rettet delvist op på tingene med fire sejre over de næste fem uger, så holdet trods alt kunne gå på friuge med en 5-3-1 record, men det var som om, at en vedblivende usikkerhed havde sneget sig ind over mandskabet fra Minneapolis.

De uheldige tendenser blev desværre bekræftet efter sæsonpausen, hvor Vikings indledte med et divisionsnederlag til Bears, efterfulgt af yderligere to tabte opgør over de næste tre uger, hvor især angrebet virkelig begyndte at halte. Det fik Zimmer til at fyre den ellers næsten nyudnævnte offensive koordinator John DeFilippo og erstatte ham med quarterback-træneren Kevin Stefanski, hvilket igen satte lidt gang i de offensive profiler. Med sejre over de formsvage Dolphins og Lions fik Zimmer og co. således bragt sig i en position, hvor de selv kunne afgøre tingene i sidste spillerunde på hjemmebane i Minneapolis, men det krævede en sejr over rivalerne fra Chicago og deres fremragende forsvar. Det kunne Cousins og angrebet ikke levere, og det var generelt historien om holdets 2018, at defensiven generelt holdt kampene tætte, men at offensiven simpelthen manglede topkvalitet, når det gjaldt.

Offseason er derfor gået med at lægge en plan for, hvordan det offensive niveau kan hæves, så Vikings kan tage det sidste skridt og blive en reel mesterskabskandidat. På spillersiden har Zimmer og sportsdirektør Rick Spielman især forsøgt at styrke o-linen, både gennem draften og via free agency, mens at der også er blevet tilføjet et par nye våben. Mulighederne for nyinvesteringer er dog begrænsede, da Minnesota-mandskabets økonomi er meget hårdt spændt for pga. Cousins og de fleste store forsvarsprofiler, der er under store kontrakter de næste to år, hvilket samtidig også sætter en klar grænse for holdets aktuelle Super Bowl-vindue. Holdledelsen har dog også forsøgt at skabe forbedringer via ændringer uden for banen. Det er lykkedes at fastholde Kevin Stefanski som offensiv koordinator, men samtidig er Gary Kubiak, der som cheftræner for Broncos vandt Super Bowl 50, ansat som ny assisterende cheftræner med særligt ansvar for angrebet. Ideen er nok at implementere Kubiaks succesfulde angrebssystem i en ny variant med Stefanski som spilkalderen, der tager beslutningerne om de enkelte detaljer i løbet af kampene. På forsvaret er det fortsat George Edwards, der skal assistere cheftræneren i at lede de defensive tropper, hvilket han har gjort i Minnesota siden 2014-sæsonen.

Angrebet

Der var enormt stor hype omkring Kirk Cousins inden sidste sæson ovenpå den monsterkontrakt, som han og Vikings havde indgået. Aldrig før i NFL’s historie havde en spiller fået så mange garanterede penge, og det indikerede klart, at den tidligere Redskins-quarterback blev set som den manglende brik i puslespillet. Derfor er det også forståeligt, hvis de fleste Vikings-fans sidder med en lidt flad fornemmelse ovenpå 2018. Statistisk set var det sådan set fint nok for 31-årige Cousins, der kaste 4.298 yards, ramte på 70,1 % af sine bolde, leverede 30 touchdowns og kun kastede bolden til modstanderen 10 gange i løbet af sæsonen. Dertil skal dog lægges, at den dyrtbetalte quarterback også fumblede bolden 9 gange, hvoraf de 7 blev til regulære turnovers. Kombineret med at hans spil alt for ofte blev krampagtigt og uopfindsomt, efterlader det et indtryk af skuffede forventninger, og Cousins skal således vise et meget bedre niveau i 2019, hvis ikke han for alvor skal få fanbasen i Minneapolis imod sig.

Når det er sagt, så må vi holde fast i, at den enormt ringe offensive linje heller ikke gjorde det nemt for hverken quarterbacken eller nogen andre af Vikings’ offensive profiler. Det kan godt være, at de fem beskyttere ”kun” tillod 40 sacks, men det var mest af alt Cousins evne til at flygte eller kaste bolden væk der gjorde, at det tal ikke blev højere. Derfor skulle der også ske noget på den front i offseason, og der var således ingen der var overrasket over, at Spielmans valg i 1.runde af draften faldt på Garrett Bradbury. Den 24-årige center fra North Carolina State var bredt anerkendt som den bedste spiller på o-linens midterposition i årets draft, omend han pga. sin størrelse og atletiske specialiteter har den ulempe, at han kun kan bruges på centerpositionen. Han vil dog med al sandsynlighed passe perfekt ind i det zone-blokerings-system, som Kubiak elsker at praktisere. Tilgangen af Bradbury gør, at Pat Elflein må rykke ud på venstre guard, men det kan vise sig at være en fordel, da det faktisk var 3.årsspillerens favoritposition i college. Elflein kan således forhåbentlig udgøre en opgradering af venstresiden i samarbejde med den middelmådige men dog acceptable venstre tackle Riley Reiff. Modsat kan højre side fortsat godt blive et problem, hvis ikke 2.årsspilleren Brian O’Neill, der igen i år skal dække tackle-positionen, udvikler sig. Han har også fået ny makker på guard-positionen i form af den rutinerede Josh Kline, der er kommet til fra Titans, hvor han tidligere var hæderlig men sidste år faldt noget i niveau. Han var dog stadig god i løbeblokeringerne, hvilket kan hjælpe en anden potentiel stjerne i Minnesota.

Mange håber nemlig på, at 2019 bliver året, hvor Dalvin Cook får sit endelige gennembrud i NFL. 3.årsspilleren kom godt fra start i sin rookiesæson, men den sluttede desværre med et overrevet korsbånd efter blot fire kampe. Sidste år blev det så kun til 11 kampe, hvorfor det 24-årige running back-talent kun producerede 615 yards og 2 touchdowns, omend han trods alt lå på et hæderligt snit på 4,6 yards pr. forsøg. Han bidrog dog også med 305 yards og 2 touchdowns i kastespillet, så der ingen tvivl om, at Cook har talentet til at blive en stjerne i NFL, hvis bare han langt om længe kan få bugt med skaderne. Vikings kompenserede i 2018 for det unge håbs helbredsudfordringer med den glimrende reserve Latavius Murray, men han er skiftet til Saints og er således ude af billedet. Hvis det bliver nødvendigt med aflastning igen i år, bliver det nok 3.runde-valget fra årets draft Alexander Mattison, der skal træde til, omend hans niveau er en noget ubekendt faktor.

På receiver-positionerne har Vikings fortsat den lidt underspillede duo Stefon Diggs og Adam Thielen, der igen var fremragende sidste år, omend deres samspil med Cousins knirkede lidt undervejs. 29-årige Thielen leverede flest yards med 1.373, men 25-årige Diggs fulgte tæt efter med 1.021. Da begge samtidig greb 9 touchdowns kunne de som sådan se tilbage på en godkendt sæson, omend de måske mangler lidt højde sammenlignet med andre profiler på deres position. En bekymring kan dog være, at receiverkorpset udover den farlige starter-kombination ser noget tynd ud. Ingen tror i realiteten på draftbustet Laquan Treadwell længere, og hvis han som ventet bliver cuttet, efterlader det Minnesota-mandskabet med to undraftede 2.årsspillere som de primære reserver. De har dog fortsat et stærkt supplement i form af deres tight end-gruppe, hvor den erfarne Kyle Rudolph har fået selvskab af rookien Irv Smith. Den tidligere Alabama-spiller bidrager ikke med det store i blokeringsspillet, men er en god ruteløber og kan derfor sagtens blive en særdeles effektiv sikkerhedsventil.

Forsvaret

Selvom at det ikke helt var på 2017-niveau, så var Vikings’ forsvar fortsat blandt NFL’s bedste sidste år. Især pass rushet var igen skræmmende med i alt 50 sacks, og det endda på trods af, at holdet måtte undvære den rutinerede Everson Griffin i fem kampe, da han måtte kæmpe med nogle psykiske problemer, og derfor endte med ”kun” at levere 5.5 sack i 2018. I hans fravær tog den unge og talentfulde Danielle Hunter dog til fulde over, og den snart 25-årige edge fik sit helt store gennembrud med hele 14.5 sack. I år bør Griffin så være tilbage ved fuld styrke, og selvom at han er blevet 31, kan han og Hunter meget vel komme til at udgøre en vanvittig giftig duo. Bag dem er Stephen Weatherly en hæderlig reserve, der også vil kan bruges som ekstra mand i rotation, mens at der måske også kan blive noget spilletid til den unge udviklingsspiller Ifeadi Odenigbo.

Bagkæden holdt også altovervejende sit niveau, omend det ikke lykkedes at producere helt så mange interceptions som tidligere. Det skyldes til dels, at modstanderne gør, hvad de kan for at gå uden om Xavier Rhodes, der fortsat er en af NFL’s bedste shotdown-cornerbacks. Det er dog ikke synderligt meget nemmere at kaste mod det den modsatte side, for med de to tidligere 1.runde-draftvalg Trae Waynes og Mike Hughes på holdkortet ser det også ret solidt ud på den anden corner-position. Læg dertil slotspecialisten Mackensie Alexander, der havde et lille gennembrud sidste år med 10 blokerede kast samt en ny ekstra rolle som blitzer, hvor han bidrog med 4 sacks, og du har en af ligaens absolut bedste cornerback-grupper, der er fuldstændig intakt her inden 2019-sæsonen. På safety kommer der til gengæld til at ske et skifte, da Andrew Sendejo er rejst til Philadelphia. Det bør dog ikke få de store konsekvenser, da udviklingsspilleren Anthony Harris viste lovende takter sidste år med 6 blokerede kast og 3 interceptions. Han bliver således den nye makker til stjernen Harrison Smith, der fortsat er en af ligaens mest alsidige safeties og velfortjent blev udnævnt til 2.holds All Pro efter en sæson med 3 sacks, 6 blokerede kast og 3 interceptions.

Linebacker-positionen ser ligeledes fortsat fremragende ud, efter at det lidt overraskende lykkedes at holde fast i hybridspilleren Anthony Barr. Den 27-årige altmuligmand så ellers ud til at være på vej til Jets, men han foretrak simpelthen at blive i Minnesota, hvilket siger noget om den holdkultur, som Zimmer har fået bygget op. Således får Barr også lov at blive sammen med Eric Kendricks, som han har været holdkammerat med lige siden college-dagene på UCLA. Hvor Barr er den totale rollespiller, er den jævnaldrende Kendricks mere den klassiske linebacker, der både har kvaliteter som tackler om løbet og som markeringsspiller i kastespillet. Han mangler måske lige lidt for at være blandt de allerbedste, men hans betydning for Minnesota-mandskabets defensiv er næsten uvurderlig. Udover de to startere vil der også fortsat være plads til de to 3.årsspillere Ben Gedeon og Eric Wilson, der begge er glimrende suppleringsspillere.

Den eneste kæde, der således ser mærkbart svækket ud inden årets sæson, er den defensive linje. Selvom at Sheldon Richardson ikke er en uproblematisk spiller, er han også bare en monsterstor trussel at have i midten af det forreste forsvar. Det var dog givet på forhånd, at Vikings ikke ville have råd til at give Richardson en ny kontrakt, og da veteranen Tom Johnson heller ikke er blevet forlænget, efterlader det Zimmer og co. med den tilbagevendte Shamar Stephen som det bedst bud på en ny makker til profilen Linval Joseph. Håbet er, at den 28-årige udviklingsspiller kan bidrage til at forbedre løbeforsvaret, der var lidt betænkeligt sidste år, samtidig med at han også godt kan spille en rolle til presspillet, hvilket netop også er den snart 31-årige Josephs kendetegn, selvom at sidstnævnte desværre tog et lille skridt nedad i niveau sidste år. Alternativt må Minnesota-mandskabet forsøge sig med en af de to uprøvede projektet Jaleel Johnson og Jalyn Holmes, der til sammen indtil videre har 1 NFL-start på CV’et.

Konklusionen

Der var en del snak om, at Vikings’ forsvar ikke helt holdt niveau sidste år, og det er korrekt, at holdet havde visse problemer mod løbet. Samlet set var Minnesota-mandskabets defensiv dog fortsat blandt ligaens bedste i 2018 og med en stort set intakt trup på den side af bolden, vil det formentlig også være tilfældet i 2019. Således er det angrebet og ikke mindst Cousins, der skal forbedre sig, hvis der endelig skal hentes et Vince Lombardi-trofæ med hjem til Minneapolis. Her kommer Kubiaks system til at være den afgørende faktor, og lykkes det for Stefanski at implementere det succesfuldt, er det måske det nødvendige sidste skub i den rigtige retning. Kikser det, kan det til gengæld få alvorlige konsekvenser for den sportslige ledelse, og ikke mindst cheftræner Zimmer, der trods sin popularitet efterhånden må være under pres.

  • Navn: Minnesota Vikings
  • Ejer: Zygi Wilf (siden 2005)
  • Cheftræner: Mike Zimmer (siden 2014)
  • Hjemmebane: U.S. Bank Stadium i Minneapolis, Minnesota (siden 2016)
  • Antal mesterskaber: 0
  • Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 8-7-1)
  • Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 2 i NFC North (record: 10-6)
  • Årets gennembrud: C Garrett Bradbury
  • Årets nøglespiller: QB Kirk Cousins

vikings

Skriv en kommentar