Det blev til endnu en typisk Redskins-sæson sidste år med alvorlige skader og interne problemer. Desværre ser situationen ikke meget bedre ud i år, og det kan ende med at føre til et trænerskifte.
2018-sæsonen og offseason
Det endte med at blive endnu en klassisk sæson for Washington Redskins det forgangne år. Klassisk forstået på den måde, at det startede godt, men at skader og interne problemer endte med at koste holdet fra nationens hovedstad muligheden for en plads der, hvor det for alvor bliver sjovt. Cheftræner Jay Gruden og hans mandskab lagde ud med to sejre i de første tre opgør inden at de var blandt de første til at holde sæsonpause allerede i spiluge 4. Det blev fulgt op af seks altovervejende gode uger, hvor Washington-mandskabet vandt fire kampe og bl.a. slog divisionsrivalerne Cowboys og Giants. Med nyinvesteringen Alex Smith som sikker game manager samt en glemt veteran-stjerne som overraskende profil, så Redskins ud til for en gangs skyld delvist at kunne tilfredsstille den problematiske ejer Dan Snyders ambitioner.
Alt ændrede sig imidlertid i spiluge 11-kampen mod Texans, da Smiths ben på uhyggelig vis blev knust på en måde, der gav mindelser tilbage til holdlegenden Joe Theismanns exit fra NFL. En skade, der senere blev fejlbehandlet og var tæt på at koste holdets styrmand en amputation. Fra da af faldt holdet fuldstændig sammen, og ingen af Grudens lappeløsninger på quarterback-positionen kunne udfylde hullet efter den lidt kedelige men trods alt stabile Smith. Redskins endte med kun at vinde en kamp resten af sæsonen, og med en 7-9 record blev 2018 samlet set endnu en middelmådig omgang, hvilket også var afspejlet i statistikkerne, hvor Washington-mandskabet generelt var placeret midt i eller lidt under middel. Dog med undtagelse af sacks og interceptions, hvor forsvaret faktisk var ganske godt med.
Oven på den omgang ville det ikke have været overraskende, hvis Snyder og den tvivlsomme holdpræsident Bruce Allen, der de facto fungerer som sportsdirektør, havde sent deres cheftræner på porten, men lillebror Gruden, der for udefrakommende heller ikke virker specielt imponerende, har åbenbart opnået en særlig status hos holdledelsen, der med henvisning til skadesproblemerne valgte at give ham en chance til. Efterfølgende har Redskins faktisk haft en meget fornuftig offseason for deres standarder med en god draft og kun en enkelt mega-investering, der virkede lidt langt ude ift. truppens generelle sammensætning. Der har dog været en udskiftning på de centrale assistenttrænerposter, da veteranen Matt Cavanaugh er overgået til en mere rådgivende rolle og er blevet erstattet af den blot 34-årige hidtidige quarterback-træner Kevin O’Connell. Forsvaret er derimod fortsat ledet udenfor banen af den rutinerede Greg Manusky, der går i gang med sin tredje sæson som holdets defensive koordinator.
Angrebet
Efter at Alex Smiths karriere formentlig sluttede sidste år med den frygtelige benskade, var det klart at Redskins blev nød til igen at finde en ny løsning på sportens vigtigste position. En mulighed var at finde fremtidens mand i årets draft, men med en placering ved valg nr. 15 virkede det usandsynligt, at en af de mest profilerede spillere fra årets knapt så talentfulde klasse af nye quarterbacks skulle falde helt ned til holdet fra hovedstaden. Det var imidlertid, hvad der skete, for da det blev Washington-mandskabets tur, var Dwayne Haskins fortsat ledig, hvorfor Allen omgående slog til og valgte den tidligere Ohio State-profil. Desværre har sæsonoptakten vist, at Haskins nok ikke er klar til at gå direkte ind på det professionelle niveau. Han læser banen godt og har en fornuftig arm, men han har nogle præcisionsproblemer samtidig med, at han har en overraskende begrænset evne til at bevæge sig uden for lommen og improvisere. Det efterlader derfor Redskins som det seneste mandskab, der ender med at give Case Keenum chancen som startende quarterback, hvilket efterhånden er en model, der har været afprøvet med meget blandet succes. Den 31-årige journeyman havde en fremragende sæson hos Vikings for to år siden, men hans 2018 i Denver var med 3.890 yards, 62,3 % succesfulde kast, blot 18 touchdowns og hele 15 interceptions bestemt ikke noget at råbe hurra for. Derfor er det nærliggende at forestille sig, at der vil opstå et massivt pres for alligevel at lade Haskins spille, hvis holdet og ikke mindst Keenum kommer dårligt fra start.
Betingelserne for at få succes som quarterback er heller ikke de bedste i Washington, der bl.a. har en af ligaens mest profilfattige receivergrupper. Af de udvendige spillere var det tidligere 1.runde-draftvalg John Doctson den, der greb for flest yards i 2018, men med blot 532 yards og kun 2 touchdowns har han fortsat svært ved at løbe fra prædikatet som draftbust. Samtidig var den hurtige Paul Richardson en kæmpe skuffelse i sin første sæson i hovedstaden, og udsigten til at det er ham og Doctson, der skal udgøre holdets starterduo, er derfor ikke specielt god. Derudover er den hæderlige slotcorner Jamison Crowder skiftet til Jets, men der er dog nogle interessante omend uprøvede navne i truppen som f.eks. sidste års Mr. Irrelevant Trey Quinn samt de to rookies Terry McLaurin, der var holdkammerat med Haskins på Ohio State, og Kelvin Harmon, der i college var fremragende i contestede situationer. Det er dog for tidligt at sige, om nogle af disse kan blive pålidelige startere i NFL. På tight end-positionen har Redskins fortsat Jordan Reed og den aldrende Vernon Davis. Reed var faktisk endnu engang holdets mest anvendte våben i kastespillet sidste år, men med hans efterhånden endeløse skadeshistorik er det svært at tro på ham som en stabil faktor.
Den offensive linje var med 44 tilladte sacks heller ikke specielt imponerende, og der er også nogle alvorlige spørgsmålstegn ud for enheden inden årets sæson. Brandon Scherff vender tilbage fra en større skade, men er potentielt en af NFL’s bedste guards, og sammen med tacklen Morgan Moses, der gradvist har forbedret sig over de seneste sæsoner, kan han således udgøre en potentielt meget solid højre side. I venstre side er det til gengæld mere end betænkeligt, at Gruden og co. tilsyneladende har tænkt sig at satse på Ereck Flowers som ny guard, efter at det tidligere 1.runde-draftvalg hos Giants slog stort set alle rekorder for elendigt o-line-spil på tackle-positionen. Det kan naturligvis være, at omskolingen til den indre del af linjen har hjulpet på hans niveau, men førend at jeg ser andet, vil jeg tillade mig at være skeptisk. Værre er det dog, at den største profil på linjen Trent Williams er raget så meget uklar med holdledelsen pga. nogle uoverensstemmelser omkring holdets medicinske stabs vurderinger af hans helbred sidste år, at han ikke er mødt op i træningslejren og har gjort det klart, at han ikke ønsker at spille for Redskins igen. Medmindre at den konflikt løses efterlader det Washington-mandskabet med enten den totalt uprøvede 2.årsspiller Geron Christian eller den aldrende Donald Penn som starter på linjens vigtigste position yderst til venstre.
Den eneste gruppe på angrebet, der virker solid, er holdets running backs. Her lykkedes det sidste år endnu engang den kommende Hall of Famer Adrian Peterson at præstere en form for comeback, da han efter to skadesplagede sæsoner leverede 1.042 yards og 7 touchdowns i sit første år i Washington. Den efterhånden 34-årige Peterson var ellers slet ikke på Redskins’ holdkort, da sæsonen begyndte, men da rookien Derrius Guice rev korsbåndet over i første preseason-kamp, manglede Gruden og co. pludselig en kompetent starter, og den chance greb veteranen med tilnavnet ”All Day” med kyshånd. Nu er Guice imidlertid også tilbage, og med begge spillere til rådighed er det en mulighed at skabe en mere effektiv produktion end Petersons 4.2 yards pr. forsøg fra 2018 ved at rotere de to. Der er dog ingen tvivl om, at Guice bør være fremtidens mand, da han også er en større trussel i kastespillet end veteranen. 3.down-backen Chris Thompson er også fortsat i truppen, men han har efterhånden også haft så mange skader, at det ikke virker holdbart at satse på ham.
Forsvaret
På den defensive side af bolden er Redskins generelt kendetegnet ved, at truppen nærmest overnaturligt stærk forrest på forsvaret, mens det bliver noget mere menneskeligt, når vi kigger mod rækkerne længere bagude. Især den trio, der starter på den defensive linje, er der faktisk få andre hold der kan matche. De to tidligere 1.runde-draftvalg fra Alabama Jonathan Allen og Daron Payne fandt ind i et rigtig godt samarbejde sidste år, hvor de fik sacket modstanderens quarterback hhv. 8 og 5 gange, og da de i år kun går ind i deres hhv. tredje og anden sæson i ligaen, ligner de en kerne, der kan bygges op omkring mange år endnu. Læg dertil den 25-årige Matt Ioannidis, der med 7,5 sack virkelig leverede et gennembrud i 2018, og som på den baggrund blev belønnet med en 3.årig kontraktforlængelse i offseason. Eneste bekymring kan være, at der mangler nogle mere løbespecialiserede spillere at rotere med, efter at de rutinerede Ziggy Hood og Stacey McGee ikke længere er i hovedstaden.
Selvom at front-trioen gør det godt, er der ikke nogen tvivl om, at Redskins’ bedste quarterback-jæger befinder sig på ydersiden. Ryan Kerrigan er faktisk en af de mest undervurderede spillere i hele ligaen, og det er egentlig utroligt, at han ikke får mere kredit for det han leverer end tilfældet er. Udover at han sidste år igen blev noteret for 13 sacks, hvilket i øvrigt var hans tredje sæson i træk med et to-cifret antal på den konto, er han også sublim mod løbet og en fremragende leder, der altid går forrest og skaber en god kultur i omklædningsrummet. Derudover er det utroligt, hvor holdbar 31-årige Kerrigan har været, for selvom at han efterhånden har spillet otte sæsoner i NFL, har han fortsat aldrig misset en eneste start. Til gengæld skal han i år have en ny makker i modsatte side, da Preston Smith valgte at skifte til Packers i offseason. Efterfølgende har 3.årsspilleren Ryan Anderson været angivet som starter, men det er nok mere sandsynligt, at det bliver Montez Sweat, som holdledelsen tradede sig tilbage ind i 1.runde af årets draft for at få, der ender med at erobre pladsen modsat Kerrigan. Rookien fra Mississippi State har måske ikke det største atletiske potentiale, men han kan lige som sin nye læremester sagtens blive en stabil faktor, der kan levere omkring 10 sacks pr. sæson, hvorimod hans kvaliteter mod løbet er lidt mere usikre.
Linebacker-positionen er nok den enhed, der virker mest tvivlsom inden 2019-sæsonen, efter at de tidligere startere Zach Brown og Mason Foster er blevet sendt på porten og at eksperimentet med den tvivlsomme Reuben Foster endte inden at det var begyndt med et totalskadet knæ i offseason. Det efterlader nemlig Redskins med den uprøvede 2.årsspiller Shaun Dion Hamilton samt den gennemført middelmådige Jon Bostic som de to startere i midten af forsvaret. For de fleste mandskabet ville dette virke som en uholdbar løsning, men der er vitterligt ikke andre navne i truppen, der har meritter nok på CV’et til at virke troværdige som alternativer. Det skal siges, at Bostic havde en godkendt sæson hos Steelers sidste år, men han blev sjovt nok fyret, da hans nu tidligere hold havde draftet Devin Bush.
Bagkæden er grundlæggende set solid uden at være prangende, omend flere af spillerne har et stort talent for at tage bolden fra modstanderen. Josh Norman vil nok fortsat gerne bilde sig selv og resten af verden ind, at han er NFL’s bedste cornerback, men selvom at den 31-årige tidligere All Pro havde et hæderligt 2018 med 9 blokerede kast og 3 interceptions, er der efterhånden lidt for mange udfald i hans præstationer. Sammen med den solide Quinton Dunbar, talentet Fabian Moreau og veteranen Dominique Rodgers-Cromatie udgør han dog en fin kvartet, der nok skal sørge for, at Redskins ikke bliver brændt for meget på kanterne. Det største navn bagerst på forsvaret er dog nu helt klart Landon Collins, der var dette års helt store og lidt overraskende free agent-investering. Der er ingen tvivl om, at den 25-årige Collins er en af de bedste safeties i ligaen til at arbejde fremad i banen og støtte op om det øvrige forsvar, men spørgsmålet er, om det virkelig var en udpræget strong safety-type, som Washington-mandskabet mest stod og manglede. Samtidig ser det lidt mere tvivlsomt ud med pladsen dybt i midten, hvor 3.årsspilleren Montae Nicholson endnu ikke har bevist, at han er opgaven som voksen. Derfor kan han også nemt ende med at blive presset af den et år nyere Troy Apke, der som rookie sidste år ikke rigtigt nåede at bevise noget førend at han endte på skadeslisten.
Konklusionen
Det er ikke fordi, at Redskins’ trup som helhed er specielt dårlig. Faktisk ser forsvaret egentlig solidt nok ud, og især den forreste del virker virkelig giftig, hvis Manusky kan få det taktiske sat rigtigt sammen. Problemet er bare, at angrebet har nogle meget tydelige mangler på afgørende positioner, og det er bare ikke en gangbar vej til succes at have Keenum som sin startende spilfordeler. Dertil kommer, at skader lader til at være en nærmest indgroet del af holdet. Lægger vi så dertil, at der venter et hårdt kampprogram med bl.a. samtlige hold fra den stærke NFC North-division, har jeg svært ved at se hovedstads-holdet nå langt i år, og dermed kan lillebror Gruden nok godt se sig om efter nyt arbejde i 2020 medmindre at Snyders kærlighed til ham viser sig at være uendelig.
- Navn: Washington Redskins
- Ejer: Daniel Snyder (siden 1999)
- Cheftræner: Jay Gruden (siden 2014)
- Hjemmebane: FedExField i Landover, Maryland (siden 1997)
- Antal mesterskaber: 5 (1937, 1942, 1982, 1987 og 1991)
- Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 7-9)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 3 i NFC East (record: 5-11)
- Årets gennembrud: EDGE Montez Sweat
- Årets nøglespiller: RB Derrius Guice
Red Zone Blog 