Der virker fortsat som om, at der er brug for en genstart hos Giants, og den lader også til at være delvist på vej. Desværre er holdledelsen tilsyneladende ikke fuldt dedikeret til projektet.
2018-sæsonen og offseason
For det tredjemest vindende hold i NFL’s historie blev den første sæson under sportsdirektør Dave Gettleman og cheftræner Pat Shurmur en oplevelse, der nok bare skal glemmes så hurtigt som muligt. Faktisk lykkedes det næsten New York Giants at gentage den katastrofale start fra 2017, da holdet endnu engang præsterede at vinde bare en enkelt kamp inden sæsonpausen, der denne gang var placeret i spiluge 9. Det var ellers gjort forsøg på at rette op på nogle af manglerne i truppen som f.eks. den porøse o-line, men hverken det eller tilføjelsen af et af de største offensive talenter, der er kommet ind i ligaen i nyere tid, kunne forhindre noget, der lignede den totale deroute.
Det blev dog bedre efter friugen, som Giants faktisk fulgte op med sejre i fire af de næste fem kampe. På nær Bears var det dog altovervejende formsvage modstandere, der blev besejret, og kigger vi på statistikkerne er det også tydeligt, at NY-mandskabet var blandt ligaens svagere, uanset om vi taler om forsvar eller angreb. Der var lyspunkter, som f.eks. evnen til at producere yards gennem luften og ikke mindste mængden af interceptions, men det kunne ikke veje op for, at holdet havde meget svært ved at sætte point på tavlen. Sæsonen fik også en grel afslutning med nederlag i de tre sidste kampe, hvor især to runde nuller på tavlen mod Titans gjorde rigtig ondt.
Det satte gang i en offseason, hvor det hurtigt blev gjort klart, at Gettleman og resten af holdledelsen egentlig selv grundlæggende mente at tingene gik som de skulle, og at udgangspunktet fortsat er, at det er muligt at vinde endnu et mesterskab med den aldrende Eli Manning som quarterback. Om det er denne tilgang, der i sidste ende fik forholdet mellem holdledelsen og stjerne-receiveren Odell Beckham til at bryde sammen, vides ikke, men faktum var, at en af ligaens klart bedste offensive spillere lige pludselig blev sendt af sted til Cleveland, der ganske vist styrkede Giants’ draftkapital, men samtidig fjernede deres vigtigste våben som de næsten lige havde givet en stor kontrakt. Et våben, der måske var temperamentsfuldt, men alligevel ikke virker som den samme problemskaber som f.eks. Antonio Brown. Mens der altså har været godt gang i svingdøren ift. spillertruppen, er trænerteamet på de centrale pladser til gengæld uforandret på trods af det resultatmæssigt sløje 2018. Det er således fortsat Mike Shula, der assisterer cheftræner Shurmur i hans eget speciale på angrebet, mens forsvaret igen skal ledes af James Bettcher. Sidstnævnte ser i øvrigt ud til at være i gang med at forsøge at genskabe sin trup fra Cardinals-tiden, dog uden de største profiler, hvilket kan vise sig at blive et ret stort problem.
Angrebet
Med Odell Beckhams farvel til ”The Big Apple” er der ikke længere nogen tvivl om, at Saquon Barkley nu er den største offensive profil hos Giants. Den 22-årige 2.årsspiller tog som ventet NFL med storm som rookie og viste sine elektriske atletiske evner i alle facetter af det offensive spil. Det var selvfølgelig især på jorden, at Barkleys tilgang var tydelig, selvom at NY-mandskabet samlet set stadig var blandt de svagere løbeangreb i 2018. 1.307 yards, et snit på 5 yards pr. forsøg og hele 11 touchdowns blev det til, men 2.valget fra sidste års draft var som ventet også en kæmpe-faktor i kastespillet, hvor han var holdets mest brugte receiver med 91 grebne bolde for 721 yards og 4 touchdowns. Der er således ingen tvivl om, at Barkley er det offensive fænomen, som alle eksperter påstod, at han ville være, og han vil selvklart være omdrejningspunktet for Giants’ angreb i den kommende sæson. Diskussionen går mere på, om valget af ham gav mening ift. tidspunktet i draften og holdets øvrige mangler.
Med valget af Barkley missede Gettleman og holdledelsen nemlig samtidig muligheden for at få fat i en af de talentfulde quarterbacks fra sidste års rookie-klasse, og med det niveau, som Eli Manning efterhånden lægger for dagen, virker det som en forkert beslutning. 2018 var ikke den dobbelte Super Bowl MVP’s dårligste sæson på nogen måde med 4.299 yards, 66 % gennemførte kast (hans bedste i karrieren), 21 touchdowns og 11 interceptions, der til sammen gav en hæderlig rating på 92.4. Problemet er bare, at tallene lidt skjuler, at den efterhånden 38-årige Manning virkelig ikke har særligt meget power tilbage i armen, og at meget af hans produktion kom på korte og forsigtige kast, der ikke i sig selv skabte meget fremdrift. Denne virkelighed er vist efterhånden også gået op for holdledelsen, for i årets draft valgte Gettleman og co. så, at bruge 6.valget på en potentiel ny spilfordeler. Der er dog i den grad uenighed om, hvorvidt Daniel Jones fra Duke University er fremtidig franchise-quarterback. Han var da hæderlig i college, men ligesom med Josh Allen sidste år, er der altså ikke noget i hans statistikker, der indikerer, at han vil få stor succes i NFL. Især var præcision et meget stort problem for Jones, og den slags plejer at fortsætte på det professionelle niveau. Han har dog set hæderlig ud i preseason, og spørgsmålet er, hvad der sker, hvis Giants får en skidt start og der pludselig kommer pres på for at få rookien på banen. I så fald kan Mannings dage i NFL meget vel ende som de begyndte.
Uanset hvem der ender med at spille under center vil forholdene at arbejde under nok være forbedrede, da den offensive linje, som sidste år tillod 47 sacks, igen er blevet forbedret i offseaseon. Det handler især om højre side, hvor katastrofen Ereck Flowers er væk, og det i stedet er lykkedes at hente Kevin Zeitler til i en af handlerne med Browns. 29-årige Zeitler er fortsat en af NFL’s bedste guards i kastespillet, og sammen med den middelmådige tackle Mike Remmers, der kommet til fra Vikings, vil han formentlig være en langt bedre gardering end noget af det, som Giants sendte på banen i den side sidste år. Kombineret med en venstre side, hvor den erfarne tackle Nate Solder fortsat er hæderlig og 2.års-guarden Will Hernandez ligner en kommende stjerne samt at Jon Halapio vender tilbage på center, hvor han faktisk viste gode takter i 2018, inden at han blev skadet for sæsonen, så begynder det faktisk at se mere fornuftigt ud med beskyttelsen på Shurmur og Shulas angreb.
Det kan dog blive et problem, at det er meget svært at pege på, hvem der skal være det afgørende våben i kastespillet udover Barkley, nu hvor Gettleman tilsyneladende ikke kunne holde ud at være i nærheden af Beckham længere. Giants mangler nemlig virkelig en reel trussel på ydersiden efter stjernens farvel, og udsigten til at tidligere mislykkede projekter som Cody Latimer, Bennie Fowler eller T.J. Jones skal forsøge at spille den rolle, lover ikke godt på nogen måde. Sterling Shepard, der sidste år bidrog med 872 yards og 4 touchdowns er en hæderlig slotreceiver, men hans styrke ligger udelukkende indvendigt, hvilket også er tilfældet for den erfarne nyinvestering Golden Tate. Det er faktisk en anelse underligt, at holdledelsen har valgt at smide en stor 4-årig kontrakt efter en 31-årig rollespiller som Tate, der derudover ikke vil være tilgængelig i de første fire kampe pga. en dopingkarantæne. I sidste ende kan det vise sig, at redningen bliver 3.årsspilleren Evan Engram, der ganske vist officielt er tight end, men i praksis minder om en regulær receiver. Snart 25-årige Engram spillede kun 10 kampe sidste år pga. skader, men han har vist, at potentialet er der ift. de store spil, selvom at det foregår fra positionen tæt på o-linen.
Forsvaret
Vurderet ud fra sidste sæson burde det havde været en prioritet i offseason for Gettleman og co. at gøre noget ved holdets pass rush. Giants var i sack-kategorien kun undergået af Raiders sidste år, og da holdets trods alt bedste mand Oliver Vernon nu også er handlet til Cleveland, ville det havde været forventeligt, at NY-mandskabet ville gå efter en forstærkning til positionen i enten free agency eller draften. Derfor må det siges at være overraskende, at de eneste væsentlige nytilføjelser på edge-positionerne er den tidligere Cardinal Markus Golden samt 3.runde-draftvalget Oshane Ximines. Begge har en form for potentiale, men det virker urealistisk, at de skulle kunne gå ind og dominere over for ligaens offensive tackles her i 2019. Af andre muligheder virker Kareem Martin, der også var på holdet sidste år, primært som en runstopper, mens 2.årsspilleren Lorenzo Carter viste lidt potentiale i 2018 med 4 sacks, omend hans udviklingspotentiale også synes begrænset. Det er således fortsat svært at se, hvor presset på ydersiderne for alvor skal komme fra.
Det kunne måske hjælpe, hvis der var en solid trussel i midten. 2.årsspilleren B.J. Hill viste sidste år noget talent for at skabe pres midtfor med 5.5 sacks, men generelt var vurderingen, at de primære startere i midten var for løbefokuserede, hvilket blev tydeligt, da profilen Damon Harrison midtvejs i sæsonen blev sendt til Detroit. På den baggrund ville det virke oplagt, at Giants ville forsøge at finde en makker til Hill og 3.årsspilleren Dalvin Tomlinson, der virkelig kunne bidrage til presspillet, og derfor gav valget den regulære nose tackle Dexter Lawrence med holdets andet 1.runde-draftvalg i år meget lidt mening for de fleste. Den tidligere Clemson-spiller har helt afgjort noget talent, men mest af alt minder ham om en ny udgave af den kasserede Harrison. Derfor spørger mange sig selv, om der var anden mening med traden af den tidligere stjerne end et spørgsmål om at skulle spare penge til årets sæson. Den nytilkomne udviklingsspiller Olsen Pierre kan måske bidrage med lidt pass rush i rotation, men han har endnu ikke vist, at han kan være en permanent løsning.
Også hos Giants var linebacker nok den svageste position på forsvaret i 2018, og det ser desværre ikke ud til, at det er blevet meget bedre i årets offseason. Der er helt klart nogen i NFL for hvem Alec Ogletree er en stor stjerne, men for os andre virker han mest af alt som en mand, der ikke rigtigt ved hvad han laver og bare bevæger sig rundt på banen lidt forsinket efter bolden. Det giver mange tacklinger i statistikkerne, men hjælper i praksis ikke ret meget ift. at stoppe modstanderen, og det er derfor bekymrende, at den snart 28-årige Ogletree er NY-mandskabets bedste spiller i centrum af defensiven. Udover ham tæller truppen nemlig kun udviklingsspillere og journeymen som Tae Davis, B.J. Goodson og Nate Stupar.
Bagkæden virker til gengæld mere interessant end længe, og det på trods af, at safety-profilen Landon Collins fik lov at gå til rivalerne Redskins i free agency. Via Beckham-handlen har Giants nemlig fået et andet stort talent på positionen i form af Jabrill Peppers, der ellers sidste år lignede en mand, der stod lige foran sit store gennembrud hos Browns. I New York får han en meget erfaren makker og læremester i den ligeledes nytilkommende Antoine Bethea, der fortsat spiller på et rigtigt flot niveau, selvom at han netop har rundet de 35. Derudover vil der sikkert også blive plads til rotationsspilleren Michael Thomas, mens det i draften lykkedes at tilføje et interessant navn i Julian Love. Rookien fra Notre Dame spillede egentlig cornerback i college, men det lader til, at Bettcher har overbevist ham om, at han i NFL vil få mere succes som free safety bagerst på banen. På Loves oprindelige position er 30-årige Janoris Jenkins fortsat en af ligaens bedre spillere, hvilket han sidste år demonstrerede med 15 blokerede kast og 2 interceptions, men det mest interessante er faktisk, at det bag ham er lykkedes at samle en interessant gruppe af unge spillere med potentiale. Mest interessant er naturligvis DeAndre Baker, som holdledelsen tradede sig tilbage ind i 1.runde af årets draft for at vælge. Den tidligere Georgia-spiller er en udpreget zone-corner og har nogle tekniske udfordringer, men han er arbejdsom og har klart potentialet til at udvikle sig til en solid starter. Udover Baker bliver det også spændende at følge supplerings-draftvalget fra sidste år Sam Beal, der var skadet gennem hele sin rookiesæson, og ikke mindst Corey Ballentine, der først blev valgt i 6.runde af årets draft men har været en af årets helt store preseason-historier.
Konklusionen
Der er måske efterhånden nogle ting, der peger lidt mere i den rigtige retning for det store af de to New York-hold end tilfældet har været de sidste par år. På nogle positioner ser det ud til, at der er blevet fundet nogle interessante unge spillere, der på sigt kan udgøre en grundstamme. Desværre virker Gettlemans grundlæggende tilgang til at lede holdet ikke specielt moderne, og nogle af de valg han træffer, der afspejler dette, forhindrer i høj grad Giants i at lave den genstart, som virker nødvendig. Så længe at Manning fortsat er omdrejningspunktet offensivt, at der mangler bred kvalitet på receiverpositionen og at forsvaret fortsat har så massive mangler forrest på banen, er det svært at se det blå-klædte mandskab ende andre steder end i nærheden af ligaens bund.
- Navn: New York Giants
- Ejer: John Mara & Steve Tisch (begge siden 2005)
- Cheftræner: Pat Shurmur (siden 2018)
- Hjemmebane: MetLife Stadium i East Rutherford, New Jersey (siden 2010)
- Antal mesterskaber: 8 (1927, 1934, 1938, 1956, 1986, 1990, 2007 og 2011)
- Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 3-13)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 4 i NFC East (record: 4-12)
- Årets gennembrud: DT Dexter Lawrence
- Årets nøglespiller: RB Saquon Barkley
Red Zone Blog 