NFL’s yngste hold bør på papiret igen kunne blande sig i kampen om slutspilspladserne. Det kan dog både undre og koste dyrt, at de ikke gør mere for at beskytte deres talentfulde quarterback.
2018-sæsonen og offseason
Efter de første tre uger af sidste sæson var det største samtaleemne i Houston om cheftræner Bill O’Brien kunne overleve endnu et skuffende årsresultat. Ganske vist havde alle kampe indtil da været tætte, men det var alligevel endt med tre nederlag, mens at den tilbagevendte quarterback Deshaun Watson havde brugt det meste af sin tid på, at undgå at blive slået fuldstændig til lirekassemand. O’Brien lod dog forstå, at han fortsat troede fuldt ud på sine spillere og sit koncept, og i spiluge 4 kom så vendepunktet, da divisionsrivalerne fra Colts blev besejret smalt i overtid.
Denne sejr satte nemlig gang i en regulær stime, og frem til sæsonpausen i spiluge 10 vandt Texans samtlige kampe. Faktisk endte sejrsrækken med at vare helt frem til uge 14, hvor Colts fik revanche, men på nær denne kamp og det hæsblæsende uge 16-opgør mod 2017-mestrene Eagles, tabte O’Briens udvalgte ikke yderligere i 2018, hvilket betød, at holdet vendte tilbage til toppen af AFC South efter blot et enkelt års fravær. Succesen var især bygget op om et forsvar, der i den grad genfandt melodien, lukkede fuldstændigt af for løbet samt leverede en hvis sikkerhed mod kastet, når de ikke blev presset alt for meget i dybden. Angrebet lå statistisk set midt i ligaen, men i betragtning af hvor svære betingelser den hullede offensive linje gav profilerne, var det egentlig ret imponerende, hvad de fik ud af det. Imidlertid fik vi i kampen i 1.runde af slutspillet, der endte med at blive endnu et opgør mod Colts, set hvordan det var muligt at udstille Texans’ problemer med at stoppe modstanderens pass rush samt at begrænse deres våben i kastespillet. Selvom at defensiven fik kampen under kontrol ved stillingen 21-0, lykkedes det kun offensiven at producere 7 point, og således var endnu et slutspilseventyr for Houston-mandskabet slut før det overhoved var begyndt.
11-5 recorden i grundspillet var dog mere end rigeligt til at cementere Bill O’Briens position som cheftræner, som han har siddet på siden 2014-sæsonen med foreløbigt tre slutspils-deltagelser til følge. Den tidligere Belichick-assistent lader faktisk til at have opnået en endnu større magt efter at Texans’ grundlægger og hidtidige ejer Bob McNair døde midtvejs i sidste sæson som 81-årig. Ejerskabet er nu gået videre til McNairs enke Janis og deres søn Cal, der altså lader til at have fuld tillid til O’Brien, som i løbet af offseason angiveligt vandt en magtkamp med sportsdirektør Brian Gaine, der efterfølgende blev fyret og endnu ikke er blevet erstattet. Formentlig pga. den forøgede magt over den generelle ledelse af holdet, har cheftræneren imidlertid videregivet positionen som offensiv koordinator, der i 2019 skal varetages af den blot 32-årige Tim Kelly. Han har dog været i Houston lige så længe som O’Brien, og arbejdede også under ham før det på Penn State University. Senest har haft ansvaret for at træne holdets tight ends. På forsvaret er der til gengæld ingen ændringer, og det er således fortsat den efterhånden 72-årige Romeo Crennel, der står for at koordinere defensiven. Han fungerer også fortsat som assisterende cheftræner, og der er er ingen tvivl om, at den rutinerede Crennel fortsat spiller en afgørende rolle i at coache et af ligaens potentielt bedste forsvar.
Angrebet
En af de store præstationer i 2018-sæsonen, der måske fløj lidt under radaren, var den, som Deshaun Watson leverede. På trods af de til tider urimeligt vanskelige arbejdsbetingelser, som han måtte spille under, fulgte 2.årsspilleren til fulde op på sin rookie-sæson og overbeviste vistnok alle om, at han kan være sit holds franchise-quarterback. Konkret producerede Watson 4.165 yards og 26 touchdowns med 68,3 % succesfulde kast og en rating på 103.1, hvilket statistisk set er fremragende for en spilfordeler i NFL. Læg dertil, at han kun kastede 9 interceptions og samtidig bidrog med 551 yards og 5 touchdowns på jorden på trods af, at han vendte tilbage fra en alvorlig korsbåndsskade. Alt i alt er det næsten overraskende, at den snart 24-årige Watsons succes ikke fyldte mere end den gjorde i fortællingen om sidste sæson, men det skyldes nok, at den druknede i historierne om Patrick Mahomes’ og de mange rookie-quarterbacks, der indtog ligaen i 2018.
Imidlertid er det alligevel ufatteligt, at Texans endnu engang har været meget begrænsede i deres forsøg på at beskytte Watson bedre, end de har gjort indtil videre i hans karriere. En del af forklaringen på 3.årsspillerens mange løbeyards er nemlig, at han ofte er blevet nød til at tage benene på nakken for at undgå at løbe ind i nogle alvorlige øretæver. På trods af Watsons atletiske evner tillod den offensive linje så alligevel 62 sacks sidste år, hvilket var flest af alle hold i 2018, og det burde umiddelbart give anledning til at finde forstærkninger til denne del af truppen. Det er dog ikke ligefrem imponerende, hvad Houston-mandskabets ledelse har kunnet svinge sig op til på den front. Ganske vist brugte Texans’ to af holdets tre første draftvalg på offensive tackles, men både Tytus Howard og Max Scharping virker godt nok som nogle projekter, der skal udvikles førend at de kan satses på som startere. Derfor har der især været en del kritik af valget af Howard, der noget uforståeligt blev taget allerede i 1.runde. Han ser også indtil videre ikke ud til at kunne spille tackle i NFL og prøves i stedet af på venstre guard-positionen, hvor han måske kan vippe sidste års starter Senio Kelemete af pinden. Det kan for så vidt være ok, men det efterlader Texans i en situation, hvor deres potentielle startere på tackle-positionerne hedder Matt Kalil, Julien Davenport, Seantrel Henderson eller Martinas Rankin, der alle sammen har været mere eller mindre elendige indtil videre som startere. Især udsigten til at lillebror Kalil skal starte på venstre tackle bør give nervøse trækninger hos alle Texans-fans, da han har været en regulær katastrofe hos Vikings og Panthers de seneste tre år. I midten ser det lidt bedre ud, hvor både center Nick Martin og højre guard Zach Fulton faktisk spillede hæderligt i 2018, hvilket der forhåbentligt kan bygges videre på. Det samlede perspektiv for o-linen ser dog fortsat dystert ud, og Watson kan vist godt indstille sig på, at han i 2019 igen må løbe for livet.
Kasteangrebets problemer strækker sig desværre også til receiver-gruppen, der med undtagelse af DeAndre Hopkins også fortsat er noget tvivlsom. 27-årige Hopkins overgik igen sig selv i 2018 med 1.572 yards og 11 touchdowns, og der er næppe nogen receivere, der bedre til at vinde dueller om bolde i luften end Texans’ All Pro-stjerne. Bag ham er det dog godt nok tyndt besat med hurtigløberen Will Fuller og slotreceiveren Keke Coutee som de primære navne. Begge har set fornuftige ud, når de har været på banen, men de har også begge måttet slås med skadesproblemer, hvor de især for Fullers vedkommende har været ret massive. Imidlertid tror O’Brien og co. åbenbart så meget på de to unge talenter, at de hverken valgte at forlænge med veteranen Demaryius Thomas eller har hentet andre potentielle profiler ind. Det gælder også på tight end-positionen, hvor holdet har sagt farvel til Ryan Griffin og i stedet satser på unge navne som Jordan Thomas, Jordan Akins og måske årets 3.runde-valg Kahale Warring, der kan blive en solid receiver, hvis han får bedre styr på sine hænder.
Ift. løbespillet ser det statistisk set fint ud, men en del af forklaringen herpå er de mange yards, som Watson producerer. Blandt de regulære running backs er Lamar Miller fortsat den primære starter, men selvom at han med 973 yards og 4.6 yards pr. forsøg tog et skridt fremad sidste år rent produktionsmæssigt, så er han ikke en spiller, der kan gøre en afgørende forskel for sit hold. Derfor vil O’Brien sikkert forsøge at supplere ham, så det ikke ender som for to sæsoner siden, hvor Texans nærmest arbejdede den nu 28-årige Miller i stykker. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der skal der udgøre supplementet, for hverken Alfred Blue eller det tidligere højtbesungne talent D’Onta Foreman er længere en del af truppen, hvilket betyder, at minimum en af en række upåagtede spillere skal vise et hidtil ukendt niveau, hvis den plan skal lykkes.
Forsvaret
Selvom at Watsons fortsatte udvikling måske var den vigtigste historie fra Texans’ 2018-sæson, er det der står tydeligst nok J.J. Watts tilbagekomst. Efter to år, der blev fuldstændigt ødelagt af skader, og to komplicerede operationer vendte den helt store leder og profil tilbage for fuld skrue med 16 sacks, 7 forcerede fumbles og en general eminent indsats i alle facetter af forsvarsspillet gennem samtlige 16 kampe, der burde havde givet ham titlen som Comeback Player of the Year. Watt blev dog fortjent valgt som All Pro, og kan han igen holde sig skadesfri, er der ingen grund til at tro, at den nu 30-årige megastjerne ikke fortsat vil være blandt NFL’s allerbedste på den defensive side af bolden. Udover at han selv er en fantastisk spiller, har Watt også en evne til at trække sine holdkammerater på den defensive linje med sig. Nose tackle D.J. Reader har dog efterhånden selv udviklet sig til en af ligaens bedste i discplinen som run-stopper, så med ham, Watt og enten Angelo Blackson eller Joel Heath bør Texans som minimum igen være blandt NFL’s stærkeste løbeforsvar. Til gengæld er den sidste starter fra 2018-sæsonen Christian Covington, der også har visse kvaliteter i presspillet, skiftet videre til Cowboys.
Mens at der dog er styr på den forreste del af forsvaret, har der været mere uro omkring positionerne på kanten, hvor holdets næststørste forsvarsprofil Jadeveon Clowney gerne vil have en ny kontrakt. Det alsidige 1.valg fra 2014-draften har efterhånden bevist sit værd mod både løb og kast, og leverede også 9 sacks sidste år, men rygterne vil vide, at O’Brien ikke er villig til at satse på den tidligere ret skadesplagede Clowney på den lange bane. Derfor har Texans kun tilbudt den 26-årige edge et franchise tag i år, hvilket han absolut ikke har været tilfreds med. Han har dog meddelt, at han forventer at underskrive aftalen efter holdets tredje preseason-kamp, og således er han klar til igen at danne par på kanten med Whitney Mercilus, der med kun 4 sacks ikke helt kunne finde sit tidligere niveau i 2018. Det primære supplement til Clowney og Mercilus vil som udgangspunkt igen blive Brennan Scarlett, men hans problemer med skader og manglende produktion kan godt resultere i, at han bliver overhalet af alternative muligheder.
Hvor der altså er et par usikkerheder på edge-positionerne, er der ingen tvivl om, hvem der skal besætte de to linebacker-pladser i midten af banen. Benardrick McKinney og Zach Cunningham er måske hver for sig ikke de to største profiler i ligaen, men som duo fungerer de rigtigt godt, hvor den hårdtslående indpisker McKinney sørger for at stå fast og støtte det forreste forsvar, mens Cunningham arbejder fra side til side med et vist ansvar i opdækningen. Bag de to startere ser truppen dog noget tynd ud, så O’Brien og Crennel skal krydse fingre for at de ikke bliver skadede.
Det største usikkerhedsmoment på Houston-mandskabets forsvar er dog helt klart bagkæden og ikke mindst cornerback-positionerne. Her har Texans måske ikke så overraskende sagt farvel draftbustet Kevin Johnson og veteranen Kareem Jackson, men det løser imidlertid ikke det grundlæggende problem, at holdets tilbageværende spillere på positionen alle har et problem med fart. Den aldrende Johnathan Joseph, der efterhånden er blevet 35, de indhentede Bradley Roby og Briean Boddy-Calhoun samt sloteksperten Aaron Colvin er alle gode til den fysiske del af spillet, men mod hurtige receivere får de det svært. Det kan blive et stort problem, da årets kampprogram indeholder væsentlig flere opgør mod quarterbacks og receivere, der gode til at gå dybt. Eneste mulige starter med en hvis fart er 2.runde-draftvalget Lonnie Johnson, men han ligger teknisk så langt fra NFL-niveau lige nu, at det vil være halsløs gerning at kaste ham for løverne allerede i år. Det ser lidt bedre ud på safety-positionen, hvor 2.årsspilleren Justin Reid, der ellers ifm. draften måske blev lidt straffet for at være den knælende Eric Reids lillebror, slap rigtig godt fra sin rookie-sæson med 3 interceptions og 10 blokerede kast. Han skal dog vende sig til et par nye makkere, da både Tyrann Mathieu og Andre Hal er væk pga. hhv. et skifte til Chiefs og et tidligt karrierestop ovenpå en kræftsygdom. Holdledelsen har dog investeret i et par solide erstatninger med god starter-erfaring i form af Tashaun Gipson og Jahleel Addae fra hhv. Jaguars og Chargers. Begge vil dog nok komme til at arbejde mere fremad i banen, hvorfor den blot 22-årige Reid vil få opgaven med at være sidste skanse og primære ballhawk. Fortsætter han sin udvikling, er det dog ganske tænkeligt, at han kan løfte den opgave til fulde.
Konklusionen
Så længe af profilerne Watson, Hopkins, Watt og Clowney er på banen på hver sin side af bolden, bør Texans også i år være i spil til slutspilspladserne. Det der taler imod, at det skulle blive til endnu en divisionstitel er, at problemerne på hhv. o-linen og cornerback-positionerne kan få større konsekvenser end tilfældet var i sidste sæson. Det handler især om, at Texans’ kampprogram er væsentligt vanskeligere i år, og at det netop indeholder mange hold med gode kasteangreb og giftige pass rushere. Bl.a. skal Houston-mandskabet møde hele den stærke AFC West-division, hvilket også kommer til at vanskeliggøre mulighederne for et wild card, hvis divisionstitlen ikke er en mulighed. Derfor regner jeg ikke med, at det bliver til endnu en slutspilsdeltagelse for O’Brien og co.
- Navn: Houston Texans
- Ejer: Janice McNair og D. Cal McNair (siden 2018)
- Cheftræner: Bill O’Brien (siden 2014)
- Hjemmebane: NRG Stadium i Houston, Texas (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2018: Elimineret i 1.runde af slutspillet (record: 11-5)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 3 i AFC South (record: 8-8)
- Årets gennembrud: TE Jordan Akins/TE Jordan Thomas
- Årets nøglespiller: WR Will Fuller
Red Zone Blog 