I Cincinatti begynder en ny epoke efter 16 år med Marvin Lewis i spidsen. Nu skal en ny og temmelig uerfaren chetræner forsøge at revolutionere et af NFL’s mest konservative hold.
2018-sæsonen og offseason
Kort før sidste års sæsonstart begyndte der pludselig at være lidt hype omkring Cincinatti Bengals. Om det var forlængelsen af cheftræner Marvin Lewis med endnu to år eller de gode takter i preseason er ikke til at sige, men da kampresultaterne begyndte at tælle, så det også ud til, at der var noget om snakken. I hvert fald vandt Bengals fire af de første fem kampe i fin stil, hvor det virkede som om, at den offensive koordinator Bill Lazors nye angreb fyrede på alle cylindre. Så gjorde det ikke så meget, at forsvaret ikke helt kunne leve op til tidligere tiders præstationer.
Imidlertid kom der allerede i kamp 4 mod Falcons en forudanelse om, hvilke besværligheder, der lå forude, da tight end Tyler Eifert endnu engang gik ned med en alvorlig skade. Kollapset startede dog først for alvor i spiluge 6, da Cincinatti-mandskabet ellers kunne have taget et afgørende skridt i kampen om divisionen med en sejr over ærkerivalerne Steelers. Men endnu engang endte Ben Roethlisberger og co. med at agere nemesis for Bengals, og derfra var det som om at alt gik galt. Skaderne til centrale profiler haglede ned over holdet, der måtte humpe sig igennem sidste del af sæsonen, hvor forsvarets problemer også for alvor blev udstillet. Efter pausen i spiluge 9 vandt Bengals kun en kamp i resten af 2018, og med en afsluttende sæson-record på 6-10 endte holdet fra Ohio nederst i AFC West for første gang siden 2010.
Alligevel regnede de fleste med, at den næstlængst-siddende cheftræner i NFL var sikker på en 17.sæson i spidsen for Bengals, men d. 31.december afslørede Lewis og holdejer Mike Brown i fællesskab, at de havde besluttet at gå hver til sit. Selvom at det officielt var en gensidig aftale, har mange efterfølgende tolket det som en fyring efter tre sæsoner i træk med tilbagegang og uden deltagelse i det slutspil, som Lewis aldrig formåede at vinde en kamp i. Således skulle Cincinatti-mandskabet for første gang siden 2003 i gang med at finde en ny cheftræner, og efter at en del Bengals-fans formentlig holdt vejret pga. rygterne om en flirt med den fyrede Browns-træner Hue Jackson, endte trænerjagten lidt overraskende med, at valget faldt på Zac Taylor. Den 36-årige offensivt indstillede Taylor kommer ikke med det længste generalieblad fra NFL-verdenen, men han har trods alt tidligere været offensiv koordinator hos Dolphins, ligesom at han kender lokalmiljøet fra sin tid i en tilsvarende rolle på University of Cincinatti. Hans primære baggrund for at blive valgt er dog, at han de sidste to år har arbejdet under Sean McVay hos Rams, hvor han i 2018 var quarterback-træner. Det gjorde ham automatisk interessant for de hold, der var på udkig efter en angrebsspecialist, men hans tidligere holds succes i slutspillet gjorde, at Taylor først relativt sent kunne tiltræde i sit nye job, hvorfor mulighederne ift. at ansætte den øvrige trænerstab ikke var de mest optimale. Der gik også rygter om, at flere emner havde takket nej til tilbuddet om koordinator-posterne, men i sidste ende kunne Brown og Taylor præsentere hhv. Brian Callahan og Lou Anarumo som nye primære assistenter. Anarumo har indtil videre især arbejdet med at træne bagkæder, hvilket han senest har gjort hos Giants, men han vikarierede også som defensiv koordinator hos Dolphins i den sæson, hvor Taylor havde ansvaret for angrebet i Miami. For den 35-årige Callahan er dette hans første koordinatorpost, efter at han de seneste tre sæsoner har arbejdet som quarterback-træner hos først Lions og senest Raiders.
Angrebet
Hvor det sidste år var Joe Flacco, der stod i en knald eller fald-situation hos Ravens, er det i år Bengals, der står med en mangeårig startende quarterback, som de skal tage stilling til med henblik på fremtiden. Med den nye start i Taylors system, skal Andy Dalton en gang for alle bevise, om han kan løfte sig op over sit normale middelmådige niveau. 31-årige Dalton gik rent statistisk fremad i 2018 med 61 % gennemførte kast, 21 touchdowns og en rating på 89.6, men set i det store NFL-perspektiv var tallene alligevel ikke specielt imponerende. Derudover var historien om hans 2018-sæson lidt den samme, som for hele Cincinatti-mandskabet. Det startede rigtig godt, men sluttede med skader og skuffelser. For den rødhårede quarterbacks vedkommende endte det med overrevne ledbånd i tommelfingeren, der kostede ham sæsonens sidste seks kampe. En skadesfri Dalton vil i modsætning til Flacco sidste år kunne føle sig rimeligt sikker på at beholde starterpladsen sæsonen igennem, da Bengals ikke umiddelbart har en oplagt afløser blandt holdets reserver og dermed formentlig først vil begynde en jagt på en ny spilfordeler efter sæsonen. Det vil til gengæld helt sikkert ske, hvis ikke engang Taylors formentligt mere innovative tilgang til offensiv football kan løfte præstationerne fra ”The Red Rifle”.
Dalton kan dog fortsat delvist dække sig ind under, at han ikke får meget hjælp fra den offensive linje, der i 2018 igen var blandt NFL’s dårligere. Her er problemet imidlertid, at denne ikke er blevet mærkbart forbedret i offseason, selvom at holdledelsen ellers forsøgte sig med valget af den talentfulde Jonah Williams i 1.runde af draften. Rookien var udset til at skulle træde direkte ind på linjen, men han pådrog sig en alvorlig skulderskade under en af holdets træningssessioner i offseason, og det er pt. meget tvivlsomt, om Williams overhoved kommer på banen i 2019. Det efterlader Bengals med en o-line, hvor den 29-årige venstre tackle Cordy Glenn er den bedste spiller på papiret, men han tog et alvorligt skridt tilbage i niveau sidste år. De øvrige sikre startere pt. er 2.årsspilleren Billy Price på center, der også fik sin rookie-sæson smadret af skader, samt den omvandrende katastrofe Bobby Hart på højre tackle. Guard-positionerne er efter veteranen Clint Bolings karrierestop helt åbne, og det er netop også først og fremmest et udtryk for o-line-truppens manglende talent. Ikke det bedste udgangspunkt for hverken Daltons eller Taylors muligheder i den kommende sæson.
Hvor det ser skidt ud med mulighederne på linjen, har Bengals til gengæld rigtigt meget at arbejde med på skill-positionerne, hvis profilerne vel at mærke også her kan holde sig skadesfri. På jorden tog Cincinatti-mandskabet et stort skridt fremad sidste år takket være Joe Mixon. Den 23-årige 3.årsspiller forbedrede sig markant i sin anden NFL-sæson, hvor han producerede 1.168 yards med 4.9 yards pr. forsøg samt 8 touchdowns på trods af, at han sad ude i to kampe. Mixon har således etableret sig som en solid hjørnesten på angrebet, omend han mest af alt er en 1-dimensionel spiller, der ikke bidrager med så meget i kastespillet. Som supplement har Taylor og co. fortsat Giovani Bernard i truppen, men den 27-årige 3.down-back er i kontraktår, og det kan sagtens tænkes, at trænerstaben ser større perspektiver i rookien Trayveon Williams, der blev valgt i 6.runde af årets draft og virker til at være en mere rendyrket 3.down-back. Williams afløser fiaskoen Mark Walton, der blev draftet sidste år, men havde mere travlt med at blive anholdt end at spille football.
Blandt receiverne er A.J. Green fortsat den helt store stjerne, men den snart 31-årige profil kommer formentlig til at starte ud på skadeslisten, efter at han har slået anklen i træningslejren. Green, der har kontraktudløb efter 2019-sæsonen, missede også 7 kampe pga. skader sidste år, og selvom han i teorien stadig er en af NFL’s bedre receivere, er det et åbent spørgsmål, om vi har set det bedste fra ham. I hans fravær var Tyler Boyd holdets bedste pass catcher sidste år, og det 24-årige tidligere 2.runde-draftvalg leverede faktisk lidt af et gennembrud i 2018 med 1.028 yards og 7 touchdowns, omend også han endte på skadeslisten i sidste ende. Derimod er det fortsat meget usikkert om 1.runde-valget fra 2017-draften John Ross nogensinde for alvor bliver en succes, selvom at han trods alt bidrog med 7 touchdowns sidste år. Han er endnu en spiller, som holdejer Brown håber at se blomstre i et nyt system. På tight end-positionen får den ligeledes talentfulde men samtidig evigt skadesplagede Tyler Eifert endnu en chance, dog i skarp konkurrence med C.J. Uzomah, der i Eiferts fravær bidrog med 439 yards og 3 touchdowns i 2018.
Forsvaret
Når det generelt var så svært for Bengals at stoppe modstanderen sidste år, skal en meget stor del af forklaringen findes på forsvarets midterste positioner. Linebacker-kæden, der tidligere var en af Cincinatti-mandskabets styrker, har gennem de sidste par sæsoner simpelthen manglet fart, og derfor var det ingen overraskelse at en række tidligere startere, og heriblandt ikke mindst problembarnet Vontaze Burfict, blev sendt på porten af den nye trænerstab. I stedet satses der nu på opbygningen af en ny enhed med Preston Brown og Nick Vigil som de erfarne kulturbærere. Ingen af disse er potentielle stjerner, men begge er habile ledertyper, og især Brown er god til at gå forrest og tackle solen sort. Derudover består truppen af en række unge udviklingsspillere som Jordan Evans, Malik Jefferson og ikke mindst årets 3.runde-draftvalg Germaine Pratt, der har store atletiske evner, men lider under at linebacker er en relativt ny position for ham. Hvis han udvikler sig hurtigt, vil jeg dog ikke blive overrasket over, at se rookien spille en stor rolle allerede i år.
Skal kasteforsvaret forbedres kræver det dog også, at bagkæden levere på et højere niveau end tilfældet var i 2018. Efter sin uheldige rookie-sæson har William Jackson været en af NFL’s bedste cornerbacks de seneste to år, og med 13 blokerede kast bidrog han også på fornemmeste vis i sidste sæson. Problemet var bare, at modstanderen ofte vælger at kaste væk fra Jackson, og de øvrige spillere blev meget oftere brændt af dybt. De to andre startende cornerbacks Dre Kirkpatrick og Darqueze Dennard gik begge to lidt tilbage, og især i Kirkpatricks tilfælde kan det måske være et tegn på, at alderen er begyndt at trykke. Dennard er samtidig startet sæsonen på skadeslisten, så det kan ende med, at Bengal bliver afhængige af mere upålidelige spillere som Tony Lippett og B.W. Webb. Safety-duoen Shawn Williams og Jessie Bates gjorde det godt som ballhawks med hhv. 5 og 3 interceptions, samtidig med at de tacklede løs over hele banen. Især Bates gjorde det også godt i opdækningen bagerst på banen, og i bragtning af at han var rookie, og med godt supplement fra Clayton Fejedelem, kan den blot 22-årige free safety formentlig få lov at udvikle sine evner mod kastet endnu mere.
En anden facet af spillet, som påvirkede kasteforsvaret negativt sidste år var, at pass rushet ikke var så effektivt som tidligere, og det handlede ikke mindst om edge-spillerne. Rookie-stjernen fra 2017 Carl Lawson kæmpede bravt, men fik meget lidt plads indtil at han rev sit korsbånd over i spiluge 8. Den rutinerede Carlos Dunlap og rookien Sam Hubbard gjorde hvad de kunne i Lawsons fravær med hhv. 8 og 6 sacks, men udover de to var der ikke rigtigt nogen, der formåede at lægge et solidt tryg på ydersiden. Håbet er, at Lawson kommer tilbage på 2017-niveau, så Bengals kan satse på en rotation mellem deres tre farligste yderside-våben, nu hvor veteranen Michael Johnson definitivt er færdig i Cincinatti. Det er dog på ingen måde sikkert, da korsbåndsskader generelt er nogle af de sværeste at komme sig 100 % over.
I midten af det forreste forsvar var Geno Atkins som sædvanlig suveræn som ekstra presspiller, og var med 10 sacks igen Bengals’ bedste mand til jagte quarterbacken. Han er fortsat en af NFL’s mere undervurderede spillere, fordi han som type minder meget om Aaron Donald, og hans præstationer kommer derfor nemt til at stå i skyggen af Rams-profilen. 31-årige Atkins er dog i sig selv en stjerne, der altid burde nævnes sammen med de bedste på hans position. Imidlertid efterlader han ofte de øvrige defensive tackles ret alene mod modstanderens running backs, og på nær den 24-årige Andrew Billings, der virker som en gennemgåede solid spiller, har de øvrige potentielle startere generelt haft svært ved at vinde opgørende på jorden. Her bliver udviklingsspillerne Ryan Glasgow eller Andrew Brown nød til at tage et step op, medmindre at 4.runde-valget fra årets draft Renell Wren kan gå ind og hjælpe til mod kastet med det samme. I så fald kan Billings måske dedikere sig endnu mere til at stoppe løbet.
Konklusionen
Bengals er nok et af de hold, som det pt. er sværest at blive klog på, hvilket selvfølgelig til dels skyldes, at holdet har skiftet en af NFL’s mest rutinerede cheftrænere ud med en ny og meget uerfaren mand. Angrebet indeholder på papiret en masse potentiale, og netop Taylors nye system gør, at der er en mulighed for, at der kan komme positive overraskelser fra den kant. Den offensive linje kan imidlertid vise sig endnu engang at blive en alvorlig hæmsko, og dertil kommer at forsvaret ikke nødvendigvis bliver bedre i år, da der skal foretages en hvis genopbygning på især linebacker-positionerne. Med de øvrige AFC North-hold og især divisionsrivalerne Browns’ og Steelers’ styrke taget i betragtning, har jeg derfor svært ved at se Bengals vende tilbage til slutspillet allerede i Taylors første sæson ved roret.
- Navn: Cincinatti Bengals
- Ejer: Mike Brown (siden 1991)
- Cheftræner: Zac Taylor (siden 2019)
- Hjemmebane: Paul Brown Stadium i Cincinatti, Ohio (siden 2000)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 6-10)
- Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 4 i AFC North (record: 4-12)
- Årets gennembrud: LB Germaine Pratt
- Årets nøglespiller: EDGE Carl Lawson
Red Zone Blog 