NFL: Sæsonoptakt 2019 – Cleveland Browns

browns

I Cleveland har de i årets offseason skulle vende sig til en ny tilværelse som potentielle outsidere. Nu må vi så se, om det unge hold og deres uprøvede cheftræner kan leve op til hypen.

2018-sæsonen og offseason

D. 20.september 2018 vil for mange tilhængere af Cleveland Browns forhåbentlig gå over i historien som dagen, hvor bøtten endelig vendte for deres hold. Torsdagskampen mod Jets lignede ellers til at starte med så mange andre opgør gennem de sidste 20 år for et hold, der på dette tidspunkt ikke havde vundet siden december 2016. Det ændrede sig dog fuldstændigt, da quarterback Tyrod Taylor blev skadet, og den udskældte cheftræner Hue Jackson blev nød til at sende 1.valget fra 2018-draften Baker Mayfield på banen. Allerede fra første kast fik man fornemmelsen af, at her var den spiller, som NFL’s evige prügelknabe havde ledt efter, og jublen ville ingen ende tage, da det lykkedes rookien at føre sit nye hold til dets første sejr i næsten 2 år.

Den flotte præstation i debutkampen blev dog ikke umiddelbart fyldt op af en række yderligere sejre, og efterhånden stod det klart, at Jackson ikke længere kunne skjule sin inkompetence ift. at lede et professionelt football-hold. Med en record på 2-5-1 for sæsonen og en samlet record på 3-36-1 over sine 2½ sæson som cheftræner i Cleveland fik han endelig sparket, og det samme gjorde den offensive koordinator Todd Haley. Den kontroversielle defensive koordinator Gregg Williams overtog i stedet det overordnede ansvar, mens angrebet blev lagt i hænderne på den hidtidige running back-træner Freddie Kitchens. Med denne duo i spidsen var det som om, at Browns endelig forløste noget af det potentiale, som holdet har haft på papiret efter Moneyball-opfinderen Paul DePodestas arbejde med at opbygge truppen. I hvert fald vandt Cleveland-mandskabet fem af de sidste otte kampe, hvilket resulterede i det bedste sæsonresultat siden 2007. Det var især vildt at se, hvordan angrebet sprudlede sammenlignet med, hvad vi har været vant til at se fra Browns’ side. I næsten alle væsentlige offensive statistikker sluttede holdet i den bedre halvdel af ligaen, og kombineret med en generel fremgang på forsvaret, der især forbedrede sig mod kastet, kan man godt forstå, at smilet var bredt hos holdejer Jimmy Haslam efter 2018-sæsonens afslutning.

Det helt store spørgsmål for Haslam, DePodesta og sportsdirektør John Dorsey i offseason var, hvem der skulle forsøge at føre succesen videre. Det blev hurtigt tydeligt, at valget stod mellem en af de to mænd, der havde ledet holdet gennem den sidste halvdel af 2018, og måske lidt overraskende endte det med at blive den urutinerede og ubeskrevne Freddie Kitchens, der blev udpeget som holdets nye cheftræner. Den blot 44-årige Kitchens har ganske vist trænet i NFL siden 2006, men før 2018 indeholder hans CV udelukkende roller som positionstræner. Nu får han imidlertid ansvaret for realisere drømmen om et succesfuldt Browns-hold, der kun af blevet yderligere forstærket af DePodesta og Dorseys meget markante investeringer via handler, free agency og draft igennem foråret. Til at hjælpe sig har Kitchens valgt at hyre et par erfarne herrer, der kommer med meget forskellige udgangspunkter ovenpå 2018-sæsonen. Todd Monken havde faktisk en del succesoplevelser med sit angreb i Tampa, og det bliver spændende at se, om han og Kitchens kan kombinere deres idéer til en endnu mere visionær offensiv. Til gengæld skal Steve Wilks forsøge at genrejse sin trænerkarriere som defensiv koordinator efter fiaskoen som cheftræner for Cardinals. Han har dog en del værdifuld rutine fra sin mere succesfulde tid hos Panthers, hvor han var en central del af Ron Riveras trænerteam.

Angrebet

Når Kitchens endte med at få tjansen som ny cheftræner, så handler det helt sikkert om hans arbejde med Baker Mayfield. Selvom at mange nok godt kan lide billedet af, hvordan sidste års 1.valg i draften ændrede alt, da han kom på banen i kampen mod Jets, så var det først, da Kitchens fik ansvaret for angrebet fra og med spiluge 9, at rookiens spil for alvor fik luft under vingerne. Det førte til, at Mayfield leverede en af de bedste sæsoner nogensinde for en 1.års-quarterback i NFL med 3.725 yards, 63,8 % succesfulde kast, en rating på 93.7 og hele 27 touchdowns, hvilket er ny rookie-rekord. Eneste ridse i lakken var umiddelbart mængden af interceptions, men set i et historisk perspektiv er 14 stk. stadig mere end godkendt. Der er således meget der tyder på, at den 24-årige Mayfield er den franchise-quarterback, som Cleveland-mandskabet har ledt efter med lys og lygte siden genaktiveringen i 1999. Han virker selvsikker, stabil, intelligent og stærk nok til at lave alle de nødvendige kast. Når man kombinerer dette med, at den nye offensive koordinator Monken formåede at producere fremdrift med mindre talentfulde spilstyrere sidste år hos Buccaneers, går Browns potentielt en meget spændende offensiv sæson i møde.

Udover forsøget på at sikre kontinuitet ift. Mayfields udvikling, har holdledelsen også gjort hvad de kunne for at forsyne deres unge quarterback med giftige våben. Den helt store nyinvestering i den sammenhæng er naturligvis Odell Beckham. Den 26-årige receiver har igennem sine hidtidige fem sæsoner klart været en af NFL’s bedste angrebsspillere, hvilket hans antal af yards og touchdowns tydeligt beviser. Problemet for det iltre mega-talent har imidlertid været, at han har været fanget på et Giants-mandskab, der har været i klar tilbagegang. Det er ikke fordi, at Beckham har været et problembarn for sit tidligere hold, men det har været tydeligt, at han har været frustreret over den situation, han var fanget i. Det generede åbenbart Giants’ ledelse så meget, at de valgte at afsøge muligheden for at handle deres største stjerne, og her var Dorsey og DePodesta ikke et sekund i tvivl om, at Beckham var værd at ofre årets 1.runde-valg i draften på. Udover en bedre quarterback-situation får Browns’ nye stjerne nu også mulighed for at blive genforenet med sin gamle college-kammerat Jarvis Landry. Den 26-årige slotreceiver havde en godkendt første sæson hos Browns i 2018 med 976 yards og 4 touchdowns. Med Beckham på holdet vil der formentlig blive endnu mere plads til Landry, der således også kan blive endnu farligere. Læg dertil, at Browns-truppen også indeholder den solide udviklingsspiller Rashard Higgins, det lynhurtige men problematiske talent Antonio Callaway samt den potentielle tight end-profil David Njoku. Det står med andre ord lysende klart, at Mayfield får rigtigt mange muligheder i kasteangrebet.

På jorden er Cleveland-mandskabet også rigtig godt besat. Efter at have startet sæsonen bag den skadesplagede Carlos Hyde, så Nick Chubb sig ikke tilbage, da han først havde erobret førepositionen i Browns’ backfield. Med 996 yards, et snit på 5,2 yards pr. forsøg og 8 touchdowns havde 23-årige Chubb en mere end godkendt rookie-sæson, som han helt sikkert er klar til at bygge videre på. Han vil dog i løbet af sæsonen formentlig blive suppleret af et andet stort talent i form af 3.årsspilleren Kareem Hunt. Den ligeledes 23-årige running back tog ligaen med storm, da han debuterede for Chiefs i 2017, men midtvejs i sidste sæson kom det frem, at Hunt havde begået vold mod en kvinde, hvilket fik hans tidligere hold til at fyre ham. Dorsey, der kender Hunt fra sin tid i Kansas City, valgte imidlertid at give ham en ny chance, og selvom at han er i karantæne de første 8 kampe vil han formentlig kunne bidrage væsentligt derefter, og ikke mindst hvis Chubbs skadesproblemer fra college dukker op igen. Hunt har også rigtigt mange kvaliteter som receiver, hvilket også kan blive afgørende, efter at 3.down-backen Duke Johnson er blevet handlet til Texans.

Det store spørgsmålstegn på angrebet er den offensive linje, der ellers i de mange magre år nærmest var Browns’ eneste styrke. Sidste år var især midten blandt de bedste i NFL, men i en af offseason-handlerne med Giants endte holdledelsen med at sende højre guard Kevin Zeitler til New York. Cleveland-mandskabet har fortsat 2.holds All Pro-spilleren Joel Bitonio og den bundsolide J.C. Tretter, men med den 29-årige journeyman Eric Kush som ny starter på Zeitlers gamle position i kombination med den middelmådige Chris Hubbard på tackle-positionen, er det usikkert, om det samlede niveau i højre side kan opretholdes. Derudover er det tvivlsomt, om det tidligere draft bust Greg Robinson igen kan spille over evne på venstre tackle, hvorfor at Mayfield måske får mere travlt med at skulle beskytte sig selv end tilfældet var i 2018.

Forsvaret

Udover Baker Mayfield var det helt klart Myles Garrett, der var sidste sæsons store historie i Cleveland. Efter en skadesplaget rookie-sæson brød 1.valget fra 2017-draften fuldt igennem i 2018 med 13,5 sacks og en generel fremragende indsats på ydersiden af forsvaret. Imidlertid var det også klart, at der var ret markant forskel på 23-årige Garrett og resten af holdets edge rushere, hvor Emmanuel Ogbah var næstbedste quarterback-jæger med blot 3 sacks. Derfor var det heller ikke overraskende, at Ogbah i offseason blev sendt til Kansas City, mens Browns i stedet har investeret i en solid opgradering i form af Oliver Vernon, der er kommet til i en af Giants-handlerne. 28-årige Vernon er måske ikke den mest eksplosive spiller, men han har et højt bundniveau i presspillet og er samtidig også rigtig dygtig imod løbet. Udover de to forventede startere satser Kitchens og co. på, at de fortsat unge navne Anthony Zettel, Chris Smith og/eller Chad Thomas kan supplere duoen Garrett og Vernon i rotation.

Den næststørste trussel i holdets presspil sidste år kom faktisk fra indersiden i form af Larry Ogunjobi. Den 25-årige 3.årsspiller mangler måske fortsat at slå helt igennem, men med 5.5 sacks viste han i 2018, at han har et talent for at supplere de udvendige spillere i quarterback-jagten. Desværre kunne Ogunjobi ikke ene mand gøre særligt meget imod løbet, hvor hans makker i midten af det forreste forsvar Trevon Coley havde det svært. Derfor var det ikke overraskende, at Browns også på denne position har valgt at tilføje en solid forstærkning i form af Sheldon Richardson. Efter at hans karriere i Jets gik i stå, har 28-årige Richardson de sidste to år været hos hhv. Seahawks og Vikings med blandet succes, men der er ingen tvivl om, at han er en opgradering ift. de hidtidige startere. Håbet er, at han sammen med Ogunjobi kan bidrage til, at Cleveland-mandskabet i år ikke igen bliver blandt de dårligste mod løbet, samtidig med, at begge spillere også kan bruges som ekstra pass rushere.

Skal løbeforsvaret ikke igen tillade de mængder af yards og touchdowns, som tilfældet var i 2018, handler det også om, at linebacker-gruppen forbedre sig. Her har Browns godt nok sagt farvel til veteranen Jamie Collins, men faktisk ser truppen som helhed også her stærkere ud end sidste år. 25-årige Joe Schobert har faktisk efterhånden udviklet sig til lidt af en profil, og selvom at han ikke er så markant som f.eks. Bobby Wagner eller Luke Kuechly, er han efterhånden en spiller, der bidrager i stort set alle facetter af forsvarsspillet. Schoberts primære makker bliver forhåbentlig Christian Kirksey, der desværre fik en stor del af 2018 ødelagt af en skade, men som nu skulle være helt fit for fight igen. 26-årige Kirksey har ikke helt sin holdkammerats alsidighed, men han er en ledertype, der går forrest med tacklingerne og skaber en god sammenhængskraft på holdet. 2.årsspilleren Genard Avery havde en glimrende rookiesæson som blitz-spiller, og så har årets draft tilføjet to interessante navne på den lange bane i form af Sione Takitaki og Mack Wilson, der begge bør kunne fungere som situationsspillere allerede nu. Så må vi se, hvad de kan udvikle sig til på længere sigt.

Selvom at kasteforsvaret heller ikke var perfekt sidste år, havde bagkæden generelt en rigtig god sæson, hvilket der formentlig kan bygges videre på, da de fleste centrale spillere fra 2018-sæsonen fortsat er på holdet. Denzel Ward beviste fra start af sit værd, og med 11 blokerede kast samt 3 interceptions havde 1.runde-valget en mere end godkendt rookie-sæson. Derfor starter 22-årige Ward også 2019-sæsonen som holdets ledende cornerback, mens de rutinerede Terrance Mitchell og T.J. Carrie ligesom sidste år vil besætte de to øvrige primære positioner på siderne af det bagerste forsvar. Trioen vil dog i år blive suppleret med endnu en interessant nytilføjelse i form af 2.runde-draftvalget Greedy Williams, der som udgangspunkt må betragtes som lidt af et steal. LSU-profilen var af nogen vurderet til at være den bedste cornerback i årets draftklasse, ikke mindst pga. hans evner som mandsopdækker og ballhawk. Imidlertid har rookien nogle alvorlige tekniske udfordringer, og så bliver han simpelthen nød til at lære at tackle, hvis han skal få succes i NFL. Det kan Wilks forhåbentlig få rettet op på i samarbejde med Ward, Mitchell og Carrie. På safety-positionen kvitterede Damarious Randall, der blev hentet i Green Bay i sidste offseason, med sin hidtil bedste sæson i karrieren, hvor han gennem 15 kampe agerede sikker sidste skanse med 9 blokerede kast og 4 interceptions. Randall, der er på udkig efter en ny kontrakt, vil formentlig forsætte i denne rolle i den kommende sæson, men han skal lære at spille sammen med et par nye folk, da hans makkere fra 2018 Jabrill Peppers og Derrick Kindred begge nu er fortid i Cleveland. De er dog blevet erstattet af et par solide folk i form af Morgan Burnett og Eric Murray, hvor Randall endda kender førstnævnte fra sin tid hos Packers. Derudover har Browns tilføjet endnu et spændende talent via draften i form af Sheldrick Redwine, der muligvis vil kunne bidrage som i bestemte situationer allerede i år.

Konklusionen

Browns har måske været det mest hypede mandskab i denne offseason, og kigger vi på truppens sammensætning, Mayfields øjensynlige potentiale samt udvikling mod slutningen af sidste års grundspil, er det altså ikke uberettiget. De har på papiret langt om længe fået opbygget et hold, der er konkurrencedygtigt, og jeg bliver overrasket, hvis ikke de når slutspillet i år. Når det er sagt, så er det et stort pres, der ligger på et hold, der ikke har prøvet at være succesfuldt i umindelige tider og som ledes af en cheftræner, hvis meritter indtil videre er meget begrænsede. Jeg har dog umiddelbart tiltro til Kitchens og co., hvorfor jeg tror, at 2019 bliver året, hvor Browns vinder deres første divisionstitel 1989, da quarterbacken stadig hed Bernie Kosar.

  • Navn: Cleveland Browns
  • Ejer: Jimmy Haslam (siden 2012)
  • Cheftræner: Freddie Kitchens (siden 2019)
  • Hjemmebane: FirstEnergy Stadium i Cleveland, Ohio (siden 1999)
  • Antal mesterskaber: 4 (1950, 1954, 1955 og 1964)
  • Resultat 2018: Elimineret i grundspillet (record: 7-8-1)
  • Bud på divisionsplacering 2019: Nr. 1 i AFC North (record: 11-5)
  • Årets gennembrud: CB Greedy Williams
  • Årets nøglespiller: QB Baker Mayfield

browns

Skriv en kommentar