Som optakt til årets Tour de France vil jeg komme med tre artikler om løbet. Den første handler om årets rute, og fokuserer især på de store stigninger, som rytterne skal passere, og som bliver de scener, der skal afgøre årets duel mellem feltets største etapeløbsnavne.
Sommer- og feriestemningen er ved at sænke sig over Danmark, men det betyder samtidig en forventningsfuld tid for alle os cykelfans. I overmorgen begynder nemlig årets udgave af det løb, som mere end noget andet har defineret og tegnet cykelsporten i nyere tid, og som når længere ud end nogen anden begivenhed på kalenderen. Det er naturligvis Tour de France – ”Verdens Største Cykelløb”, der er tale.
Jeg vil i denne min første artikel om den store franske grand tour beskrive årets rute, der bærer præg af, at løbsarrangørerne virkelig har lyttet til kritikken af, at Touren de sidste par år er sakket agter ud ift. Giroen ift. at skabe interessant cykelløb gennem alle tre uger. Det har nemlig været den generelle holdning blandt mere dedikerede fans af sporten, at den franske rundtur i de seneste mange udgaver har været langt mere kontrolleret og forudsigelig end f.eks. sin italienske modpart, og en del af forklaringen herpå har tilsyneladende været, at ruten i Frankrig simpelthen ikke har været udfordrende nok. Her skal det indskydes, at Tour-arrangørerne ASO er mere udfordre af den franske geografi end RCS er af den italienske ditto. Hvor Italien har bjerge og stigninger i stort set alle afkroge af landet, er de største udfordringer i Frankrig koncentreret i landets sydlige og østlige egne. Da der samtidig er en forventning om, at Touren skal besøge det meste af landet i løbet af de tre uger i juli, gør det automatisk, at der normalt vil være mindre interessante og mindre udfordrende etaper i koncentrerede dele af løbet, medmindre arrangørerne smider nogle ekstraordinære elementer, som f.eks. sidste års brostensetape, ind på ruten.
I år lader det imidlertid til, at løbsdirektør Christian Preudhomme og hans stab har valgt at kaste konventionerne overbord og giver kritikerne det, som de gerne vil have. 2019-ruten forbigår nemlig fuldstændig det flade Vest-Frankrig ud mod Atlanterhavet og koncentrerer sig i stedet om alle de steder i landet, der virkelig kan få en hver cykelentusiast til at slikke sig om munden. Årets franske rundtur indeholder således udover de vanlige turer gennem de store bjergkæder Alperne og Pyrenærerne også en tur ind i en mindre kendt nordøst-fransk bjergkæde samt flere etaper i det berygtede og udfordrende centralmassiv. Derudover er mængden af enkeltstartskilometer igen holdt til minimum, hvorfor især de individuelle evner i denne disciplin kommer til at spille en mindre rolle set ift. styrken mellem favoritterne i bjergene.
Starten og uge 1 (Belgien, Vogeserne og Massif Central)
Traditionen tro starter Touren hvert andet år uden for Frankrig, og årets udgave begynder derfor i Belgien. Ligesom sidste år indledes løbet med en normal etape, der køres som en rundtur med start og mål i hovedstaden Bruxelles. De 194,5 km går igennem klassisk belgisk klassikerterræn og indeholder både den gamle Flandern Rundt-afslutning med Muur van Geraadsbergen og Bosberg, en tur ned til Charleroi i Wallonien, hvor der skal køres lidt på brosten, og et stykke på vejene fra semi-klassikeren Brabantse Pijl. Alle disse punkter er dog for langt fra målstregen til, at vi kan forvente andet end en massespurt. Det vil nok også passe favoritterne godt for allerede dagen efter venter årets første vigtige punkt på Tour-ruten. 2.etape er nemlig en 27,6 km lang holdtidskørsel på en kuperet rute i Bruxelles mellem kongepaladset og det gamle verdensudstillingssymbol Atomium. Det er ikke en etape, der kommer til at afgøre løbet, men nogle af de største profiler har ikke de stærkeste temporyttere omkring sig, hvorfor de kan forventes at tabe dyrebar tid.
Dagen efter sender 3.etape så rytterne ind i Frankrig, når der efter start i den sydbelgiske by Binche køres 215 km i næsten snorlige sydlig retning til Epernay. Ruten er altovervejende flad, men inden for de sidste 50 km kommer der en række knolde, der måske kan skabe problemer for de tungeste sprintere. Finalen er også let opadgående, så det er måske en dag til de lidt mere hårdføre folk. Til gengæld får sprinterne med al sandsynlighed chancen dagen efter, når det der startes i Reims og køres 213,5 stort set flade kilometer i østlig retning til Nancy. Derefter må de hurtige folk imidlertid for en stund træde i baggrunden, for i år begynder de mere alvorlige forhindringer allerede her midt i første uge. De to næste etaper foregår nemlig i Alsace-regionen, der er hjemsted for den mindre kendte men bestemt ikke uvæsentlige bjergkæde Vogeserne. 5.etape starter i Saint-die-des-Vosges og bevæger sig derfra i sløjfe nordpå for så at vende rundt og slutte i Colmar efter 175,5 km. Der er et par solide forhindringer undervejs, hvorfor vi formentlig vil se et reduceret felt nå frem til målstregen, men den første store test kommer dog først på 6.etape. Her skal rytterne ud på en 160,5 km lang tur med start i Mulhouse, og som undervejs indeholder fire kategori 1-stigninger. Efter først at have forceret La Markstein (10,8 km: 5,4 %) og to yderligere kategoriserede stigninger i løbet af de første 95 km, mødes feltet af legendariske Ballon d’Alsace (11 km, 5,8 %), der i 1908 var det første officielle bjerg på Tour-ruten nogensinde. Fra den berømte top er der fortsat 55 km til mål, der bl.a. udgøres af yderligere to kategoriserede forhindringer med den stejle Col des Cheveres (3,5 km: 9,5 %) placeret med toppunkt ca. 19 km fra målstregen. Herfra går det nedad stort set frem til den store finale på vanvittige La Planche des Belles Filles (7 km: 8,7 %), der uden tvivl kommer til at give os det første praj om, hvem der kan vinde årets Tour. Finalestigningen er ift. tidligere besøg blevet gjort længere og afsluttes denne gang med et stykke grusvej, der to gange rammer 20 % i stigning.
Oven på sådan en omgang kunne det synes velfortjent med et hvil, og et sådan får rytterne til dels også med den 230 km lange 7.etape fra Belfort til Chalon-sur-Saone, der mest af alt må ses som en transportetape i sydøstlig retning. Herefter vender det besværlige terræn imidlertid tilbage, da feltet på 8.etape bevæger sig ind i det knoldede og vindblæste Massif Central. Det gælder i første omgang en 200 km tur fra Macon mod syd til storbyen Saint-Etienne, hvor der på vejen er syv mindre kategoriserede stigninger og til sammen 3.750 højdemeter. Dagen efter bliver måske ikke lige så slem ift. antallet af opadgående kilometre, men den brutale Mur d’Aurec-sur-Loire (3,2 km: 11 %) skal nok sætte sine spor, omend den ligger tidligt på dagen. I alt er 9.etape på 170,5 km fra Saint-Etienne til Romain Bardets fødeby Brioude i vestlig retning og den slutter med en teknisk nedkørsel over de sidste 13 km fra den sidste kategoriserede top og frem til målstregen. Den første uge afsluttes først endeligt med en noget mere overkommelig opgave mandag d. 15.juli, hvor 10.etape på 217,5 km leder fra Saint-Flour mod sydvest og ud af Massif Central af lettere knoldede men trods alt fremkommelige veje til en flad afslutning i Albi – byen, hvor Bjarne Riis i 1994 vandt en af sine smukkest sejre i karrieren efter 25 km solokørsel.
Uge 2 (Pyrenæerne og kampen mod uret)
Efter en velfortjent hviledag i Albi begynder Tourens anden uge stille og roligt med den 167 km lange 11.etape til storbyen Toulouse, der må antages at blive endnu en sag for sprinterne. Allerede dagen efter tages der imidlertid for alvor hul på årets kamp om den samlede sejr, når ruten bevæger sig ind i Pyrenæerne. 12.etape bevæger sig over 209,5 km i sydøstlig retning, og når efter 130,5 km frem til den kendte stigning Col de Peyresourde (13,2 km: 7 %), der i år får lov at åbne ballet. Fra toppen af denne stigning køres der lidt over 20 km nedad inden at det gælder opkørslen til Hourquette d’Ancizan (9,9 km: 7,5 %), der især er vanskelig på de første par kilometer. Selvom at det bestemt er to solide stigninger, kan det godt vise sig at blive stilhed før stormen, for der er ca. 30 km til mål fra den anden top, og favoritterne bliver nød til at spare lidt på kræfterne ift. dagen efter. Her venter nemlig årets eneste individuelle kamp mod uret, når rytterne skal ud på 27,2 km enkeltstart omkring den legendariske Tour-by Pau. Ruten på 13.etape er ikke specielt vanskelig, men der vil uden tvivl være favoritter, der kommer til at miste afgørende minutter og sekunder her.
Der er dog ingen tid til restituering efter kampen mod uret, for dagen efter venter en af årets hårdeste udfordringer. Den korte 14.etape på bare 117,5 km begynder i Tarbes, hvorfra der køres mod syd ind i Pyrenæerne af en rute, der efter 48 km går over Col du Soulor (11,9 km: 7,8 %) inden at det med 19 km til mål gælder finalen på årets første stigning uden for kategori, der samtidig er en af Tourens mest legendariske. Col du Tourmalet (19 km: 7,4 %) er et af de bjergpas, som rundturen i Frankrig er kørt over flest gange i løbets 116 år lange historie, og det har således dannet rammen om rigtigt mange af verdens største cykeldramaer. Vi må håbe og krydse fingrer for, at vi får lov at opleve endnu et af slagsen i år. Den brutale afslutning på 14.etape er dog ikke sidste stop i Pyrenæerne for i år, da der dagen efter venter endnu en tur i de sydfranske bjerge, når rytterne transporteres til den østlige del af bjergkæden, hvor de skal ud på 185 km fra Limoux over tre kategoriserede stigninger, herunder de to kategori 1-stigninger Port de Lers (11,4 km: 7 %) og Mur de Peguere (9,3 km: 7,9 %), der begge ligger inden for de sidste 100 km. Efter den sidste af de to følger ca. 25 km nedkørsel inden årets anden Tour-uge sluttes med opkørslen til Prat d’Albis (11,8 km: 6,9 %), der især af skrab i bunden, men oven på to hårde dage, kan den sagtens føre til endnu et udskilningsløb blandt favoritterne.
Uge 3 (finale i Alperne):
Afgørelsen skal som vanligt findes i tredje uge, og igen i år, er det Alperne, der danner rammen om det endelige opgør. Efter årets anden hviledag indledes ugen dog med to lettere etaper, der begge tager deres udgangspunkt i området mellem de to bjergkæder tæt ved middelhavskysten. 16.etape udgøres således af en 177 km lang rundtur nord for Nimes, der både er start- og målby, mens der dagen efter skal køres 200 km i østlig retning fra Pont du Gard til Gap. Mens det med stor sandsynlighed ender med en massespurt i Nimes, kan en mindre stigning ca. 10 km fra mål på 17.etape måske gøre denne mere attraktiv for udbrydere, men ingen af disse etaper vil ændre på noget i den samlede stilling.
Ændringer kan der til gengæld helt sikkert komme i løbet af den tretrinsraket af etaper, der følger herefter og som kommer til at udgøre den afsluttende dyst i årets Tour. Det begynder med 18.etape, hvor rytterne med start i Embrun skal ud på en 208 km lang rute, der indeholder tre vanvittigt hårde bjerge, hvoraf især de to sidste er blandt løbets mest kendte. Strabadserne begynder efter 74 km med Col de Vars (9,3 km: 7,5 %), der især bliver giftig midtvejs med sektioner på to-cifrede stigningsprocenter. Derefter venter 27 km nedkørsel inden at vejen derefter stille og roligt begynder at stige, inden at opkørslen til Col d’Izoard (14,1 km: 7,3 %) officielt begynder med ca. 90 km til mål. Det berømte bjerg, hvis sidste halvdel er decideret modbydelig, ligger naturligvis for langt fra mål til at skabe en endelig udskiftning, men det skal nok gøre sit til at gøre favoritterne møre inden finalen. Denne starter med 42 km til mål og udgøres af en af de længste stigninger på årets Tour-rute. Col du Galibier (23 km: 5,1 %) har måske ikke den højeste gennemsnitlige stigningsprocent, men når rytterne rammer toppen, er de så højt oppe og har kørt opad så længe, at de ikke kan undgå at være mærkede. Dertil kommer, at også dette bjergs stejleste passager ligger tættest på toppen. Når denne spektakulære dag ikke er årets kongeetape skyldes det, at der trods alt venter 19 km nedkørsel til målet i Valloire, når toppen af Galibier er passeret. Det er ikke tilfældet dagen efter på 19.etape, hvor rytterne skal køre i alt 126,5 km fra Saint-Jean-de-Maurienne til Tignes over fem kategoriserede stigninger. De afgørende forhindringer bliver her Col de l’Iseran (12,9 km: 7,5 %), der starter med ca. 50 km til mål og som i alt tre gange rammer meget høje stigningsprocenter, hvor den sidste af disse stykker ligger meget tæt på toppen. Herefter går det stort set uafbrudt nedad indtil ca. 10 km før mål, hvor finalestigningen Montee de Tignes (7,4 km: 7 %) begynder. En kort og intens afslutning, der slutter med ca. 2,5 km tilbage, hvorefter der er et kort fladt indløb til målstregen.
Årets Tour det France afgøres dog forhåbentlig først på 20.etape, der må siges at tage prisen som årets kongeetape. Den 130 km lange rute starter i Albertville og leder i første omgang det trætte felt over Cormet de Roselend (19,9 km: 6 %), der begynder efter blot 15 km. Når toppen af dette bjerg er nået, følger i alt 60 km med først en nedkørsel, så et fladt dalstykke, en kategori 2-stigning på 6,6 km, endnu en nedkørsel og endnu et dalstykke inden at den sidste stigning i årets franske rundtur starter. Med den længde, som opkørslen til Val Thorens (33,4 km: 5,5 %) har, er det klart, at der vil være både hårde og mere bløde passager undervejs, og på nær et lille stykke tidligt på stigningen, er der faktisk ikke særligt mange stykker, der hører til den stejleste kategori. Men når man tænker på, at denne monstrøst lange opkørsel kommer som afslutning efter næsten 3 ugers cykelløb, er det svært at forestille sig, at den ikke skaber et sidste afgørende moment af total kaos. Når favoritterne har passeret målstregen på toppen af Val Thorens ved vi, hvem der har vundet Tour de France 2019, da 21.etape som vanligt er den obligatoriske parade-etape indtil Paris, hvor der afsluttes med 10 omgange på berømte Champs-Élysées inden det formentlig ender i en klassisk massespurt, hvorefter vinderen kan hyldes i hjertet af ”Byernes By”.
- Løbsnavn: Tour de France
- Antal etaper: 21
- Startby: Bruxelles
- Målby: Paris
- Vigtigste etaper: 2.etape (Bruxelles-Bruxelles (holdtidskørsel)), 6.etape (Mulhouse-La Planche des Belle Filles), 13.etape (Pau-Pau (enkeltstart)), 14.etape (Tarbes-Tourmalet), 15.etape (Limoux-Foix), 18.etape (Embrun-Valloire), 19.etape (Saint-Jean de Maurienne-Tignes) og 20.etape (Albertville-Val Thorens)
Red Zone Blog 