
Selvom brostenssæsonen ikke er helt slut endnu, kommer de lettere og mere eksplosive ryttere allerede mere i fokus i denne uge. Her kaster de sig nemlig ud i endnu et spansk etapeløb, der helt som vanligt udgør den perfekte opvarmning til Ardenner-klassikerne.
I går leverede Flandern Rundt endnu engang cykelløb i verdensklasse, og klassikersæsonen er således i gang fuld gang med at toppe. Der sker dog en udskiftning i gruppen af favoritter i de store 1-dagsløb efter Paris-Roubaix på søndag, da brostenene herefter forsvinder og erstattes af flere og vanskeligere stigninger end dem, vi har set indtil nu. De ryttere, der først træder ind i klassikerne, når underlaget trods alt bliver lettere, er i denne uge samlet i Spanien til endnu et ugeetapeløb, der udgør den afgørende forberedelse til den sidste del af cykelforåret. Det foregår i en nordlig rebelsk provins, der indeholder et ganske særligt terræn. Derudover er det måske meget i tråd med det oprørske et af de få WorldTour-løb, der ikke har nogen tilknytning til nogen af cykelsportens største organisatoriske spillere ASO, RCS og Flanders Classics.
Baskerlandet Rundt har ligesom Catalonien Rundt en historie, der går langt tilbage, og er således også ældre end den langt større Vuelta. Det baskiske løb har haft en rimeligt fast placering i kalenderen i starten af april, og selvom det heller ikke har samme prestige knyttet til sig, som f.eks. Paris-Nice eller Schweiz Rundt, har denne faste placering gjort løbet i stand til at skabe sig en særlig identitet. Med Ardenner-løbene tæt på og en rute, der minder om det, der venter rytterne de næste par uger i Belgien og Holland, er rundturen i den nordspanske region oplagt for de ryttere, der gerne vil toppe nu. Samtidig er den baskiske rundtur trods alt så udfordrende, at den sagtens kan give mening at have med i sæsonplanen for nogle af cykelfeltets grand tour-ryttere. Giroen er godt nok kommet så tæt på, at formopbygningen hertil pt. foregår bedst uden for konkurrence, men for dem, der satser på Touren og/eller Vueltaen kan Baskerlandet Rundt været et fint supplement. Det betyder, at feltet ofte består af en interessant kombination af Ardenner-specialister og grand tour-eksperter.
Sidste års udgave af løbet var et godt eksempel herpå og så længe ud til at blive en intens duel mellem netop en rytter fra værd af de ovennævnte grupper, da Julian Alaphilippe og Primoz Roglic længe lå tæt på hinanden i toppen af det samlede klassement. I sidste ende endte de skrappeste stigninger i løbet dog med at blive for meget for franskmanden, og Roglic kunne således sikre sig sejren, selvom at han fik problemer på den sidste etape. To af den baskiske provins’ egne sønner Mikel Landa og Ion Izagirre tog sig af de to øvrige pladser på podiet.

Ruten
Baskerlandet Rundt har ligesom mange af de øvrige ugeetapeløb en rimeligt fast formular ift. ruteopbygning, der har været med til at give løbets dets særlige identitet. Det handler her om, at de fleste etaper er udformet, så de ligner mini-udgaver af Ardenner-klassikerne. Dog vil der typisk være mindst en etape, der er lige en tand hårdere, så det minder mere om noget vi kender fra grand tours. Derudover vil der også være en tidskørsel undervejs. Historisk set har denne typisk ligget i slutningen af løbet, men i år har arrangørerne valgt at indlede med kampen mod uret. Således starter årets baskiske rundtur med en 11,8 km lang enkeltstart omkring Zumarraga på en rute, der bl.a. inkluderer stigningen La Antigua (2,3 km: 9,7 %). Dagen efter byder på en for løbet klassisk etape, når rytterne kører samlet 149,5 km i altovervejende østligt retning til Gorraiz. Undervejs skal to kategoriserede stigninger forceres tidligt på etapen, inden at ruten fortsætter med at være godt og grundigt knoldet hele vejen frem til målbyen, hvor der sluttes opad med en stigningsprocent på 8,1 over de sidste 600 meter.
3.etape begynder lidt vest for Gorraiz i Sarriguren, hvorfra rytterne via en løkke sydpå kører til Estibaliz yderligere vest på. Den 191,4 km lange rute, der udgør den klart længste etape i årets Baskerlandet Rundt, inkluderer ligesom dagen før to kategoriserede stigninger, herunder Opakua (4,6 km: 4,7 %), hvis top nås med omkring 60 km til mål. Derefter fortsætter det kuperede terræn frem til målbyen, hvor de sidste 2 km stiger med ca. 4 %. Torsdag byder 4.etape så på 163,6 km i altovervejende nordlig retning fra Vitoria-Gasteiz lidt yderligere vest fra 3.etapes målby til Arrigorriaga. Undervejs står menuen på i alt fire kategoriserede stigninger, hvoraf de to sidste kommer inden for de sidste 40 km. Det drejer sig om Bikoitz Gane (4,9 km: 8,6 %), hvis top nås med ca. 35 km til mål, hvorefter en lang nedkørsel følger inden mødet med Zaratamo (3,3 km: 4,5 %), der på sine sidste 500 m rammer 10 % i gennemsnit. Herefter afsluttes med en hurtig 5 km nedkørsel til målstregen.
Det bliver dog de to sidste dage, der formentlig kommer til at afgøre 2019-udgaven af det baskiske ugeetapeløb. 5.etape, der er årets kongeetape, leder rytterne østpå via en tur ud til kysten, inden at de efter samlet 149,8 km slutter i bjergbyen Arrate, der sidste år var målet for den afsluttende etape og er placeret lige ovenover provinshovedstaden Eibar. Det betyder, at vi får en afslutning, der minder meget om den, der afgjorde sidste års løb. Inden for de sidste ca. 50 km kommer først Izua (3,0 km: 12,7 %), der på vej mod toppen rammer hele 24 %, inden at det efter en nedkørsel gælder Trabakua (6,0 km: 4,4 %). Herefter følger endnu en nedkørsel til Eibar inden at opstigningen til Arrate begynder. Usartza (5 km: 8,8 %) vil her skabe den afgørende udskilning, inden at det går hurtigt nedad til målstregen de sidste 600 m. Årets Baskerlandet Rundt slutter dagen efter med en rundtur omkring Eibar på 118,2 km, der indeholder seks kategoriserede stigninger. De to sidste ligger inden for de sidste 50 km og giver dermed den sidste chance for at ændrer på det samlede resultat. Det drejer sig først om Karakate (5,2 km: 8,5 %), der er en af løbets skrappere stigninger, og hvis top nås med ca. 43 km til mål. Derefter følger først en nedkørsel og så et svagt stigende stykke frem mod Asensio (7,3 km: 5,1 %), der faktisk har et ekstra toppunkt efter den officielle top, inden at de sidste ca. 20 km går nedad bakke til målstregen i Eibar.
Favoritterne
Igen i år har Baskerlandet Rundt formået at tiltrække en blanding af de ryttere, der ønsker at toppe over i de næste to uger, samt dem der gerne vil have lidt kilometer i benene ift. målsætninger senere på sæsonen. Når jeg kigger på startlisten er det dog klart, at favoritfeltet ikke er så imponerende, som tidligere set. Det kan til dels skyldes, at flere store grand tour-ryttere i år er til start i Giroen, der nærmer sig så småt, samt at en del klassikerspecialister i år har valgt at køre flere 1-dagsløb end vanligt.
Et hold, der dog helt klart satser på den baskiske rundtur, er en af forårets store succeshistorier. Astana kommer stort set med hele a-kæden, der anføres af danske Jakob Fuglsang og hjemmebanehelten Ion Izagirre. Begge er rigtigt gode bud på den samlede sejr, da de skrappe men kortere stigninger umiddelbart bør ligge fint til begge ryttere, der er kendt for at være blandt de bedste i ugeetapeløb. Pga. enkeltstarten vælger jeg dog at pege på baskiske Izagirre som den mest sandsynlige samlede vinder fra det kasakhiske mandskab.
De skal dog kunne besejre Sky, der også kommer til start med en meget solid duo. Geraint Thomas har ikke virket til at være i topform indtil nu, men han vil formentlig være mere trimmet end han var i sin seneste start. Derudover ved vi, at en enkeltstart, som den vi har på 1.etape, er guf for briten. Det er den dog også for Michal Kwiatkowski, der i år har dedikeret sig 100 % til at være holdets Ardenner-kaptajn, og derfor bør være i kanonform nu. Polakken er således også et rigtigt solidt bud på en samlet sejr i et løb, der rutemæssigt ligger perfekt til ham.
Som en tredje mulig vinder vil jeg pege på Adam Yates. Den britiske kaptajn for Mitchelton har været rigtigt godt kørende med 2.pladser i både Tirreno-Adriatico og Catalonien Rundt, og selvom han ikke har helt samme niveau som hans tvillingbror Simon, er det alligevel tydeligt, at han har løftet sig. Det gælder også på enkeltstarten, hvilket tidligere har været en akilleshæl for ham. Til gengæld har Yates altid været glad for korte eksplosive stigninger, hvilket han bl.a. beviste, da han brød igennem ved at vinde den baskiske 1-dagsklassiker Clasica San Sebastian i 2015.
Man bliver selvfølgelig nød til at nævne Movistar, når der er tale om et spansk løb, men hjemlandets største mandskab stiller faktisk overraskende svagt til start sammenlignet med tidligere år. Kun baskeren Mikel Landa er med af holdets største profiler, hvilket selvfølgelig kan ses som en erkendtlighed overfor ham som holdets potentielt bedste grand tour-navn. Landa har imidlertid ikke set særligt imponerende ud indtil nu i år, hvorfor jeg har svært ved at se ham som en af de helt store favoritter. Ikke mindst, når løbet tilsyneladende ikke er en større prioritet for hans hold som helhed end tilfældet er.
Der er ingen tvivl om, at Deceuninck-QuickStep fortsat har været et af sæsonens bedste hold, men det er måske rimeligt at påpege, at tingene ikke helt er gået som de skulle for det belgiske mandskab over de sidste par uger. Bl.a. var Enric Mas i Catalonien meget langt fra at leve op til 2.pladsen fra sidste års Vuelta. Nu må det spanske stortalent forsøge sig i hjemlandets andet ugeetapeløb, der faktisk var scenen for hans gennembrud sidste år. Lefevre og co. stiller også op med deres måske pt. bedste rytter Julian Alaphilippe, men franskmanden er primært med for at blive klar til Ardennerne. Han skal nok snuppe et par etapesejre, men virker ikke til at satse på samlede klassementer pt.
Bora-Hansgrohe til gengæld er et af de hold, der absolut ikke kan være tilfredse med sæsonens udvikling indtil nu. Det handler selvfølgelig især om Peter Sagan, men det tyske mandskab har også haft svært ved at levere i etapeløbene. Derfor er det ikke overraskende, at de nu spiller deres måske stærkeste kort ud. Emanuel Buchmann kørte som lyn og torden tidligt på sæsonen, men er blevet sparret efter at WorldTour-sæsonen for alvor gik i gang. Nu er det tyske talent imidlertid klar igen, og det bliver meget interessant at se, om tendenserne fra sæsonstarten fortsætter.
En nærmest total modsætning til Bora er EF Education First, der formentlig stadig ikke har fået armene ned efter Bettiols flotte og overraskende sejr i Flandern Rundt. Der kan dog være endnu mere succes på vej her i Baskerlandet, hvor det amerikanske mandskab stiller op med etape fra Paris-Nice Daniel Martinez som kaptajn. Umiddelbart ligger ruten med de små hidsige stigninger og en kuperet enkeltstart virkelig godt til colombianeren, så jeg vil ikke blive overrasket, hvis han ender tæt på podiet, omend jeg ikke tror at han kan matche Astana og Sky i længden.
UAE-Emirates må faktisk begynde at se positivt på sæsonen indtil nu efter Kristoffs flotte kørsel i klassikerne. Baskerlandet kan samtidig meget vel give et praj om, hvorvidt succesen kan fortsætte i Ardennerne, da Daniel Martin er til start. Hvis ireren er i topform vil han være blandt de absolutte favoritter i de kuperede klassikere, og denne uges etapeløb vil helt sikkert afsløre, om dette er tilfældet. Derudover har det mellemøstlige hold også stortalentet Tadej Pogacar til start, og det bliver meget spændende at se, om sloveneren kan følge op på sejren i Ruta del Sol, hvor han besejrede flere etablerede navne.
De fleste er fortsat enige om, at Sunwebs Sam Oomen er meget stort talent. Dog lader den unge hollænder til indtil videre at være indstillet på, at henslæbe tilværelsen som hjælper for Tom Dumoulin og Wilco Kelderman. I Baskerlandet Rundt får vi imidlertid en af de sjældne muligheder for at se Oomen kører sin egen chance. Han bør umiddelbart kunne lukrerer på enkeltstarten, men det er mere tvivlsomt, om han er blandt de stærkeste på stigninger af den type, som der er flest af i dette løb.
Slutteligt vil jeg nævne Bahrain-Merida, der stiller med to interessante navne. Dylan Teuns startede stærkt ud i Omloop, men skuffede en anelse i Paris-Nice. Nu nærmer hans egentlige sæsonmål i form af Ardennerne sig, og hans præstation her i Baskerlandet vil formentlig vise os, om Teuns’ endelig er klar til for alvor at slå til i de løb, som de fleste har set ham som en potentiel stjerne i siden 3.pladsen i Fleche Wallonne i 2017. Derudover stiller enkeltstartseksperten Rohan Dennis også til start. Pt. virker det til at australieren ikke for alvor tror på sig selv som etapeløbsrytter, men hvis han vinder tidskørslen på 1.etape, bliver det spændende at se, hvor langt han vil gå for at forsvare den.
Mine vinderbud: Ion Izagirre (Astana), Geraint Thomas (Sky) og Adam Yates (Mitchelton-Scott)
- Løbsnavn: Baskerlandet Rundt
- Løbstype: Ugeetapeløb
- Kørt første gang: 1924 (årets udgave er løb nr. 59)
- Startby: Zumarraga
- Målby: Eibar
- Antal etaper: 6
- Vigtigste etaper: 1.etape (Zumarraga–Zumarraga (enkeltstart)), 5.etape (Arrigorriaga-Arrate) og 6.etape (Eibar-Eibar)
- Flest sejre: Jose Antionio Gonzales og Alberto Contador med 4 sejre
- Sidste års vinder: Primoz Roglic (Lotto-Jumbo)
Baskerlandet Rundt vises fra mandag d. 8 til lørdag d. 13.april på Eurosport
