Nu skal vi have fundet kongen af de belgiske forårsløb. E3, Gent-Wevelgem og Dwars har som vanligt udgjort en fin optakt, men det er først i morgen, at det for alvor gælder. Her køres det næste løb i rækken af monumenter, der samtidig udgør det ene halvdel af årets store brostensfinale.
For mange cykelentusiaster er Tour de France det naturlige højdepunkt på sæsonen, men for mig har klassikerne været det, der har haft den højeste status, siden at jeg genfandt kærligheden til cykelsporten for fire år siden. Derfor er denne og de næste to weekender for mig personligt det helligste tidspunkt i løbet af cykelåret. De tre næste søndage afvikles nemlig de tre klassikere, der efter min mening har leveret det mest underholdende og dramatiske cykelløb jeg har set de sidste par sæsoner. Vi begynder i morgen med det andet af årets fem monumenter, der så dagens lys i 1913 og efterhånden har udviklet sig til at være en af det cykelgale Belgiens største sportsbegivenheder.
Flandern Rundt (Ronde van Vlaanderen på flamsk) er kronjuvelen i organisationen Flanders Classics’ samling af løb og den ultimative dyst på de berømte veje og stigninger i de østflamske Ardennere. Med en samlet distance på 270 km er det næstlængst blandt monumenterne, og rutens karakter betyder, at det simpelthen ikke er muligt at køre defensivt. De mange små, stejle og ofte brostensbelagte bakker gør, at det kræver en helt særlig kombination af teknik, udholdenhed, power og eksplosivitet at vinde den berømte klassiker. Ganske vist indeholder ruten ikke så mange km brosten som næste søndags Paris-Roubaix, men stigningerne gør, at Flandern Rundt indeholder en anden form for hårdhed, der gør det mindst lige intenst og udfordrende. Derfor er det belgiske løb også præcist lige så prestigefyldt at vinde som dets franske modpart, og de to klassikere udgør til sammen den naturlige kulmination og konklusion på brostensdelen af klassikersæsonen.
Sidste års udgave var på mange måder meget klassisk, omend en hvis dansker, der var kørt tidligt, var tæt på at snyde favoritterne. Mads Pedersen lå nemlig stadig ude foran, da Niki Terpstra åbnede op bagfra. Den danske talent kunne dog ikke følge det hollandske powerhouse på finalestigningerne, men det lykkedes ham at holde de øvrige favoritter bag sig og tage en meget flot 2.plads. Bagved gentog historien fra E3 sig, da Terpstras holdkammerat Philippe Gilbert sneg sig væk fra favoritgruppen til sidst sammen med Michael Valgren og efterfølgende besejrede danskeren i spurten, hvorved vinderen fra 2017 tog den sidste plads på podiet i 2018.
Ruten
Årets udgave af Belgiens største cykelbegivenhed begynder i Antwerpen, der har været startby siden 2017. Den store flamske metropol ligger over 100 km nord for det legendariske område, hvor Flandern Rundts finale afvikles, hvilket er en del af forklaringen på, at løbet et så langt. Imidlertid er ruten frem til de østflamske Ardennere ganske ukompliceret, hvorfor løbet indtil først ankomst til målbyen Oudenaarde ofte afvikles uden andet drama end etableringen af et tidligt udbrud.
Efter at rytterne når Oudenaarde, kører de i første omgang yderligere sydpå, hvor de med 153 km til mål når løbets første stigning, der samtidig er blevet dets vartegn, siden at den nuværende rute blev indført i 2012. Oude Kwaremont (2,2 km: 4 %: 11,6 %) er blandt de længste stigninger i de flamske Ardennere, og selvom den ikke er så stejl, er den absolut en af de mest opslidende stigninger i Flandern Rundt. I alt skal rytterne passere Kwaremont tre gange, så denne første passage er blot en forsmag. Efter den første test kører rytterne i første omgang tilbage mod Oudenaarde via bl.a. stigningen Kortekeer (1 km: 6,6 %: 17 %), inden ruten lige syd for målbyen drejer mod øst og leder rytterne over løbets tredje stigning Ladeuze (1,1 km: 5,8 %: 12,2 %), der er ny på ruten i år og som lynhurtigt efterfølges af klassiske Wolvenberg (0,7 km: 7,9 %: 17,3 %), der nås med 131 km til mål.
Herefter bevæger ruten sig østpå de næste ca. 10 km, hvor rytterne på vejen skal forcere yderligere to stigninger i form af Leberg (1 km: 4,2 %: 13,8 %), der spillede en central rolle i Omloop, og Berendries (1 km: 7,0 %: 12,3 %). Herfra drejer ruten sydpå til Brake, hvor Tenbosse (0,5 km: 6,9 %: 8,7 %) skal passeres med 111 km til mål, hvorefter det igen går i østlig retning inden rytterne med ca. 100 km til mål når frem til Geraardsbergen, hvor en af løbets mest legendariske stigninger venter. Fra 1973 til 2011, da målstregen var placeret i Ninove, var Muur van Geraardsbergen (1,1 km: 9,2 %: 19,8 %) ofte den afgørende scene i Flandern Rundt. Derfor var ruteomlægningen i 2012 noget af et chok for mange cykelentusiaster, da den helt fjernede Muren fra rutekortet. Siden har stigningen dog oplevet en lidt af en renæssance, hvilket Flanders Classics også har erkendt ved at genintroducere stigningen for to år siden, ligesom at den gamle finale i Flandern Rundt er blevet genoplivet i Omloop. Derudover kan det nævnes, at Muren i år også skal medvirke i Touren for første gang.
Fra Geraardsbergen går ruten direkte tilbage mod Oudenaarde i vestlig retning og på vejen hertil passeres Kanarieberg (1 km: 7,7 %: 14 %) med 73 km til mål som eneste stigning, da Pottelberg er udeladt ift. sidste år. Løbets afgørelse indledes dog først, når rytterne lige syd for målbyen drejer fra hovedvejen og ind på den anden opkørsel af Kwaremont med 58 km til mål. Denne gang får den lange stigning dog ikke lov at stå alene, da den lynhurtig følges op af sin klassiske makker Paterberg (0,4 km: 12,9 %: 20,3 %). Denne stigning er Kwaremonts diamentrale modsætning med sin korte distance og helt enorme stigningsprocenter. Det er formentlig her, at vi vil se den første afgørende udskilning, og herfra går ruten direkte over i den rundstrækning, der udgør løbets finale. Lidt nord for Paterberg med 47 km til mål drejer ruten skarpt til højre og sender rytterne ind på en stigning, der er unik for Flandern Rundt, og som måske er løbets sværeste udfordring. Koppenberg (0,6 km: 11,6 %: 22 5) har af og til været i så dårlig forfatning, at den har måtte udelukkes fra løbet. De sidste par år har der dog ikke været nogen uoverskuelige problemer med at køre den skrappe stigning, og igen i år vil den derfor formentlig splitte favoritterne fra hinanden. Kort efter Koppenberg følger Steenbeekdries (0,7 km: 5,3 %: 6,7 %), der ikke er specielt vanskelig, men samtidig blot udgør forspillet til Taaienberg (0,6 km: 6,6 %: 15,8 %), der i Flandern Rundt starter med blot 39 km til mål. Derfor er den berømte stigning her et rigtigt godt bud på en scene for et afgørende angreb.
Efter Taaienberg bevæger ruten sig sydpå til Ronse, hvor rytterne skal forcere løbets tredjesidste stigning. Kruisberg (2,5 km: 5 %: 9%) er ikke specielt hård, men dens længde gør den effektfuld på dette tidspunkt af løbet, hvor der fra toppen kun er 26,5 km til mål. Herefter når rytterne tilbage til hovedvejen mod Oudenaarde, men igen vil de syd for byen blive ledt fra for at skulle igennem den helt store kulmination med godt 20 km til mål. Den består af en tredje og sidste opkørsel af Kwaremont, opfulgt af anden og sidste opkørsel af Paterberg, der på dette tidspunkt helt sikkert vil skabe en afgørende udskilning. Fra toppen af Paterberg er der kun 13 km til mål, der især foregår på hovedvejen ind mod Oudenaarde, hvor målstregen er placeret lige i udkanten af byen.
Favoritterne
Udover at Flandern Rundt er blandt de fem største klassikere i cykelsporten og måske er det største løb i Belgien, er det bare grundlæggende en vanvittig udfordring. Det er længere og mere kuperet end noget andet brostensløb, hvilket gør, at du skal være gjort af noget helt særligt, hvis en sejr skal være en mulighed. Dette faktum tiltrækker naturligt igen i år en lang række af sportens største navne og i min favoritgennemgang har jeg derfor måtte udlade en del ryttere, som godt nok er store profiler, men som jeg pga. svigtende form, dårligere vilkår end sidste år eller manglende erfaring simpelthen har måttet sorterer fra, inklusiv sidste års vinder Niki Terpstra.
Det er dog ikke svært for mig at pege på en favorit. Deceuninck-QuickStep har endnu engang været forårets helt store hold, og selvom at de blev snydt i både søndagens Gent-Wevelgem og onsdagens Dwars, er jeg ikke bange for, at magien skulle være forduftet. Det gælder især ikke ift. Zdenek Stybar, der sad over onsdag. Tjekken har med sejrene i Omloop og E3 vundet de to løb, der minder mest om Flandern Rundt indtil nu, hvorfor det er helt naturligt at pege på ham, også med tanke på ex-holdkammeraten Terpstras lignende succes sidste år. Han er dog langt fra Lefevre og co’s eneste kort, da både Bob Jungels og Yves Lampaert også har set rigtigt stærke ud. Især førstnævnte har med sejren i Kuurne og 3.pladsen i Dwars virkelig vist sit værd som brostensrytter. Til gengæld har Philippe Gilbert ikke helt kunne holde niveau de sidste par uger, og veteranen udgik desuden af Dwars med maveproblemer, hvorfor en gentagelse af hans smukke sejr fra 2017 nok ikke er sandsynlig.
Den største trussel mod QuickStep-imperiet må komme fra Greg Van Avermaet. Den flamske helt har ganske vist været ramt af det sædvanlige problem med, at alle andre kører imod ham, men i betragtning af den manglende hjælp fra hans enormt svage hold, er det utroligt, at han har kunnet sidde med i finalen i samtlige brostensløb indtil nu. Derudover er det ingen hemmelighed, at Flandern Rundt er det løb, som Van Avermaet allerhelst vil vinde og endnu ikke har vundet, hvorfor han helt sikkert møder top-motiveret op til søndagens store dyst.
Som den tredje potentielle vinder vil jeg fremhæve endnu en belgier i form af Tiesj Benoot. Lotto-Soudal-kaptajnen, der i sin tid fik sit gennembrud i netop Flandern Rundt, kom skidt fra start med trappestens-styrtet i Omloop, men har vist forbedret form over de sidste par uger, senest med top 5-placeringen i Dwars. Det peger i retning af, at Benoot har fået toppet formen lige i tide til hjemlandets største cykelløb, hvor hans første monumentsejr kan ligge og vente. Lotto-Soudal satser som belgisk mandskab naturligvis fuldt ud på løbet, og derfor stiller Tim Wellens, der blev nr. 3 i Omloop, også til start, samtidig med at en formstærk Jens Keukeleire kan udgøre en interessant joker.
Oprindeligt havde jeg egentlig tænkt mig at pege på Oliver Naesen som mit tredje vinderbud, men den stærke hjemmebanehelt, der er blevet nr. 2 i Milano-Sanremo og nr. 3 i Gent-Wevelgem, har tilsyneladende haft helbredsproblemer siden sidste søndags løb, hvorfor det er tvivlsomt, hvilken tilstand han møder op i. Er han sygdomsfri, er Naesen imidlertid som skabt til at levere et stort resultat på brostensstigningerne, hvilket vi så for 2 år siden, hvor kun en hvis tilskuerjakke kostede ham en podieplads. AG2R har også Silvan Dillier i baghånden, men schweizeren har nok bedre muligheder i næste weekends Paris-Roubaix.
Det er helt mærkeligt ikke at nævne Peter Sagan blandt de allerstørste favoritter, men det virker simpelthen som om, at slovakken har gang i en regulær off-sæson. Efter nedturen i E3 sidste fredag var det ellers flot forsøgt med det tidlige udbrudsforsøg i søndags, men det endte til sidst med, at eks-verdensmesteren slet ikke kunne bidrage i finalen, hvor han var langt fra sejren. Selvfølgelig er Sagan så stor en klasserytter, at han ikke må afskrives på forhånd, men der skal godt nok lægges noget andet for dagen, end det vi har set indtil nu, hvis det skal blive til sejr nr. 2 i Flandern Rundt for feltets måske største stjerne.
Et nyt navn jeg til gengæld overvejede at smide op blandt de øverste er Mathieu van der Poel. Cross-verdensmesteren, der også er hollandsk mester på landevej og kører for det lille Corendon-Circus-mandskab, har indtil nu kun kørt to WorldTour-1-dagsløb, men han har simpelthen taget alle med storm. Efter en flot 4.plads i søndagens Gent-Wevelgem, snuppede kæmpetalentet sejren i Dwars foran etablerede navne som Jungels og Benoot. Det er selvfølgelig noget andet at skulle gøre sig på den helt store scene, men for mig at se, er van der Poel allerede et sted, hvor ingen på forhånd kan føle sig sikre, hvis han sidder med i finalen.
En, der dog uden tvivl, vil gøre alt for at forhindre van der Poel i at vinde, er hans evige rival fra crossbanerne. Det må virkelig gøre ondt på Wout Van Aert at være så godt kørende, og så se hans hovedfjende nr. 1 træde direkte ind på den største scene med en sejr. Det kan belgieren dog selv gøre noget ved i denne weekend ved at konvertere sin gode form til en sejr i sit hjemlands største løb. Her kan det blive en fordel for Van Aert, at han har kørt løbet en gang før. Jumbo-Visma har også Danny Van Poppel til start, men løbet skal køres ekstraordinært langsomt, hvis han skal sidde med i finalen.
Der kan ikke længere være nogen tvivl om, at Matej Mohoric nu er Bahrain-Meridas brostensrytter nr. 1. Sloveneren kunne ganske vist ikke gøre noget for at true de hurtigste i Gent-Wevelgems finale, men det er lykkedes ham at bevise, at præstationerne fra BinckBank Tour sidste år ikke var et tilfælde. Jeg har svært ved at se ham gå hele vejen allerede i år, men det ville ikke overraske mig, hvis Mohoric, der fortsat blot er 24, sidder med til det sidste. Sonny Colbrelli er endt med også at blive tilføjet til truppen og har tidligere gjort det godt i Flandern, men ligesom Van Poppel er han nok for tung til at kunne være blandt de første ved målstregen.
Endnu et godt bud, der bør nævnes, er Matteo Trentin. Italieneren har måske lidt indtaget rollen som ham, der kører top 10 i samtlige af årets brostensklassikere, men lige mangler det sidste for at snuppe en af de rigtigt sjove placeringer. Imidlertid er det tydeligt, at han er blevet mere holdbar end tidligere, og holder tendensen fra de sidste par løb, skal han nok være til stede, når løbet skal afgøres. Jeg er dog lettere tvivlende ift., om han har det sidste, der skal til.
Slutteligt vil jeg lige nævne UAE-Emirates. Modsat hvad mange forventede, så har Fernando Gaviria og Alexander Kristoff fundet ind i et godt samarbejde, der foreløbigt kulminerede, da den ellers så selviske colombianer spillede en central rolle i sin norske holdkammerats sejr. Begge ryttere er formentlig ikke i stand til at sidde med til allersidst på søndag. Jeg vil bare lige nævne, at Kristoff jo har vundet løbet før, omend han formentlig var noget lettere, da han tog sejren i 2015. Imidlertid er det ikke til at sige, om den flotte sejr i Gent-Wevelgem kan give den holdbare nordmand vinger, og sidder han der i finalen, ved vi vist efterhånden alle, hvor giftig han er.
Mine vinderbud: Zdenek Stybar (Deceuninck-QuickStep), Greg Van Avermaet (CCC) og Tiesj Benoot (Lotto-Soudal)
- Løbsnavn: Flandern Rundt
- Løbstype: Kuperet brostensklassiker (andet af de fem monumenter)
- Kørt første gang: 1913 (årets udgave er løb nr. 103)
- Startby: Antwerpen
- Målby: Oudenaarde
- Længde: 270 km
- Vigtigste rutepunkter: Oude Kwaremont (117 km, 212 km og 251 km), Muur van Geraardsbergen (169 km), Paterberg (217 og 256 km), Koppenberg (223 km), Taaienberg (231 km) og Kruisberg (241 km)
- Flest sejre: Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman, Johan Museeuw, Tom Boonen og Fabian Cancellara med hver 3 sejre
- Sidste års vinder: Niki Terpstra (QuickStep)
Flandern Rundt vises søndag d. 7.april fra kl. 10 på TV2 Sport og Eurosport 1
Red Zone Blog 