Så er det i morgen, at klassikersæsonen for alvor bevæger sig op i højeste gear. Lørdag afvikles nemlig det første af cykelsportens fem største 1-dagsløb. Et stykke italiensk sportshistorie, der for tilføjet endnu et kapital, når vinder nr. 110 kåres efter næsten 300 km cykelløb.
Efter et par uger, hvor cykeleliten har kørt sig igennem årets to første væsentlige etapeløb, rettes fokus i denne weekend igen mod 1-dagsløbene, der kommer til at udgøre den centrale scene for duellerne mellem sportens største profiler den kommende måneds tid. Foråret og den tidlige cykelsæson står nemlig som vanligt i klassikernes tegn. Vi fik en forsmag på, hvad vi kan forvente, da ballet blev åbnet flot med Omloop og Kuurne for snart 3 uger siden, men det er først nu, at det gælder de helt store trofæer i cyklingens pantheon. Lørdag er det nemlig blevet tid til det første af de i alt fem 1-dagsløb, der er så prestigefyldte, at de har fået betegnelsen ”Cykelsportens 5 Monumenter”. Det indledende løb er som vanligt et af Italiens to største klassikere, der bærer tilnavne som ”La Primavera” og ”La Classicisma”. Det er selvfølgelig legendariske Milano-Sanremo, som blev kørt første gang i 1907, der er tale om. Det arrangeres i dag af RCS, der som bekendt står bag alle de største italienske cykelløb, inklusiv Giroen og det andet italienske monument Lombardiet Rundt.
En væsentlig del af forklaringen på dette løbs monumentstatus er den klassiske rute, der har ændret sig meget lidt siden løbets første udgave. Det, der gør ruten speciel, er kombinationen af dens længde, dens karakter og dens udformning. Med en distance på 291 km er Milano-Sanremo klart det længste professionelle løb i moderne cykling. Det er næsten 50 km længere end de øvrige monumenter og de andre store klassikere, hvilket gør løbet markant hårdere end rutens profil egentlig indikerer. La Primavera er nemlig kendt som sprinternes monument, da ruten er langt fladere og langt mindre udfordrende end det er tilfældet i de fire andre momumenter. Det er dog samtidig også en del af forklaringen på, hvorfor Milano-Sanremo hører til blandt de største 1-dagsløb. Hvis en rytter skal vinde alle fem monumenter igennem sin karriere, skal han kunne præstere i fem vidt forskellige terræner, heriblandt et, der giver de bedste muligheder til spurtstærke ryttere. Derudover skal der ikke herske nogen tvivl om, at det på ingen måde er givet, at det er den normalt hurtigste sprinter, der vinder løbet.
Hvis man gennemgår vinderlisten er det også tydeligt, at Milano-Sanremo kan vindes af mange forskellige ryttertyper. Af nyere vindere kan hurtige folk som Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare nævnes som eksempler på klassiske spurtsejre, men de seneste to år har vi set, at det sagtens kan lade sig gøre at snyde sprinterne. Således fik de fleste sig en stor overraskelse, da det italienske hjemmepublikums store helt Vincenzo Nibali stak afsted og snød alt og alle ved at vinde det monument, der måske ligger længst væk fra hans eget terræn. I det jagtende forfølgerfelt var Caleb Ewan hurtigst, og han snuppede således 2.pladsen foran den tidligere vinder Demare. Nibalis sejr var i øvrigt den først italienske triumf siden 2006.
Ruten
Milano-Sanremo er et af de få store cykelløb, der fortsat lever op til sit navn, og det er en del af forklaringen på, at løbet er så langt. Rytterne starter på pladsen foran Milanos berømte domkirke og bevæger sig herfra sydpå af en rute, der de første 126 km stort set er flad. Det betyder dog ikke, at ruten er helt ufarlig. Den går nemlig lige igennem den åbne og ofte vindblæste Po-slette, hvor vejrforholdene kan få stor betydning, især hvis de ikke er gunstige. Efter 126 km begynder ruten så gradvist at stige op imod det legendariske Passo del Turchino (25,8 km: 1,4 %). Den lange stigning har været med i samtlige udgaver af løbet på nær to, og var især i de første 40 år af løbets historie det afgørende moment, hvor vinderen skulle findes. I nyere tid har stigningen dog stort set været uden betydning. Selvom den er lang, stiger den meget langsomt, hvorfor det er nemt for rytterne at forcere den i et kontrolleret tempo. Toppen af Turchino markerer, at rytterne er ca. halvvejs til mål.
Nedkørslen slutter ved den liguriske kyst, og herfra vil rytterne altovervejende følge kysten i sydvestlig retning mod målbyen Sanremo. De næste ca. 80 km er dog igen altovervejende ukomplicerede. Den største trussel mod feltet på dette stykke er den sidevind, der kan opstå langs kysten. Med 57 km til mål når ruten så frem til byen Alassio, der markere begyndelsen på finalen. På dette tidspunkt har rytterne allerede været i sadlen i 234 km, og selvom ruten på nær Turchino har været flad indtil da, er de fleste mærkede og trætte. Det er netop dette, der gør Milano-Sanremo til mere end bare en sprinterklassiker, for det er først nu at rytterne for alvor skal testes rent stigningsmæssigt. Den første test er tre små stigninger, der tilsammen kaldes Capierne. Den første Capo Mele (3,0 km: 8,1 %) starter med ca. 54 km til mål og er klart den hårdeste ift. stigningsprocenterne. Efter en kort nedkørsel følger Capo Cerva (3,0 km: 1,9 %), der mest af alt er et bump på vejen inden rytterne ca. 6 km længere fremme når bunden af Capo Berta (2,5 km: 5,1 %). Uanset om der har etableret sig et udbrud tidligere på dagen eller ej, vil nogle af feltets lykkeriddere sikkert forsøge at komme væk på en af de tre små stigninger. Med lidt over 38 km til mål fra toppen af den sidste Capi, vil favoritterne dog formentlig fortsat holde sig i skinnet.
10 km længere fremme når rytterne til finalens hårdeste udfordring. Cipressa (5,7 km: 4,1 %), der har været med på rutekortet siden 1982, er både den længste og den stejleste af finalestigningerne, og rammer undervejs 9 % i stigning. Her kan vi måske se en form for udskilning, men da 21,5 km solokørsel efter så lang en dag formentlig er en umulighed, vil det fortsat mere være et spørgsmål om, at skille de tungeste og svageste ryttere fra. Efter Cipressa flader ruten igen ud indtil rytterne når udkanten af Sanremo med lidt under 9 km igen. Her skal de forcere dagens sidste stigning, der samtidig er den, som løbet næsten er blevet synonym med. Poggio di Sanremo eller bare Poggio (3,7 km: 3,7 %) ville i andre sammenhænge ikke have den store betydning, men efter mere end 280 km i sadlen er den lige præcis, hvad der skal til for at lave et afgørende ryk. Alle de favoritter, der ikke kan vinde i en spurt, skal forsøge sig på Poggio, der siden stigningens introduktion i løbet i 1960, har været scenen for næsten alle sejre vundet udefra. Kommer en eller flere ryttere fri hen over toppen, har de nemlig kun 5,5 km til mål, hvor de første 3 udgøres af den meget tekniske nedkørsel. Først med lidt over 2 km tilbage flader ruten ud i Sanremos gader, hvor rytterne kort efter 1-kilometermærket drejer første til venstre og så til højre for at slutte løbet af på den legendariske opløbsgade Via Roma.
Favoritterne
Der har de seneste mange år i realiteten kun været to mulige scenarier for, hvordan Milano-Sanremo afgøres. Enten ender det i en spurt på Via Roma, hvor den mest holdbare sprinter ender med at vinde, eller også vil en eller flere favoritter kører væk på Poggio og derefter holde til mål. Det første var senest tilfældet i 2016, mens det sidste har været resultatet de to seneste år. Begge muligheder kombineret med løbets længde og stigningerne placeret tæt på målstregen gør, at La Primavera er det monument, hvor listen er mulige vindere er længst.
Jeg har dog alligevel prøvet at begrænse mig, og efter at have vejet for og imod er jeg kommet frem til, at en spurt nok er det mest sandsynlige i år. Derfor peger jeg på Arnaud Demare, som mit første vinderbud. Franskmanden er den sidste, der har vundet løbet i en regulær spurt, og han har netop den kombination af holdbarhed og hurtighed, der gør ham ekstraordinært giftig efter næsten 300 km. Demare er ganske vist ikke på nogen måde den hurtigste sprinter målt på topfart pt., men i Milano-Sanremo er det som sagt ikke givet, at dette er afgørende for at vinde. Derfor er sejr nr. 2 til franskmanden, der er sit holds eneste prioritet, en meget stor mulighed efter 3.pladsen sidste år.
Hans største konkurrent er efter min mening Peter Sagan. Slovakken har ikke haft den bedste sæsosnstart pga. et maveonde. Han viste dog lidt genfunden styrke på en af etaperne i Tirreno-Adriatico, og ligesom Demare er han en rytter, der kun bliver farligere i en spurt, når løbet er langt og hårdt. Samtidig er han også en af de favoritter, der sagtens kan bruge Poggio til at køre udefra, hvilket var tæt på at give ham sejren for to år siden. Således kan lørdag sagtens blive dagen, hvor Sagan vinder sit tredje monument. Bora-mandskabet har dog et ekstra es i ærmet i form af Sam Bennett, der er i storform. Spørgsmålet er dog, om ireren ikke er for tung til at komme med over finalestigningerne.
Som et tredje bud vil jeg pege på Caleb Ewan. Australieren har haft en godkendt sæsonstart med en enkelt sejr i UAE Tour og to 2.pladser i Paris-Nice, og kommer til årets Milano-Sanremo som Lotto-Soudals klare 1.prioritet. Samtidig har han bevist, at han har holdbarheden til at komme med til mål, hvilket han senest demonstrerede sidste år ved at vinde spurten bagved Nibali. Den 2.plads vil Ewan helt sikkert gøre alt for at forbedre i år.
Det er selvfølgelig umuligt at lave en favoritanalyse af et 1-dagsløb uden at nævne Deceuninck-QuickStep. Som hjemmebanefavorit er Elia Viviani naturligvis det helt store navn i det belgiske holds trup, og bliver det en samlet spurt, skal man bestemt ikke udelukke italieneren. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt han kommer med over Poggio, men her har holdet et andet meget formstærkt kort at spille. Julian Alaphilippe har allerede været her, der og alle vegne, og beviste senest sin fremragende form med etapesejren i Tirreno-Adriatico. Hvis han er på toppen, får alle svært ved at følge ham på den sidste stigning, og franskmanden er måske det bedste bud på en sejr udefra i år. Derudover er Philippe Gilbert også til start, og veteranen har fortsat som erklæret mål at vinde de to monumenter, han mangler på sit imponerende cv. Han er nok den af de tre vinderbud hos QuickStep, der får sværest ved at vinde, men med den form han viste i Paris-Nice siger erfaringen, at man ikke skal afskrive ham.
UAE-Emirates har ikke haft så katastrofal en sæsonstart, som jeg frygtede, og investeringen i Fernando Gaviria lader til at være ganske fornuftig. Colombianeren kom ganske vist ud af Tirreno-Adriatico uden en sejr, men han var med fremme i duellen med Viviani og Sagan på 3.etape. Han bør være holdbar nok til at sidde i finalen og fartmæssigt bør han være en af de hurtigste efter så lang en distance. Der kan dog endnu engang blive vanskeligheder internt, da Alexander Kristoff også er til start. Nordmanden er ikke længere en topsprinter, og tidligere på året har han klart affundet sig med at være leadout-mand for Gaviria. Han har dog en imponerende resultatliste i Milano-Sanremo, fordi han normalt er en af de ryttere, der lukrerer mest på den lange distance. Derfor bliver det spændende at se, om de to profiler hos det mellemøstlige hold kan blive enige om, hvem der skal køres for.
Hvis der er nogen, der stiller med et alsidigt hold, er det WorldTourens andet mellemøstlige islæt. Bahrain-Merida kommer nemlig med hele a-kæden, anført af den forsvarende vinder Vincenzo Nibali. Den sicilianske haj så faktisk skarpere ud i Tirreno-Adriatico end han plejer på dette tidspunkt af sæsonen, hvorfor jeg ikke vil udelukke en gentagelse af sidste sæsons triumf. Jeg har dog umiddelbart mere fidus til Matej Mohoric, der er en af feltets bedste nedkørere, hvorfor afslutningen fra toppen af Poggio og ned til Via Roma burde være guf for sloveneren. Sonny Colbrelli er også til start, og italieneren drømmer helt sikkert om at gøre landsmanden Nibali kunsten efter. Han vil dog formentlig skulle vinde i en spurt, og selvom han også har en fordel i kraft af sin holdbarhed, er det svært at se ham slå ryttere som Demare, Ewan og Gaviria. Endelig er Dylan Teuns også på holdkortet, og den talentfulde belgier skal aldrig udelukkes, når der er mulighed for angreb på korte stigninger i finalen.
Den største joker i løbet er uden tvivl Dylan Groenewegen. Hollænderen skulle egentlig slet ikke have kørt Milano-Sanremo, men pga. den imponerende form han viste i Paris-Nice, har Jumbo-Visma besluttet sig for at inkluderer ham i truppen alligevel. Der er for mig ingen tvivl om, at han lige nu er feltets hurtigste mand målt på rendyrket topfart, men det store spørgsmål er jo, om han har en chance for at komme med over Cipressa og Poggio. Skulle finalestigningerne vise sig at blive for meget for Groenewegen, udgør Wout Van Aert et interessant alternativ. Belgieren har normalt helt bestemt eksplosiviteten til at lave det afgørende ryk i finalen, men spørgsmålet med crossspecialisten, der er vant til korte intense løb, er imidlertid, hvordan han reagerer på at køre næsten 300 km.
Trek har haft en ret ærgerlig sæsonstart, hvor resultaterne indtil nu lidt er udeblevet. Jeg synes dog, at der har været positive takter fra John Degenkolb, der i momenter begynder at ligne den rytter han var, før hans frygtelige træningsulykke i 2016. Den store tysker har desuden tidligere vundet Milano-Sanremo og ved således, hvordan man skal disponere for at levere en god spurt i afslutningen af den lange klassiker. Jasper Stuyven er også til start, og kan måske snige sig med i et ryg på Poggio. Det vil dog være en mindre overraskelse, hvis en af de to ender som vinder.
For Sunweb er sæsonen om muligt startet endnu dårligere og det tysk-hollandske hold tørster helt sikkert efter en stor sejr. Problemet er, at der er et meget stort spørgsmålstegn ud for holdets bedste vinderbud. Michael Matthews var impliceret i et meget alvorligt styrt i Paris-Nice, der resulterede i en slem hjernerystelse. Han er først kommet på cyklen igen i denne uge, og det er derfor meget usikkert, hvad han kan levere. Det var dog ikke givet, at australieren overhoved skulle prioritere Milano-Sanremo i år, da han satser mere på brostensløbene end tidligere, og hans tilmelding kan blot være et forsøg på at få flere kilometer i benene. Derfor kan det meget vel blive danske Søren Kragh, der bliver Sunwebs bedste vinderbud, og danskeren skal faktisk slet ikke undervurderes med tanke på hans meget solide evner som nedkører.
Slutteligt bliver jeg lige nød til at nævne Movistar og ikke mindst den regerende verdensmester Alejandro Valverde. Den spanske veteran har ikke haft så vild en sæsonstart som tidligere år, og indtil at han vandt en etape i UAE Tour, var der flere, der var begyndt at snakke om ”Curse of the Rainbow”. Den snak er nu lidt forstummet, og det ville være en total nedlukning af den debat, hvis Valverde ender med at snuppe sejren i et monument, som han indtil videre aldrig for alvor har været tæt på trods flere forsøg. Han er dog ikke det spanske mandskabs eneste bud, da nyinvesteringen Jürgen Roelandts faktisk har en rigtig fin resultatliste i Milano-Sanremo. Belgieren ender nok ikke med at vinde, men han skal ikke afskrives ift. en top 5-placering.
Mine vinderbud: Arnaud Demare (Groupama-FDJ), Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) og Caleb Ewan (Lotto-Soudal)
- Løbsnavn: Milano-Sanremo
- Løbstype: Flad klassisker (det første af de fem monumenter)
- Kørt første gang: 1907 (årets udgave er løb nr. 110)
- Startby: Milano
- Målby: Sanremo
- Længde: 291 km
- Vigtigste rutepunkter: Capo Mele (236 km), Capo Berta (250 km), Cipressa (264 km) og Poggio (282 km)
- Flest sejre: Eddy Merckx med 7 sejre
- Sidste års vinder: Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)
Milano-Sanremo vises lørdag d. 23.marts fra kl. 14.30 på Eurosport 2
Red Zone Blog 