Efter den traditionsrige indledning med de første klassikere, er det nu tid til at få skudt etapeløbssæsonen i gang. Det sker som vanligt til dels i Frankrig, hvor et af de mest prestigefyldte ugeetapeløb afvikles i disse dage.
Med sæsonens første store 1-dagsløb i historiebøgerne retter cykeleliten i disse uger deres fokus mod de første vigtige etapeløb på årets løbskalender. Mens klassikersæsonen for et par ugers tid kører videre på lavere niveau, er det i stedet den første dyst over flere dage, der er samlingssted for sportens største profiler. Det handler som vanligt om de to klassiske ugeetapeløb, der åbner denne del af sæsonen. Det ene af disse køres i disse dage i Frankrig og har en historie, der går helt tilbage til 1933. Det arrangeres i dag af ASO, der som bekendt også er organisationen bag Tour de France.
Paris-Nice køres traditionelt over 8 dage med start søndagen efter åbningsweekenden. Det er et af de løb, der altovervejende fortsat lever op til sit navn med en begyndelse i nærheden af Paris, hvorfra rytterne over de følgende etaper bevæger sig sydpå for at ende i den smukke havne- og turistby Nice i Frankrigs sydøstligste hjørne tæt på grænsen til Italien. Denne rute gør, at rytterne bevæger sig fra det ofte for årstiden fortsat meget kolde og rå klima i nord til det varmere og bedre vejr i syd, hvor foråret er begyndt, hvilket er baggrunden for det smukke tilnavn ”Løbet mod Solen”. Desuden giver det gode muligheder for at sammensætte et løb, hvor der både er flade etaper, men hvor både centralmassivet og Alperne også kan udnyttes. Især sidstnævnte har gjort, at Paris-Nice det meste af dets historie har været det oplagte valg for etapeløbsrytterne og sprinterne som årets første dyst, mens klassikerrytterne typisk har foretrukket Tirreno-Adriatico, der køres samtidig i Italien.
I nyere tid har der imidlertid udviklet sig en mere regulær konkurrence mellem Paris-Nice og de italienske rivaler, da sidstnævnte i en del år efterhånden har inkluderet vanskeligere udfordringer i deres ruteplaner. Det resulterede i, at det franske løb i nogle år pludselig spillede 2.violin som sæsonopstart, men over de sidste par sæsoner er mange af toprytterne imidlertid vendt tilbage til Paris-Nice. Sidste år var det imidlertid to af feltets yngre navne, der for alvor viste sig frem. Simon Yates lignede en vinder, da han havde sikret sig den samlede føring efter kongeetapen på løbets næstsidste dag, men efter en flot solopræstation i silende regn på den traditionsrige afslutningsetape rundt om Nice, lykkedes det Marc Soler at tage sejren, hvilket gav den dengang 24-årige spanier sit store gennembrud i sporten. Solers landsmand Gorka Izagirre rundede podiet af.
Ruten
Som det efterhånden har været tradition i lang tid, begyndte Paris-Nice ikke hjertet af ”Byernes By”, men i stedet i en forstad til den franske hovedstad. I år var det Saint-Germain-En-Lave, der var udgangspunkt for løbets begyndelse, og den lille by var også scenen får årets første etapeafslutning efter en rundtur i vestlig retning på i alt 138,5 km, der udgjorde 1.etape. Udfordringsmæssigt var ruten på 1.etape tilforladelig, men som det ofte sker i Paris-Nice blev sidevinden en central faktor. Det samme kan siges om årets 2.etape, startede lidt sydpå i Les Brevaires og derefter ledte rytterne i yderligere sydlig retning, hvor der afsluttedes med en rundstrækning omkring målbyen Bellegarde. I alt en tur på 163,5 km, der igen ikke lagde op til de store strabasser, men hvor vinden endnu engang blev udnyttet til at skabe stor udskilning. I går blev 3.etape så den hidtil mindst dramatiske, da de 200 km i yderligere sydlig retning mellem Cepoy og Moulins blev afviklet fredeligt indtil lige før mål, hvor der imidlertid igen blev forsøgt udskilning, inden at det dog endte i en massespurt.
På dagens 4.etape, der er årets længste, ændrer ruten imidlertid tid karakter, når rytterne bevæger sig 212 km i sydøstlig retning fra Vichy og ind i centralmassivet, hvor der afsluttes med en rundstrækning omkring målbyen Pelussin. Her skal feltet nemlig igennem en finale, der ligner noget fra en Ardenner-klassiker. Med ca. 50 km til mål begynder udfordringerne med Cote de Tréves (3 km: 5,2 %), der 14 km senere følges op af Cote de Condrieu (1,9 km: 8,5 %), der er årets første kategori 1-stigning. Med 32 km til mål venter Cote de Saint-Michel-Sur-Rohne (3 km: 6,6 %), der faktisk fortsætter efter den officielle top, inden at det går lidt opad inden opkørslen til Cote de Chavanay (3,1 km: 4,9 %) indledes med ca. 15 km til mål. Fra toppen af denne stigning er der fortsat 12 km til mål, men det fortsætter faktisk med at gå opad, da afslutningen foregår på dele af den næstsidste stigning. Dagens kuperede etape er dog kun optakten til morgendagens første reelle duel mellem de største favoritter. 5.etape er nemlig årets kamp mod uret, når rytterne, efter en transport helt ned til det sydligste Frankrig, skal ud på en 25,5 km lang enkeltstart rundt om Barbentane, der både indeholder en knold undervejs og en meget vanskelig finale.
Fredag for rytterne lov at puste lidt ud igen, når 6.etape afvikles på en kuperet men ikke alt for vanskelig rute østpå mellem Peynier og Brignoles på i alt 176,5 km. Der er tre kategoriserede undervejs, men medmindre vinden igen spiller ind, vil de formentlig ikke kunne gøre en forskel. Lørdag venter derimod årets kongeetape, når rytterne er blevet transporteret over til Nice. Her venter 181,5 km i nordlig retning og ind i Alperne, hvor i alt seks kategoriserede stigninger skal forceres. Finalen indledes med lidt under 60 km til mål efter at de tre første udfordringer er passeret. Med 57 km tilbage skal rytterne over Cote de Gillette (2 km: 5,6 %), hvorefter der venter 14 kms nedkørsel inden at ruten gradvist stiger indtil at opkørslen af Cote de Pelasque (5,7 km: 6,2 %) indledes med ca. 25 km til mål. Fra toppen af denne følger 5 km nedad inden at det gælder den store finale. Vi har før set afslutninger opad i Paris-Nice, men Col du Turini (14,9 km: 7,3 %) er alligevel en af de voldsommere. Finalestigningen har flere passager med 2-cifrede stigningsprocenter og selvom at de sidste 5 km er under dette, vil den med sikkerhed være for meget for alle andre end de bedste blandt favoritterne. Søndag afsluttes det hele så traditionen tro med en rundtur omkring Nice, der er en total gentagelse af sidste års afsluttende etape. I løbet af 110 km skal rytterne først tackle tre kategori 2 stigninger, inden de når kategori 1-stigningen Cote de Peille (6,6 km: 6,8 %), hvor der fra toppen dog fortsat er 42,5 km til mål. Herefter bliver rytterne oppe i højderne rundt om målbyen og kører de næste ca. 15 km i retning af Col d’Eze (1,6 km: 8,1 %), der igen i år tackles fra den korte men stejle side. Derefter går det nedad til Nice, hvorefter rytterne med 15,5 km til mål indleder opkørslen af kategori 2-stigningen Col des Quatre Chemins (5,5 km: 5,5 %), der i princippet er en alternativ opkørsel af Col d’Eze. Herefter venter endnu en nedkørsel, der dækker det meste af de sidste 9 km til målet i Nice, hvor vinderen traditionen tro kåres på den smukke Promenade des Anglais med udsigt over Middelhavet.
Favoritterne
Paris-Nice er måske det mest prestigefyldte af alle ugeetapeløbene pga. dets historie og dets placering på den europæiske cykelkalender, som det første store opgør mellem feltets bedste over flere dage. I år har arrangørerne så også haft en fordel af konkurrenterne fra Tirreno-Adriaticos valg af rute, hvorfor ”Løbet mod Solen” igen har været det oplagte valg for samtlige etapeløbsprofiler, der allerede nu er klar til at prøve benene af. Den hårde start med masser af sidevind har imidlertid allerede krævet sine ofre. Flere favoritter er allerede styrtet ud af løbet eller har tabt for meget tid til at det er realistisk at tro på dem som potentielle vindere. Bl.a. har både Astana og EF Education First ikke længere en reel chance for at vinde løbet.
Det ændrer dog ikke på, hvem jeg umiddelbart vil pege på som favorit. Sky har mere eller mindre ejet Paris-Nice i nyere tid, og har således vundet løbet 5 ud af 7 gange fra 2012 og indtil sidste år. Det britiske mandskab er således et godt bud på, hvor sejrherren kommer fra og mit valg falder på Egan Bernal. Den lille colombianer, der nok pt. er cykelsportens største etapeløbstalent har kørt fremragende i sidevinden og må forventes at være en af de stærkeste lørdag på Col du Turini. Da han samtidig kører en habil enkeltstart er han det oplagte valg. Michal Kwiatkowski, der pt. ligger nr. 2 er måske også et bud, men jeg er i tvivl om han kan klare lørdagens strabasser. Til gengæld har Bernals yngre og angiveligt lige så talentfulde landsmand Ivan Sosa allerede smidt 19 minutter og er ude af kapløbet.
Den største trussel mod Sky er nærmest som vanligt Movistar. Der var egentlig lagt op til, at det spanske storhold skulle have kørt for den forsvarende mester Marc Soler, men er også endt som offer for sidevinden med et tidstab på over 12 minutter. Til gengæld har Nairo Quintana været overraskende godt kørende og er således kun 25 sekunder efter pt. Hvis formen er der, er colombianeren formentlig også blandt de stærkeste lørdag, men det store spørgsmålstegn ud for ham er, hvor meget enkeltstarten kommer til at koste.
Det samme gælder for Romain Bardet. Manden, der for mange franskmænd fortsat er det bedste bud på en Tour-vinder, er gang på gang kommet til kort pga. sine nærmest ikke-eksisterende evner som tidskører. Han får her i Paris-Nice første chance til at bevise om han har forbedret sig, samtidig med at han bør være blandt de bedste på toppen af Col du Turini. AGR2 kører i princippet med to kaptajner, men Tony Gallopin har om muligt endnu større problemer med enkeltstarten end Bardet, så selvom han tidligere har gjort det godt i dette løb, virker en sejr til ham helt usandsynlig.
Sunweb var hårdt ramt at styrt og uheld i starten af løbet og måtte bl.a. sende Michael Matthews en tur på hospitalet med en hjernerystelse. Holdets klassementsnavn Wilco Kelderman, der ellers er kendt som lidt af en ulykkesfugl, har til gengæld holdt sig på cyklen. Når han er skarpest, er hollænderen faktisk både ferm på en enkeltstart og en af de bedst opad. Derfor skal man bestemt ikke afskrive Kelderman, omend han har mistet er par værdifulde hjælpere.
En anden der har imponeret indtil nu er Ilnur Zakarin. Russeren kørte forfærdeligt sidste år og er ikke ligefrem kendt for sin fabelagtige placeringsevne. Imidlertid er det lykkedes Katusha-kaptajnen at sidde med hjem indtil nu med et tidstab på blot 25 sek. Det kan være et tegn på, at han er ved at genfinde takterne fra 2017, og skulle det være tilfældet, kan han formentlig også fyre en solid enkeltstart af i morgen. Der er således fortsat ingen grund til at afskrive Ruslands pt. bedste cykelrytter.
Sidste års nr. 2 Simon Yates er startet ud med at tabe næsten 10 minutter og er således også helt ude af kampen om den samlede sejr. Det er dog ikke givet, at det overhoved var hans plan at køre med om topplaceringerne, da Paris-Nice er en kærkommen lejlighed for Mitchelton til at give plads til en af feltets mest undervurderede ryttere. Jack Haig har i efterhånden fleres sæsoner affundet sig med at være hjælperytter, selvom at han tydeligvis har talentet til mere. Med et tidstab på kun 25 sekunder indtil videre har han fortsat alle muligheder for at køre med om topplaceringerne og kan således blive en giftig outsider.
Bora stiller som vanligt med flere bud på et samlet topresultat. Som udgangspunkt var Patrick Konrad angivet som kaptajn, men østrigeren har haft det lidt vanskeligt med sidevinden på de første etaper. Med et tidstab på 1.25 er han ikke kørt ud af løbet, men det bliver formentlig vanskeligt at køre med om podieplaceringerne. Til gengæld ligger Konrads landsmand Felix Grosschartner fortsat rigtigt godt til bare 11 sekunder fra 1.pladsen. Han kørte sidste år en samlet 10.plads hjem, og da han bestemt har evner udi tidskørslens kunst, kan han muligvis blande sig i toppen, omend en sejr nok er for meget at håbe på.
For Jumbo-Visma har løbet allerede været en succes med Dylan Groenewegens to etapesejre. Det hollandske mandskab har dog også et kort til det samlede klassement i form af George Bennett. Newzealænderen har formået at holde sig til på de første etaper og har således ikke tabt afgørende med tid indtil nu. Bennett har dog som en del andre favoritter problemer med enkeltstarten som disciplin, hvorfor det også er svært at se ham nå længere end en placering mellem 5 og 10 samlet.
I den modsatte ende af skalaen finder vi Deceuninck-QuickSteps Bob Jungels. Luxembourgeren har også formået at sidde godt med fremme her på de første etaper og med hans sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne i forrige weekend in mente ved vi, at han er i fremragende form. Jungels er en af de bedst i feltet på en enkeltstart, men har derimod store vanskeligheder, når stigningerne bliver for lange og stejle. Spørgsmålet er derfor, om Col du Turini er inden for rammerne af, hvad han kan klare eller om han kommer til kort.
Slutteligt vil jeg lige nævne Bahrain-Merida, som jeg ellers overvejede at smide i samme kategori som Astana og EF-Drapac, der allerede var kørt ud af det samlede regnskab. Det mellemsøstlige hold stillede ellers også med to gode kort, men af disse er Domenico Pozzovivo allerede håbløst langt efter. Dylan Teuns har også haft svært ved at sidde med og har flere gange været i fare for at falde helt af. Belgieren har dog trods alt begrænset sit tidstab til ca. 1½ minut og selvom at en sejr nok er uden for rækkevidde, skal vi ikke udelukke, at han kan gentage sidste års top 10-placeringen. Det kommer dog an på, hvordan han vil prioritere kræfterne ift. hans efterfølgende intensive klassikerprogram.
Mine vinderbud: Egan Bernal (Sky), Nairo Quintana (Movistar) og Romain Bardet (AG2R)
- Løbsnavn: Paris-Nice
- Løbstype: Ugeetapeløb
- Kørt første gang: 1933 (årets udgave er løb nr. 77)
- Startby: Saint-Germain-En-Lave
- Målby: Nice
- Antal etaper: 8
- Vigtigste etaper: 5.etape (Barbentane-Barbentane (tidskørsel)), 7.etape(Nice-Col du Turini) og 8.etape (Nice-Nice)
- Flest sejre: Sean Kelly med 7 sejre
- Sidste års vinder: Marc Soler (Movistar)
Paris-Nice vises fra søndag d.10 til søndag d. 17.marts på Eurosport og TV2/TV2 Sport
Red Zone Blog 