Cykelsæsonen startede med et brag i sidste weekend. Forhåbentlig fortsætter det i dag, hvor vi vender vores opmærksomhed mod Italien og mere specifikt området omkring Siena. Her afvikles et løb, der ikke ligner noget andet på WorldTouren og plejer at have garanti for drama.
Efter en lidt stille uge oven på åbningsweekenden, hvor der kun er blevet kørt et løb af væsentlig betydning, fortsætter WorldTouren i denne weekend for fuld drøn. Det begynder i dag med det bedste eksempel i cykelsporten på en nyklassiker, der på rekordtid har skabt sig et navn og en prestige omkring sig, som andre løb har måtte opbygge over årtier. Den professionelle udgave af Strade Bianche så nemlig først dagens lys i 2007 og selvom at amatørudgaven på klassiske cykler, der var forelægget for det professionelle løb, har 10 år yderligere på bagen, er det alligevel unikt, hvad arrangøren RCS, der også står bag Giroen og de to italienske monumenter, har fået bygget. Det var således fuldt ud fortjent, at løbet allerede i 2017 opnåede WorldTour-status.
Det der gør Strade Bianche til noget helt unikt, og som er en stor del af forklaringen på løbets succes og popularitet, er, at intet andet løb ligner det. Der er meget få løb på cykelkalenderen, hvor så stor en del af ruten afvikles på et andet underlag end asfalt. På WorldTouren er det kun Paris-Roubaix, der kan konkurrere med Strade Bianche på den front, og mens ”Helvedet i Nord” foregår på brosten, som er et bredt repræsenteret underlag i cykelsportens Superliga, er det italienske løb det eneste WorldTour-løb, der afvikles på grusveje. Hele 63 km af ruten udgøres af de smukke hvide, men teknisk vanskelige gruspavéer, der muligvis ikke har samme sværhedsgrad som Paris-Roubaix’s ditto, men bestemt ikke skal undervurderes. Det gælder ikke mindst, hvis vejrforholdene er lige så horrible, som tilfældet var sidste år, hvor rytterne kæmpede sig i mål enkeltvis i regn, blæst og mudder op til begge øre med Tiesj Benoot som den i sidste ende stærkeste mand foran en overraskende stærkt kørende Romain Bardet og løbets store historie Wout Van Aert.
Udover grusvejene ligner ruten faktisk mere et af Ardenner-løbene med en række korte men meget stejle stigninger, hvis procenter er Liege-Bastogne-Liege værdige. Den eneste formildende omstændighed ved Strade Bianche ift. hårdheden er løbets længde, da det med en samlet distance på 184 km er noget kortere end mange af de øvrige klassikere. Det betyder dog samtidig, at grusvejene udgør ca. 1/3-del af løbets længde.
Ruten
Strade Bianche både starter og slutter i Siena, og bevæger sig sig i en sløjfe i sydøstlig retning set fra byens centrum. I modsætning til i brostensklassikerne skal man ikke vente længe på udfordringerne, da grussektor 1 (Vidrette: 2,1 km) kommer allerede efter 11 km. Herefter går der ca. 10 km inden rytterne rammer sektor 2 (Bagnaia: 5,8 km), der er dagens første alvorlige forhindring. Denne sektor inkluderer nemlig dagens første alvorlige stigning Ville di Corsano, der undervejs stiger med 10 %. Efter 37 km rammer rytterne sektor 3 (Radi: 4,4 km), der efter en kort pause leder hurtigt videre til sektor 4 (La Piana: 5,5 km), der har været med i alle udgaver af løbet. Ingen af disse er dog specielt udfordrende. Efter 62 km når rytternes så dagens længste stigning Montalcino, der over 4 km stiger med i gennemsnit 5 %. Ruten er dog fuldstændig asfalteret. Efter stigningen begynder rytterne at bevæge sig mere direkte mod øst, da de nærmer sig punktet, hvor de skal vende om og køre tilbage mod Siena. Det er på dette stykke at de møder den lange sektor 5 (Lucignano d’Asso: 11,9 km). Når rytterne er kommet igennem denne, er der kun 1 km pause inden de rammer sektor 6 (Pieve a Salti: 8,0 km), der leder rytterne tilbage mod vest inden ruten bevæger sig i nordvestlig retning tilbage mod Siena. Når de to lange, hårde og tekniske sektorer er overstået, er rytterne lidt over halvvejs og har ca. 86 km til mål.
Herefter følger et fladt stykke på 12 km inden sektor 7 (San Martino in Grania: 9,5 km), der er lang, konstant går op og ned, inden den ender i en vanskelig opkørsel til Asciano. Herfra går det nedad i 9 km inden rytterne når til den frygtede sektor 8 (Monte Sante Marie: 11,5 km), der af mange betragtes som løbets hårdeste. Den går stort set opad hele vejen, og er på visse steder meget stejl. Da sektorens afslutning nås med lidt over 40 km til mål, vil afgørelsen formentlig først komme senere, men er der ikke sket afgørende udskilning før, vil den sikkert opstå her. Efter sektor 8 kommer der et langt og knoldet men også ukompliceret stykke på ca. 20 km inden sektor 9 (Monteaperti: 0,8 km), som ganske vist er kort, men kort før afslutningen indeholder en rampe med 2-cifrede stigningsprocenter. Derefter er der kun 5 km til at rytterne rammer sektor 10 (Colle Pinzuto: 2,4 km), der er én lang stigning på op til 15 %. Fra toppen af Colle Pinzuto er der yderligere 5 km indtil dagens sidste grussektor 11 (Le Tolfe: 1,1 km), der indeholder en stigning på op til 18 %. De tre sidste grussektorer indeholder således alle stigninger, hvor det er muligt at foretage det afgørende ryk.
Fra Le Tolfe er der kun 12 km til mål, men hvis man tror, at resten af ruten er lige til, tager man fejl. De første 10 km indtil Siena er altovervejende flade, men inde i byen med lidt under 2 km igen skal rytterne forcere stigningen op til den berømte Piazza Del Campo, hvor målstregen befinder sig. De første 750 meter er stille og rolige med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,5, men når rytterne når den sidste kilometer begynder ruten at stige voldsomt. De næste 500 meter har gennemsnitlig stigninsprocent på 12,4, og på det stejleste stykke lige før toppen rammer stigningen 16 %. Hvis en større eller mindre gruppe af ryttere kommer til Siena sammen, er det her de skal afgøre løbet i mellem sig. De sidste 500 m ind på Piazza Del Campo går nedad i stigende grad, hvor de sidste 30 meter rammer 7 %. Det bør være uproblematisk, men da den berømte plads er dækket af glatte sten, skal man ikke tage for let på de sidste meter. Især ikke, hvis vejret er det samme som sidste år.
Favoritterne
Det kræver kun et kort kig på startlisten for at blive bekræftet i den status, som Strade Bianche har opnået i cykelsporten på rekordtid. Der er en række forhold, der gør, at løbets startliste alligevel ikke er helt så imponerende, som Omloops fra sidste weekend. Til dels gør rutens stigningsmæssige hårdhed, at nogle af de tungere klassikerspecialister ikke har en chance, hvorfor de naturligt vælger at springe det over. Derudover starter Paris-Nice allerede dagen efter, hvorfor det ikke er muligt at prioritere nyklassikeren, hvis man også har tænkt sig at spille en central rolle i det franske etapeløb i den kommende uge. Der er dog stadig tale om et mere end solidt felt af favoritter til årets rundtur på de toscanske grusveje.
Oven på sidste weekend og den generelle start på sæsonen er det svært at gøre andet end at pege på Deceuninck-QuickStep som holdet, der skal slås. Det blåklædte mandskab har vundet alle tre væsentlige 1-dagsløb, der er kørt siden sæsonåbningen i lørdags, og endnu en triumf virker således sandsynlig. Zdenek Stybar har med sejren i Omloop allerede vundet 2 løb i år, og ligner generelt en mand med enormt stor selvtillid. Derudover vandt den tidligere cykelcross-verdensmester 2015-udgaven af løbet, og rutens kombination af teknik og hårdhed ligger generelt perfekt til tjekken. Lefevre og co. har dog også Yves Lampaert, der også kom stærkt fra start i sidste weekend, samt Julian Alaphilippe til start, og begge skal bestemt indregnes som outsidere.
Ligeledes må Greg Van Avermaet også regnes med blandt de absolutte topfavoritter efter 2.pladsen i Omloop. Belgieren virker umiddelbart skarpere end han gjorde på samme tid sidste år, og han kan tilsyneladende sagtens være med helt fremme, selvom at sidste weekend bekræftede, at hans hold slet ikke har samme styrke som sidste år. I Sagans fortsatte fravær er Van Avermaet som udgangspunkt feltets bedste mand i et terræn som det lørdagens løb byder på.
Et tredje vinderbud kunne være hjemmebanefavoritten Gianni Moscon, der skippede åbningsweekenden, men nu stiller op som Skys bedste bud på en sejr i Siena, da den tidligere dobbelte vinder Michal Kwiatkowski i år har valgt grusvejene fra. Den problematiske italierners alsidighed gør ham til et perfekt match på den kuperede rute, hvor han formentlig også vil have et stort antal tifosier i ryggen. Det britiske mandskab har også Geraint Thomas til start. Han er som bekendt også en forbilledlig tekniker, men rygtet vil vide, at han endnu er et godt stykke fra topformen.
Lotto-Soudal stiller i år til start med både den forsvarende vinder Tiesj Benoot og Tim Wellens, der har valgt at køre Tirreno-Adriatico frem for Paris-Nice for netop også at kunne være til start i Strade Bianche. Under normale omstændigheder ville jeg have placeret Benoot blandt mine absolutte favoritter, men den talentfulde belgier styrtede som bekendt i Omloop, og det var indtil for et par dage siden usikkert, om han overhoved ville kunne forsvare sin titel. Derfor er det givetvis Wellens, som der først og fremmest skal satses på, og det er bestemt også en god mulighed, selvom at begge ville stå stærkere, hvis Benoot var på 100 %.
Sidste års løb var Wout Van Aerts store gennembrud som landevejsrytter med en flot 3.plads, selvom at han styrtede på vej op til Piazza Del Campo pga. kramper. Derfor ville det være oplagt at pege på belgieren som en potentiel vinder, men hans præstation i Omloop peger desværre i retning af, at den 3-dobbelte cross-verdensmester måske har brændt sit lys for meget i begge ender i år. Derfor har jeg svært ved for alvor at tro på en gentagelse af sidste års succes for Van Aert.
Vi bliver også nød til at snakke om Alexey Lutsenko. Den kasakhiske mester leverede i Omloop noget af det bedste cykelløb, vi har set fra hans side, og 4.pladsen var fuldt ud fortjent. Han er dog kendt for en helt ekstrem grad af ustabilitet, og det kan ikke udelukkes, at han falder tilbage i de gamle vaner i denne weekend. Skulle det være tilfældet har Astana dog også et andet stærkt kort i form af Davide Ballerini, der i Kuurne indikerede, at han fint håndterer skiftet fra pro-kontinental til WorldTour-niveau.
Et af de hold, der kom dårligst ud af åbningsweekenden var Dimension Data. Det sydafrikanske mandskab har øjensynligt været ramt af sygdom, men det har alligevel gjort ondt at blive sat så meget tilbage, som tilfældet var. Michael Valgren, der var udset til at være holdets nye klassikerkaptajn, må se om han kan vende udviklingen her, men som sagt har sæsonstarten generelt ikke været den bedste for danskeren. Et andet bud på et godt resultat kunne være Roman Kreuziger, men den erfarne tjekke har ikke kørt det store indtil nu, og skal formentlig lige finde sine ben først.
En der tilgengæld slap hæderligt fra Omloop og Kuurne var Stefan Küng. Schweizeren, der af nogen er blevet udråbt til at være den nye Cancellara, gjorde en god figur i Arnaud Demares fravær og cementerede, at han har lært en ting eller to af at være Van Avermaets holdkammerat gennem flere sæsoner på BMC. Derfor ville der også være noget smukt i, hvis Küng får sit endelige gennembrud som klassikerrytter i det løb, som landsmanden ”Spartacus” har vundet flere gange end nogen anden.
Et lidt interessant hold at følge i løbet bliver UAE-Emirates, der på trods af de stadigvæk nye sponsor- og ejerforhold, har en italiensk kerne og derfor er lidt på hjemmebane. Det ambitiøse mandskab har faktisk Fernando Gaviria på startlisten, hvilket umiddelbart virker lidt mærkværdigt, da ruten bør være for hård for colombianeren. Derfor er det også i højere grad kæmpetalentet Tadej Pogacar, som jeg glæder mig til at se, selvom at det på ingen måde er givet, hvordan den unge slovener har det med grus som underlag.
Slutteligt bliver vi lige nød til at vende Bahrain-Merida. Matej Mohoric skulle have kørt løbet som holdets prioriterede mand, men han er i sidste øjeblik blevet taget af startlisten. Om det fortsat skyldes efterveer fra hans styrt op til sidste weekend eller om det mellemøstlige mandskabs største navn har krævet total opbakning vides ikke. Faktum er dog, at det bliver Vincenzo Nibali, der leder holdet i jagten på succes i denne weekend. ”Hajen fra Messina” plejer ellers aldrig at være i god form på denne tid af året, men han har tydeligvis en ambition om at vinde alle hjemlandets store løb. Og med sidste års Milano-Sanremo in mente kan man kun sige, at feltets måske bedst cykelrytter på tværs af discipliner aldrig skal undervurderes.
Mine vinderbud: Zdenek Stybar (Deceuninck-QuickStep), Greg Van Avermaet (CCC) og Gianni Moscon (Sky)
- Løbsnavn: Strade Bianche – Eroica Pro
- Løbstype: Kuperet klassiker (med grusveje)
- Kørt første gang: 2007 (årets udgave er løb nr. 13)
- Startby: Siena
- Målby: Siena
- Længde: 184 km
- Vigtigste rutepunkter: San Martino in Grani (111 km), Monte Sante Marie (130 km), Monteaperti (160 km), Colle Pinzuto (165 km) og Le Tolfe (171 km) samt stigningen op til Piazza Del Campo (182 km)
- Flest sejre: Fabian Cancellara med 3 sejre
- Sidste års vinder: Tiesj Benoot (Lotto-Soudal)
Strade Bianche vises på lørdag d. 3.marts fra kl. 13.30 på Eurosport 2
Red Zone Blog 