Cykelsæsonen er i gang og der er 5 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Det er nu blevet tid til at analysere Spaniens store cykelstolthed, der dog ikke været helt oppe og ringe de to seneste sæsoner.
Der er noget grundlæggende ærefrygtindgydende over et hold, der har formået at være med i cykelsporten på absolut højeste niveau siden 1980. I en sportsgren, hvor hovedaktørerne ellers er meget omskiftelige, har mandskabet, der nu hedder Movistar, været en konstant, der år efter år har leveret store resultater. Over tiden under navne som Reynolds, Banesto, Illes Baleares og Caisse d’Epagne med profiler som Angel Arroyo, Pedro Delgado, Miguel Indurain og Francisco Mancebo i front har det spanske tophold konstant præsteret på cykelsportens allerstørste scener, først under kyndig ledelse af legendariske Jose Miguel Echavarri og siden 2008 af dennes mangeårige kronprins Eusebio Unzue. Det er blevet til et hav af grand tour-sejre og i nyere tid har holdet været meget dominerende i konkurrencen på WorldTour-ranglisten, hvor det foreløbigt er det mest vindende mandskab med 4 mesterskaber.
Netop med den baggrund var det bestemt ikke tilfredsstillende for Unzue og co., at 6.pladsen fra 2017 ikke blev vekslet til fremgang sidste år, men at det tværtimod gik yderligere tilbage for Movistar, der sluttede på en samlet 8.plads. 2018 blev i høj grad en bekræftelse af, at det spanske cykelflagskibs forhåbninger efterhånden er bundet op på meget få ryttere, og at deres eventuelt manglende præstationer koster holdet dyrt. Det er selvfølgelig svært at klantre Alejandro Valverde, når den ellers aldrende superstjerne slutter sæsonen af med at vinde det verdensmesterskab, han har stræbt efter i så mange år. Med 14 sejre i alt ville det heller ikke være fair at klage, selvom at han i 2018 ikke vandt en af Ardenner-klassikerne. Derimod levede Nairo Quintana endnu engang slet ikke op til forventningerne med en 10.plads i Touren og en 8.plads i Vueltaen, mens den hjemvendte Mikel Landa ligeledes skuffede med en 7.plads i Touren, hvorefter han fik efteråret smadret af et alvorligt styrt i Clasica San Sebastian. Der var dog to lyspunkter undervejs i 2018 i form af to unge ryttere, der potentielt kan være fremtiden for Unzues cykeldynasti. Marc Soler var den første, der viste sig frem, da han meget overraskende vandt Paris-Nice. Det helt store gennembrud kom dog fra Richard Carapaz, der helt ud af det blå kørte en samlet 4.plads hjem i Giroen, hvor holdet ellers var stillet til start uden et realistisk håb om et godt samlet resultat. Arvefølgen virker således sikret, men spørgsmålet er, hvem der skal levere nu og her ovenpå en sæson, hvor det godt nok blev til 27 sejre, men hvor en 38-årig rytter stod for over halvdelen.
Unzue har imidlertid aldrig været tilhænger af at hente store navne ind via transfermarkedet, hvilket også gjaldt for hans læremester Echavarri. Han gjorde en undtagelse sidste år med Landa, men der var også tale om en spansk rytter. Derfor er der som ventet ikke sket de store udskiftninger i denne sæsonpause, omend holdet dog har foretaget en meget overraskende investering.
Klassikerne
Movistar er det mest udprægede etapeløbshold af alle mandskaber på WorldTouren. Det har altid været de længerevarende løb og ikke mindst dem, der forløber over 3 uger, der har været alfa og omega for Unzue. Derfor har det mere været et brændende ønske fra den rytter, som har været holdets største profil igennem 14 sæsoner, der har ført til, at det også er blevet til store triumfer i 1-dagsløbene.
Der er nemlig ingen tvivl om, at hvis der er et navn, der er blevet forbundet med Movistar i nyere tid, så er det Alejandro Valverde. Den 38-årige nationalhelt i Spanien har siden han kom til holdet 2005 været en hel vanvittig sejrsmaskine, der bare har produceret resultater år efter år, hvis vi selvfølgelig ser bort fra de sæsoner, hvor han var udelukket pga. hans involvering i Operation Puerto. Sidstnævnte vil for altid stå som en meget stor plet på Valverdes ellers så flotte karriere, men det er svært ikke at være anerkendende omkring alt det som spanieren har opnået. Efter at VM-sejren endelig kom i hus sidste år, kommer Valverde i år til at køre i den berømte regnbuefarvede verdensmester-trøje, og der er ingen tvivl om, at det vil være stort for ham at gentage nogle i sine tidligere succeser i Ardennerne (5 sejre i Fleche Wallonne og 4 i Liege-Bastogne-Liege) eller at vinde Amstel Gold Race for første gang, mens han er iført VM-tricoten.
Hvor der altså som vanligt ligger en klar plan for Ardennerne centreret omkring Valverde, er der faktisk sket en lille ændring ift. Movistars tilgang til brostensløbene. Unzue har tidligere været meget klar i mælet omkring, at hans hold kun er til start i de store belgiske og nordfranske 1-dagsløb, fordi at de er forpligtet til det som en del af WorldTouren, og at han helst var fri for at risikere sine rytteres helbred på det vanskelige underlag. Netop derfor var det også lidt af en overraskelse, at det spanske mandskab valgte at hente Jürgen Roelandts i dette års transfervindue. Den 33-årige belgier er ganske vist ikke det største brostensnavn i verden, men der er alligevel tale om en rytter, der har opnået en lang række af top 10-placeringer i de tidlige forårsklassikere. Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvordan Unzue og co. har tænkt sig at bruge Roelandts, men det ville være mærkeligt, hvis ikke han får en fri rolle i sit rette element, hvor han også vil kunne udnytte sine glimrende evner som afslutter. Derudover har Valverde meldt ud, at han vil debutere i Flandern Rundt i år, hvilket betyder, at årets brostenssæson bliver den højest prioriterede i Movistars historie.
Ift. de øvrige klassikere bliver det også Valverde og Roelandts, der skal levere varen, hvis det skal blive til noget. Verdensmesteren har tidligere erklæret, at han gerne vil forsøge at vinde Milano-Sanremo, hvilket bliver svært, men med Nibalis sejr fra sidste sæson in mente er det bestemt ikke umuligt. Netop i ”La Classicissima” har Roelandts også flere gange kørt sig til fine placeringer, og belgieren vil måske også kunne gøre sig i nogle af de andre flade klassikere, hvis de bliver kørt hårdt nok. Valverde debuterede sidste år i Strade Bianche med en meget imponerende 4.plads, men det er endnu ikke afgjort om han også skal køre grusvejsløbet i år. I efteråret ligger de canadiske løb egentlig ret godt til verdensmesteren, men da han plejer at være til start på hjemmebanen i Vueltaen, vil han formentlig heller ikke drage over Atlanten i år. Til gengæld er han bestemt et bud i San Sebastian og Lombardiet, hvor han dog også kan understøttes af etapeløbsprofiler som Mikel Landa og Marc Soler.
Etapeløbene
Uanset at klassikerne måske kommer til at fylde mere for Movistar i år end nogensinde før, er der fortsat ingen tvivl om, hvor hovedfokus ligger. Unzues mandskab har altid været bygget til at få succes i de største etapeløb, og en sæson er først for alvor en succes, hvis det er lykkedes at vinde mindst en af de tre grand tours. Derfor er det også kritisk, at vi skal tilbage til Vueltaen 2016 for at finde den seneste samlede sejr i et løb over 3 uger for det spanske hold.
En stor del af forklaringen herpå skal findes i, at Nairo Quintana de seneste to sæsoner slet ikke har lignet den rytter, vi ellers har lært ham at kende som. Den 29-årige columbianer, der tidligere har vundet både Giroen og Vueltaen samt er kørt på podiet i Touren 3 gange, virker simpelthen til at være faldet i niveau. Det begyndte med hans mislykkede forsøg på Giro-Tour-doublen i 2018, hvor han endte med en 2.plads i Italien, hvorefter han faldt fuldstændig sammen i Frankrig og blev nr. 12. Sidste år kunne Quintana så ikke finde sit topniveau i nogen af de to grand tours, han stillede til start i, og spørgsmålet er, om vi i virkeligheden har set det bedste fra det cykelgale Columbias til dato bedste cykelrytter. Måske var det netop bekymringen for Quintanas fremadrettede niveau, der allerede inden sidste sæson fik Unzue til at hente Mikel Landa hjem. Den nu 29-årige spanier, der som hhv. Astana- og Sky-rytter har leveret nogle af de bedste spanske grand tour-resultater over de seneste sæsoner, blev lokket til med løftet om at få lov til at køre sin egen chance, og han endte da også som holdets bedst placerede i sidste års Tour. 7.pladsen var dog heller ikke på nogen måde et tilfredsstillende resultat, og det er helt klart, at Landa også selv erkender, at han har en del at bevise i år. Det har fået spanieren til at gå tilbage til den succesfulde sæsonmodel fra 2017, hvor han kørte Giroen med en etapesejr og bjergtrøjen som resultat for så at tage til Frankrig og blive nr. 4, selvom han skulle hjælpe Chris Froome undervejs.
Denne sæsonmodel betyder dog, at der igen i år kommer til at være en intern kamp om rollen som Tour-kaptajn mellem Landa og Quintana. Columbianeren har nemlig fået lovning på endnu en chance for at vinde verdens største cykelløb, hvorfor Movistar tager til Frankrig med to potentielle vinderbud. Sidste år havde columbianeren den fordel at have Valverde med, der på trods af nationalitet klart var Quintanas mand, muligvis som tilbagebetaling for 3.pladsen i Touren 2015, der mere eller mindre var den yngre holdkammerats fortjeneste. I år har Valverde imidlertid fået opfyldt sit eget ønske om at droppe Touren til fordel for Giro og Vuelta, hvorfor det er totalt åbent, hvordan magtkampen om hovedrollen i Frankrig ender, og med erfaring fra tidligere situationer som denne, hvor Landa har været involveret, kan det godt blive grimt. I Vueltaen får Quintana til gengæld lov til at blive genforenet med sin ven, hvor han formentlig håber på, at de kan gentage sidste års parløb, dog med columbianeren i den dominerende rolle.
De store tabere i dette interne spil er dog i første omgang de unge nye navne. Marc Soler og især Richard Carapaz kunne måske med rette have forventet at få lov til at køre en grand tour med chance for at gå efter det samlede klassement, men med Quintana, Landa og Valverde fordelt ligeligt udover de tre store etapeløb, kommer det nok ikke til at ske i år. De to 25-årige talenter må trøste sig med, at de fortsat har fremtiden foran sig, og at de måske kan få noget plads i ugeetapeløbene, omend de 3 hovednavne formentlig også vil spille en rolle her. Valverde vil som minimum forsøge at forsvare sidste års sejr i Catalonien, mens Landa nok vil være til start på hjemmebanen i Baskerlandet samt i Tirreno-Adriatico. Quintana vil formentlig være til start i begge de spanske ugeetapeløb samt køre Criterium de Dauphine som Tour-opvarmning. Det efterlader selvfølgelig ikke mange muligheder til stjernefrøene, men i Paris-Nice (som Soler vandt sidste år), Romandiet Rundt, Schweiz Rundt og måske Polen Rundt i efteråret vil de kunne få deres chancer.
Konklusionen
Selvom at det ser bedre ud med bredden og talentmassen nu end før sidste sæson, er det stadig de tre primære profiler Quintana, Landa og Valverde, der skal kører resultaterne hjem, hvis Movistar skal vende tilbage til toppen af WorldTour-ranglisten, hvor de senest var i 2016. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Valverde ikke får endnu en god sæson, men jeg er derimod på ingen måde solgt på de to klassementsnavne. Det er min klare opfattelse, at Quintanas bedste år er bag ham, og at han er blevet overhalet af yngre og mere talentfulde ryttere ift. at blive den, der bryder Skys sejrsmonopol i Touren. Landa virker stærkere, men er virkelig også en lotto-kupon, der alt for ofte ender med at være en nitte. Derfor tror jeg, at Unzue og co. skal indstille sig på endnu en sæson på det jævne.
- Navn: Movistar Team
- Sponsor: Movistar (spansk teleselskab)
- Holdchef: Eusebio Unzue
- Licens: Spansk
- Grundlagt: 1980 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 4 (2013, 2014, 2015 og 2016)
- Antal WorldTour-sejre: 29
- WorldTour-placering 2017: 8.plads
- Antal sejre i 2018: 27
Red Zone Blog 