Cykelsæsonen er i gang og der er 12 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Næste hold i rækken er et af WorldTourens to mellemøstlige indslag. Et indslag, der har visse ligheder med et par europæiske fodboldklubber, uden at det dog nødvendigvis bringer dem succes.
Det har ikke været nogen overraskelse, at de olierige mellemøststater, der over det seneste årti er begyndt at spille en central økonomisk rolle inden for en lang række populære sportsgrene, også har gjort deres indtog på sponsorfronten i cykling på eliteplan. Konkret er der inden for de sidste par år kommet to mellemøstligt funderede hold på WorldTouren, hvoraf UAE-Emirates er det ene. De to hold har dog haft en meget forskellig tilgang til det at drive et professionelt cykelhold. For UAE-Emirates vedkommende var udgangspunktet ikke en total nyopstart, da holdet i realiteten er fortsættelse af det gamle italienske Lampre-mandskab, blot med De Forenede Arabiske Emirater som ny hovedsponsor. Imidlertid har de emiratiske holdejere vist sig at være nogle ret så krævende bagmænd, hvorfor de fra starten af har insisteret på, at der skulle foretages en række store investeringer i nye markante rytterprofiler.
Derfor var der også skruet godt op for forventningerne inden 2018-sæsonen, hvor det var forventet, at tilføjelsen af navne som Fabio Aru, Alexander Kristoff og Daniel Martin ville bringe holdet helt op i cykelsportens absolutte top. Det kom imidlertid ikke til at ske. En ting var, at det kun lykkedes at vinde 10 sejre. Noget andet var, at ingen af de tre store nyanskaffelser levede op til forventningerne. Især Aru, der skulle være holdets store klassementshåb, floppede fuldstændig ved at udgå af Giroen og slutte som nr. 23 i Vueltaen, og han fortsatte således en nedadgående tendens, der stort set har varet ved, siden at han vandt den spanske grand tour i 2016. Kristoff leverede nogle fine resutater hist og her, og endte også som holdets mest scorende rytter på WorldTouren, men var alligevel langt fra sit tidligere topniveau, mens Martin efter et sygdomspræget forår egentlig kørte meget godt under Touren, uden at det dog kunne redde sæsonen som helhed. Da holdets gamle profiler Rui Costa og Diego Ulissi heller ikke for alvor leverede de store præstationer, endte det med endnu en skuffende 12.plads på WorldTour-ranglisten, da årsregnskabet blev gjort op.
Efter sådan en omgang kunne man måske forvente, at holdejerne ville tage deres tilgang til sporten op til overvejelse, men UAE-Emirates ageren i sæsonpausen peger ikke i den retning. Tværtimod er der blevet investeret i endnu en stor verdensstjerne, samtidig med at det er blevet definitivt slået fast, at magten over holdet nu er koncentreret et helt andet sted end i Italien, hvor det hele ellers startede tilbage i 1990. Således er den erfarne holdchef og tidligere toprytter Giuseppe Saronni, der i sin tid grundlage holdet, nu blevet udskiftet med spanieren Jose Antonio Fernandez, mens australske Neil Stephens er blevet ansat som ny ledende sportsdirektør. Det er således en sammenbragt flok af profiler, der skal skabe den succes i 2019, som glippede sidste år.
Klassikerne
Det er helt klart, at ejerkredsen fra Emiraterne gerne deres hold dominere i alle terræner. Derfor har der været en klar markering i indkøbet af profiler, der har mulighed for også at gøre sig i 1-dagsløbene, der i Lampre-dagene ikke var den store prioritet, når de foregik uden for Italien. Således var hans meritter på brostenene en af årsagerne til investeringen i Alexander Kristoff. Den 31-årige nordmand er selvfølgelig også et stærkt kort til en spurt, men i betragtning af hans tyngde og størrelse er det imponerende, hvor mange gode resultater han har kørt hjem i de belgiske og nordfranske klassikere. Det største af disse er selvfølgelig fortsat hans sejr i Flandern Rundt tilbage i 2015-sæsonen, der generelt var præget af, at alt hvad Kristoff rørte ved blev til guld. Siden har han ikke nået helt samme højder, og sandheden er måske, at nordmanden i virkeligheden er for tung til for alvor at kunne være med i de mest kuperede brostensløb. Paris-Roubaix burde til gengæld være en mulighed, ikke mindst pga. Kristoffs hurtighed. Det er dog fortsat et problem, at han må klare sig meget på egen hånd, da truppen fortsat ikke indeholder mange kvalificerede brostensryttere.
I Ardennerne svømmer holdet til gengæld i muligheder på papiret, men spørgsmålet er, hvor mange af dem, der er reelle. Der er nok ingen tvivl om, at Daniel Martins manglende topplaceringer i sidste års kuperede løb mest handlede om en blanding af uheld og eftervéer fra hans sygdomsplagede sæsonstart. Ireren, der nu er blevet 32, viste i hvert fald senere på året i Touren, at han fortsat er blandt de bedste i en spurt opad. Netop dette kan dog vise sig at blive en udfordring, da det nu kun er Fleche Wallonne, der rent faktisk indeholder en sådan afslutning. Martin har aldrig klaret sig specielt godt i Amstel Gold Race, og med ruteændringen i Liege-Bastogne-Liege, ligger ”La Doyenne” pludselig heller ikke så godt til ireren længere. Problemet for UAE-Emirates her er, at holdets øvrige kort er nogle meget usikre nogle af slagsen. Den portugisiske eks-verdensmester Rui Costa, der også er fyldt 32, er efterhånden et par sæsoner væk fra sine bedste klassikerresultater og har faktisk ikke vundet et cykelløb siden 2017. Det er ikke tilfældet for Diego Ulissi, men den 29-årige italiener, har en tendens til aldrig at være i topform i Ardennerne, bl.a. fordi han gerne vil levere i Giroen, der starter få uger senere. Derfor kan den nytilkommende Sergio Henao meget vel være holdets næstbedste bud på en Ardenner-sejr, men han kommer heller ikke med de bedste forudsætninger efter en rigtigt skuffende 2018-sæson.
I årets øvrige 1-dagsløb bliver det formentlig Kristoff, der er 1.prioriteten i de flade løb. Ganske vist vil den nyindkøbte stjerne Fernando Gaviria nok også gerne tages i betragtning, men hvis han skal regne med sin holdkammerats opbakning i Touren, bliver han nok nød til at overlade lederrollen i klassikerne til nordmanden. Kristoffs muligheder i en spurt bliver også kun bedre, når løbet er langt, hvilke hans flotte resultater i løb som Milano-Sanremo, Cyclassic Hamburg og ikke mindst Eschborn-Frankfurt viser med al tydelighed. I de hårdere løb i Bretagne og Canada kan både Martin, Costa, Ulissi og Henao være mulige vinderbud, og alle fire har i princippet også chancen i de hårdeste løb som Lombardiet og San Sebastian.
Etapeløbene
Mellemøsten er stadig et forholdsvist nyt marked i cykelsporten, og det er klart, at det især er de største etapeløb, som er berømte og populære i denne del af verden. Derfor er det også afgørende for UAE-Emirates ejerkreds at få succes på den helt store scene. Imidlertid kunne 2018 tyde på, at man har valgt den forkerte mand til at skabe denne succes. Sidste sæson lignede nemlig på mange måder en bekræftelse på, at Italiens pt. næststørste etapeløbsnavn Fabio Aru er i gang med en større karrierenedtur. Den 28-årige rytter fra Sardinien har i realiteten ikke præsteret et tilfredsstillende resultat i en grand tour de seneste to år, og sidste sæson var som sagt en regulær katastrofe. Det virker derfor lidt som nu eller aldrig, hvis nedturen skal vendes for Aru, der længe har lignet en mand tappet for selvtillid.
Måske pga. de skuffede forventninger og et behov for tryghed har italieneren valgt den samme sæsonmodel som sidste år, der tidligere er den, der har bragt ham mest succes. Således vil Aru stille op på hjemmebane i Giroen, springe Touren over og så køre Vueltaen i efteråret. Det kan virke fornuftigt, men kigger man på ruterne i årets grand tours giver det meget lidt mening. Aru er kendt som en dårlig til elendig temporytter, og mens Touren som bekendt indeholder meget lidt tidskørsel i år, er der masser af enkeltstartskilometer i den italienske rundtur. Det er derfor umiddelbart meget svært at se, hvordan støvlelandets helt skal kunne besejre folk som Tom Dumoulin og Primoz Roglic, selvom at han har hjemmepublikummets opbakning. Mulighederne er nok bedre i Vueltaen, men som italiener er det Giroen, der er Arus store sæsonmål.
Kaptajnens prioriteringer giver imidlertid hans hold nogle muligheder i anden sammenhæng. Med Aru ude af billedet til Touren kan UAE-Emirates nemlig tillade sig at bygge holdet til verdens største cykelløb fuldt op om deres helt store nyindkøb. Fernando Gaviria har efterhånden etableret sig som en af verdens absolut hurtigste i en spurt, og derfor var det også en skuffelse for den 24-årige colombianer, at han måtte udgå fra sit første møde med den franske rundtur. Han nåede dog at få to sejre med på vejen, og hans håb er klart at komme endnu stærkere tilbage i år. Man kan dog sagtens stille spørgsmålstegn ved, om hans skifte fra QuickStep til UAE-Emirates er den rigtige beslutning i den sammenhæng. Hans gamle arbejdsgiver er kendt som et af de bedste hold i verden til at levere deres sprinter perfekt, mens han nye hold til gengæld ikke er kendt for at få sprintere til at vælte sig i sejre. Det er derfor nærliggende at tænke, at Gavirias skifte mere handler om penge end om det reelle sportslige potentiale. Colombianeren bliver dog ikke helt alene som prioritet i Touren, da Daniel Martin formentlig også får lov at komme med i en fri rolle. Det giver nemlig holdet et kort til det samlede klassement, der sagtens kan køre en top 10-placering hjem på egen hånd, mens resten af Tour-holdkortet er dedikeret til Gaviria.
I de øvrige etapeløb vil Martin formentlig være holdets stærkeste kort, da han tit har kørt fine resultater hjem i de ugelange løb, selvom han ikke har en specielt god enkeltstart i sig. Han plejer at følge et program, der hedder Paris-Nice, Catalonien Rundt og Criterium de Dauphine inden Touren. Aru plejer til gengæld at være så hæmmet af sine manglende kvaliteter som enkeltstartsrytter, at han ikke leverer det store i de mindre etapeløb. Han vil nok køre Tirreno-Adritico og Tour of the Alps, men vi skal nok ikke forvente for meget af italieneren her. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Sergio Henao er skiftet til UAE-Emirates for at få mere frihed, og han har tidligere vist fine kvaliteter som ugeetapeløbsrytter. Den 31-årige columbianer vandt Paris-Nice i 2017, og har også tidligere været langt fremme i Baskerlandet. Hvis Henao fortsat har et håb om at få en chance i en grand tour på et tidspunkt, er første skridt på vejen at genfinde melodien i ugeetapeløbene. Slutteligt har Rui Costa en forkærlighed for de schweiziske løb, og selvom portugiseren ikke har vist det store de senere år, kan det sagtens tænkes at han får chancen der igen i alpelandet.
Konklusionen
Det er ingen tvivl om, at UAE-Emirates fungerer efter samme principper som andre mellemøstligt-ejede sportsprojekter (f.eks. fodboldklubberne Manchester City og Paris Saint-Germain). Det handler om, at skabe succes gennem indkøb af store verdensstjerner. Vi har dog til gode at se dette fungere i cykelsporten, og sidste sæson beviste i hvert fald ikke, at holdets ledelse kunne få de mange profiler til at trække på samme hammel. Derfor virker indkøbet af Gaviria dybt ulogisk, og jeg er meget skeptisk overfor, om ham og Kristoff i praksis vil kunne fungere sammen. Kombineret med min afgrundsdybe skepsis ift. Aru (og ja jeg er meget farvet på det punkt), har jeg svært ved at se det emiratiske mandskab ende meget højere oppe af WorldTour-ranglisten end de gjorde sidste år.
- Navn: UAE Team Emirates
- Sponsorer: UAE (De Forenede Arabiske Emirater) og Emirates (emiratisk flyselsskab)
- Holdchef: Jose Antonio Fernandez
- Licens: Emiratisk
- Grundlagt: 1990 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 6.plads i 2011)
- Antal WorldTour-sejre: 11
- WorldTour-placering 2018: 12.plads
- Antal sejre i 2018: 10
Red Zone Blog 