Cykelsæsonen er i gang og der er 13 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Vi er nu nået til et mandskab, der vil tilbage til den bedre del af af ranglisten efter noget af et mellemår i 2018. Spørgsmålet er, om deres nyindkøbte profil kan sikre dette.
Det mandskab, der er temaet for dagens optakt, er måske det hold på hele WorldTouren, der har gennemgået flest forandringer på kortest tid. Det startede som rigmanden Flavio Becca og Schleck-brødrenes projekt for et luxembourgsk cykelimperium, men blev hurtigt til videreførslen Lance Armstrongs og Johan Bruyneels Radioschack-hold. Da Bruynell så røg ud af cykelsporten på røv og albuer efter USADA-rapporten, overtog Luca Guercelina ansvaret, og under ham er det gradvist blevet til et fælles amerikansk og italiensk foretagne, der imidlertid også overtog nogle af resterne fra Tinkoff, da Alberto Contador og sportsdirektør Steven de Jongh kom med på holdet i 2017. Contadors tid på holdet varede dog kun en enkelt sæson inden at den spanske legende besluttede at stille cyklen i garagen, og da det ikke var lykkedes at finde en ny stor etapeløbsprofil i forrige sæsonpause, lå det ligesom i kortene, at 2018 ville blive et overgangsår for Trek.
Det endelige sæsonresultat endte dog alligevel med at blive værre, end de fleste havde forventet, selvom 18 sejre egentlig er fint set ift. tidligere år. Det var på forhånd klart, at der ikke kunne sættes høje forventninger om et stort samlet klassementsresultat, når det bedste bud herpå hed Bauke Mollema. At 2018 så blev året, hvor det definitivt blev slået fast, at hollænderen ikke længere har hvad der skal til, for at køre med om bare top 10-placeringer, var der selvfølgelig ikke nogen, der kunne vide. Det var imidlertid en generel tendens hos Trek sidste år, at deres prioriterede folk i de store etapeløb bare ikke leverede. Giacomo Nizzolo, der nu er fortid på holdet, fandt aldrig rigtigt tilbage til niveauet i spurterne fra 2016, mens nyindkøbet Gianluca Brambilla fik slået fast med syvtommersøm, at han ikke er etapeløbsrytter. Derudover var det nærmest trist at se, hvordan ellers talentfulde ryttere som Fabio Felline og Jarlinson Pantano tilsyneladende gik totalt i stå i deres udvikling. Eneste punkt, hvor 2018 kunne betragtes som en succes var, når der stod brosten på menuen. Anført af en sprudlende Jasper Stuyven, der var holdets bedst scorende rytter på sidste års WorldTour-rangliste, var Trek et af de giftigste mandskaber på det ellers svære underlag, og det må trods alt være noget at bygge videre på her to år efter, at legenden Fabian Cancellara stoppede sin imponerende karriere.
Det gav dog sig selv, at der skulle ske noget, da transfermarkedet åbnede i august. Guercelina, de Jongh og den øvrige ledelse, der fortsat tæller danske Kim Andersen, er ikke folk, der kan leve med at ende som nr. 13 på WorldTourens rangliste, og derfor var det på ingen måde overraskende, at Trek gik ud og hentede et af de absolut største navne, der var tilgængeligt. Det er dog samtidig en rytter, som næsten altid lader til at snuble på vejen mod de store mål han sætter sig, så spørgsmålet er, om det, der tidligere er kikset for både Sky og BMC, kan lykkes for Guercelina og hans mandskab.
Klassikerne
Indtil for 2 år siden var Fabian Cancellara den altoverskyggende stjerne og prioritet, når Trek skulle lægge deres program for klassikerne, men efter at schweizeren stoppede karrieren, har holdets tilgang udviklet sig i en lidt anden retning, der faktisk gør dem til et af de mest interessante mandskaber ift. 1.dags-løbene og ikke mindst dem, der foregår på brosten. Faktisk vil det være min påstand, at Guercelinas tropper er det hold udover QuickStep, der har flest strenge at spille på i de svære løb i Belgien og Nordfrankrig.
Vurderet ud fra sidste sæson er det dog klart Jasper Stuyven, der nu er holdets største navn i denne sammenhæng. Den 26-årige belgier formåede at køre i top 10 i samtlige af de store brostensklassikere, og ikke mindst hans 5.plads i Paris-Roubaix samt 7.plads i Flandern Rundt var hamrende imponerende. Stuyven har den store fordel, at han udover at være udholden og relativt eksplosiv faktisk også er en fremragende afslutter. Derfor skal der ikke gå meget rigtigt førend at belgieren ender i en brostensfinale, hvor han er den bedste i en spurt. Han er dog ikke engang den hurtigste af holdets brostenseksperter. Den titel tilhører fortsat John Degenkolb, der tidligere i karrieren var så giftig på stregen, at han kunne måle sig med de bedste sprintere på en god dag. Imidlertid er det fortsat den generelle opfattelse, at den 30-årige tysker aldrig helt er blevet den samme rytter, efter at han blev alvorligt påkørt under en træningstur tidligt i 2016, og ser man på hans resultater siden da, er det helt klart noget om snakken. Det kan dog være, at der er en vending på vej, for sidste år lykkedes det ”Honest John” at vinde den vanskelige brostensetape i Touren, og det var helt tydeligt at dette var en kæmpe forløsning. Kan han bygge videre på dette og genfinde lidt mere af de gamle takter fra før ulykken, skal man ikke udelukke Degenkolb i nogen af løbene på det vanskelige underlag, og specielt ikke dem, hvor stigningerne er begrænsede. Endelig har Trek potentielt også en ny stjerne på vej i Mads Pedersen. Den unge dansker trådte i den grad ind på verdensscenen med sin 2.plads i Flandern Rundt sidste år, og efter flere stærke resultater resten af året, ligger det til, at Pedersen skal indgå på lige fod med Stuyven og Degenkolb i Treks taktik ift. brostensløbene. En så stærk trio er der meget få andre hold, der kan prale af.
Til gengæld er Trek måske et af de hold, der står svagest ift. Ardennerne. For blot et år siden ville ryttere som Fabio Felline og Jarlinson Pantano i det mindste blive betragtet som potentielle outsidere, men begge ryttere går ind i 2019 efter et decideret rædselsår. For den 27-årige italiener handler det til dels om, at han gennem hele 2018 var plaget af en mystisk virus, der gjorde det umuligt for ham at præstere optimalt. Den 30-årige columbianer lignede imidlertid en mand, der bare har affundet sig med en tilværelse som hjælperytter, og det er i det hele taget svært at tro på, at nogen af de to vender tilbage til tidligere tiders niveau i denne sæson. Derfor kan holdets bedste bud i de kuperede løb meget vel være Gianluca Brambilla. Den lille 31-årige italiener har ikke de store erfaringer med de kuperede løb i Holland og Belgien, men han har tidligere gjort det rigtigt godt i Strade Bianche, der har nogle af de samme karaktertræk. Problemet med Brambilla er, at han altid har prioriteret Giroen meget højt, og det er ikke umiddelbart ligetil at toppe begge steder pga. den tætte placering i kalenderen. Det bliver derfor interessant at se, om ”brum-bien” får en holdordre af sin chef og landsmand ift. årets sæsonprioriteter af hensyn til holdets samlede muligheder.
I de øvrige klassikere er det altovervejende nok de samme ryttere, der kommer til at være med helt fremme. Efter Nizzolos farvel er Degenkolb nok Treks bedste kort til de helt flade løb og Milano-Sanremo, som tyskeren vandt i 2015. Det var ganske vist før den alvorlige ulykke, men med tanke på, at han blev nr. 4 i Cyclassics Hamborg sidste år, kan man ikke på forhånd afskrive ”Honest John”. Brambilla elsker som sagt grusvejsløbet Strade Bianche, og her kan det heller ikke udelukkes at Stuyven vil forsøge sig. Belgieren havde også gode erfaringer med de canadiske løb sidste år, ligesom at han og Mads Pedersen begge burde have gode muligheder i Bretagne Classics. De eneste løb, hvor ingen af de tidligere nævnte ryttere for alvor har en chance, er de virkeligt bjergrige som Lombardiet og San Sebastian. Her kunne Trek til gengæld vælge at satse på Bauke Mollema. Hollænderen har tidligere vundet det spanske af de to løb og har i det hele taget vist talent ift. 1-dagsløb de senere år. Hvis han endeligt er færdig med drømmene om grand tours, kunne de vanskeligste 1-dagsklassikere sagtens være et nyt mål for ham.
Etapeløbene
Den væsentligste konklusion ovenpå 2018 for Trek var, at holdet efter Contadors farvel ikke havde en rytter, der kunne blande sig i kampen om sejren i de allerstørste etapeløb på sæsonkalenderen. Det var Guercelina og co. sådan set godt klar over, men det var som bekendt ikke lykkedes at lokke et nyt stort navn til transfervinduet efter 2017-sæsonen. Derfor var det 1.prioriteten inden årets sæson at finde holdets nye store etapeløbsnavn, og det var ingen overraskelse, at valget faldt på Richie Porte.
Den 34-årige australier var tidligere Chris Froomes mest betroede hjælper hos Sky, inden han gennem de seneste tre sæsoner har været en af britens største udfordrere som kaptajn hos BMC. Det har imidlertid på ingen måde været en dans på roser. Selvom Porte på papiret har den kombination af styrke på både stigninger og tidskørsel, der burde gøre ham til en idéel grand tour-rytter, har det været mere end svært for ham at leve op til forventningerne. Til dels virker det som om, at australieren bare ikke helt har udholdenheden over 3 uger. Derudover har han en utrolig uheldig tendens til at blive impliceret i styrt og uheld pga. manglende evner ift. positionskampen i feltet. Således endte 5.pladsen fra 2016 med at blive hans bedste Tour-resultat som BMC-rytter, mens de to seneste udgaver er endt med, at Porte er udgået før løbet for alvor er kommet i gang. Det er denne tendens, som Guercelina og resten af holdets ledelse nu håber på at kunne stoppe, så Porte endelig kan realisere drømmen om en Tour-sejr.
Mens der således ikke er nogen tvivl om, hvad planerne er for årets Tour, er det langt mere usikkert, hvilken tilgang Trek vælger ift. årets to øvrige grand tours. Bauke Mollema er fortsat en mulighed, men som sagt burde den 32-årige hollænder efterhånden havde opgivet enhver drøm om, at han for alvor kan gøre sig i et samlet klassement over 3 uger. Da han samtidig bliver en af Portes vigtigste hjælpere i Frankrig, er det usandsynligt, at han kommer til start i Giroen. Han kan måske få en chance i Vueltaen, men det kan lige så godt være som etapejæger frem for som klassementsrytter. En anden mulighed er at gå efter spurtsejre, men uden en fuldgod erstatning for Nizzolo, virker det ikke helt så oplagt. John Degenkolb er nok bedste bud, men det er især i de mere regulære spurter, at tyskeren ikke virker til at have tidligere tiders niveau. I Vueltaen, hvor de helt store sprinterkanoner ofte ikke er til stede, kunne Jasper Stuyven måske have en chance, men da han også er et af holdets bedste kort til efterårsklassikerne, virker det heller ikke særlig oplagt. Alt i alt peger det i retning af, at Trek kan ende med at blive ret usynlige i både den italienske og spanske rundtur.
Det bliver det amerikansk-italienske hold til gengæld ikke i sæsonens øvrige etapeløb. For selvom Porte måske ikke er stærk nok over 3 uger, gør hans evner ham ideel til de løb, der kun varer en enkelt uge. Australieren vil således være blandt favoritterne i samtlige af de ugeetapeløb han stiller til start i, og medmindre andet meldes ud, må vi forvente, at han følger sin sædvanlige formel med at køre Paris-Nice, Romandiet Rundt og Criterium de Dauphine. Derudover vil både Stuyven og Mads Pedersen formentlig prioritere BinckBank Tour, hvor begge ryttere har gode muligheder for et godt samlet resultat.
Konklusionen
Uanset hvad man ellers mener om Porte, kan vi ikke komme uden om, at han sædvanligvis er god for et par tusind WorldTour-point. Således bør tilføjelsen af australieren kunne bringe Trek tilbage i top 10 på WorldTour-ranglisten, når årsregnskabet skal gøres op. Imidlertid har jeg mere end svært ved at se ham få realiseret sin drøm om en Tour-sejr. Uanset at det endelig skulle lykkes ham at undgå styrt, virker han bare ikke holdbar nok, hvilket hans fremskredne alder nok heller ikke har bidraget positivt til. Derfor tror jeg i højere grad, at det bliver i klassikerne, at Guercelinas tropper vil kunne finde succes i år. Faktisk kan trioen Stuyven, Degenkolb og Pedersen meget vel vise sig at blive QuickSteps største rivaler i årets første store klassikere.
- Navn: Trek-Segafredo
- Sponsorer: Trek (amerikansk cykelproducent) og Segafredo (italiensk kaffeproducent)
- Holdchef: Luca Guercilena
- Licens: Amerikansk
- Grundlagt: 2011 (på WorldTouren siden 2011)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 3.plads i 2011)
- Antal WorldTour-sejre: 8
- WorldTour-placering 2018: 13.plads
- Antal sejre i 2018: 18
Red Zone Blog 