
Cykelsæsonen er i gang og der er 14 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Dagens mandskab er det første af cykelelitens to franske hold, der oplevede en pæn fremgang i 2018. Nu er spørgsmålet om det kan fortsætte.
Efter indtil nu at have gennemgået mandskaber, for hvem sidste sæson var en moderat til stor skuffelse, er det nu blevet tid til at kigge på et hold, der faktisk kunne være ganske godt tilfredse med deres 2018. Groupama-FDJ har ganske vist fået en ny sponsor og dermed en ekstra økonomisk saltvandsindsprøjtning, men Marc Madiot er alligevel fortsat en af de holdchefer, der har mindst at arbejde med rent ressourcemæssigt. Derfor er det forståeligt, at resultaterne af og til har svigtet for den iltre franskmands tropper, der ganske vist har et fint bundniveau som helhed, men som generelt ikke kan prale af at være cykelsportens mest markante navne.
Derfor var det helt klart positivt, at Groupama-FDJ sidste år bevægede sig fra 17. og frem til 14.pladsen på WorldTour-ranglisten, og at det blev til 33 sejre i alt, hvilket er flest siden 2013. Dog kom kun 6 af dem på WorldTouren, men nogle af disse var til gengæld rigtigt store. Det vigtige at forstå ift. det imponerende i holdets fremgang er, at næsten hele molevitten er drævet af to ryttere. Af det franske mandskabs samlede 5102 WorldTour-point tegner Thibaut Pinot og Arnaud Demare sig for næsten 3000 til sammen, og selvom der også er andre, der bidrager, er det i høj grad de to altoverskyggende profiler, som presset hviler på ift. at sikre store resultater. Især Pinot havde et rigtig godt 2018, hvor han i foråret vandt Tour of the Alps og kun var et voldsomt sygdomsudbrud på næstsidste etape fra at køre sig på podiet i Giroen. Hans største resultater kom dog i efteråret, hvor han blev nr. 3 i Polen Rundt, nr. 6 i Vueltaen og nr. 9 til VM for så at slutte det hele af med en vanvittig flot sejr i Lombardiet Rundt. Demare var ikke helt så imponerende, men det blev da til podieplaceringer i Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og EuroEyes Cyclassics samt etapesejre i både Touren, Paris-Nice og Schweiz Rundt. Til sammen trak de to franskmænd resten af holdet med sig, og det gav Groupama-FDJ et af deres bedste årsresultater til dato. Derudover har det helt sikkert også været tilfredsstillende at vinde over dobbelt så mange sejre som AG2R, selvom at rivalerne alligevel sluttede bedre på WorldTour-ranglisten.
Nu skal den positive udvikling så fortsættes i 2019, men det bliver i høj grad de samme personer, der skal sikre dette som hidtil. Madiot og co. har været et af de mest inaktive hold ift. indkøb og udsalg, hvorfor det kun er blevet til 3 mand ind og lige så mange ud. Med en undtagelse er der ingen af de nytilkommende, som der kan forventes resultater af, og derfor knyttes håbet om fortsat fremgang til, at de to helt store stjerner igen levere varen samt at nogle af holdets mange talenter tager et skridt fremad.
Klassikerne
I sin tid var holdchef Marc Madiot selv en stor klassikerrytter, og derfor er det afgørende for franskmanden, at hans hold er med fremme og kører med om sejren i så mange af de store 1-dagsløb som overhoved muligt. Det er selvfølgelig vanskeligt, når det i realiteten er 2 ryttere, der skal stå for dette, men sidste år lykkedes det alligevel relativt godt. Derfor kan Madiot sagtens gå indtil 2019-sæsonen med forventningen om et par store klassikerresultater.
Opdelingen mellem profilerne er helt klar, når det kommer til 1-dagsløbene. Arnaud Demare har efterhånden bevist, at han er en glimrende brostensrytter, og kombineret med hans hurtighed og udholdenhed giver det nogle rigtigt gode muligheder i de belgiske og franske klassikere først på sæsonen. I løb som Gent-Wevelgem og Kuurne-Bruxelles-Kuurne er den 27-årige franskmand blandt de største favoritter, mens hans 15.plads i Flandern Rundt fra sidste år beviser, at han også kan gøre sig på endnu mere kuperede ruter, hvis tingene flasker sig for ham. Det er dog Paris-Roubaix, der er Demares yndlingsløb og helt store mål blandt klassikerne. Her har han tidligere kørt i top 10, og det er bestemt ikke urealistisk, at han kan vinde det måske mest prestigefyldte løb på hele forårskalenderen. Det er dog som bekendt det løb, hvor udviklingen er sværest at kontrollere, hvilket Demare også måtte sande sidste år, hvor han kun blev nr. 61. For at styrke både Demare og holdets chancer har Madiot dog indhentet en forstærkning til netop brostensløbene. For den almene cykelfan er Stefan Küng nok mest kendt som enkeltstartsrytter, men den 25-årige schweizer skulle øjensynligt være ganske habil på det vanskelige underlag. Han har hidtil været låst i en rolle som hjælper for Greg Van Avermaet hos BMC, men med skiftet til Groupama-FDJ er der en chance for, at han kan få en friere rolle. Derfor bliver det meget spændende at se, om Küng i år kan forløse noget af det potentiale, der har fået en del af hjemlandets cykelentusiaster til at sammenligne ham med Fabian Cancellara.
Hvor planen ligger helt klart ift. brostensløbene, virker det til, at der er lidt mere frit slag i bolledejen, når det drejer sig om Ardennerne. Det skyldes selvfølgelig til dels, at Madiot og co. ikke har en oplagt vinder på holdkortet i disse løb, men det betyder ikke, at det franske mandskab er uden chancer. Deres bedste kort er nok Rudy Molard, der havde en rigtig solid sæson i 2018 og faktisk var den, der kørte 3.flest WorldTour-point hjem. Den 29-årige franskmand har en kombination af hurtighed og holdbarhed, der bør give ham muligheder i specielt Amstel Gold Race. Problemet er dog, at der er del ryttere i feltet, der kan det samme som Molard, men bare er på et højere niveau. Derfor er den bedste mulighed for et rigtigt stort resultat nok, hvis den unge David Gaudu rammer dagen i Fleche Wallonne, hvor han var ved at snyde favoritterne i sin debutsæson for 2 år siden. Efter sidste års sejr i Lombardiet er det selvfølgelig også værd at nævne Thibaut Pinot. Med hans øvrige sæsonprogram in mente ville Ardennerne faktisk passe fint ind, og ikke mindst Liege-Bastogne-Liege ligger rigtigt fint til den franske stjerne. Pinot har dog ikke lydt specielt interesseret i at forsøge sig i år, så det bliver nok et projekt til fremtiden.
Til gengæld vil den store stjerne helt sikkert gerne forsvare sin imponerende sejr i Lombardiet Rundt, ligesom at han også oplagt kan gå efter Clasica San Sebastian lige efter Touren. Ligeledes har Demare også masser af muligheder blandt sæsonens øvrige 1.dagsløb. Han har tidligere vundet Milano-Sanremo og er med sin holdbarhed som skabt til årets første monument. Derudover vil han også kunne være med fremme i sprinterløbene og på hjemmebanen i Bretagne Classic. Endelig bør Molard kunne levere et mindre resultat i de canadiske løb, men igen er der nok nogle stykker, der på dagen viser sig at være stærkere end ham.
Etapeløbene
Det er efterhånden blevet en tradition, at vi i den tidlige sæsonstart går og venter på, hvordan Madiot vælger at prioritere sine to stjerner ift. årets grand tours. Da begge er franskmænd og blandt hjemlandets største profiler i disse år, er det klart, at der er en interesse for at se dem begge i Touren. De seneste par sæsoner har det mere eller mindre givet sig selv, da Thibaut Pinot aktivt har fravalgt den franske rundtur som et sæsonmål. Den 28-årige potentielle grand tour-vinder har været meget ærlig omkring, at han har det svært med både varmen, det evige positionskamp i uge 1 samt forventningspresset fra hjemmepublikummet i verdens største cykelløb. Imidlertid lader det til, at den fremragende sæsonafslutning fra sidste år har givet Pinot blod på tanden ift. at forbedre den samlede 3.plads fra 2014, der indtil nu er hans bedste Tour-resultat. Derfor var han meget hurtig til at melde ud, at han igen var klar til at satse 100% på den franske rundtur, og for kort tid siden har Madiot så givet sin velsignelse af dette. Således kan Pinot regne med, at få stillet hele holdet til rådighed ift. at blive den første franske Tour-vinder siden Bernard Hinault vandt for sidste gang i 1985, og med årets rute, der formentlig skal vindes mere i bjergene end på tidskørslerne, kan han bestemt ikke udelukkes.
Det betyder imidlertid, at der i år ikke bliver plads til Arnaud Demare i Tour-truppen. Det er klart, at manden, der pt. nok er sit hjemlands bedste sprinter, ikke kan være tilfreds med dette, men han har faktisk virket meget afklaret omkring hele situationen. Han skal i stedet til Giroen, hvor han aldrig har vundet en etapesejr, men det er også ved at være nogle år siden, at han sidst var til start i løbet. Den italienske grand tour er kendt for, at sprede både bjergetaper og massespurter mere ud over alle tre uger, men det kan godt ende med at blive en fordel for Demare, der er kendt for at være mere holdbar end mange af sine konkurrenter. Derfor kan han potentielt set også blive sendt til Vueltaen, hvor holdbarhed også er en forudsætning for spurtsejre. Det bliver også interessant at se, hvordan Madiot og co. griber de to øvrige grand tours an ift. klassementet. Sebastien Reichenbach, der helt sikkert skal med til Touren som Pinots løjtnant, har flere gange givet udtryk for, at han gerne vil forsøge selv at køre med om de samlede placeringer over 3 uger, og selvom den 29-årige schweizer ikke er et realistisk bud på en vinder, vil det da ikke kunne afvises, at han får sin chance i Spanien. Derudover er det et stort spørgsmål, hvordan kæmpetalentet David Gaudus sæsonprogram kommer til at se ud. Den 22-årige franskmand er prototypen på en lille spinkel klatrer, hvorfor han nok ikke kommer til at vinde et 3-ugers løb med dertilhørende tidskørsel, men det kunne være spændende at se ham udfordre de største stjerner med sit vanvittige antrit på de stejleste stigninger.
Ugeetapeløbene kommer naturligt til at handle om Pinots forberedelse til Touren. Franskmanden har selv meldt ud, at han kører enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, hvor det førstnævnte nok er det mest sandsynlige, samt Catalonien Rundt og Criterium de Dauphine. I alle disse løb vil han være blandt favoritterne, og specielt i de to franske løb vil det være populært med en hjemmebanesejr. Derudover får Demare sikkert lov til at jagte etapesejre rundt omkring, mens Reichenbach måske kan få lov at få en fri rolle på hjemmebane i Romandiet og Schweiz Rundt. Gaudu vil måske også være med, men hans ikke-eksisterende evner på en enkeltstart gør, at det nok mere bliver som etapejæger end som egentlig klassementsrytter.
Konklusionen
Det er klart, at med en trup, der fortsat er så afhængig af bare to ryttere som tilfældet er, er det usandsynligt, at Groupama-FDJ bevæger sig vanvittigt meget op af ranglisten i år. Men mindre kan bestemt også gøre det, og jeg er især spændt på at se, hvad Pinot kan drive det til i år. Hvis han kan bygge videre på efteråret 2018 og ramme formen på det rigtige tidspunkt, kan han blive en meget giftig outsider til årets Tour-sejr. Faktisk tror jeg mere på ham, som potentiel vinder end hans landsmand Bardet. Det behøver dog ikke at ende med den helt store triumf for, at sæsonen bliver en succes. Hvis det igen slutter med +30 sejre, flere end AG2R og et par store skalpe på WorldTour-niveau, vil der sikkert blive drukket champagne i Chateau Madiot, når vi når frem til oktober.
- Navn: Groupama-FDJ
- Sponsorer: Groupama (fransk forsikringsselskab) og FDJ (det nationale franske lotteri)
- Holdchef: Marc Madiot
- Licens: Fransk
- Grundlagt: 1997 (på WorldTouren siden 2012 og inden da 2009-10)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 11.plads i 2016)
- Antal WorldTour-sejre: 3
- WorldTour-placering 2018: 14.plads
- Antal sejre i 2018: 33
