Cykelsæsonen er i gang og der er 16 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Dagens mandskab er cykelelitens eneste rendyrkede amerikanske team, der desværre har det med at få sine ryttere til gå i en uheldig retning rent udviklingsmæssigt.
Man fik næsten lyst til at udtale ”Det er ligesom om, at vi har oplevet det her før”. Efter at havde været tæt på at lukke ned efter 2017-sæsonen, havde EF Education First fundet en ny sponsor, været rimeligt aktiv på transfermarkedet og lignede et hold, der var klar til at køre med om topresultater i de fleste store løb. Og man håbede næsten på, at det skulle lykkes, for selvom de godt nok har cykelfeltets grimmeste tricot (den er i øvrigt ikke blevet kønnere i år), er der alligevel mange sympatiske karaktertræk ved WorldTourens eneste udelukkende amerikansk-funderede hold. Under ledelse af den tidligere toprytter Jonathan Vaughters, der selv droppede ud af sporten pga. den massive tilstedeværelse af forbudte stoffer tilbage i starten af 00’erne, har EF Education First feltets mest markante anti-doping politik og er bl.a. førende i at udbredde budskabet om en ren sport i ungdomsrækkerne på den anden side af Atlanterhavet. Desværre har holdet imidlertid rent sportsligt udviklet sig til lidt af en Bermuda-trekant, hvor de ryttere, der kommer ind, har en tendens til enten at stagnere i deres udvikling eller at falde helt sammen.
2018-sæsonen formåede på ingen måde at ændre på dette billede. Det blev kun til 6 sejre og generelt leverede holdets profiler bare ikke det, der var forventet af dem. Rigoberto Uran var ikke i nærheden af at gentage den flotte 2.plads fra Touren 2017, og endte efter et part styrt med helt at udgå af løbet. En samlet 7.plads i Vueltaen var et mere positivt resultat, men den spanske rundtur ændrede ikke på det generelle billede af en skuffende sæson for columbianeren. I brostensklassikerne var Sep Vanmarcke som vanligt lige ved og næsten med to 3.pladser som de bedste resultater, mens holdets sprinterduo Modolo og Mclay samlet kunne notere sig en enkelt sejr til hver, der begge kom i lavere rangerende løb. En mand kunne dog være tilfreds med sin indsats. Efter en godkendt Ardenner-kampagne i foråret med en 2.plads i Liege-Bastogne-Liege som det største resultat, var Michael Woods flyvende i efteråret, hvor det blev til en bronzemedalje ved VM og en etapesejr i Vueltaen. Især sidstnævnte var et af 2018-sæsonens store øjeblikke, da canadieren kørte fra alt og alle på 17.etape for at køre over målstregen pegende mod himlen. Efterfølgende dedikerede Woods grådkvalt sejren til sin lille dødfødte søn Hunter, som han og hans kone havde mistet 2 måneder før.
Selvom Woods kan være stolt, var det klart, at Vaughters ikke kunne leve med holdets samlede præstation. Derfor har den amerikanske holdchef endnu engang været meget aktiv på transfermarkedet. Hvis man ser på, hvem der har forladt holdet, giver det god mening, men ift. indkøbene sidder jeg personligt endnu engang med fornemmelsen af, at det ser godt ud på papiret, men at det måske i virkeligheden mest er ryttere fra 2.hylde, der er kommet til. Nu må de nytilkommende og de mange talenter, der trods alt er på holdkortet, bevise at det amerikanske mandskab ikke per automatik formøbler de potentielle styrker det indeholder.
Klassikerne
Generelt betragtet er profilerne hos EF Education First ryttere, der ligger lige under den absolutte elite indenfor deres specialiteter på en cykel. Der er dog en meget klar undtagelse fra dette, og det handler om holdets klart største navn på brostenen. Udover Peter Sagan og Greg Van Avermaet er Sep Vanmarcke den dygtigste rytter i hele cykelfeltet, når det kommer til at betvinge det vanskelige grundlag. Der er bare et meget stort problem for den 30-årige belgier: Han har simpelthen ikke samme hurtighed på stregen som sine værste konkurrenter. Derfor er han nød til at vinde løbene udefra, og det er altovervejende ikke lykkedes for ham indtil nu. 2018 var således endnu et kapitel i historien om Vanmarcke, der er så tæt på og alligevel så langt fra. Nu håber både han og holdet, at det bliver i år, at belgieren endelig rammer plet, og med hjælp fra Sebastian Langeveld, Taylor Phinney, danske Matti Breschel samt Alberto Bettiol, der er vendt tilbage efter et skuffende år hos BMC, har han måske aldrig haft bedre vilkår. Sacha Modolo er også ret habil på brostenene og kan måske selv være en outsider i f.eks. Gent-Wevelgem, hvis der kommer en større gruppe samlet til mål.
Hvor Vanmarcke helt klart er 1.prioriteten på brostenene, har EF Education First umiddelbart lidt flere strenge at spille på ift. Ardennerne. Oven på sidste sæsons præstationer har Michael Woods naturligvis vundet rollen som kaptajn, og hvis den 32-årige canadier, der har kørt mountainbike tidligere og først startede på landevejen for 3 år siden, fortsætter sin udvikling, kan han sagtens ende med at vinde en af de store kuperede klassikere. Udfordringen for Woods er, at hans største force er hans ryk på stigningerne, men med de nye ruteafslutninger i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er disse løb faktisk blevet mindre oplagte for ham end tidligere. Fleche Wallone virker derimod ideelt for canadieren, men her er der som bekendt nogle herrer ved navn Alaphilippe, Valverde og Daniel Martin, som skal besejres på Mur de Huy. Derfor vil det alligevel være imponerende, hvis Woods ender som sejrherrer i på en af de helt store Ardenner-scener. Han er dog ikke det amerikanske holds eneste mulighed. Hvis han genfinder noget af sit tidligere potentiale og ikke er totalt smadret efter brostensløbene, er Bettiol faktisk et rigtigt stærkt kort ift. Amstel. Derudover har Rigoberto Uran tidligere leveret nogle fine præstationer i Ardennerne, og de kuperede klassikere passer også fint ind i hans øvrige sæsonprogram. Det er dog svært for alvor, at se columbianeren som en vinder af et af løbene.
Woods og Uran har også rigtigt gode muligheder i efterårsløbene, hvor både Lombardiet Rundt og San Sebastian ligger rutemæssigt ideelt for dem. Hvis de ikke skal køre Vueltaen, er de canadiske løb også en god mulighed, men her kan Vanmarcke og Bettiol også sagtens gøre sig. De to kan også køre med om sejren i Bretagne og i grusvejsløbet Strade Bianche tidligt på sæsonen. Derimod ser det noget sværere ud ift. de egentlige sprinterklassikere. Daniel Mclay er egentlig ret hurtig, men hans holdbarheds-problemer gør, at det er svært at tro på ham i de ofte lange 1-dagsløb. Modolo er mere solid, men han har til gengæld klart mistet noget af sin tidligere hurtighed. Han kan dog komme i spil ift. hjemmebaneløbet Milano-Sanremo, da længden måske kan udligne noget af det, han har mistet ift. de øvrige sprintere i feltet.
Etapeløbene
Det virkede helt bestemt til, at Vaughters og resten af holdledelsen troede på, at Rigoberto Uran kunne blive den første columbianske Tour-vinder, da den store franske rundtur begyndte sidste år. Det blev dog en enorm skuffelse, da nr. 2 fra 2017 måtte udgå midtvejs i et løb, der indtil da havde været plaget af styrt og svigtende form. Det lader dog ikke til, at det har fået Vaughters til at vakle i troen. Uran er således fortsat EF Education Firsts bud på en Tour-vinder, og holdets store aktivitet i transfervinduet har derfor bl.a. handlet om at styrke truppen rundt om den nu 32-årige columbianer. Med tilføjelsen af Tanel Kangert og ikke mindst Tejay van Garderen til et holdkort, der i forvejen tæller solide folk som Joe Dombrowski, Hugh Carthy og Lawson Craddock har Uran således nu måske bedre betingelser end nogensinde for at få succes i Frankrig. Spørgsmålet er dog, om han i realiteten har niveauet til at bide skeer med de største favoritter, og ikke mindst hans efterhånden meget svage enkeltstartsevner kan virkelig blive et problem.
Mens alt er lagt til rette for Uran ift. Touren, er det mere usikkert, hvordan det amerikanske mandskab vil gribe de to øvrige grand tours an. Det virker rimelig sikkert, at Sacha Modolo får lov at køre sin chance på hjemmebane i Giroen, men med den 31-årige italieners efterhånden svigtende hurtighed in mente, er det måske ikke nogen særlig realistisk opskrift på succes. I virkeligheden ville der måske være større chancer for etapesejre til Daniel Mclay, men den 27-årige brite er notorisk kendt for at gå i stå, så snart der er det mindste bump på ruten, og dem kommer der som bekendt hurtigt nogle stykker af i Italien. I virkeligheden er Touren nok den grand tour, der passer Mclay bedst, men her bliver der næppe plads til ham pga. den totale prioritering af Uran. Da både van Garderen og Michael Woods samtidig har meldt ud, at de tager med til Frankrig for at støtte Uran, kommer EF Education First formentlig ikke til at have et kvalificeret navn til det samlede klassement i Giroen. Det kan de til gengæld sagtens ende med at have i Vueltaen, hvor både Uran, van Garderen og/eller Woods kan ende med at være til start, omend ingen af dem for alvor vil være topfavoritter.
Hvordan holdet vil gribe ugeetapeløbene an er et meget åbent spørgsmål. Uran har de sidste par år kørt Tirreno-Adriatico, men som alle andre grand tour-ryttere vil han nok overveje Paris-Nice i stedet i år pga. den klart mere udfordrende rute i Frankrig. Derudover vil det give god mening for ham, at køre Romandiet Rundt i maj og Criterium de Dauphine lige før Touren. Woods kunne være et godt bud til at løb som Catalonien Rundt, mens han formentlig vil køre Baskerlandet Rundt som opvarmning til Ardennerne. Van Garderen kan måske få chancen i Schweiz Rundt, da Vaughters nok ikke vil koncentrere alle sine klassementshåb i Dauphine. Det store problem for EF Education First ift. de korte etapeløb er dog, at både Uran og Woods har så markante mangler i tidskørsels-disciplinen, at det formentlig gør samlede sejre umulige. Van Garderen er heller ikke den temporytter, han tidligere var, men måske kan der i stedet blive plads til en af de få positive historier, der kom ud af holdets 2018-sæson. Columbianske Daniel Martinez fløj måske lidt under radaren, men han kørte faktisk i eller tæt på top 10 i både Catalonien, Romandiet og Californien. Da den blot 22-årige Martinez samtidig er en hæderlig tidskører, kan det sagtens tænkes, at han får en fri rolle ift. de korte etapeløb. Endelig har Bettiol tidligere kørt sig på podiet i Polen Rundt, mens både han og Vanmarcke bør kunne gøre sig i BinckBank Tour.
Konklusionen
Det skal gøres klart, at der var lidt af et spring fra de to hold, jeg har gennemgået indtil nu, og så til EF Education First på WorldTour-ranglisten efter sidste sæson. Når det er sagt, så blev 2018 bare endnu et led i en fortælling om et hold, der år efter år ikke formår at få nok ud af deres ryttere. Det er måske naivt at tro, at det bliver anderledes i år, men ryttere som Woods og Martinez giver en eller anden forhåbning om, at der endelig er en positiv udvikling i gang for Vaughters og hans sympatiske mandskab. Selvom jeg har meget lidt tiltro til Uran og hans mission om at vinde Touren, så vælger jeg at tro på en fremgang, der måske kan hjælpe holdet i de afskyelige pink-cykeltrøjer med at ryste noget af deres uheldige sportslige ry af sig.
- Navn: EF Education First
- Sponsorer: EF Education First (international uddannelsesvirksomhed)
- Holdchef: Jonathan Vaughters
- Licens: Amerikansk
- Grundlagt: 2003 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 6.plads i 2010)
- Antal WorldTour-sejre: 10
- WorldTour-placering 2018: 16.plads
- Antal sejre i 2018: 6
Red Zone Blog 