Cykelsæsonen er i gang og der er 17 dage til åbningsweekenden for den europæiske del af WorldTouren. Ligesom sidste år vil jeg som optakt gennemgå de 18 WorldTour-hold. Næste mandskab er det russiske indslag på schweizisk licens, der sidste år måtte erkende, at der også i cykelsporten er kort fra top til bund.
Det var givet på forhånd, at Katusha ikke ville kæmpe med om WorldTour-mesterskabet i 2018. Det russisk-funderede hold havde været igennem en turbolent tid over de to forudgående sæsoner, hvor ledelsen var kommet op at toppes offentligt med de store profiler Joaquim ”El Purito” Roudriquez og Alexander Kristoff, der begge endte med at forlade holdet. Samtidig vanskeliggjorde de europæiske sanktioner mod Rusland holdets økonomiske muligheder, hvilket var hovedårsagen til, at den russiske licens i hvert fald officielt blev skiftet ud med en schweizisk. Alligevel var der få, der havde regnet med, at sidste sæson ville blive så katastrofal, som den endte med at blive.
Sølle 5 sejre var nemlig alt hvad Katusha formåede at skrabe sammen i 2018, og heraf var kun 2 i WorldTour-regi i form af Marcel Kittels etapesejre i Tirreno-Adriatico. Netop Kittel, der var indkøbt til at skulle være holdets nye store profil, var på mange måder symbolet på det annus horribilis, som det russiske mandskab gennemlevede. Den tyske topsprinter kunne slet ikke finde sig selv til rette i de nye omgivelser, og lignede det mest af tiden en mand, der bare havde lyst til at opgive det hele. Specielt under Touren kom hans frustration til udtryk fuldt ud, og efter en skuffende uge 1 endte det også med, at han måtte rejse hjem, faldet for tidsgrænsen og med en 3.plads som bedste resultat. Kittels totale nedtur ramte ekstra hårdt, da holdledelsen med portugisiske Jose Azevedo i spidsen samtidig måtte erkende, at deres trup udover den tyske sprinter var en af de svageste på WorldTouren. At Nathan Haas endte som Katusha-rytteren med flest WorldTour-point siger næsten det hele, og de fleste af hans krummer kom fra en samlet 3.plads i Tyrkiet Rundt sidst på året. Den store stjerne fra moderlandet Ilnur Zakarin havde derimod sin dårligste sæson siden sit gennembrud, og det er helt reelt at spørge, om vi har set det bedste fra russeren med den ærkegrimme men effektive samt jævne kørerstil.
Oven på sådan en sæson ville det have været naturligt, hvis der var sket en større udskiftning i truppen, og Azevedo og co. har da også delvist taget konsekvensen og skilt sig af med nogle af de ryttere, der simpelthen ikke havde levet op til forventningerne. Imidlertid er det heller ikke rigtigt blevet til de store nyinvesteringer, hvilket nok skal ses i lyset af holdets vanskeliggjorte økonomiske forhold. Derfor er det altovervejende den samme kerne af ryttere, der skal forsøge at vende udviklingen og bringe Katusha tilbage mod toppen i år.
Klassikerne
Da Tony Martin kom til holdet for 2 år siden var det med den klare forudsætning, at ”Der Kraftwerk” skulle til at gå helhjertet efter resultater i brostensklassikerne, som han havde vist gode takter i, da han kørte for QuickStep. Det blev dog aldrig til mere end gode intentioner, hvorfor det ikke var nogen overraskelse af tyskeren ikke fik forlænget sin kontrakt.
Til gengæld har Katusha muligvis en ny mand med samme slags pas som Martin klar til at forsøge sig på brostenene. Nils Politt var en af holdets få succeshistorier i 2018, hvor han leverede flere top 10-resultater med 7.pladsen i Paris-Roubaix som det største. 24-årige Politt har klart den fysiske råstyrke og teknikken til at kunne være med på det svære underlag, hvorfor netop ”Helvedet i Nord” passer ham særligt godt. Problemet kan blive, at hans tyngde kan spænde ben for ham i de mere kuperede løb, og selvom han opnåede en godkendt 17.plads i Flandern Rundt sidste år, er det på ingen måde givet, at han kan sidde med sine lettere konkurrenter i de belgiske løb. Desværre for Katusha har man ikke andre bud med mere styrke på stigninger. Nyindkøbte Jens Debusschere og danske Mads Würtz Schmidt har også visse kvaliteter som brostensryttere, men er heller ikke stærke, når det går opad. Debusschere er dog ganske hurtig i en spurt, og blev faktisk nr. 5 i Gent-Wevelgem sidste år, hvorfor han måske kan være en outsider i nogle af de fladere løb.
Det er dog på brostenene at det russisk-schweiziske mandskab har deres bedste muligheder for klassikersucces, da truppen til Ardenner-løbene ser lige så svag ud som sidste år. Nathan Haas er fortsat holdets bedste bud, og han har tidligere været med helt fremme i Amstel Gold Race. Den 29-årige australier lader dog ikke til at have den sidste nødvendige holdbarhed ift. de hårdere belgiske løb, og derfor er det virkeligt svært at se en mulighed for succes der. Et andet bud til disse løb kunne være den nyindkøbte italiener Enrico Battaglin, men han har hidtil haft en tendens til kun at kunne præstere på hjemmebane. Det gjorde han bl.a. sidste år hos Lotto-Jumbo, da han vandt en etape i Giroen, der mindede meget om en Ardenner-klassiker, men vi har fortsat tilgode at se den 29-årige rytter gøre det samme på den helt store scene. Endelig kunne Zakarin måske være et bud, men eftersom at Ardennerne ligger dårligt ift. hans øvrige sæsonprogram, skal vi nok ikke regne med at se russeren i Holland og Belgien til april i år.
Mht. de øvrige klassikere kan Kittel selvfølgelig gøre sig i de helt flade løb, og han vil måske også forsøge sig i Milano-Sanremo, selvom at hans første forsøg med ”La Classicissima” som ventet viste, at de afsluttende forhindringer var for meget for tyskeren efter næsten 300 km, så her er Debusschere nok i virkeligheden et bedre omend ikke sandsynligt bud. Haas og Battaglin kan måske gøre sig i Bretagne Classic og de canadiske løb, hvor australieren faktisk var fint med i form af en 8. og en 11.plads sidste år, mens Zakarin måske kan være med i San Sebastian og Lombardiet, hvis løbene køres tilstrækkeligt hårdt. En sejr virker dog ikke specielt realistisk, når vi sammenligner med resten af favoritfeltet.
Etapeløbene
Det blev som sagt et hårdt første møde med Touren for Ilnur Zakarin i 2018. Katushas store etapeløbsstjerne, der i 2017 var blevet nr. 3 i Vueltaen og nr. 5 i Giroen, havde i det hele taget en skidt sæson, hvor resultaterne generelt slet ikke levede op til de foregående sæsoner, og i Frankrig sled han sig kun igennem på en 9.plads. Efterfølgende gjorde han kun et halvhjertet forsøg i Vueltaen, hvor han endte som nr. 20. Det er således i den grad både revanche og oprejsning som den 29-årige russer går efter i 2019, og det har han tænkt sig at opnå ved at gå tilbage til en model, der tidligere har givet succes. Zakarin har nemlig som udgangspunkt tænkt sig at vende tilbage til Giroen i foråret for så at køre Vueltaen i efteråret. Umiddelbart giver det god mening, da Giroen er kendt for lange, opslidende men også konstante stigninger, der passer godt til russerens vedholdende stil. Derudover har han tidligere, når han er god form, været glimrende som tidskører, hvilket der er en del af i årets italienske rundtur. Vueltaens kortere og skarpere stigninger burde derimod være problematiske for Zakarin, men det er som sagt her, at han har opnået sin foreløbigt eneste podieplads i en grand tour.
Zakarins beslutning om at vende tilbage til sæsonplanen fra 2017 gør samtidig, at der ikke bliver nogen konflikt mellem ham og Marcel Kittel. Tyskeren ønsker nemlig at vende tilbage til Touren med maksimal opbakning, så han kan generobre titlen som sprinternes konge i verdens største cykelløb. Det er selvfølgelig ikke lige sådan at tro på, når man tænker på hans sammenbrud fra sidste år, men det er faktisk ikke første gang, at Kittel er kommet stærkt tilbage efter en skuffende sæson. Således vandt han 12 sejre i sin første sæson på QuickStep, efter at det også kun var blevet til en sejr året før. Han er selvfølgelig blevet ældre siden den gang, men i modsætning til sine gamle rivaler Greipel og Cavendish, der måske har overskredet sidste salgsdato, er Kittel trods alt kun fyldt 30, hvorfor endnu en opblomstring bestemt ikke kan udelukkes. Han har i hvert fald allerede vundet årets første sejr, og ligner generelt en mere veltilpas rytter. Nu kan han så også se frem til at få et helt sprintertog med til Frankrig, mens de bjergstærke folk vil blive sendt til Italien og Spanien sammen med Zakarin.
Programmet for de ugelange etapeløb vil for Zakarins vedkommende blive lagt efter Giroen, hvorfor han formentlig vil køre et af de to åbningsløb samt et opvarmningsløb lige før årets store mål. Af åbningsløbene giver det nok mest mening at køre Paris-Nice i år, da Tirreno-Adriatico er vendt tilbage til rødderne med en mere klassikeragtig rute i år, mens at det nok bliver Romandiet Rundt, der står på programmet lige før Giroen. Det schweiziske løb er et af russerens personlige favoritter, som han vandt i sin gennembrudssæson. Det ligger dog ikke optimalt ift. Giro-starten, men da Katusha ikke har tilmeldt sig Tour of the Alps er det umiddelbart eneste mulighed. Udover Zakarin vil ugeetapeløbene nok også komme til at handle om at hente etapesejre til Kittel, mens Haas måske kan gøre sig i et løb som Polen Rundt, der ikke indeholder de helt skrappe stigninger. Simon Spilak, der tidligere var en af verdens bedste ugeetapeløbsryttere, er fortsat en del af truppen, men på nær i hans yndlingsløb Schweiz Rundt, er det efterhånden længe siden at den 32-årige slovener for alvor har blandet sig i toppen af de samlede klassementer.
Konklusionen
Den kan isoleret set næppe blive lige så slemt for Katusha i 2019, som det blev tilfældet sidste år. Kittel kunne godt vende stærkt tilbage endnu engang, og det vil om ikke andet få sejrsantallet til at stige markant. Problemet er bare, at sprintere som bekendt sjældent kører de store mængder af ranglistepoint hjem, medmindre at de vinder nogle af de få helt flade klassikere. Derfor afhænger den samlede pointhøst nok meget af Zakarin, og jeg er ikke på samme måde positiv overfor, at russeren gør comeback til eliten på samme måde. Da den øvrige trup mildest talt mangler kvalitet, er det russisk-schweiziske mandskab et af to hold, jeg ser som de største kandidater til at ende på WorldTourens sidsteplads, når regnskabet gøres op til oktober.
- Navn: Team Katusha Alpecin
- Sponsorer: Katusha (russisk sportstøjsproducent) og Alpecin (tysk shampooproducent)
- Holdchef: Jose Azevedo
- Licens: Schweizisk
- Grundlagt: 2009 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 2.plads i 2012 og 2015)
- Antal WorldTour-sejre: 18
- WorldTour-placering 2018: 17.plads
- Antal sejre i 2018: 5
Red Zone Blog 