I dag fejrer vi i SF, at vores parti runder et skarpt hjørne. I den forbindelse har jeg skrevet dette lille indlæg, hvor jeg forsøger at udpege nogle af de grundlæggende karaktertræk ved partiets politiske fundament, der fortsat gør os relevante den dag i dag.
I år er det 60 år siden, at salig Aksel Larsen valgte at stifte sit eget parti, efter at hans forsøg på at reformere DKP var mislykkedes, og han selv var blevet ekskluderet. Socialistisk Folkeparti eller SF blev til som et nybrud på et tidspunkt, hvor den vesteuropæiske arbejderbevægelse var splittet i en socialdemokratisk og kommunistisk gren rent partipolitisk.
Siden da har vi oplevet store sejre, voldsomme nedture, splittelser, konflikter, udviklingsprocesser mm., men min påstand er, at vi den dag i dag repræsenterer noget markant anderledes end de øvrige partier i det, som i daglig tale kaldes ”Rød Blok”. Vores særlige karaktertræk har gjort, at vi har formået at forblive relevante og fastholde en position i dansk politik, selvom mange gennem tiden gerne har villet og ønsket at erklære os for døde, færdige og uinteressante. Og det gør, at vi i dag kan fejre partiets 60 års fødselsdag med en vis optimisme for fremtiden.
Konkret er der tre grundlæggende karaktertræk ved SF, som jeg vil fremhæve på denne dag:
Først demokrat – dernæst socialist
SF er et socialistisk og marxistisk parti. Vores grundlæggende analyse er baseret på en forståelse af samfundet som præget af konflikt mellem grundlæggende modsatrettede interesser. Først og fremmest mellem lønarbejderen og dem, der ejer samfundets produktionsmidler, hvor vi som parti stiller os på lønarbejderens side. Men helt tilbage fra Aksel Larsen har det været gældende, at SF’s politiske arbejde og kamp for grundlæggende forandringer af samfundet altid må og skal ske inden for rammerne af den liberale demokratimodel, som vi kender den i Danmark. Vi mener helt oprigtigt, at den form for demokrati, som vi har udviklet her til lands, er den bedste og mest velfungerende, der findes i hele verden, og det giver ingen mening at tale om, at omstyrte denne.
Derfor går SF’s vej til samfundsforandringer ikke gennem pludselige omvæltninger, men gennem det parlamentariske arbejde, som vi kender det, med brede aftaler og kompromisser, hvor det er vores opgave at trække i en mere socialistisk retning. Denne kombination af en fuldstændig utvetydig tilslutning til det danske liberale demokrati og en målsætning om rent faktisk at forandre vores samfund, er fortsat helt unik for SF, og giver os nogle muligheder, som jeg fortsat ikke kan se, at andre venstrefløjspartier i Danmark har.
Det er den grundlæggende tilgang der gør, at SF aldrig kan eller skal forfalde til venstrepopulismens nemme løsninger, hvor man har alle de rigtige svar, men aldrig er villig til at søge at realisere dem og i værste fald er med til at undergrave grundlaget for vores demokrati. Derudover giver det os samtidig retten til blot at slå en hånlig latter op, når borgerlige politikere forsøger at drage paralleller mellem vores parti og Sovjetunionen. At lave den slags sammenligner udstiller kun den ansvarliges totale mangel på historisk viden.
Folkeparti frem for arbejderparti
SF er en partipolitisk repræsentant for arbejderbevægelsen i Danmark. Det ligger i vores grundlag som socialister, at lønarbejderne spiller i en særlig rolle i samfundsudviklingen. Men SF er samtidig et parti, der altid har været åbent over for andre folkelige bevægelser, hvilket naturligt har påvirket os gennem tiden. Højskolebevægelsen var det første eksempel herpå. Grundtvigianismen, humanismen, den åndelige åbenhed, de liberale frihedsidealer samt ønsket om decentralisering og selvforvaltning kom meget hurtigt til at præge SF og gør det den dag i dag. Det er det, der f.eks. gør, at SF ikke automatisk ser staten og det offentlige velfærdssamfund som løsningen på alle samfundsproblemer.
I 70’erne kom kvindebevægelsen og de grønne bevægelser til og gjorde SF til den stærkeste forkæmper for ligestilling og bæredygtighed, mens fredsbevægelsen, solidaritetsbevægelsen og LGBT+-bevægelsen senere også har spillet en central rolle i udviklingen af det folkesocialistiske idégrundlag. Alt sammen har været med til at gøre SF til et alsidigt og mangfoldigt parti, der forsøger at sammenkoble disse mange forskellige og afgørende kampe for lige muligheder og lige rettigheder til det store flertal af mennesker i vores samfund.
Det er ikke altid, at det er lykkedes lige godt, men den grundlæggende vilje til at søge dette samspil er aldrig forsvundet og er med til at holde os i gang den dag i dag. Og netop denne variation i vores idégrundlag og inspirationskilder kommer sig også til udtryk, når vi samles i løbet af året. F.eks. er det lige så naturligt at synge ”Se nu stiger solen” eller ”Den gamle gartner” som fællessang på Sommertræf i SF som ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.
Højt til loftet og langt til døren
Gennem hele SF’s historie har det været kendetegnende, at udviklingen af og i vores politik er sket gennem længerevarende processer. Vi insisterer nemlig på, at de liberale demokrativærdier ikke kun er noget, der skal praktiseres i det parlamentariske system, men også internt hos os selv. Derfor har vi altid forsøgt at praktisere et åbent og levende partidemokrati. Den demokratiske samtale og udviklingen af bredtfavnende kompromisser er ikke kun noget, som vi arbejder med i folketing, europaparlament samt by- og regionsråd. Det er i lige så høj grad noget, som vi anvender i vores interne processer med at udvikle politiske holdninger og organisatoriske strategier.
Det har af og til ført til højlydte diskussioner og store brydninger, men det har samtidig altovervejende givet plads til mange forskellige holdninger og meninger i vores parti, hvilket har styrket politikudviklingen. Nogle gange har brud og afskalninger været uundgåelige, men altovervejende har vi kunnet samles om fælles holdninger. De senere års udvikling har unægtelig gjort det vanskeligere at opretholde denne model. Ikke mindst fordi, at både medieverdenen og andre partier har svært ved at tolke åben og levende debat som andet end intern splid og dårlig disciplin. Derfor har vi også måtte tilpasse processerne derefter, men senest med udviklingen af vores krav til en kommende socialdemokratisk regering har vi bevist, at det fortsat kan lade sig gøre.
Jeg indrømmer gerne, at det åbne og levende partidemokrati af og til giver nogle udfordringer. Men jeg vil til enhver tid forsvare denne model frem for en rendyrket vælgerforenings-tilgang eller en demokratisk centralisme, hvor der forventes kæft, trit og retning. Begge dele koncentrerer efter min mening magten på alt for få hænder. Det gør partimedlemmer til ligegyldige rygklappere og begrænser den politiske idéudvikling. Derudover har vi set, hvordan forsøg på at trække SF i en anden organisatorisk retning var tæt på at dræbe partiet. Som vores mangeårige ledende medlem Aage Frandsen engang sagde: ”Demokrati tager tid, men er godt”.
Disse tre beskrevne karaktertræk er for mig helt afgørende for min selvopfattelse som folkesocialist. For mig gør de SF til noget unikt i dansk, europæisk og international politik, og jeg tror på, at de vil kunne bære os videre mod noget større og bedre i årene der kommer. Bl.a. derfor glæder jeg mig til at fejre mærkedagen senere sammen med en række gode partikammerater.
Tak for de første 60 år, du kære parti. Jeg glæder mig til at være med på de næste mange år af rejsen.
Red Zone Blog 