NFL: Slutspilsoptakt – Los Angeles Rams vs. Dallas Cowboys

cowboysvsrams

Efter en intens 1.runde er vi nu nået frem til årets måske vildeste football-weekend. 2.slutspilsrunde eller Divisional Playoffs betyder 4 topkampe på en weekend. Den anden kamp bliver et klassisk opgør mellem eksplosivt angreb og jernhårdt forsvar.

Når Rams og Cowboys tørner sammen natten mellem lørdag og søndag dansk tid, er der tale om en kamp mellem to hold, der har en lang historie sammen, når det handler om slutspilskampe. Faktisk er Cowboys det hold, som Rams har mødt flest gange i NFL’s afgørende kampe, hvilket bl.a. går tilbage til 80’erne, hvor de to mandskaber begge have glimrende sæsoner med hhv. Eric Dickerson og Danny White som de store profiler, dog uden at nogen af holdene vandt mesterskaber i denne periode. Der er altså lidt af historiens vingesus over det, når de nu igen står overfor hinanden i januar.

For Rams bliver det årets første slutspilskamp, og de har i den grad noget at revanchere. Sidste år var LA-mandskabet favoritter på hjemmebane mod Falcons, der kun lige havde sneget sig med i slutspillet, men efter en meget sløv indsats, hvor holdets store offensive stjerner Todd Gurley og Jared Goff på hver deres måde skuffede, endte Rams med at være one-and-done. Det var klart, at et af målene for holdets offseason var at styrke truppen så meget, at et hurtigt nederlag i den afgørende fase af sæsonen ikke ville gentage sig. Men cheftræner Sean McVay og general manager Les Snead valgte at satse hele butikken og gå all in ved at investere i en række af de største navne i ligaen på en række afgørende positioner, så som Brandin Cooks, Ndamukong Suh, Marcus Peters og Aqib Talib. Umiddelbart så det fra sæsonstarten ud til, at investeringerne havde virket. Rams kom i hvert fald flyvende fra start, og ligesom med Chiefs tabte holdet kun 1 ud af de første 11 kampe. Nederlag kom i en svær udekamp mod Saints, og da holdet to uger senere slog netop Chiefs 54-51 i en vanvittig kamp, der var en af de bedste grundspilsopgør i NFLs historie, så det ud som om, at pletten fra kampen i New Orleans var hvisket væk. Imidlertid har afslutningen på grundspillet skabt en begrundet tvivl om, hvorvidt LA-mandskabet reelt set er klar til at tage det næste skridt. Til dels endte Gurley med at sidde ude de sidste par kampe pga. en skade, der muligvis også kan få konsekvenser for hans præstation i nattens kamp. Værre var det dog, at Goff havde et på forfærdelige kampe mod Bears og Eagles, hvor hans ellers tydelige forbedringer fra tidligere på sæsonen lod til at være forsvundet som dug for solen. Det blev bedre i de to sidste kampe, men det var mod Cardinals og 49ers. Derfor er der grund til at være en aneelse bekymret for angrebet, som er den enhed, der skal bære Rams, hvis de skal gå hele vejen. På trods af de massive investeringer har forsvaret nemlig ikke været så prangende som forventet, og med en enkelte undtagelse har selv profilerne på den defensive side af bolden faktisk ikke leveret som forventet. Alt i alt har det dog været nok til, at Rams snuppede divisionssejren i AFC West og i sidste ende også 2.seed i hele AFC.

Overfor dem står et Cowboys-mandskab, der er nået hertil efter at de leverede som de skulle mod Seahawks. Det var ikke eksplosivt og farverigt, men med de begrænsninger Dallas-mandskabet nu engang har på angrebet, var det heller ikke forventet. Når det er sagt, så spillede Prescott faktisk en godkendt kamp, der kombineret med store indsatser fra Elliot og Cooper var nok til at sætte 24 point på tavlen. Den store oplevelse var dog helt klart forsvaret, der fuldstændigt lukkede ned for Brian Schottenheimers konservative løbeangreb. Profilerne Vander Esch, Smith og Lawrence gav ikke Carson og Seattle-mandskabets øvrige running back et eneste øjebliks ro, og fik på den måde udstillet, hvor begrænset Seahawks offensive tilgang kan være. Det må om ikke andet give Cowboys troen på, at de også kan lukke ned for Rams’ største offensive stjerne.

Rams’ angreb vs. Cowboys’ forsvar

For hjemmeholdet er det selvfølgelig mentalt vigtigt, at deres største profil Gurley ser ud til at være klar til kamp. Spørgsmålet er dog, om den stærke running back reelt set er den mand, der kan vinde kampen mod Cowboys. Når man så hvordan Carson, Penny og de øvrigere Seahawks-runnere blev håndteret i sidste weekend, er det svært at tro på, at det er på jorden at denne duel skal afgøres. Derfor bliver det formentlig langt vigtigere for Rams, hvilken udgave af Goff vi kommer til at se. Den 24-årige quarterback har generelt lignet en mand, der har udviklet sig og hævet sit niveau i år. Men i de to tidligere nævnte dårlige kampe så vi, hvor usikker han kan blive, hvis han for alvor sættes under pres. Derfor skal beskyttelsen af ham være i top, og her får Rob Havenstein et særligt stort ansvar. Den 26-årige right tackle, der fik en stor kontraktforlængelse i august, har haft en godkendt sæson, men det var bl.a. ham, der ikke holdt sit niveau i kampene mod Bears og Eagles. I aften kommer han til at stå overfor sack-maskinen Demarcus Lawrence, der bliver det primære våben i Cowboys’ jagt på Goff. Ham skal Havenstein holde under nogenlunde kontrol, hvis ikke balancen på den offensive linje skal brydes. Selv hvis dette lykkes, er det dog ikke sikkert, at Goff får det let. Cowboys er nemlig også blandt de hold, der er bedst til at lukke ned for både 1. og 2.receiveren hos modstanderen, hvorfor hverken Cooks eller Robert Woods kan forventes at få meget plads. Derfor kan det kan meget også stå og falde med, hvor god en kamp Josh Reynolds levere. Den 23-årige 2.årsspiller fik pludselig en meget større rolle i den offensive gameplan, da Cooper Kupp blev skadet for sæsonen. Denne rolle har Reynolds i perioder levet fint op til, men der har også været kampe, hvor han har været totalt usynlig. Det må ikke ske i aftenens kamp, da han vil være det bedste alternativ for Goff, hvis markeringerne af de to primære våben er for solid.

Hvis Rams’ skal slås er gælder det for udeholdet som sagt om 2 ting: Minimer Gurleys indflydelse på spillet og læg så meget pres på Goff som muligt. Ift. første opgave skal holdets linebackers gentage præstationen fra i sidste uge, og det gælder ikke mindst for Jaylon Smith. Den 23-årige 3.årsspiller var simpelthen flyvende i sidste uge og tacklede alt hvad der rørte sig både i midten og på kanterne tæt ved line of scrimmage i kampen mod Seahawks. Hvis der er nogen, der kan holde Gurley i kort snor er det Smith, der som bekendt var tæt på aldrig at få en NFL-karriere pga. den alvorlige skade han pådrog sig i sin sidste college-sæson. Ift. anden opgave er det vigtigt, at Lawrence får noget assistance forrest på linjen, da Havenstein ikke er nogen helt ligegyldig modstander. Rams er også fremragende besat på left tackle med veteranen Andrew Withworth, men i midten af linjen er de lidt mere til at tale med. Det kan give plads til Tyrone Crawford. Den 29-årige defensive tackle er godt nok en meget svingende spiller, men rammer han dagen, kan han været rigtig træls for modstanderen. Med især center John Sullivans vanskeligheder i 2.halvdel af sæsonen in mente, kan en god præstation fra Crawford blive et rigtigt stort problem for McVays ellers så giftige angreb.

Cowboys’ angreb vs. Rams’ forsvar

Hvis Cowboys kan få stoppet Rams’ eksplosive offensiv, er LA-mandskabet faktisk en rimeligt god modstander for dem. Rams-forsvaret har som sagt haft en del vanskeligheder og kan bestemt udfordres på flere leder og kanter. Der skal dog sættes point på tavlen, og selvom at Dallas-mandskabet kan komme langt med at lade Elliot løbe bolden, skal der også kunne kastes, hvis sejren skal hives hjem i sidste ende. Her bliver interessant at se, om Prescott kan gentage kunststykket fra sæsonafslutningen mod Giants og få sat Blake Jarwin i spil. Den 24-årige tight end havde en fremragende kamp for 2 uger siden med 119 yards og 3 touchdowns, og netop de korte kaste ind over midten har været et stort problem for Rams’ linebackere, der virkelig mangler en del i opdækningen. Problemet er dog, at Jarwin er skadet og ikke har trænet med hele ugen, så det er slet ikke sikkert, at han kommer i kamp. Udover at kastet skal lykkes i et vist omfang, er det selvfølgelig også afgørende for udeholdet, at de får sat en stopper for Rams’ helt store defensive profil. Aaron Donald har med 20,5 sack haft en af de bedste sæsoner af en indvendig defensiv linjemand nogensinde, og det hypermobile monster bliver uanset hvad et helvede for Cowboys offensive linje at håndtere. Skal Donald ikke overtage kampen fuldstændig, er det formentlig Zach Martin, der skal lykkes med at stoppe ham. Den 28-årige right guard har igen i år bevist, at han er NFL’s bedste på sin position, og som sæsonen er skredet frem, har han også formået at løfte sine nye medspillere. Det er ikke sikkert, at Martin konsekvent kommer til at spille overfor Donald, men han skal om ikke andet forsøge at understøtte sin center-makker Joe Looney, der bestemt ikke har forgængeren Travis Fredericks niveau, samtidig med at han skal holde Suh ude af kampen, hvilket også vil kunne understøtte projektet med at holde Donald i skak.

Der har som sagt ikke været meget at skrive hjem om rent defensivt for Rams i år, hvis man altså ser bort fra Donald. Det er ikke fordi, at LA-forsvaret har været katastrofalt som f.eks. Chiefs, men det har bare heller ikke været særligt prangende set ud fra de spillere, de har til rådighed. Særligt mod løbet har der været problemer, og det er som bekendt ikke så godt, når man står overfor Elliot. Skal modstanderens største offensive stjerne pacificeres, skal linebackerne Mark Barron og Cory Littleton have hjælp, og den skal især komme fra en af de få øvrige forsvarspillere, der har leveret på et vist niveau. Strong safety John Johnson flyver nok lidt under radaren, men den 23-årige 2.årsspiller har faktisk spillet en rigtig fin sæson, hvor han var været en af holdets bedste tacklere og samtidig tegnet sig for flest interceptions i truppen med 4. Han kommer formentlig til at skulle holde særligt øje med Elliot og forsøge at stoppe ham, når han bevæger sig ud på siderne i både kaste- og løbeangreb. Selvom det ikke har kørt som smurt defensivt for Rams, er der dog et punkt, hvor de har været godt med. LA-mandskabet har været glimrende til at forcere turnovers, og ikke mindst ift. interceptions, hvor det blev til 18 stk. i grundspillet. Johnson tegner sig som sagt for en del af disse, men med hans forventede ansvar for Elliot, vil jeg i stedet fremhæve en anden spiller. Marcus Peters har været en af de dyre investeringer, der ikke helt har givet det ventede afkast i år. Imidlertid ved vi, at den 26-årige cornerback er en ballhawk af Guds nåde, og netop her på den store scene ville det give mening, hvis han lige pludselig hev en af de helt store præstationer op af hatten. Prescott har af og til en tendens til at være lidt løs med bolden, så mulighederne bør være tilstede.

Mit bud

Selvom jeg ikke kan lide dem, vil jeg gerne anerkende den store defensive præstation, som Cowboys har leveret i år. Jeg tror dog, at de trods alt ikke har niveauet til at lukke ned for McVays offensive tryllerier, og hvis Rams for alvor får gang i pointscoringen, får de svært ved at følge med. Derfor går jeg med en hjemmesejr til LA-mandskabet i denne kamp.

Los Angeles Rams og Dallas Cowboys mødes søndag d. 6.december kl. 02.15 dansk tid på Los Angeles Memorial Coliseum i Los Angeles, Californien.

rams

Skriv en kommentar