
Nu starter NFL-slutspillet. I denne weekend gælder det 1.runde eller Wild Card Weekend, som den kaldes officielt. I den anden kamp i Wild Card Round mødes to hold, der allerede har haft et opgør i denne sæson.
Ligesom med holdene i årets første slutspilskamp var der heller ikke mange, der troede på de to hold, der står overfor hinanden i den anden playoff-kamp. Cowboys og Seahawks var begge vurderede til ikke at kunne matche de stærkere modstandere i deres divisioner, men de skulle i den grad gøre kritikkerne til skamme.
For Cowboys så det dog længe ud til at forudsigelserne var korrekte. Efter de første 7 kampe havde holdet en 3-4 record, og på nær for stjernen Ezekiel Elliot, havde der været store problemer på samtlige dele af angrebet, hvilket bl.a. var tydeligt da netop aftenens modstander besejrede dem i spiluge 3. Derfor var der også mange, inklusiv undertegnede, der havde travlt med at snakke om cheftræner Jason Garretts snarlige fyring. Men for en gangs skyld tog holdejer og general manager Jerry Jones en satset beslutning, der viste sig at give pote. Han handlede sig til Raiders’ største receiverprofil Amari Cooper, og selvom at de flotte præstationer fra de første par uger ikke blev ved, har Coopers tilstedeværelse uden diskussion gjort kasteangrebet mere effektivt. I kombination med forsvaret, der i alle kæder har virket velsmurt og effektivt sæsonen igennem, var det åbenbart det der skulle til, for efter deres bye week vandt Cowboys 7 ud af de sidste 9 kampe, hvilket var nok til at vinde NFC East-divisionen og gå i slutspillet på 4.seed.
Seahawks var om muligt endnu mere undertippede, efter at holdet inden sæsonen havde sagt farvel til en række af de profiler, der havde udgjort grundstammen i den Super Bowl-vindende trup fra 2013-sæsonen. Bedre blev det heller ikke af, at en af de få tilbageværende stjerner Earl Thomas tydeligvis ikke havde lyst til at være i Seattle længere, og valgte at vise sin utilfredshed ved at give hele sit hold fingeren, da han måtte forlade banen med en skade for resten af sæsonen i spiluge 4. Alligevel var det som om, at al modstanden fik de øvrige spillere til at rykke sammen om cheftræner Pete Carrolls filosofi og den nye offensive koordinator Brian Schottenheimers ellers ret konservative tilgang til angrebsspil. Med en offensiv baseret primært for Chris Carson og holdets øvrige running backs frem det eksplosive kastespil, som vi ellers kender fra det meste af NFL anno 2018, hævede Seahawks gradvist deres niveau mere og mere, og da forsvaret med profilen Bobby Wagner som omdrejningspunkt også holdt et godt bundniveau, lykkedes det gradvist Seattle-mandskabet at bringe sig i position til et wildcard. Det blev sikret i næstesidste spillerunde med en sejr over de ellers så suveræne Chiefs, og med sejren over Cardinals i sidste runde, sikrede Seahawks sig 5.seed, og bliver dermed årets bedste wildcard-hold i NFC.
Cowboys’ angreb vs. Seahawks’ forsvar
En af de interessante ting ved aftenens anden kamp er, at begge holds stærkeste våben klart er løbet. For Cowboys handler det især om løbet, og der skal ikke være nogen tvivl om, at Elliot kommer til at løbe og gribe rigtigt mange gange. Når det er sagt, så er det helt sikkert, at Seahawks vil gå benhårdt efter at tage Zeke ud af kampen, hvorfor quarterback Dak Prescott formentlig også bliver nød til at levere i et vist omfang, hvis en hjemmesejr skal komme i hus. Skal det blive en succes, har de sidste uger vist, at Cooper ikke gør forskellen for kastespillet alene, hvorfor det bliver afgørende at nogle af holdets øvrige receivere også stepper op. Rookien Michael Gallup har i enkelte kampe vist, at han faktisk har et fint bundniveau, når ikke han har modstanderens fulde opmærksomhed. Det samme gælder for Cole Beasley, der faktisk er en hæderlig slotreceiver og var Prescotts bedste ven i quarterbackens succesfulde rookiesæson i 2016. Hvis en af de to har en god aften, vil vi se et meget mere varieret Cowboys-angreb, der kan blive svært for Seahawks at håndtere.
For Seahawks kommer alt i første omgang formentlig til at handle om at stoppe Elliot. Her spiller Wagner selvfølgelig en afgørende rolle, men den alsidige linebacker kommer formentlig til at have mere end en forpligtelse i den defensive gameplan. Heldigvis har han en makker, der er ekspert i at uddele hårdtslående tacklinger til modstanderens running backs. K.J. Wright har desværre været skadet meget af sæsonen, men efter at han er vendt tilbage, har en set præcis lige så skarp ud som han plejer. Han får derfor et helt særligt ansvar for at fange Elliot, når han går på ydersiden af den offensive linje. Elliot er dog ikke kun en faktor i kastespillet, hvor han også kan give store problemer. Derfor får strong safety Bradley McDougald også en afgørende rolle. Manden, der har vist sig som en solid erstatning for den pensionerede Kam Chancellor, skal formentlig være ham, der skal stoppe running back-stjernen på de korte kast indover midten, så han heller ikke overtager kampen gennem luften.
Seahawks’ angreb vs. Cowboys’ forsvar
Som nævnt har Seahawks angreb under Schottenheimer været mere end almindeligt fokuseret på at løbe bolden ift. NFL generelt. De kommer uden tvivl også til at forsøge sig med Carson og co. mod Cowboys, men med Dallas-mandskabets kvaliteter i denne facet af spillet, er det ikke sikkert, at det alene er nok. I så fald skal Russell Wilson levere varen, og det kan han selvfølgelig godt. Han skal dog have hjælp fra sine receivere Doug Baldwin og Tyler Lockett, der begge har haft deres at slås med i år. Baldwin er egentlig en rigtig dygtig slotreceiver, der har haft en flot karriere, men hans sæson har været præget af en alvorlig skade, der potentielt kunne have koste ham hele året. Nu er han tilbage, og hvis han er helt klar, kan han måske presse Cowboys ellers solide defensive backs. Lockett er god som dyb trussel, men det har varieret meget fra uge til uge, hvad han har bidraget med. Han skal formentlig spille mod Byron Jones, der har været fremragende hele året, det meste af kampen, og den dyst skal han vinde af og til, hvis Seahawks for alvor skal sætte point på tavlen.
For Cowboys handler det om at gøre effekten af Seahawks løbevåben så lille som muligt. Nøglen hertil er to unge spillere, der virkelig har taget ligaen med storm i år. Da veteranen Sean Lee blev skadet endnu engang, frygtede mange, at det ville få alvorlige konsekvenser for Cowboys’ defensiv. Det har dog ikke været tilfældet, og det er i høj grad rookie linebackeren Leighton Vander Eschs fortjeneste. Han har været her, der og alle vegne imod både løb og kast, og kan han fortsætte dette mod Seahawks, får Carson og de øvrige running backs. Ikke mindst fordi de også skal op imod Vander Eschs makker Jaylon Smith, der i sin 3.sæson også har taget et skridt op. Udover at være en lige solid tacklemaskine som sin rookie-kollega, har Smith også spillede en stor rolle ift. at fange modstanderen i backfield. Hvis det tandem spiller op til deres bedste, får Seahawks-offensiven en lang og bøvlet aften på kontoret.
Mit bud
Hvis man sætter de største stjerner overfor hinanden (Prescott vs. Wilson / Elliot vs. Carson), er det klart, at Seahawks står stærkest. Når det er sagt, så må jeg sige, at jeg har meget svært ved at se Seattle-mandskabet vinde, hvis Cowboys får stoppet løbet. Og med Vander Esch samt Smith på linebacker tror jeg, at der er meget stor chance for, at det sker. Derfor går jeg med hjemmeholdet her.
Dallas Cowboys og Seattle Seahawks mødes søndag d. 6.december kl. 02.15 dansk tid på AT&T Stadium i Arlington, Texas.

