NFL: Slutspilsoptakt – Baltimore Ravens vs. Los Angeles Chargers

chargersvsravens

Nu starter NFL-slutspillet. I denne weekend gælder det 1.runde eller Wild Card Weekend, som den kaldes officielt. Den tredje kamp er en gentagelse af et opgør, der fandt sted for blot 2 uger siden.

Efter to kampe med hold, der nok må betragtes som lidt overraskende deltagere i slutspillet set ift. forventningerne inden sæsonen, er der i kamp 3 i årets Wild Card Weekend tale om et opgør, hvor begge deltagere i hvert fald var nævnt som mulige kandidater til slutspillet inden sæsonen. De to hold har dog haft vidt forskellige veje hertil, når man ser på, hvordan grundspillet forløb.

Hjemmeholdet Ravens startede sæson solidt uden at være prangende, men de fik i hvert fald hurtigt bevist, at deres forsvar som vanligt var en faktor, der skulle regnes med. Statistisk set endte Don Martindales enhed med at være den bedste defensiv i hele NFL i 2018, hvilket naturligt er en stor del af forklaringen på at Baltimore-mandskabet er nået blandt de 6 bedste i AFC. Imidlertid skulle der opstå store problemer på den anden side af bolden, der endnu engang kunne have kostet chancen for at nå langt. Efter at have spillet noget af det mere stabile football vi har set fra hans side i lang tid over de første 7 uger, nedsmeltede quarterback Joe Flacco fuldstændig over to kampe, der også resulterede i en skade til den tidligere Super Bowl MVP. Således gik Ravens på byeweek med en 4-5 record og vedholdende rygter om at cheftræner John Harbaugh var på vej væk. Netop Harbaugh tog imidlertid her en beslutning, der skulle vise sig afgørende. I Flaccos skadesfravær valgte han at lægge det offensive ansvar i hænderne på 2 rookies i form af quarterback Lamar Jackson og running back Gus Edwards. Herfra var det som om, at angrebet fandt et helt andet gear, og selvom man med rette kan kritisere det nye spilsystem for at være meget college-inspireret og enormt løbefokuseret, har det ikke desto mindre resulteret i, at Ravens har vundet 7 af deres sidste 8 kampe. Kombineret med et sammenbrud hos ærkerivalerne fra Steelers, var det nok til at sikre Ravens divisionssejren og 4.seed i AFC med en sejr i søndags over Browns.

I modsætning hertil har aftenens modstanderen Chargers haft en altovervejende flot sæson. Efter 2 nederlag i de første 4 kampe, som dog kom mod Chiefs og Rams, der som bekendt også er i slutspillet, tabte LA-mandskabet kun 2 kampe resten af sæsonen. Især fra spiluge 5 til og med 15 var holdet virkeligt blændende. Eneste svipser var et smalt nederlag til Broncos, mens især comeback-sejren mod Steelers og revanche-opgøre mod Chiefs cementerede, at Chargers i år har hørt til blandt de bedste i grundspillet. Successen har endnu engang især været baseret på angrebet anført af tre profiler i form af veteran-quarterbacken Philip Rivers, stjerne-running backen Melvin Gordon og den pålidelige receiver Keenan Allen. Forsvaret, der sidste år især havde udfordringer mod løbet, har dog også været gennemført solidt. Her har især en ung rookie ved navn Derwin James gjort et stort indtryk som fremragende altmuligmand, der har leveret store spil overalt på banen. Alligevel er der nogle bekymrede miner her inden slutspillet efter at holdet over de seneste 2 uger ikke har virket helt så velspillende som tidligere på året. Bl.a. tabte de til netop Ravens for i spiluge 16 i en kamp, hvor angrebet havde overordentligt svært ved at producere. Derudover er et gammelt men velkendt Chargers-problem med skader begyndt at vise sit grimme ansigt, og det kan også få meget alvorlige konsekvenser for aftenens kamp. Uanset hvad er en 12-4 record dog mere end godkendt, og havde det ikke været for divisionsrivalerne Chiefs’ bedre indbyrdes tie-breaker, havde Chargers været divisionsvinder og 1.seed. Nu må man i stedet tage til takke med wilcard og 5.seed, men alt i alt må man nikke anerkendende til den præstation, som cheftræner Anthony Lynn har leveret i sin blot anden sæson som øverste chef i LA.

Ravens’ angreb vs. Chargers’ forsvar

For Ravens er der kun en metode til at få sat point på tavlen i aftenens kamp, og det er, at det lykkes for begge de to rookiestjerner Jackson og Edwards at få løbet med bolden. Det har Chargers’ faktisk haft bedre styr på end Baltimore-mandskabets øvrige modstandere i år, hvor at den offensive linje, der har spillet bedre og bedre sæsonen igennem, nok skal løfte sig endnu et niveau, hvis fremdriften på jorden skal blive endnu mere effektiv. Her spiller right guard Marshall Yanda en afgørende rolle. Mange var i tvivl om, hvorvidt den 34-årige veteran kunne genfinde sit tidligere niveau, da han vendte tilbage efter en alvorlig skade inden årets sæsonen. Yanda har imidlertid gjort skeptikerne til skamme, og som linjens leder har han gradvist løftet sine medspillere sæsonen igennem. Det skal kaptajnen formentlig tage et skridt videre i aften, hvis det løbebaserede angrebssystem skal fungere. Det er dog også en forudsætning, at modstanderen i det mindste respekterer Jacksons mulighed for at kaste bolden. Her kan endnu en rookie vise sig som en vigtig brik. Ravens draftede faktisk to tight ends i årets draft, men selvom det var Hayden Hurst, der gik i 1.runde, er det faktisk 3.runde-valget Mark Andrews, der har været den mest pålidelige receiver. Han leverede et afgørende spil i den sidste kamp mod Chargers, og han kan meget vel også være nøglen til bare en smule fremdrift gennem luften i aftenens kamp.

Som sagt er Chargers’ forsvar nok det, der indtil videre har udfordret Ravens’ løbebaserede angreb mest i år. Desværre står LA-mandskabet i den uheldige situation, at mange af de spillere, der udgør rygraden i holdets løbedefensiv (Brandon Mebane, Corey Liuget, Denzel Perryman og Jatavis Brown) med al sandsynlighed alle er fraværende til aftenens kamp. Rookie-sensationen James er heldigvis med, men han kan formentlig ikke stoppe Jackson og Edwards alene. Derfor hviler der et meget stort ansvar på holdets to pass rush stjerner Joey Bosa og Melvin Ingram. De to har ikke haft en lige så prangende sæson som sidste år, hvilket bl.a. skyldes, at Bosa har været skadet det meste af år, og i den forrige kamp mod Ravens blev det også kun til samlet 2 sacks for hele holdet. Hvis Chargers ikke skal løbes fuldstændig i sænk i aften, kræver det formentlig, at de to profiler har mere succes med at komme ind og ramme Baltimore-mandskabets profiler inden spillet udvikler sig for meget. Det kan nemlig meget vel vise sig, at blive den afgørende nøgle til en LA-sejr.

Chargers’ angreb vs. Ravens’ forsvar

Det store problem i den seneste kamp mod Ravens rent offensivt for Chargers var, at de simpelthen ikke kunne få bolden ud af hænderne på Rivers hurtigt nok. Baltimore-mandskabet er et af de hold, der blitzer allermest, hvorfor en af de måder, man kan slå dem på er, at man effektivt for kaste mange screens og andre korte bolde i den side, hvor de har færrest forsvarsspillere placeret. Det lykkedes ikke godt nok i den første kamp, bl.a. fordi ansvaret herfor primært kom til at ligge på veteran tight enden Antonio Gates, der simpelthen ikke har nok fart i stængerne længere. Der skal andre spillere ind i den rolle denne gang, og et bud på hvem det kunne være er 2.årsreceiveren Mike Williams. Han har netop den fysiske styrke til at udfordre Ravens’ linebackere og receivere, og hvis han kan indgå mere central i den offensive gameplan end i seneste opgør, kan han måske levere lidt af det, som vi så ham gøre mod Chiefs i spiluge 15, hvor han virkelig brændte banen af. En anden kilde til den form for kasteoffensiv, er at få bragt running backs i spil som receivere. Det gælder selvfølgelig Gordon, men også hans makker Austin Ekeler, der var skadet, da de to hold mødtes sidst. Hvis den 23-årige 2.årsspiller kan finde noget af det receiver-potentiale frem, som han især viste tidligt på sæsonen, kan han formentlig også gøre det nemmere for Rivers at flytte kæderne og give mere plads til de regulære receivere som Allen og Tyrell Williams.

Det der lykkedes så godt for Ravens i sidste kamp mod Chargers var slet og ret, at konstant fik sat Rivers under pres. Det er også opskriften på succes denne gang, og Baltimore-mandskabet har som bekendt et helt arsenal af pass rushere, som de kan sende efter den erfarne quarterback. De fleste kender veteranen Terrell Suggs, der er Ravens’ ubetingede defensive leder på banen, men jeg vil i stedet fremhæve to andre spillere, der kan vise sig afgørende. 26-årige Za’Darius Smith er i sin 4.sæson virkelig slået igennem som quarterback-jæger, og har med 8,5 sacks været holdets bedste på den front i år. Han har sikret, at der minimum er en lige så farlig trussel på banen som Suggs, og mens veteranen formentlig kommer til at spille overfor den solide left tackle Russell Okung det meste af aftenen, vil Smith derimod skulle kæmpe med den nået mere usikre right tackle Sam Tevi. Suggs og Smith vil dog få masser er yderligere støtte, og en af de centrale spillere i den sammenhæng er linebacker Patrick Onwuasor. Han lever egentlig en skyggetilværelse som den mere kendte C.J. Mosleys makker, men 26-årige tidligere undraftede 3.årsspiller har faktisk gennemgået en virkelig flot udvikling over de seneste 2 sæsoner. I sidste kamp sackede han Rivers 2 gange, og Onwuasor vil helt sikkert være tændt på at gentage den præstation i aften.

Mit bud

Jeg har enormt stor sympati for Chargers, som helt klart er en af mine personlige favoritter i år. Desværre tror jeg, at de mange skader på forsvaret vil gøre det for svært for LA-mandskabet at stoppe Ravens’ monster af et løbeangreb. Kombineret med, at Baltimore-forsvaret bare er et af NFL’s stærkeste, regner jeg med en hjemmesejr i dette opgør.

Baltimore Ravens og Los Angeles Chargers mødes søndag d. 6.december kl. 19.05 dansk tid på M&T Bank Stadium i Baltimore, Maryland.

ravens

Skriv en kommentar