NFL: Sæsonanalyse 2018 – De brandvarme trænersæder

Vi nærmer os afslutningen på årets NFL-sæson, og dermed også den dag, som enhver NFL-træner frygter.

Næste søndag d. 30.december spilles årets sidste grundspilskampe. Det betyder, at 32 hold skæres ned til 12 i kampen om årets mesterskab, hvorfor der således er 20 mandskaber for hvem sæsonen allerede er slut. Når sæsonen er slut begynder holdene omgående forberedelsen til næste år, og den første beslutning der skal tages er ofte, hvorvidt den nuværende cheftræner fortsat er den rette til at lede mandskabet. Derfor vil vi traditionen tro se en del fyringer, herunder også blandt cheftrænerne, mandag d. 31.december eller ”Black Monday” som mandagen efter grundspilssæsonens afslutning kaldes.

Det er selvfølgelig langt fra alle cheftrænere, der skal frygte for deres job. Generelt kan man sige, at hvis et af følgende 3 kriterier gør sig gældende, bør der ikke være nogen fare for en trænerfyring:

1. Sæsonen har været en sportslig og spillemæssig succes.

2. Cheftræneren blev ansat inden årets sæson og præstationerne har indeholdt blot et minimum af fremskridt og perspektiv.

3. Der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og cheftræneren om, hvorfor holdets niveau er, hvor det er, og at cheftræneren er en del af løsningen ift. at løfte niveauet.

På den baggrund burde følgende nuværende cheftrænrere være sikre, medmindre de selvfølgelig selv vælger at træde tilbage:

• Bill Belichick (New England Patriots)

• Sean McDermott (Buffalo Bills)

• John Harbaugh (Baltimore Ravens)

• Mike Tomlin (Pittsburgh Steelers)

• Bill O’Brien (Houston Texans)

• Frank Reich (Indianapolis Colts)

• Mike Vrabel (Tennessee Titans)

• Andy Reid (Kansas City Chiefs)

• Anthony Lynn (Los Angeles Chargers)

• Jon Gruden (Oakland Raiders)

• Jason Garrett (Dallas Cowboys)

• Pat Shurmur (New York Giants)

• Doug Pederson (Philadelphia Eagles)

• Matt Nagy (Chicago Bears)

• Matt Patricia (Detriot Lions)

• Mike Zimmer (Minnesota Vikings)

• Sean Payton (New Orleans Saints)

• Sean McVay (Los Angeles Rams)

• Kyle Shanahan (San Francisco 49ers)

• Pete Carroll (Seattle Seahawks)

Det bringer os således frem til de 12 trænersæder, der kan ende med at vælte under deres nuværende ejermand på mandag eller kort tid derefter. Jeg har inddelt dem i 5 kategorier. Den første er dem, hvor den oprindelige cheftræner allerede er blevet fyret. Dernæst kommer de, som jeg er helt overbevist om skal se sig om efter et nyt job efter på næste mandag. Derefter kommer der en særlig kategori, der indeholder en specifik træner, som er i en hel særlig situation, og så er der dem, hvor jeg tror, at det kan gå begge veje. Endelig er der dem, hvor en fyring er en mulighed, men hvor jeg umiddelbart hælder til, at der ikke sker en ændring på cheftrænerposten.

De allerede fyrede:

Mike McCarthy/Joe Philbin (Green Bay Packers)

– Jeg er stadig en smule overrasket over, at McCarthy endte med at ryge allerede midt i sæsonen, men uanset hvad, så var det tydeligt, at det var tid til et skifte i Green Bay. Siden har Philbin haft ansvaret, og han har ikke gjort noget for at bevise, at han er blevet dygtigere, siden at han blev fyret i Dolphins. Således tyder alt på, at Packers vil have en helt ny chef på sidelinjen i 2019. Det mest oplagte er, at det bliver en offensivt indstillet træner, der for alvor kan udfordre Rodgers med et spilsystem, der reelt kan udfolde quarterbackens talent. Det vil også endeligt kunne besvare, om det var McCarthys konservative tilgang til spillet, der har begrænset holdet fra ”Title Town” de seneste sæsoner, eller om der måske er endnu større og dybereliggende problemer i det nordlige Wisconsin. Hvis det lykkes at lokke en offensiv guru til, har Rodgers i hvert fald ikke flere undskyldninger at gemme sig bag, hvis ikke niveauet bliver bedre.

May 24, 2017; Berea, OH, USA; Cleveland Browns defensive coordinator Gregg Williams talks to the defense during organized team activities at the Cleveland Browns training facility. Mandatory Credit: Ken Blaze-USA TODAY Sports

Hue Jackson/Gregg Williams (Cleveland Browns)

– Det var tidligt klart, at Jackson levede på lånt tid, og kun hans gode forhold til holdejer Haslam havde reddet ham efter sidste års katastrofe. Da de dårlige beslutninger fortsatte ind i årets sæson, havde den nye general manager John Dorsey en undskyldning for, at skille sig af med den fallerede træner og midlertidigt give ansvaret til Williams. Siden da har Browns vundet 5 ud af 7 kampe, hvilket i hvert fald siger en hel del om Jacksons manglende kvaliteter. Det giver dog også det hovedbrud, at Williams nu har et meget stærkt argument for, at han skal tilbydes cheftrænerposten permanent. Der er mange grunde til at ville undgå den kontroversielle defensive strateg som sin sportslige chef, men på den anden side kan man ikke fornægte hans centrale rolle i at skabe holdets solide fremgang på forsvaret. Derfor vil Dorsey og Haslam nok foretrække, hvis de kunne overtale Williams til at gå tilbage til rollen som defensiv koordinator under en offensivt orienteret cheftræner, der kunne arbejde videre med udviklingen af Baker Mayfield. Det virker dog ret usandsynligt, at Williams vil acceptere dette. Ikke mindst, hvis han bliver tilbudt cheftrænerposten et andet sted. En ting er dog sikkert: Trænersædet i Cleveland bliver for første gang i umindelige tider et af de mest eftertragtede i årets offseason.

De mest fyringstruede:

Todd Bowles (New York Jets)

– Jeg skrev inden sæsonen, at hvis vi ikke så en markant spillemæssig forbedring hos Jets i år, ville det formentlig blive Bowles sidste som øverste chef, også selvom at det muligvis ikke ville være det bedste for holdets langsigtede udvikling. Jets har dog samlet set ikke bare vist manglende forbedring, men er muligvis som helhed gået lidt tilbage i år, og derfor giver det nok i virkeligheden god mening, hvis den ellers sympatiske træner forlader New York efter denne sæson. Hans formodede exit handler mest om, at han faktisk ikke har formået at gøre det grønklædte mandskab til den defensive force, de var i de bedste år under Rex Ryan. Var det sket, havde holdejer Johnson nok været mere villig til at se igennem fingre med, at et trods alt porøst angreb med en rookie-quarterback i front ikke spillede blændende fra sæson 1. Forsvar har generelt været alfa og omega for Jets i nyere tid, og derfor tror jeg også mest på, at vi vil se en ny defensiv cheftræner, kombineret med en anerkendt offensiv koordinator, der kan arbejde med Sam Darnold.

Dirk Koetter (Tampa Bay Buccaneers)

– Koetter fik i sin tid cheftrænerposten, da han overbeviste Glazer-familien om, at hans arbejde med Jameis Winston kun ville give større resultater, hvis han fik det fulde ansvar for holdet. Efter 3 sæsoner, der samlet set har budt på mere tilbagegang end fremgang, også ift. den unge quarterbacks personlige udvikling, er det svært at se, hvad der skal til for at redde ham endnu en sæson på cheftrænerposten i Tampa. Spørgsmålet er snarere, hvilken vej Buccaneers vælger at gå herfra. Hvis de vælger at holde fast i Winston, ville det give god mening at satse på en offensiv træner, der måske kan lykkes med det, som er mislykkedes for Koetter. Hvis de derimod vælger at bevæge sig i en anden retning, kunne det være en idé at få fat en defensiv mastermind, da holdets forsvar fortsat lader meget tilbage at ønske.

Vance Joseph (Denver Broncos)

– Inden sæsonen virkede Joseph som den mest oplagte fyring. Rygtet vil vide, at han kun overlevede, fordi Elway ikke kunne lokke legenden Mike Shanahan til at vende tilbage til Denver, og med de resultater holdet leverede i starten af året, var han faktisk længe min favorit til at ryge ud i løbet af sæsonen. Imidlertid så det i et par uger ud til, at han havde fået vendt tingene rundt, da Broncos med et par imponerende sejre pludselig spillede sig ind i slutspilskampen igen. Missionen lykkedes dog ikke, og derfor har jeg fortsat meget svært ved at se Joseph fortsætte. Det er dog ikke givet, hvad der er den oplagte fremadrettet løsning i Denver. Holdet har store profiler, men også tydelige mangler på begge sider af bolden. Derfor er det mest oplagte nok, at de skal have fat i en stærk og erfaren ledertype, der i samarbejder med et par dygtige specialister, kan få tingene til at spille sammen.

Den store joker:

Marvin Lewis (Cincinatti Bengals)

– Sidste år på samme tid var der virkelig en stemning af, at nu var det tid til at regimeskifte i Cincinatti. Imidlertid endte NFL’s næstlængst siddende cheftræner med at overleve endnu en gang, takket være holdejer Browns tilsyneladende bundløse tillid til ham. I år er der ikke helt samme overbeviste afskedsstemning omkring Lewis, hvilket kombineret med erfaringerne omkring hans forhold til Brown gør, at jeg hælder til, at han også i år bliver siddende. Bengals’ totale nedsmeltning i anden halvdel af sæsonen burde dog være det sidste søm i ligkisten for en træner med Lewis’ historie. Han har dog nogle undskyldninger omkring afgørende skader og småforbedringer på forsvaret efter fyringen af den defensive koordinator Teryl Austin, der nok kommer til at redde ham. Ærgerligt for de stakkels Bengals-fans, der ligesom deres spillere virkelig tørster efter forandring, hvilket alle statistikker også tyder på er nødvendig, hvis der skal ske en positiv udvikling hos Ohio-mandskabet.

De usikre:

Steve Wilks (Arizona Cardinals)

– Det er sjældent, at en nyansat cheftræner bliver fyret efter blot en sæson. Det kræver for det meste, at holdet kun vinder 1 eller færre kampe, hvorfor Wilks egentlig burde være sikker. Når jeg alligevel er usikker skyldes det, at der simpelthen er så meget, der har sejlet i Arizona i år, at det burde bringe holdledelsen i tvivl om, hvorvidt deres nuværende cheftræner faktisk er i stand til at lede deres mandskab. Den mærkelige ansættelse af McCoy (der som bekendt blev fyret igen) som offensiv koordinator, den hovedløse beslutning om at kaste Rosen for løverne i slutningen af kampen mod Bears, den totale nedsmeltning mod Falcons samt den generelle stagnation og i nogle tilfælde tilbagegang i udviklingen hos mange spillere, indikere at Wilks ikke har evnerne til at stå i spidsen for et NFL-mandskab. Larry Fitzgeralds udmelding for et par dage siden tyder dog på, at han faktisk ikke har tabt omklædningsrummet. Det peger i retning af, at han får den obligatoriske 2.sæson, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, at det skulle føre en positiv udvikling med sig.

Doug Marrone (Jacksonville Jaguars)

– Set ift. forventningerne har Jaguars været en af sæsonens største skuffelser. Dette fører naturligvis til en større tvivl omkring Marrones jobsikkerhed. Han har med al tydelighed ikke været i stand til at samle sit mandskab og de mange lettere vanskelige karakterer i truppen, da modgangen ramte, og i det hele taget har der bare været en generel tilbagegang i næsten alle facetter af spillet. Det taler også imod ham, at han ikke er den øverste sportslige chef Tom Coughlins opfindelse. Når han formentlig alligevel redder skinnet skyldes det, at han ikke er direkte ansvarlig for den største fejl, som er begået i Jacksonville det seneste år. Beslutningen om at satse på Bortles var først og fremmest general manager David Caldwells værk, hvorfor det nok snarere er ham, der ryger ud, når sæsonen er slut. Desuden har Marrone garderet sig ift. offensivens udvikling ved at fyre sin koordinator Nathaniel Hackett, og dermed skabe sig endnu et alibi for, hvorfor tingene ikke har fungeret ordentligt ift. den del af spillet, han selv er ekspert i. Der er dog for mig ingen tvivl om, at næste sæson bliver knald eller fald for den lettere anonyme og intetsigende cheftræner.

Dem, der formentlig overlever:

Dan Quinn (Atlanta Falcons)

– Falcons var som bekendt mine mesterskabsfavoritter inden sæsonen, og det har de på ingen måde levet op til. Det er heller ikke kun undertegnede, som de har skuffet, og der vil helt sikkert ske ændringer i offseason. Det lader dog ikke til, at et cheftrænerskifte er på tapetet. Det er trods alt kun 2 år siden, at de stod i en Super Bowl, og den generelle opfattelse lader fortsat til at være, at Quinn er manden, der kan bringe et Vince Lombardi-trofæ til Atlanta. Derudover har holdet generelt og ikke mindst forsvaret virkeligt været slemt ramt af skader, hvilket er en meget væsentlig del af forklaringen på de svigtende resultater. Derfor er der ikke noget der tyder på, at hverken Quinn eller general manager Thomas Dimitroff, der begge fik deres kontrakter forlænget inden sæsonstarten, bliver arbejdsløse lige foreløbigt. Der kommer dog uden tvivl til at ske udskiftninger i den øvrige trænerstab, og især offensiv koordinator Steve Sarkisian er formentlig i fare.

Ron Rivera (Carolina Panthers)

– Riverboat Ron er en af de mest anerkendte trænere i NFL lige nu, hvilket bl.a. kan ses på mængden af trænere på andre NFL-hold, der har en fortid i samarbejde med ham. Alligevel er det alvorligt, når et hold kollapser fuldstændigt og går fra at være 6-2 og potentiel slutspilskandidat til at være 6-9 og have tabt 7 kampe i træk. Meldingerne går dog som forventet på, at Rivera er sikker. Hans spillere bakker op om ham, og samlet set har hans tid hos Panthers også været holdets mest succesfulde. Der kommer dog helt sikkert også til at ske ændringer i Charlotte, også taget i betragtning af, at holdejer Tepper er helt ny og ikke rigtigt har sat sit præg på sammensætningen af sit personale endnu. Bl.a. er det tvivlsomt om familien Turner overlever som de hovedansvarlige for angrebet, når netop deres laissez-faire tilgang til Cam Newtons helbred endte med at blive en afgørende forklaring på, hvorfor sæsonen er endt så katastrofalt.

Adam Gase (Miami Dolphins)

– Når vi ser på statistikkerne burde Dolphins egentlig ikke have haft en så resultatmæssigt fin en sæson som tilfældet er. Det tyder på, at Gase kan et eller andet ift. at sætte sine spillere op til at levere den afgørende ekstra indsats, der hiver sejrene hjem. Samtidig er den statistisk set ringe sæsonpræstation dog også et udtryk for, at det fortsat ikke er lykkedes for Gase at skabe deciderede topresultater i Miami efter 3 sæsoner. I betragtning af de forventninger der var til manden, der som offensiv koordinator hos Broncos var medansvarlig for en af de vildeste offensive sæsoner i NFL’s historie, sætter det efterhånden et alvorligt spørgsmålstegn ved hans evner som cheftræner. Alligevel virker det ikke til, at der er en fyring under opsejling, da Gase også i år til dels kan dække sig ind under visse skadesproblemer, og at det trods alt er lykkedes ham at hive nogle meget store skalpe hjem med sejre over f.eks. Patriots og Bears. Det er mere nærliggende at forestille sig, at der sker et skifte på quarterback-positionen, så han kan få en chance for at bevise, at det er Tannehills manglende evner, der har forhindret Dolphins-offensiven i at udvikle sig. Om det så er tilfældet, må næste sæson bevise.

Jay Gruden (Washington Redskins)

– Af de trænere, der umiddelbart virker sikre på trods af manglende resultater, er Gruden den jeg er mest i tvivl om. Årets sæson har igen peget i retning af, at han er NFL’s nye ”Mr. Mediocracy”, der kan få sit mandskab frem til en record omkring 8-8 og så ikke videre end det. Når det er sagt, så er det meget få trænere i moderne amerikansk fodbold, der kan skabe store præstationer med et mandskab, der når igennem 4 forskellige quarterbacks i løbet af grundspillet, hvoraf de 2 i øvrigt pådrager sig alvorlige skader. Derudover er det jo velkendt, at Gruden har et nært forhold til holdejer Snyder, der tilsyneladende har meget stor tiltro til sin nuværende cheftræner, sammenlignet med, hvordan har behandlet sine tidligere ansatte. Derfor lader der heller ikke til at være en trænerfyring på vej i Washington, omend der også her helt sikkert vil ske ændringer. F.eks. er der tydeligvis ballade mellem nogle af profilerne på det ellers solide forsvar og defensiv koordinator Manusky. Derfor kunne sidstnævntes job meget vel hænge i en tynd tråd.