
Så er vi endelig nået til den traditionsrige Thanksgiving-runde i NFL, der er et af højdepunkterne for alle footballfans.
I denne uge spilles 3 kampe på den amerikanske helligdag torsdag, inden at resten af runden afvikles søndag og mandag som vanligt. Normalt er det også den runde, der er den første uden mandskaber på bye siden spiluge 3. Dette er dog ikke helt tilfældet i år, da Rams og Chiefs får lov at sidde over i denne uge som det to sidste i 2018. Og ovenpå den kamp de gav os mandag er det fortjent i mere end en forstand. Sidste rundes mandagskamp var noget af det bedste jeg har set gennem de 10 år, jeg har fuldt NFL.
For de øvrige 30 mandskaber gælder det, at de med denne uges kampe har 6 opgør tilbage, inden at feltet af potentielle mestre officielt skæres ned til 12. Som ugens rangering af holdene vil afsløre, så er der fortsat mange af dem, der har en seriøs chance for at nå til det forjættede land. Derfor går vi formentlig og forhåbentlig en endnu en spændende og intens runde i møde. Som optakt hertil kommer her min PowerRank, som den ser ud efter spiluge 11, men inden de 3 Thanksgiving-kampe, som jeg pt. sidder og ser den sidste af:

1. New Orleans Saints (=) (9-1)
– Hvordan kan man bedst retfærdiggøre sin position som NFL’s pt. bedste hold? Ved at sætte de forsvarende mestre fuldstændig til vægs! Brees dominerede Eagles’ forsvar fra start til slut i samspil med de dødbringende våben Smith og Thomas samt understøttet af Ingram og Kamara, der er ved at være tilbage på 2017-niveau som duo. Derudover har man måske en ny defensiv playmaker i Banjo.

2. Los Angeles Rams (=) (10-1)
– De blev det første hold til at nå et 2-cifret antal sejre i år, og det efter en kamp, der kommer til at gå over i historien, om ikke andet så som 2018-sæsonens bedste kamp. Selvom angrebet endnu engang var fremragende, var det dog i sidste ende forsvaret anført af Donald og overraskelsen Ebukam, der hev sejren hjem. Dermed er de divisionsvindere og første mandskab i slutspillet.

3. Kansas City Chiefs (=) (9-2)
– En af den moderne NFL-histories kampe skulle også have en taber, men Chiefs faldt endnu engang med ære, hvorfor de får lov til ikke at rykke ned ad listen. En vigtig positiv detalje er faktisk, at de fik holdt det potente Rams-angreb til 26 regulære offensive point. Desværre ender Mahomes med 5 turnovers, og de 28 point herfra er det, der til sidst gør udfaldet.

4. Chicago Bears (+4) (7-3)
– Så begynder vi igen at kunne kende det brutale forsvar, som Bears præsenterede os for i starten af sæsonen. Mack spiller naturligvis en afgørende rolle, ligesom man igen kan fremhæve bagkæden og ikke mindst safety-duoen Amos og Jackson. For mig er den vildeste spiller lige nu dog klart Hicks, der pt. er blandt ligaens bedste defensive linjemænd. Trubisky kan dog fortsat blive en stor hæmsko.

5. New England Patriots (=) (7-3)
– De fik deres friuge til at vende og dreje tingene ovenpå det skuffende nederlag til Titans. Mon ikke vi ser et forbedret mandskab, når de vender tilbage mod Jets på søndag.

6. Pittsburgh Steelers (=) (7-2-1)
– Det var godt nok tæt på at gå galt mod Jaguars endnu engang, men i sidste ende fik Big Ben endnu engang bevist, at han bare kan noget ekstraordinært under pres. Det kom dog efter, at han selv havde været med til at grave sit hold ned i et meget stort hul gennem sit indtil da elendige spil. Den slags går ikke mod mandskaber, der har mere kvalitet på den offensive side af bolden.

7. Los Angeles Chargers (-3) (7-3)
– Er det her starten på et sent sammenbrud? Det er måske at male fanden på væggen, men med endnu en sæsonafsluttende skade til en væsentlig starter på forsvaret (Liuget) og et nederlag i en kamp, der skulle vindes, begynder det at ligne noget, som vi desværre har set mange gange før fra Chargers. Heldigvis har de en overkommelig modstander i form af Cardinals i denne weekend.

8. Minnesota Vikings (-1) (5-4-1)
– Nu begynder det efterhånden at se lidt kritisk ud for de lilla vikinger. Med nederlaget til Bears er de nu kommet problematisk bagud i divisionen, og den offensive linjes mangler begynder efterhånden virkelig at koste. Det gælder især ift. løbet, hvor Cook og Murray pt. har virkeligt svært ved at producere. Det ligger alt for meget ansvar på Cousins og receiverne med nederlag til følge.

9. Houston Texans (+2) (7-3)
– Selvom jeg ikke er vild med det (jeg er faktisk ret træt af O’Brien), så begynder det faktisk at se ret godt ud for Texans. De fik hentet en vigtig sejr mod et på papiret jævnbyrdigt hold efter endnu en monsterpræstation af Crennels vanvittige defensiv. Samtidig gjorde de øvrige resultater, at de nu igen er 2 kampe foran de nærmeste divisionsrivaler. En af disse venter i ugens mandagskamp.

10. Seattle Seahawks (+6) (5-5)
– Hvis nogen havde sagt til mig inden sæsonen, at jeg ville se Seahawks som potentielt slutspilshold på dette tidspunkt, ville jeg nok have grint af dem. Men kampen mod Packers var foreløbigt det flotteste bevis på, hvor effektiv Carrolls omstilling af mandskabet har været. Især må jeg fremhæve Clark, der løfter arven efter Avril og Bennett på fornemste vis.

11. Carolina Panthers (-2) (6-4)
– Nu begynder alarmklokkerne for alvor at ringe i Charlotte. De var på alle måder storfavoritter mod Lions, der på papiret var noget nær en perfekt modstander, og så lykkes det dem alligevel at jokke i spinaten. Især var det overraskende, at de pludselig havde meget svært ved at flytte bolden på jorden. Og så var det altså en dum beslutning at gå efter 2 til sidst.

12. Green Bay Packers (-2) (4-5-1)
– Hvis der er alarmklokker i North Carolina er der deciderede sirener i gang i det nordlige Wisconsin. Kampen mod Seahawks viste nemlig, hvor store mangler de rent faktisk har. De har stadig alle muligheder for slutspil teoretisk set, men de er godt nok ikke det NFC-hold, der virker mest formstærkt pt. En undtagelse er dog Fackrell, der måske fik et gennembrud med 3 sacks.

13. Baltimore Ravens (+5) (5-5)
– Så er de pludselig i den grad tilbage i slutspilskampen med den meget vigtige divisionssejr over Bengals. Det lykkedes ovenikøbet med Jackson som quarterback, og selvom at han nok ikke er den kortsigtede løsning endnu, så fik han vist lidt af, hvad han kan bidrage med på den lange bane. Derudover har de måske også fundet deres fremtidige running back i form af Edwards.

14. Washington Redskins (-2) (6-4)
– Uha uha uha. Var det afslutningen på Alex Smiths NFL-karriere? Og hvad det slutspilsdrømmen, der blev knust sammen med quarterbackens ankel? Det bliver i hvert fald en endnu større udfordring at holde føringen i NFC East nu, selvom at reserven McCoy faktisk gjorde det hæderligt. Han kan dog også hurtigt blive skadet med o-linens nuværende niveau in mente.

15. Cincinatti Bengals (-2) (5-5)
– De er godt nok stadig med i både division og wildcard-regnskabet, men pilen peger i den grad nedad for Ohio-mandskabet lige nu. Savnet af Green er markant offensivt, hvor de samtidig har meget svært ved at få ordentlig fremdrift på jorden. Samtidig resulterede skiftet til cheftræner Lewis som defensiv spilkalder ikke umiddelbart i store forbedringer på den front.

16. Indianapolis Colts (+4) (5-5)
– Det er ikke helt til at fatte, men de er faktisk helt reelt kandidat til en slutspilsplads. D’herrer Reich og Eberflus har virkelig fået vendt det her mandskab 180 grader, og de har stor ære af denne sæson, uanset hvad det ender med. Man skal dog heller ikke være i tvivl om, hvor meget Luck betyder. Hvor er det fedt, at han er tilbage, og denne gang med bedre beskyttelse end nogensinde

17. Dallas Cowboys (+4) (5-5)
– For et par uger siden talte vi om, at holdejer Jones nok snart måtte fyre cheftræner Garrett. Nu er de i realiteten i en position, hvor de sagtens kan ende med at vinde NFC East. Tilgangen af Cooper har gjort en stor forskel på angrebet, og ikke mindst skabt endnu mere plads til Elliot, der i den grad dominerede mod Falcons. 191 yards og 1 touchdown blev det til i alt. Wow!

18. Tennessee Titans (-4) (5-5)
– De kom ned på jorden igen, og det på en måde, der nok har gjort rigtigt ondt. Især var det kritisk, hvordan Colts konstant straffede det forsvar, der ellers har gjort det så godt. Ikke mindst må Adoree Jackson havde mareridt om T.Y. Hilton efter weekendens opgør. Oven på det var Mariota igen enormt ustabil, og så blev han også endnu engang skadet. Det ser pludselig ikke så lyst ud længere.

19. Miami Dolphins (=) (5-5)
– Holdt pause og tabte faktisk ikke afgørende terræn ift. wildcard-konkurrencen på den beskostning. Vi må håbe for dem, at Tannehill er klar, når de møder de brandvarme Colts på søndag.

20. Philadelphia Eagles (-5) (4-6)
– Det er ikke nogen skam at tabe til Saints, men kampen var alligevel et udtryk for, hvor langt de forsvarende mestre er fra sidste års niveau. Den skadesramte bagkæde kunne intet stille op mod ligaens måske mest potente angreb, og det blev heller ikke nemmere af, at det ikke lykkedes at lægge nogen form for pres på Brees. De er i mine øjne ude af kampen om slutspilspladser i år.

21. Detriot Lions (+2) (4-6)
– Rundens måske mest overraskende sejr, der samtidig holder live i slutspilshåbet i Detroit. Det kræver dog mere stabilitet fra uge til uge, men sejren over Panthers var på alle måder fortjent. Nu skal de så gentage kunststykket i det klassiske Thanksgiving-opgør mod Bears, der smadrede dem i forrige runde. Det bliver dog uden Johnson, hvilket kan blive dyrt.

22. Atlanta Falcons (-5) (4-6)
– Nu har jeg definitivt opgivet mine tidligere mesterskabsfavoritter. For anden uge i træk tabte de en kamp som skulle vindes, og med Saints som modstander i dagens tredje Thanksgiving-kamp kommer de formentlig til at være 4-7 med 5 kampe tilbage. Synd for Ryan, der igen var fremragende, men blev svigtet af både forsvar og receivere.

23. Denver Broncos (+5) (4-6)
– Et andet bud på den mest overraskende vinder i denne runde. Mod Chargers overtog Miller stort set kampen og viste til fulde, at han stadig er i stand til at lede Broncos til et meget højt defensivt niveau. Samtidig leverede Keenum en af sine mest solide præstationer i år, godt understøttet af Lindsay og Freeman. Jeg tror dog ikke på, at de kan nå at komme med i slutspilskampen.

24. New York Giants (+2) (3-7)
– 2 sejre i træk er bestemt godkendt, selvom at de ikke er kommet mod ligaens stærkeste mandskaber. Det har dog været rart at se, hvordan Manning rent faktisk har kunnet levere på et fornuftigt niveau, når han får den tid og den hjælp, som han har brug for. I weekenden venter de kriseramte Eagles, så 3 sejre i træk er bestemt ikke udelukket.

25. Cleveland Browns (=) (3-6-1)
– De holdt fri oven på den flotte sejr over Falcons. I weekenden skal de op mod de kriseramte divisionsrivaler Bengals. Williams kan være 2-1 som cheftræner for dem efter den kamp.

26. Jacksonville Jaguars (-2) (3-7)
– Deres forsvar lader til at være Pittsburgh-angrebets kryptonit. Denne gang var det imidlertid ikke nok til at hive sejren hjem, og det handlede endnu engang om Bortles, der igen var en begrænsende faktor med bl.a. 2 tabte bolde undervejs, hvor den ene endte hos modstanderen. En ny quarterback må være 1.prioritet i Jacksonville denne offseason

27. Buffalo Bills (=) (3-7)
– De holdt fri og satser formentligt kraftigt på, at den ekstra uges pause var nok til at Allen er klar til at starte igen. Spørgsmålet er, om Barkley ikke er den bedre løsning på nuværende tidspunkt?

28. Tampa Bay Buccaneers (-6) (3-7)
– Kan de finde ud af at tage en beslutning omkring deres quarterback-situation? Jeg ved godt, at Koetter er desperat, men det har aldrig gjort noget godt for et hold, at man rotere på spillets vigtigste position i det omfang, som det er tilfældet i Tampa på nuværende tidspunkt. Det slutter dog formentlig i offseason, hvor de forhåbentlig både skal have ny cheftræner og ny spilfordeler.

29. New York Jets (=) (3-7)
– Holdt også pause ligesom resten af deres division. Det bliver spændende at se, om det er McCown eller Darnold, der starter på søndag mod Patriots. Uanset hvad bliver det nok en umulig opgave.

30. San Francisco 49ers (=) (2-8)
– De sidste af de 6 hold, der var på bye i den forgangne uge. Som før pausen handler resten af sæsonen blot om at videreudvikle med henblik på 2019.

31. Oakland Raiders (+1) (2-8)
– Så fik de gudhjælpemig endnu en sejr, og det endda på en helt rimelig baggrund, hvor de faktisk leverede en solid holdpræstation. Især på angrebet fik Carr nok det optimale ud af den aktuelle situation med et ramponeret receiverkorps samt Richard, Martin og Washington i rotation på running back. Samtidig fik Carlson revancheret fiaskoen fra hans sæsonstart i Minnesota.

32. Arizona Cardinals (-1) (2-8)
– Måske skal jeg bare erkende, at mit hold er det dårligste i årets NFL-sæson. Kampen mod Raiders skulle vindes for at redde æren, og selvom det var tæt på, var det fortjent at Cardinals igen gik fra banen som taber. Der er positive tendenser på enkelte positioner, men som helhed hænger det bare ikke sammen. 1.valget i 2019-draften rykker efterhånden tæt på.
