NFL: Peters PowerRank – Spiluge 8

PowerRankings

Oktober måned er overstået og vi er nu næsten halvvejs i sæsonen.

En del hold spillede allerede deres 8.kamp i sidste weekend, og de øvrige når dette punkt i denne weekend. Der burde således efterhånden være et klart billede af, hvem vi kan regne med og hvem vi ikke skal tro på. Det synes jeg dog er langt mindre tilfældet i år end i andre sæsoner. De øverste 4 hold på min PowerRank er naturligvis stukket lidt af, og jeg bliver meget overrasket, hvis disse mandskaber ikke er at finde i årets slutspil. Til gengæld er jeg oprigtigt meget usikker på, hvilke af holdene fra 5 til 24, der ender med at gøre dem følgeskab. Det kan vi få nogle af de første svar på i denne weekends spillerunde.

Med disse ord er det tid til denne uges status på NFL’s indbyrdes hierarki. Som mine overvejelser herover nok afslører, så er top og bund rimelig uforandret. Til gengæld er der endnu engang en del rokeringer i midten af listen. Dette er PowerRanken som der ser ud efter spiluge 8:

rams

1. Los Angeles Rams (=) (8-0)

– De er fortsat ubesejrede efter en endnu en vanvittig offensiv præstation med monsteret Gurley i spidsen. 195 yards blev til mod Packers, hvor han både var sit holds bedste runner og receiver. Også Donald fortsatte sin terrorisering af modstanderen, der formentlig kun bliver værre nu med tilgangen af en bedre pass rusher på ydersiden i form af Fowler.

Patriots

2. New England Patriots (=) (6-2)

– De bliver på 2.pladsen, men mod de ellers så upåagtede Bills fik vi set, at der helt klart er veje til at stoppe Patriots’ offensiv. I sidste ende var modstanderen dog denne gang så svag, at de kunne køre sejren hjem via McCourtys interception og touchdown. I øvrigt må jeg lige give et skud ud til James White, der er en af ligaens bedste til ”bare” at udfylde sin rolle.

saints

3. New Orleans Saints (=) (6-1)

– De fik taget hævn for ”The Minneapolis Miracle” i en kamp, hvor det faktisk primært var forsvaret, der imponerede. Det gjaldt især Lattimore, der vist definitivt har kastet sæsonstartens problemer af sig. Derudover er det bare fedt at se, hvordan Payton bruger altmuligmanden Taysom Hill. Den gamle ræv kan godt udfordre de unge løver ift. at være NFL’s bedste offensive hjerne.

chiefs

4. Kansas City Chiefs (=) (7-1)

– De havde igen visse udfordringer mod divisionsrivalerne fra Denver, men i sidste ende fik Mahomes endnu engang afgjort sagerne. Som i sidste uge var det især med stor hjælp fra Watkins, der virkelig er ved at stemple ind som endnu et pålideligt offensivt våben. Og så har Ford vist i øvrigt gang i sit endelige gennembrud som elite-edge rusher.

panthers

5. Carolina Panthers (+2) (5-2)

– Jeg ved stadig ikke om jeg virkelig stoler på dem, og der er helt klart en del af mig, der mener, at dette er for høj en placering. Når det er sagt, må vi blot erkende, at Newton og co. tilsyneladende havde opskriften på, hvordan man håndtere et af ligaens bedste forsvar. De fik samtidig endelig lidt gang i rookien Moore.

chargers

6. Los Angeles Chargers (=) (5-2)

– Efter turen til London var Chargers på en velfortjent friuge. I denne uge venter et spændende opgør mod de fremadstormende Seahawks.

vikings

7. Minnesota Vikings (-2) (4-3-1)

– Selvom at jeg stadig tror på dem, så viste kampen mod Saints at der fortsat er et stykke op til de bedste hold. F.eks. skal kaptajn Kirk simpelthen holde op med at give bolden til modstanderen på afgørende tidspunkter. De må dog være tilfredse med deres suveræne receiver-duo, hvor Thielen nu er på 8 kampe i træk med +100 yards. En sejr over Lions på søndag er et must.

bears

8. Chicago Bears (=) (4-4)

– De var simpelthen bare en klasse bedre end Jets, så sejren var reelt aldrig i fare. Defensiven klarede sig fint i Macks fravær, og ikke mindst cornerbacken Callahan havde lidt af en brandkamp. Offensivt er Cohen ved at etablere sig på samme måde, som Kamara gjorde for Saints sidste år. I den kommende weekend venter endnu en på papiret nem opgave mod Bills.

bengals

9. Cincinatti Bengals (=) (5-3)

– Det er godt nok en anelse ustabilt, hvad der foregår i Cincinatti, og Buccaneers var faktisk tæt på at komme tilbage. Det lykkedes dog at hive sejren hjem i en kamp, hvor de unge profiler Mixon og Boyd igen løb med overskrifterne, og hvor det lykkedes hele 4 forskellige spillere at lave interceptions. Tabet af Lawson for sæsonen er dog en ærgerlig streg i regningen.

Steelers-Facebook-Cover

10. Pittsburgh Steelers (+1) (4-2-1)

– Big Ben og co. fik taget revanche for spiluge 1 efter endnu en vanvittig kamp af Conner, der fortsætter med at få Steelers-fans verden over til næsten at glemme alt om Bell. Mod Browns blev det til over 200 yards samlet set, heraf 66 gennem luften. Med endnu en revanchesejre over Ravens på søndag, vil stålholdets genrejsning være total.

packers

11. Green Bay Packers (-1) (3-3-1)

– Ingen har været tættere på at besejre Rams i år, og det kunne måske være lykkedes at vinde, hvis ikke Montgomery havde kvajet sig så totalt, som han gjorde på sit sidste kick-off return som Packers-spiller. Nu er både han og Clinton-Dix fortid i Green Bay. Spørgsmålet er, om deres tidligere hold ikke er nød til at slå Patriots i denne uge.

redskins

12. Washington Redskins (+1) (5-2)

– Det er ikke så spektakulært at se hovedstadsholdet spille, men forsvaret er altså virkelig solidt. Specielt safetien Swearinger er i gang med en fremragende sæson, der foreløbigt toppede mod Giants. Derudover har Kerrigan tilsyneladende genfundet sit topniveau i samspil med trioen Ioannidis, Payne og Allen. Kan de bremse Falcons’ eksplosive offensiv?

seahawks

13. Seattle Seahawks (+5) (4-3)

– Man må bare tage hatten af for cheftræner Carroll. På trods af de mange spillertab er det lykkedes ham at sammensætte en slagkraftigt defensiv, der fuldstændigt tog pynten af Lions. Samtidig har det været vildt at følge forbedringen af den offensive linje med veteranen Duane Brown i spidsen. Læg dertil Carson på jorden og en ny receiverprofil i David Moore. Slutspil er ikke udelukket i Seattle.

eagles

14. Philadelphia Eagles (+2) (4-4)

– Endelig var der igen positive takter hos mestrene, hvor ikke mindst Wentz imponerede, da han rejste sig efter turnovers på de to første drives. Herefter fik han nemlig gang i både den hjemvendte Jordan Matthews og den ellers skuffende Agholor, der nu får en ny makker i form af Tate. På den anden side af bolden blev vi introduceret til den potentielle ny profil Maddox. Ørnene flyver stadig.

texans

15. Houston Texans (+4) (5-3)

– Kan I huske at Watson sidste år tog NFL med storm? I sidste uges torsdagskamp viste han endelig igen hvorfor. I samspil med Hopkins og Fuller, der dog desværre blev skadet, kastede han simpelthen Dolphins’ tidligere så glimrende forsvar i smadder. Derudover vågnede Miller pludselig op til dåd. De kan meget vel ende som divisionsvindere.

ravens

16. Baltimore Ravens (-1) (4-4)

– Så fik vi igen set Joe Flacco, som vi kender ham. Hans 2 interceptions endte med at koste dyrt, og det blev heller ikke bedre af, at også Alex Collins tabte bolden. Samtidig fik vi set, at der er metoder til at bryde deres ellers så potente forsvar ned. Gentager de ikke kunststykket fra tidligere på sæsonen mod Steelers, bliver det meget svært at tro på dem længere.

falcons

17. Atlanta Falcons (=) (3-4)

– Havde friuge og har forhåbentlig brugt denne på at få stabilisere forsvaret. Det bliver interessant at se dem mod Redskins, der netop har haft det svært offensivt, men er stærke på forsvaret.

dolphins

18. Miami Dolphins (-6) (4-4)

– Jeg må vist give fortabt og erkende, at Dolphins bare alligevel ikke har niveauet til for alvor at være med i år. De ting, der fungerede godt i starten af sæsonen, er stort set ikke til at få øje på længere. Et lille lys i mørket var dog Parker, der på trods af en turbulent optakt spillede sin bedste kamp nogensinde.

lions

19. Detriot Lions (-5) (3-4)

– Påstanden om ikke at have niveauet kunne passende gentages omkring Lions. Her handler det dog også om dårlige trænerbeslutninger. En ting er, at de tilsyneladende ingen midler har til at stoppe mobile quarterbacks. Meget værre er det, at de alt for hurtigt går i panik og opgiver det løbeangreb, der med Johnson i front har set så forbedret ud. Nu har de så også tradet Tate væk. Suk!

buccaneers

20. Tampa Bay Buccaneers (=) (3-4)

– Det kommer til at gøre ondt at se i øjnene for mange, men Winston er fortid i Buccaneers efter sæsonen. Efter en gennemført elendig præstation inklusiv 4 interceptions blev det tidligere 1.valg i draften bænket til fordel for FitzMagic, der til gengæld var tæt på at vende kampen. Det bliver dog en meget svær opgave at vinde kampe, når bagkæden er så hullet.

titans

21. Tennessee Titans (=) (3-4)

– De var på bye efter deres London-opgør mod Chargers. Mens de sad over kom de 2 kampe bagud ift. Texans. En sejr i denne uges Monday Night-kamp er derfor et must.

colts

22. Indianapolis Colts (+2) (3-5)

– Der er selvfølgelig fortsat meget at forbedre, men Colts begynder efterhånden at se langt bedre ud end forventet. Mack havde sin anden store kamp i træk, mens Luck igen var indbegrebet af effektivitet. Samtidig leverede Leonard endnu en stor præstation, der bl.a. inkluderede en fumble. De skal reelt regnes med i kampen om divisionstitlen i AFC South.

cowboys

23. Dallas Cowboys (=) (3-4)

Det sidste af de 4 hold, der holdt fri i den forgangne weekend. Også for dem betød det, at de nu er 2 kampe efter førerholdet i deres division. Derfor er ugens mandagskamp også must-win for dem.

jaguars

24. Jacksonville Jaguars (-2) (3-5)

– Det så bedre ud end i de to foregående uger, men alt er jo som bekendt relativt. I det mindste blev det klart, at ikke alle deres kvaler stammer fra Bortles. Bl.a. har de meget svært ved at stoppe løbet, og måske kan deres generelle defensive niveautab handle om, at den pensionerede Posluszny er mere savnet end ventet. Jack og Smith har i hvert fald ikke er erstattet ham til fulde.

jets

25. New York Jets (=) (3-5)

– Jeg har efterhånden en smule ondt af Darnold. Han kæmper egentligt godt, men der er simpelthen for mange ting rundt om ham, der ikke fungere. Løbeangrebet er ikke-eksisterende og receiverne gør ikke nok for at hjælpe deres unge spilfordeler. Det kan meget vel ende med at koste cheftræner Bowles jobbet.

giants

26. New York Giants (=) (1-7)

– De har jo indirekte meldt ud af sæsonen er opgivet, så man kan vel næppe klandre dem for ret meget resten af året. Alligevel er jeg lidt ærgerlig over, at se en tidligere mester som Eli Manning ramme bunden på den måde han gør lige nu. Jeg bliver meget overrasket, hvis han ikke lægger footballen på hylden, når sæsonen er slut.

browns

27. Cleveland Browns (=) (2-5-1)

– Så kom årets første cheftrænerfyring. Den kom nok bare 2 år for sent. Jackson har været en fiasko fra start til slut, og nu må Browns så endnu engang starte forfra på trænersiden. Jeg tvivler på, at Gregg Williams bliver fastansat, men det bliver da interessant at se, hvordan spillerne reagerer på hans aggressive stil. Jeg tror dog næppe, at den medfører en positiv udvikling.

broncos

28. Denver Broncos (=) (3-5)

– De viste igen, at der er måder at håndtere Andy Reids offensive genialiteter på, men endnu engang viste det sig ikke at være nok. Det var ellers en fin indsats på begge sider af bolden, specielt taget i betragtning af Freemans skadesfravær. Den eftefølgende trade af Thomas viser dog, at der en forståelse om, at det ikke bliver i år at de går rigtigt langt.

bills

29. Buffalo Bills (=) (2-6)

– Jeg er efterhånden ved at blive ret imponeret af deres forsvar. McDermott har tilsyneladende fine kvaliteter, når det handler om at planlægge den side af spillet, og deres spillermateriale er tilsyneladende godt nok til at kunne følge med Brady og co. Det kan dog ikke kompensere for angrebet, der i denne weekend igen skal ledes af Peterman efter Andersons hjernerystelse.

raiders

30. Oakland Raiders (=) (1-6)

– Det så faktisk bedre ud end længe, men også kun til en hvis grænse, for i sidste ende stak Colts virkelig af fra dem. Der kom dog ikke flere trades i denne omgang, så Carr vedbliver at være holdets quarterback indtil videre. Ugens torsdagskamp mod 49ers kan meget vel blive opgøret, der afgører, hvem der for 1.valget i 2019-draften.

cardinals

31. Arizona Cardinals (=) (2-6)

– Længe så kvalerne ud til at fortsætte, og derfor får de ikke lov til at rykke opad listen. Når det er sagt, så fik Leftwich allerede i sin første kamp med det offensive hovedansvar gjort mange ting bedre, og hans sene lynoffensiv anført af Rosen, Fitzgerald og Kirk var nok til at hente sejren. Jeg tror godt, at det kan blive til et par yderligere sejre i år, hvis udviklingen fortsætter.

49ers

32. San Francisco 49ers (=) (1-7)

– Så er det vist slået fast, at C.J. Beathard aldrig bliver en stor NFL-quarterback. Han fik flere gange alle muligheder for at lukke kampen mod Cardinals, men ender igen med at begå utilgivelige fejl. Derudover blev han skadet, hvorfor totalt ukendte Nick Mullens skal lede holdet i torsdagskampen mod Raiders. Shanahan skal nok være glad for, at holdejerne har bundløs tillid til ham for nu.

Skriv en kommentar