Så er er der snart kun 2 timer til, at 7 lange måneders ventetid er forbi, og NFL-sæsonen 2018 endelig bliver skudt i gang med åbningskampen mellem Eagles og Falcons. Jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften hele den sidste måned, og nu sker det endelig. Jeg har på fornemmelsen at det kan blive en rigtigt spændende sæson, hvor jeg ikke ser en lige så klar favorit som f.eks. sidste år.
Jeg vil igen i år forsøge at lave en PowerRank, hvor jeg vil forsøge fra uge til uge at vurdere holdenes aktuelle niveau ift. hinanden. Den første her er lavet inden sæsonen og med udgangspunkt i mine optakter, selvom jeg har taget nogle af de sidste par dages begivenheder med i betragtning. Derudover kan jeg om denne første udgave sige, at de 12 øverste hold er mine aktuelle slutspilskandidater.
Her kommer således min aktuelle vurdering af de 32 NFL-hold før nattens åbningskamp:

1. Philadelphia Eagles
– Mestrene begynder ligesom sidste år på toppen. Truppen er stort set den samme som i 2017 og samlet set bør holdet være mindst lige så gode som sidste år. En gentagelse er bestemt en mulighed, omend det kan blive problematisk, hvis Wentz comeback må udsættes for længe

2. Atlanta Falcons
– Det stærkeste NFC-hold fra sæsonens start. De har store profiler på samtlige kæder på både angreb og forsvar, og bundniveauet ser generelt skræmmende højt ud. Hvis defensiven fortsætter sin udvikling, skal offensiven blot holde niveau, og så er de meget potentielle Super Bowl-vindere.

3. Jacksonville Jaguars
– AFC’s stærkeste hold har måske NFL’s bedste forsvar. Stort set alle defensive profiler er fortsat på holdet, og det bliver meget svært for nogen modstander at score point mod Jaguars. Det store spørgsmålstegn er naturligvis Bortles, og hans niveau bliver afgørende for, at de kan gå hele vejen.

4. New Orleans Saints
– To af ligaens stærkeste hold findes i NFC South, og det bliver vanvittigt intenst at følge deres kapløb hele sæsonen. Selvom jeg tror mest på Falcons, glæder jeg mig til at se Brees og alle de talentfulde spillere, der imponerede i 2017. De kan gå endnu længere i år, hvis alt klapper.

5. Minnesota Vikings
– Hvis forsvaret alene afgjorde, hvem der vandt mesterskabet, ville Vikings være kæmpefavoritter. Deres defensiv er måske den enhed, der er mest komplet, også når man tager reserverne i betragtning. Den offensive linje kan dog blive en stor udfordring for holdets nye quarterback.

6. Pittsburgh Steelers
– På trods af Bells fravær ser angrebet fortsat enormt stærkt ud anført af Big Ben og Brown. Der skal nok blive sat masser af point på tavlen, men spørgsmålet er, om forsvaret kan følge med. Der mangler fortsat en god erstatning for Shazier, men Steelers har klaret sig igennem større kriser.

7. New England Patriots
– De er måske for lavt placeret, og selvfølgelig har Belichick og Brady en god mulighed for at når Super Bowl for 9.gang. Der er bare nogle væsentlige usikkerheder omkring receiverne, ligesom at forsvaret, der i sidste ende kostede mesterskabet sidste år, fortsat ikke virker skræmmende.

8. Los Angeles Rams
– Årets ultimative boom-or-bust mandskab. Det mange højtprofilerede free agent-indkøb kan føre dem hele vejen, men det kan også ende med at få hele korthuset til at vælte. Jeg har dog tiltro til at McVay og hans trænerteam kan holde sammen på tropperne og fortsætte udviklingen.

9. Green Bay Packers
– Rodgers er tilbage, og det gør automatisk Packers til stærke slutspilskandidater. Spørgsmålet er, hvor langt quarterbacken kan bringe sit hold, når der både er usikkerheder ift. løbespillet og evnen til at presse modstanderens quarterback.

10. Los Angeles Chargers
– Mit joker-hold til årets sæson. Bortset fra på løbeforsvaret ser deres trup faktisk ret komplet ud, og de har et rimeligt rutineret trænerteam, der forstår at sætte en gameplan sammen. Hvis de kan undgår det vanlige skadeshelvede, kan de nå rigtig langt i år.

11. Tennessee Titans
– Med et nyt og væsentligt mere moderne trænerteam er der en chance for, at det talentfulde hold endelig forløser noget af sit potentiale. Det handler især om, hvorvidt det lykkes LaFleur og den offensive trænerstab at udvikle Mariota. Får de succes hermed, får Titans en god sæson.

12. Miami Dolphins
– Min kandidat til den sidste slutspilsplads foreløbigt. Miami-mandskabet flyver lidt under radaren for mange, men jeg har tiltro til at Gase og Tannehill tilsammen kan skabe noget godt på angrebet. Derudover har de et ret undervurderet pass rush, som kan blive en overraskelse for mange.

13. Washington Redskins
– Et hold, der bevæger sig op ad i min anseelse. De har faktisk nogle interessante spillere på mange positioner, og jeg er især spændt på at se forsvarets niveau. Og så bliver det afgørende, hvilket niveau Smith ligger for dagen oven på den bedste sæson i hans karriere som NFL-quarterback.

14. Detriot Lions
– Et af NFL’s bedste kasteangreb har efterhånden fået en af NFL’s bedste offensive linjer at arbejde bagved. Hvis løbeangrebet endelig kan blive en faktor, kan Lions måske overraske. Det kræver dog, at forsvaret også taget et skridt fremad, hvilket virker mere usikkert.

15. Carolina Panthers
– Lige så stort spil, som holdets stjerner kan levere i perioder, lige så lavt er holdets samlede bundniveau, når tingene ikke fungere. Rivera og hans trænerstab skal nok få det drevet et stykke af vejen, men med Falcons og Saints i divisionen, er det svært at se Panthers gå rigtigt langt i år.

16. Chicago Bears
– Havde jeg lavet denne PowerRank for en uge siden, havde Bears ligget længere nede. Så meget kan en spiller af Macks kaliber betyde for et i forvejen stærkt forsvar. Angrebet har dog fortsat en del spørgsmålstegn, og derfor tror jeg fortsat ikke på slutspil i år.

17. Kansas City Chiefs
– Måske det hold, det er sværest at blive klog på. Reid er en af ligaens mest erfarne trænere og Mahomes samt resten af angrebet ser rigtigt spændende ud. Forsvaret ser til gengæld rigtigt problematisk ud, hvorfor Chiefs’ sæson kan gå i rigtigt mange retninger.

18. Dallas Cowboys
– Duoen Zeke og Dak er klar til at genindtage scenen efter et halvskidt 2017, men problemerne på den offensive linje kan ende med at begrænse deres comeback til NFL-toppen. Det bagerste forsvar er også tvivlsomt ud, så Cowboys kan meget nemt få det svært igen i år.

19. Arizona Cardinals
– Defensivt er mine røde helte faktisk klart undervurderede set ift. resten af ligaen. Der er også gode takter på angrebet med Johnson tilbage og 2 nye quarterbacks, der ser ud til at kunne levere varen. Spørgsmålet er, om en shaky o-line ender med at spolere festen i ørkenen.

20. San Francisco 49ers
– Garoppolo og Shanahan skal bevise, at sidste sæsons afslutning ikke var en midlertidig fornøjelse. Fortsætter de på samme niveau, kan 49ers nå langt allerede i år, men der nogle issues på forsvaret og især i presspillet, der kan ende med at koste dyrt.

21. Baltimore Ravens
– Forsvaret er fortsat bundsolidt og helt klart et af ligaens bedste. Angrebet ser også forbedret ud med forøget styrke på jorden og et nærmest nyt receiverkorps. Men kan man virkelig se Flacco vende tilbage til sit tidligere niveau? Jeg har min tvivl.
22. Cincinatti Bengals
– Også et mandskab, hvor det kan blive fugl eller fisk. Der er en del berettiget hype omkring forsvaret, og især den forreste del, som ser rigtigt skræmmende ud. Men den offensive linje ser fortsat meget svag ud, og så er der jo den fortsatte usikkerhed om Andy Daltons niveau.

23. Houston Texans
– De lader til at være rimeligt skadesfri, og i så fald ved vi jo, at defensiven kan blive monstrøst skræmmende. Dog er det usikkert, om Watson kan komme tilbage til samme niveau som i sin rookiesæson. Specielt bag en o-line, der ser ud til at være NFL’s dårligste.

24. Denver Broncos
– Med tilføjelsen af rookien Chubb har de måske igen fået ligaens mest skræmmende pass rush. I det hele taget ser forsvaret bundsolidt ud, men til gengæld er angrebet meget svært at blive klog på. Mest spændende bliver det, om Keenum kan fortsætte sit spil fra sidste sæson hos Vikings.

25. Tampa Bay Buccaneers
– Der er talent rundt omkring på holdet, og specielt receivergruppen ser faktisk rigtigt stærk ud med Evans i spidsen. Forsvaret var dog NFL’s dårligste i 2017, og selvom at der er sket en opgradering, er det nok ikke nok til, at det hele vender. Desuden skal de undvære Winston i de første tre kampe.

26. New York Giants
– Barkley bliver helt sikkert årets store rookieoplevelse. Hans tilgang er dog næppe nok til at kompensere for en fortsat meget ringe o-line, et usikkert forsvar og en Manning på quarterback, der måske har overskredet sidste salgsdato.

27. Seattle Seahawks
– Wilson er fortsat en af NFL’s bedste quarterbacks. Det er bare synd for ham, at hans hold ikke gør mere for at hjælpe ham. Derudover kommer det til at gøre ondt, at forsvaret efterhånden har mistet så mange profiler, også selvom stjerner som Wagner og Thomas fortsat er der.

28. Oakland Raiders
– Havde jeg lavet denne PowerRank for en uge siden, havde Raiders ligget højere oppe. Så meget kan en spiller af Macks kaliber betyde for et i forvejen svagt forsvar. Der er stadig nogen, der tror på ”Projekt Gruden”. Jeg er ikke en af dem, desværre.

29. New York Jets
– De fortsætter fornuftigt satsningen på det lange seje træk, og jeg kan faktisk godt lide de ting de gør. Der er bare stadig så lang vej igen og truppen ser fortsat rigtigt svag ud på rigtigt mange positioner. Hold dog øje med deres unge safety-par. De er vilde.

30. Cleveland Browns
– Efter at de gik 0-16 sidste år burde de måske starte i bunden. Jeg synes dog, at der efterhånden er så meget talent i deres trup, og ikke mindst på deres forsvar, at de får lov at starte lidt højere oppe. De kommer dog nok ikke videre førend at de får en ny cheftræner.

31. Indianapolis Colts
– Gode ting om at sige om dette hold: Luck er tilbage, Hilton er der stadigvæk og Hooker er tilbage. Dårlige ting: Stort set alt andet. Det er virkelig noget af en sisyfos-opgave den nye cheftræner Reich har kastet sig ud i. De får det svært i en division, der tæller to af ligaens bedste forsvar.

32. Buffalo Bills
– Gode ting at sige om dette hold: Det ved jeg faktisk ikke. Det ligner mere og mere en tilfældighed, at de rent faktisk nåede slutspillet sidste år. Forsvaret kan måske udvikle sig til noget, der ligner et eller andet, men det kommer ikke til at redde NFL’s mest elendige angreb.
