Der var en del negativitet omkring Falcons sidste år på trods af, at holdet rent faktisk igen nåede slutspillet. I år ser holdet dog mere komplet ud, end da de nåede men tabte Super Bowl LI.
2017-sæsonen og offseason
Det var ikke det samme sprudlende Falcons-mandskab, vi fik at se i 2017, som vi ellers var blevet vant til efter den imponerende tur frem mod Super Bowl LI året før. Selvom at holdet fortsat vandt mange kamp, var det hele ligesom lidt mere forkrampet, uden at det altid var helt til at sætte en finger på, hvad der var galt. Det var dog klart, at angrebet savnede den offensive koordinator fra 2016-sæsonen Kyle Shanahan, der var blevet cheftræner i 49ers, og hans afløser Steve Sarkisian fandt aldrig samme melodi med de offensive profiler. Alligevel lykkedes det faktisk Falcons at vinde 3 af de første 4 kampe, og således så alt godt ud, da holdet gik på friuge allerede i 5.spillerunde. Herefter fulgte dog 4 uger, hvor det kun blev til sejr over det svage Jets-mandskab, og med en 4-4 record halvvejs igennem sæsonen begyndte mange at tale om, at det rødklædte hold ville blive endnu et offer for den Super Bowl-hangover, der ofte rammer det tabende hold fra året før. Cheftræner Dan Quinn fik dog hanket op i sine spillere, der vandt de følgende tre kampe, og efter et smalt nederlag til Vikings i spiluge 13 blev det til tre sejre ud af fire mulige i de afsluttende opgør, der alle var imod divisionsmodstandere.
Falcons’ 10-6 record var kun nok til en 3.plads i den stærke NFC South-division, men det viste sig imidlertid at være nok til at snuppe det andet NFC-Wild Card, hvilket gjorde holdet til den eneste genganger fra 2016 i NFCs del af slutspillet. Her leverede Atlanta-mandskabet en solid præstation i 1.runde i Los Angeles, hvor det kontinuerligt lykkedes at score point, samtidig med at Rams blev holdt til 13 point. Ugen efter lykkedes det også at holde godt styr på Eagles’ offensiv, men denne gang havde Falcons også selv svært ved at producere point, hvorfor det endte med et 15-10 nederlag. Alt i alt var det dog nok et meget fint resultat i en sæson, hvor angrebet stadig var hæderligt men ikke i nærheden af de højder, som man havde nået året før. Forsvaret gjorde det også fint, og viste yderligere tegn på, at det måske kan udvikle sig til et af NFL’s bedste, hvis tingene går op i en højere enhed over de kommende år.
Som spillet sidste år trods alt beviste, så har Falcons egentlig grundlæggende styr på deres spillermateriale. På begge sider af bolden er der masser af talent, og derfor handler det mere om at få brikkerne til at passe sammen, end at der skal bruges en masse ressourcer på at hente yderligere forstærkninger. Derfor var Atlanta-mandskabet også meget inaktivt i free agency, mens holdets draft også bedst kan beskrives som konservativ og udramatisk. Det er således stort set den samme trup, der vender tilbage i år i jagten på holdets første mesterskab.
På trænerfronten er der også fortsat stor tilfredshed med Dan Quinn, der grundlæggende har været en succes siden han tiltrådte i 2015. Det er blevet til slutspil 2 ud af 3 sæsoner, og med allerede en tur i Super Bowl, er det meget forståeligt, at Falcons har valgt at forlænge kontrakten med både deres 47-årige cheftræner og hans overordnede sportsdirektør Thomas Dimitroff. Hvor der generelt har været tilfredshed med Quinn, var der en del kritik af offensiv koordinator Sarkisian efter sidste sæson. Denne kritik er dog ikke helt berettiget, da Falcons-angrebet under hans ledelse i 2017 fortsat var en top 10-enhed. Derfor må en del af utilfredsheden afskrives med, at Sarkisian får en hård medfart, fordi han ikke kunne gentage fuldstændig de samme præstationer som forgængeren Shanahan. Således er det ikke uretfærdigt, at den tidligere cheftræner for de store colleges Washington og USC får endnu en sæson til at forsøge sig med sit angrebssystem. På forsvarssiden er der ligeledes genvalg til Marquand Manuel, der kom med Quinn ind i trænerstaben i 2015 og sidste år blev forfremmet efter 2 sæsoner som bagkædetræner.
Angrebet
Ligesom at Steve Sarkisian måtte modtage en del kritik sidste år, var det også tilfældet for holdets quarterback. Matt Ryan var i 2016 blevet kåret til ligaens MVP, og derfor forventede mange en tilsvarende præstation sidste år. Det fik de som bekendt ikke, men sandheden er nok også her, at 33-årige Ryan fik en hårdere medfart end hvad han fortjente. Med 4.095 yards, en completion procent på 64,7 og en quarterback-rating på 91.4 var 2017 på ingen måde et skidt år for Falcons erfarne quarterback. Hans touchdown-antal på 20 var måske lidt skuffende, og det skal være bedre i år, hvis Falcons skal leve op til deres potentiale. På den anden side lyver hans interception-tal på 12, for mange af de bolde, der endte i modstanderens hænder, var mere resultatet af dårligt receiverspil end af spilfordelerens egne fejl. Således er der meget der taler for, at Ryan, der går ind i sin 11.sæson, vil være tættere på sine tal fra 2016 i år.
Skal det lykkes, skal Falcons’ receivere dog også steppe op og genfinde takterne fra 2016. I Julio Jones har holdet fortsat en af NFL’s allerbedste pass catchere, der i 2017 endnu engang var Ryans yndlingsmål og faktisk greb for lidt flere yards med 1.444, end det var tilfældet i 2016. Til gengæld scorede 29-årige Jones kun 3 touchdowns, og det handlede især om, at Sarkisian tilsyneladende slet ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle bruge stjerne-receiveren i redzone. Det skal der rettes op på i år, for med Jones kvaliteter bør han være en langt større scoringstrussel. Den helt store profil suppleres først og fremmest af rutinerede Mohamed Sanu, der er solid og hæderlig. Hans 703 yards og 5 touchdowns fra sidste år er meget sigende for, hvad man kan forvente af den 28-årige spiller, der ikke chokere nogen, men alligevel skal tages alvorligt. Derudover håber trænerstaben på, at tight end Austin Hooper, der havde et lille gennembrud med 526 yards sidste år, kan fortsætte sin udvikling. Endelig har Falcons måske fundet en fremtidig profil i rookien Calvin Ridley, der var holdets valgt i 1.runde af årets draft. 23-årige Ridley var en af de bedre ruteløbere i årets rookieklasse, der også samtidig har god fart. Han vil dog formentlig få problemer med de bedste cornerbacks i NFL, men med Jones som holdkammerat, vil han nok ofte ikke være målet for disse. Måske er der også mulighed for, at Ridley kan lære noget af holdets største receiverprofil, ligesom denne gjorde af Roddy White i sin tid.
Hvor der var noget kritik af quarterback og receivere sidste år, var der egentlig fin tilfredshed med holdets running backs, og dette var fuldt forståeligt. Devonta Freeman flyver fortsat lidt under radaren hos mange, men den 26-årige roadrunner var endnu engang bundsolid med 865 yards, et gennemsnit på 4,4 yards pr. forsøg samt 7 touchdowns på jorden. Derudover bidrog han også med 36 grebne bolde for 315 yards. Hvor Freeman efterhånden har fået sig etableret som holdets egentlige stjerne på positionen, er Tevin Colemans fremtidsudsigter lidt mere usikre. Hans 628 yards og 5 touchdowns var som sådan godkendt, men et gennemsnit på 4 yards pr. forsøg var ikke helt tilfredsstillende. 25-årige Coleman bidrog dog også med 299 yards og 3 touchdowns gennem luften, og da han har kontraktudløb efter årets sæson, vil han helt sikkert være motiveret for at levere en stor indsats.
Der har været en del snak om, at der måske ville ske noget udskiftning på den offensive linje. Falcons’ o-line var statistisk en af de bedste i NFL sidste år, men der var meget stor forskel på hhv. tackle-positionerne og centerens indsats, der lå helt i top, og så de to guards, der i perioder var rimeligt elendige. Det skal dog siges, at den normale left guard Andy Levitre var skadet meget af tiden, og med ham tilbage vil der formentlig være mere stabilt spil på den position i år. På højre side havde Wes Schweitzer det svært i sin første sæson som starter, men 3.årsspilleren har alligevel formået at generobre sin starterposition i løbet af preseason. Der er således en god forhåbning om, at linjen faktisk kan hæve sit niveau i år, for de to tackles Jake Matthews og Ryan Schraeder samt ikke mindst center Alex Mack er alle sammen som minimum blandt NFL’s bedre offensive linjemænd.
Forsvaret
I Atlanta er det for det meste angrebet, der løber med al opmærksomheden, uanset om det er af den positive eller den negative slags. Det skygger desværre lidt for, at forsvaret, der var i en forfærdelig forfatning, da den defensivt-orienterede Dan Quinn overtog cheftrænerposten, faktisk har udviklet sig til at være et af de bedre i NFL. Sidste år var defensiven i top 10 ift. at begrænse både yards og touchdowns mod løbet, mens det også var tæt på at lykkes mod kastet. Holdets 39 sacks var også bedre end ligaens gennemsnit, så det eneste alvorlige kritikpunkt var, at der blev lavet for få turnovers gennem luften. Falcons’ 8 interceptions var 3.lavest i NFL, og det tal skal gerne højere op i takt med at forsvaret fortsætter sin positive udvikling.
Den helt store profil på Atlanta-defensiven finder vi i midten af forsvaret. Selvom han kun er 23 og kun går ind i sin 3.sæson, har Deion Jones etableret sig som en NFL’s bedste linebackere. Han er en spiller af samme type og kvaliteter som de tydelige forbilleder Luke Kuechly og Bobby Wagner, og selvom han endnu ikke har samme stjernestatus, bør det kun være et spørgsmål om tid. Sidste år viste Jones sin alsidighed ved at være sit holds bedste tackler med hele 138 stk, samtidig med at han også var bedste ballhawk med 3 interceptions. Og så skal man med hans alder og antal år i ligaen in mente huske på, at det vi har set fra ham indtil nu formentlig blot er toppen af isbjerget. Udover Jones har Falcons generelt et ungt og meget talentfuldt linebackerkorps. Den mere klassiske tackler De’Vondre Campbell, der ligeledes er på vej ind i sin 3.sæson, kommer formentlig til at være Jones’ primære makker, men der skal nok også blive spilletid til både 2.årsspilleren Duke Riley, altmuligmanden Kemal Ishmael og muligvis også rookien Foyesade Oluokun.
Løbeforsvaret er som sagt Falcons’ helt store styrke, og udover linebackernes kvaliteter, handler det især om midten af den defensive linje. Grady Jarrett har gradvist udviklet over sine 3 første sæsoner i ligaen, og begynder efterhånden med rette at blive sammenlignet med lignende spillertyper som Geno Atkins og Kawann Short. Ligesom de to nævnte spillere er 25-årige Jarrett en stærk force mod løbet, samtidig med at han også er en glimrende inside pass rusher. Hans 55 tacklinger og 4 sacks sidste år er formentlig også kun begyndelsen, og det bliver spændende at se, hvad han kan drive det til over de kommende år. Jarretts makker fra sidste år Dontari Poe er efter bare en enkelte sæson rykket videre til rivalerne fra Panthers, men håbet er, at den erfarne journeyman Terrell McClain kan udfylde rollen som mere ensidig løbefokuseret stopklods. Det er dog også muligt, at det bliver rookien Deadrin Senat, der kommer til at spille den anden defensive tackle-position. 24-årige Senat mangler dog noget størrelse, og det betyder formentlig, at han ikke kan være den force mod løbet, som Falcons har brug for.
Pass rushet var som sagt hæderligt sidste år, men det var lidt overraskende situationsspilleren Adrian Clayborn, der var holdets bedste mand på den front. Veteranen Clayborn er i offseason skiftet til Patriots, hvilket betyder, at ansvaret nu især ligger på Vic Beasley. Den 26-årige quarterback-jæger, der går ind i sin 4.sæson, havde et fantastisk år i 2016 med 15,5 sacks, men sidste år faldt han tilbage til bare 5 stk. Det handlede dog til dels om skadesproblemer, samt at Beasley en del af sæsonen spillede som linebacker i stedet for forrest på forsvaret. I år lader det til, at han igen får lov at placere sig helt oppe ved line of scrimmage, og det vil forhåbentlig genskabe noget af det spil, som vi ved at Beasley indeholder. Det er også en vigtig omstændighed, at 2.årsspilleren Takkarist McKinley, der havde en hæderlig rookiesæson med 6 sacks, formentlig kommer til at spille en endnu større rolle i år. Derudover viste veteranen Brooks Reed sig som en hæderlig ekstra mand sidste år med 4 stk. quarterback-tacklinger, så kombineret med Jarrett i midten, bør Falcons presspil som minimum kunne holde niveauet fra 2017.
Som antallet af interceptions viser, er Falcons bagkæde ikke den mest flashy enhed i NFL, men man skal ikke tage fejl. Det bagerste forsvar i Atlanta er en bundsolid enhed, der gør det den skal og er i stand til mere end at begrænse modstanderen gennem luften, også selvom den ikke kreerer store mængder af turnovers. Som med mange andre af Falcons’ defensive profiler er cornerback Desmond Trufant faktisk lettere undervurderet. Han bidrog sidste år med 2 interceptions, og var derudover en faktor i den forstand, at modstanderen faktisk helst ikke kastede i hans retning. Det er dog ikke altid en god idé, for Trufants rutinerede kollega i modsatte side Robert Alford er faktisk også en ganske hæderlig spiller, der tackler så det slår gnister. Derudover har Falcons også en yderst dygtig nickelcorner i Brian Poole, og i år er positionen blevet yderligere styrket gennem draftvalget Isaiah Oliver. Den 21-årige rookie var ikke den mest hypede spiller i årets draftklasse, men han har både størrelse, hurtighed og talent til at kunne blive en rigtig dygtig NFL-spiller. Holdets to startende safeties Keanu Neal og Ricardo Allen får heller ikke den opmærksomhed de fortjener i betragtning af det niveau, de rent faktisk lægger for dagen. Især 3.årsspilleren Neal spiller en stor rolle fremad i banen, hvor han sidste år var holdets næstbedste tackler med 116 stk., hvilket også var næstflest af alle safeties i NFL. 26-årige Allen arbejder mere uset bagerst på banen, men han gør sit job så godt, at Falcons har sørget for at sikre sig ham frem til og med 2021 i denne offseason. Derudover har holdet også et spændende navn i 2.årsspilleren Damontae Kazee, der viste gode takter i sin rookiesæson, når han fik chancen.
Konklusionen
Der var forståeligt en hvis frustration over sidste sæsons resultater i Atlanta, men faktum var faktisk, at både angreb og forsvar var placeret i ligaens bedre halvdel, og at det var fuldt fortjent at Falcons nåede slutspillet. Håbet er nu, at angrebet i år kan nærme sig noget af det samme, som vi så 2016, men sandheden er nok, at det i virkeligheden er forsvaret, der har det største potentiale. Lykkes det defensiven at indfri dette, skal angrebet i virkeligheden bare holde sit niveau, førend at Falcons bliver mere end bare slutspilskandidater. For mig at se er Atlanta-mandskabet mere komplet nu, end da de tabte Super Bowl LI til Patriots for snart 2 år siden. Derfor tror jeg på, at dette kan blive sæsonen, hvor Falcons endelig vinder deres første mesterskab.
- Navn: Atlanta Falcons
- Ejer: Arthur Blank (siden 2002)
- Cheftræner: Dan Quinn (siden 2015)
- Hjemmebane: Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, Georgia (siden 2017)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2017: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 10-6)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 1 i NFC South (record: 13-3)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: WR Julio Jones (11), QB Matt Ryan (40), C Alex Mack (52), LB Deion Jones (75), RB Devonta Freeman (80), CB Desmond Trufant (82) og DT/DE Grady Jarrett (100)
- Årets gennembrud: WR Calvin Ridley
- Årets nøglespiller: EDGE Vic Beasley
Red Zone Blog 