NFL: Sæsonoptakt 2018 – Carolina Panthers

panthers

Panthers kom på trods af markante problemer i visse aspekter af spillet alligevel i slutspillet sidste år. Det er dog tvivlsomt om det kan lykkes igen i en af NFL’s sværeste divisioner

2017-sæsonen og offseason

For Panthers virkede 2017-sæsonen lidt som en overpræstation, hvor enkelte af holdets spilleres fremragende præstationer tog holdet længere, end den samlede mængde af talent egentlig burde række til. Jeg vil ikke tage noget fra Carolina-mandskabet og ikke mindst deres dygtige trænerteam, men når man kigger på statistikkerne, er det ikke helt forståeligt, at holdet nåede så langt som de gjorde. Sæsonen startede med 4 sejre ud af 5 mulige, men bortset fra den overraskende sejr over Patriots, var det ikke pga. imponerende holdindsatser, at Panthers klarede sig. I de følgende 2 uger blev det til to nederlag, men efterfølgende vandt holdet de tre næste kampe frem mod deres friuge, hvilket bl.a. inkluderede to divisionssejre. Med en 7-3 record og sejre over 2 ud af 3 divisionsrivaler gik Panthers således på sæsonpause med gode muligheder for at nå slutspillet. Med 4 sejre ud af 6 mulige efter pausen lykkedes det at opnå en 11-5 og et wild card, hvilket naturligvis var et godkendt resultat. Det der imidlertid kunne bekymre var, at på nær en imponerende kamp mod Vikings i spiluge 14, blev sejrende hentet mod modstandere i spillemæssig krise. De to nederlag kom derimod mod Saints og Falcons, og det fik den konsekvens, at Panthers ikke vandt divisionen.

Det betød, at Carolina-mandskabet skulle en tur til New Orleans i 1.runde af slutspillet, og selvom Cam Newton og co. indledte et stormløb i slutningen af kampen, var der i realiteten aldrig rigtig tvivl om resultatet. For tredje gang i løbet af året måtte Panthers se sig slået af Saints i en sæson, hvor holdet i momenter spillede rigtigt godt, men hvor der faktisk var problemer på begge sider af bolden. Angrebet var samlet set placeret midt i ligaen, men mens det gik rigtigt godt med at flytte bolden på jorden, var kasteangrebet faktisk blandt ligaens dårligste, både ift. producerede yards pr. kamp og touchdowns. Forsvaret var samlet set placeret i ligaens top 10, men mens det gik rigtigt godt med at forsvare mod løbet, var der markante problemer med kastedefensiven. Således er alt ikke rosenrødt i Charlotte inden indgangen til 2018-sæsonen.

Analysen fra trænerteamet og holdledelsen er dog meget klar, hvis man skal vurdere Panthers’ ageren i offseason. Holdets problemer handler om nogle meget specifikke områder af truppen, og disse har man således forsøgt at styrke. Det handler især om receivertruppen, der virkeligt manglede kvalitet sidste år, samt det bagerste forsvar, der over de sidste par år har mistet nogle vigtige profiler, som der indtil nu ikke rigtigt er blevet fundet fuldgode erstatninger for. Imidlertid er der også en enhed, der også havde problemer sidste år, som ikke er blevet adresseret, selvom man i offseason har mistet den måske største profil på lige netop denne del af holdet.

Udenfor banen har Panthers til gengæld oplevet en større omvæltningen i denne offseason. Efter at det kom frem i slutningen af sidste sæson, at holdets grundlægger Jerry Richardson havde både nogle ret uheldige udtalelser og en ikke særlig pæn opførsel overfor nogle af de kvindelige ansatte i holdorganisationen på samvittigheden, valgte den aldrende ejer at sætte holdet til salg. Richardson har ellers været en af de mest magtfulde skikkelser i NFL, siden han fik et hold til ”The Carolinas” i 1995, og da holdets lejeaftale på Bank of America Stadium i Charlotte samtidig udløber efter 2018-sæsonen, kunne ejerskiftet også resulterer i en flytning. Salgsprocessen endte dog med, at det blev ejendomsspekulanten David Tepper, der hidtil har ejet en mindre del af Steelers, der vandt kampen om at blive Panthers’ nye ejer. Tepper har lovet at holdet bliver, hvor det er, og hvis vi kigger på hans foreløbige ageren som ejer, er der ikke meget der tyder på, at han vil lave de store revolutioner på sit nye mandskab. Således er der fortsat fuld opbakning til både sportsdirektør Marty Hurney og cheftræner Ron Rivera. Rivera, der går ind i sin 8.sæson som øverste chef for holdet, har dog måttet skifte ud på begge sine koordinatorposter, da både Mike Shula og Steve Wilks sagde ja til jobtilbud andre steder fra. De erstattes af hhv. den erfarne Norv Turner, der tidligere har været cheftræner hos Chargers og senest har været offensiv koordinator hos Vikings, samt Eric Washington, der er blevet forfremmet efter 7 sæsoner som Riveras specialtræner af den defensive linje.

Angrebet

Han har været den ubestridte stjerne i Charlotte siden han kom ind i ligaen i 2011-draften. Alligevel er Cam Newton fortsat en af de mest polariserende figurer i NFL. Den store atletiske quarterback er i stand til at foretage sig ting med en football, som meget få andre og specielt når det handler om det ekstraordinære på jorden og de helt vilde kaste over hele banen. Problemet er bare, at 29-årige Newton, der er på vej ind i sin 8.sæson, fortsat mangler utroligt meget i det helt simple standard-quarterback-spil, hvor han fortsat ofte begår kostbare fejl. Hvis vi kigger på sidste sæson, var Newton en afgørende faktor ift. holdets stærke løbespil, hvor han faktisk var den spiller, der løb for flest yards med 754 yards og scorede delt flest touchdowns på jorden med 6 stk. På den anden side var hans kastestatistikker med 3.302 yards, en completion procent på 59,1, 22 touchdowns, 16 interceptions og en rating på ”bare” 80.7 ikke på nogen måde imponerende. Det er dette paradoks, der på en gang fascinere mange og samtidig også gør en del mennesker skeptiske overfor Newton. Han er en ekstraordinær spiller, men han er også en spiller, der på den ene eller den anden måde let kan komme til at ødelægge tingene for sit hold.

Newtons store indsats på jorden var afgørende for, at Panthers’ løbeangreb var så velfungerende i 2017, for holdets to egentlige running backs havde faktisk ikke nogen specielt god sæson på jorden. Veteranen Jonathan Stewart bidrog kun med 680 yards og et gennemsnit på 3,4 yards pr. forsøg, så selvom han var ok effektiv tæt på endzone med 6 touchdowns, er det ingen overraskelse, at Stewart nu er fortid i Charlotte. Christian McCaffrey var ikke meget mere effektiv i sin rookiesæson, men for hans vedkommende var det også hele tiden planen, at han skulle bruge sit 1.år i ligaen til at lære. Nu er den 22-årige 2.årsspiller forhåbentlig klar til at påtage sig et større ansvar som traditionel running back, da det ikke er holdbart, at Newton skal blive ved med at risikere sit helbred som en central del af løbespillet. Holdet har også hentet den tidligere Broncos-starter C.J. Anderson, som forhåbentlig også vil kunne bidrage til, at holdets quarterback kan holde sig til at kaste så meget som muligt.

McCaffrey var på ingen måde en skuffelse i sin NFL-debutsæson, da han spillede en afgørende rolle som holdets mest anvendte receiver. Det siger dog desværre noget om kvaliteten af Panthers’ egentlige receiverkorps, der i løbet af 2017 manglede sin største profil tight end Greg Olsen det meste af sæsonen pga. en brækket fod. Den 33-årige veteran er nu klar igen og har også forlænget sin kontrakt med 2 år. Der har dog været en klar forståelse i Charlotte af, at Newton har brug for flere våben end Olsen og McCaffrey for at få mere succes som traditionel quarterback. Derfor har holdledelsen prøvet at styrke receivertruppen ved at hente speedsteren Torrey Smith, der var med til at vinde mesterskabet hos Eagles sidste år, samt at drafte D.J. Moore i 1.runde af årets draft. Den 21-årige rookie skal styrke sig fysisk og blive bedre til at løbe sine ruter, men når han får bolden i hænderne, er han stort set umulig at få i jorden. Derfor kan Moore meget nemt udvikle sig til at blive Panthers’ helt store receiverprofil. Sammen med Smith skal han supplere 24-årige Devin Funchess, der fortsat mangler sit helt store gennembrud, men trods alt bidrog med 840 yards og 8 touchdowns sidste år.

Samlet set var Panthers o-line ganske hæderlig i 2017, men det dækkede over nogle meget store niveauforskelle spillerne på linjen imellem. Derfor er det et stort slag, at linjens bedste mand left guard Andrew Norwell fik lov at gå i free agency. Det efterlader nemlig en linje, der er endnu mere opdelt end det var tilfældet sidste år. På den ene side har man en fremragende spiller i right tackle Daryl Williams samt en solid makker til ham i right guard Trai Turner. På den anden side derimod har begge Kalil-brødrene efterhånden store problemer. Center Ryan Kalil er fortsat habil, men lider efterhånden af en del skavanker som følge af sin alder, mens left tackle Matt Kalil faktisk var decideret ringe i perioder af sidste sæson, selvom han er holdets bedste mand på posten. Derfor er det også en mindre katastrofe for Panthers, at lillebror Matt misser halvdelen af sæsonen med en skade, samtidig med at det ikke er lykkedes at finde en ordentlig erstatning for Norwell på left guard-positionen. Venstre side kan med andre ord blive meget åben.

Forsvaret

Defensiven var som sagt meget opdelt ift. niveau sidste år, hvis vi adskiller løb og kast. På jorden havde Panthers ligaens 3.bedste forsvar ift. tilladte yards pr. kamp, der også kun tillod 7 touchdowns gennem grundspillet. På den anden side var det relativt nemt at flytte bolden gennem luften mod Carolina-mandskabet. Det var ikke helt katastrofalt, men holdet var placeret i den dårlig halvdel ift. både tilladte yards pr. kamp og tilladte touchdowns via kast, og de blot 10 interceptions var heller ikke noget at råbe hurra for. Eneste statistik på den front, hvor Panthers virkelig imponerede var presspillet, hvor holdets 50 sacks var 3.bedst i hele NFL.

At netop presspillet fungerede så godt bliver kun mere imponerende, når man ser på, hvem der var en af de primære bidragsydere. Julius Peppers vendte sidste år hjem til Charlotte efter 7 sæsoner i først Chicago og derefter Green Bay, men hvis nogen troede, at det blot var for at bidrage som situationsspiller, så tog de fejl. Med 11 sacks var Peppers delvist holdets bedste quarterback-jæger, og det vel at mærke i hans 16.sæson i ligaen. Der er fortsat intet der tyder på, at den nu 38-årige veteran ikke stadig har hvad der skal til, og han går således ind til endnu et NFL-år som startende pass rusher. Modsat legenden Peppers har holdet en anden giftig og rutineret spiller i Mario Addison, der måske ikke er lige så kendt, men ikke desto mindre også leverede 11 sacks i sidste sæson. 30-årige Addison er for alvor trådt i karakter over de seneste to sæsoner, og han vil helt sikkert forsøge at udvikle sig yderligere i samarbejde med Peppers i den kommende sæson. Det samme gælder for 28-årige Wes Horton, der med 5.5 sacks sidste år viste, at han om ikke andet kan være et stærkt supplement til den startende duo.

Selvom pressspillet var imponerende, var det som sagt især løbeforsvaret, der gjorde det godt i sidste sæson. Det starter oppe forrest på den defensive linje, hvor den erfarne Kawann Short er den virkelig fremragende spiller. 29-årige Short er endnu et eksempel på den moderne udgave af en defensiv linjemand, der både er solid mod løbet, men samtidig også kan bidrage som inside pass rusher. Sidste år lykkedes det ham således både at levere et solidt runstop, samtidig med at han også fik sat 7.5 sacks ind på kontoen. Ved siden af Short har Panthers ladet Star Lotulelei gå i free agency, men man har samtidig indhentet en om muligt bedre erstatning i form af Dontari Poe. Den tidligere Chiefs og Falcons-spiller har ligesom Lotulelei sin primære styrke mod løbet, men han har samtidig nok lidt flere kvaliteter i presspillet end sin forgænger på positionen. Som reserve for de to startere har Panthers fortsat veteranen Kyle Love, der sagtens kan bidrage i de rigtige situationer.

Selvom Panthers fortsat har mange profiler på deres forsvar, er der ingen diskussion om, at den største stjerne findes på linebackerkæden. Luke Kuechly er på mange måde prototypen på den moderne NFL-linebacker, der på en gang er atletisk, fysisk, hurtig og intelligent. 27-årige Kuechly spiller på mange måder som en quarterback på forsvaret, der leder sit hold overalt på banen, hvilket meget tydeligt kan ses på hans placering i holdets statistikker. Han var således både holdets bedste tackler med 125 stk., samtidig med at han også førte an i interceptions med 3 stk. Eneste problem med holdets største forsvarsprofil er, at han har haft en del hjernerystelser over de sidste par sæsoner, hvilket kan få alvorlige konsekvenser, hvis det bliver ved. Kuechly har hele sin karriere dannet et fremragende makkerpar med Thomas Davis, der i år vender tilbage til sin 14.sæson i NFL og hos Panthers. Den 35-årige veteran kommer dog ikke på banen før uge 5 pga. en dopingkarantæne, hvorfor det bliver Davis’ formodentlige fremtidige afløser Shaq Thompson, der skal spille den anden primære linebackerposition fra start af. Truppen består dog også af navne, som David Mayo og rookien Jermaine Carter, der kan træde til, hvis det skal være.

Når Panthers havde problemer sidste år mod kastet, handlede det især om bagkæden, der har udviklet sig til defensivens svage punkt. På cornerback havde 25-årige James Bradberry en godkendt 2.sæson, men der er fortsat en del forbedringspotentiale for 3.årsspilleren her i 2018. Der er derfor klart brug for en opgradering, som holdet håber at have fundet i 2.runde-draftvalget Donte Jackson. 22-årige Jackson har dog en del at arbejde med ift. spilforståelse og tacklingsevner, hvorfor det måske var bedst, hvis han fik et år til at lære. Men med den middelmådige veteran Captain Munnerlyn som stærkeste alternativ, er der dog nok ikke andre muligheder end at lade Jackson starte allerede i år. På safety-positionen har den aldrende Mike Adams sent i karrieren fundet et overraskende højt niveau, men de øvrige muligheder som Da’Norris Searcy og Colin Jones virker ikke som holdbare i længden. Et alternativt kan dog være den 23-årige rookie Rashaan Gaulden. Han spillede cornerback i college, men er i løbet af sæsonoptakten blevet omskolet til safety i håbet om, at han kan være en længerevarende løsning. Alt i alt ser Panthers bagerste forsvar dog fortsat meget usikkert ud.

Konklusionen

Der er fortsat virkeligt mange profiler i Panthers-truppen, og det der gør dem så specielle er, at mange af dem er i stand til selvstændigt at flytte hele holdet til et højere niveau. Problemet er bare, at det kun i momenter lykkes for stjernerne at skjule, hvor lavt bundniveauet en stor del af holdet også har. Sidste år var det nok til bringe Panthers i slutspillet, men det er svært at tro på at det gentager sig, når man tænker på, at Carolina-mandskabet skal forbi to af NFL’s stærkeste mandskaber i form af Falcons og Saints. Den opgave tror jeg ikke, at holdet magter, og derfor tror jeg indtil videre, at den nye holdejer Tepper må vente lidt med at nå slutspillet med sit hold.

  • Navn: Carolina Panthers
  • Ejer: David Tepper (siden 2018)
  • Cheftræner: Ron Rivera (siden 2011)
  • Hjemmebane: Bank of America Stadium i Charlotte, North Carolina (siden 1996)
  • Antal mesterskaber: 0
  • Resultat 2017: Elimineret i 1.runde af slutspillet (record: 11-5)
  • Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 3 i NFC South (record: 7-9)
  • Spillere på gulklud.dk’s Top 100: LB Luke Kuechly (10), DT/DE Kawann Short (78) og QB Cam Newton (86)
  • Årets gennembrud: WR D.J. Moore
  • Årets nøglespiller: RB Christian McCaffrey

Skriv en kommentar