På trods af godkendte resultater og en fin udvikling over de seneste sæsoner, har Lions alligevel skiftet cheftræner siden sidste år. Det bliver interessant at se, om det var en god beslutning.
2017-sæsonen og offseason
Hvis der var et hold, der nærmest var indbegrebet af ustabilitet sidste år, var det Lions. Mandskabet fra motorbyen Detroit kunne i perioder spille fremragende football og besejre endda meget stærke modstandere. Men samtidig var der også masser af eksempler på kampe, hvor tingene slet ikke fungerede. Sæsonen startede ellers flot med 3 sejre i de første 4 kampe. Det inkluderede bl.a. en flot sejr over divisionsrivalerne Vikings, og det kunne lige så godt have været 4 sejre ud af 4 mulige, hvis ikke det var for en meget mærkelig dommerkendelse i slutningen af spiluge 3-kampen mod Falcons. De to sidste uger inden holdets sæsonpause i spiluge 7 løb Lions dog ind i to rimeligt klare nederlag til hhv. Panthers og Saints, hvorfor recorden kun stod på 3-3, da det var blevet tid til en friuge.
Efter endnu et nederlag i spiluge 8 fulgte en god stime på 3 sejre over bl.a. Packers og Bears, der pludselig igen gjorde, at Lions var med i kampen om slutspilspladserne. Det lykkedes dog ikke at vinde sæsonens andet opgør mod Vikings, og efter endnu et nederlag ugen efter, så det med en 6-6 record og kun 4 kampe tilbage pludseligt meget svært ud. Med 2 sejre yderligere havde Detroit-mandskabet dog faktisk fortsat en chance, men de sidste slutspilforhåbninger strandede i næstsidste spillerunde efter en håbløst uinspireret indsats mod Bengals, der ellers intet havde at spille for på det tidspunkt. En afsluttende sejr over Packers gjorde dog, at Lions for første gang siden 1995 sluttede med flere sejre end nederlag for 2.år i træk. Det kunne dog ikke fjerne indtrykket af en vanvittig rutchebane-sæson, som måske bedst blev udkrystalliseret af holdets offensiv. Kasteangrebet var endnu engang glimrende og lå meget tæt på ligaens top 5, mens løbespillet derimod endnu engang var elendigt og producerede færre yards pr. kamp end noget andet hold i NFL. På den anden side af bolden havde forsvaret fortsat generelle problemer, og selvom der er lyspunkter på den defensive front i Detroit, er der fortsat brug for et massivt løft førend at det for alvor kan blive godt.
Selvom at Lions i 3 af hans 4 sæsoner som cheftræner havde vundet mere end de havde tabt, blev den manglende slutspilsdeltagelse dødstødet til Jim Caldwell. Selvom at der bestemt har været rimelige kritikpunkter af den nu afskedigede chef, har det helt sikkert også handlet om, at sportsdirektør Bob Quinn egentlig gerne har villet vælge sin egen cheftræner siden han tiltrådte i 2016, og kun har holdt fast i Caldwell, fordi denne havde opbakning hos Ford-familien, der ejer holdet. Nu fik Quinn så sin vilje, og det benyttede den tidligere front office-ansatte hos Patriots til at hente sin egen mand hos sin tidligere arbejdsgiver. Det er nemlig Bill Belichicks defensive koordinator gennem de seneste 5 sæsoner Matt Patricia, der har overtaget det øverste træneransvar i Detroit. 43-årige Patricia kommer med i alt 13 års erfaring fra forskellige assistentroller hos NFL’s stærkeste mandskab i nyere tid, og er således den seneste Belichick-assistent, der får sit eget cheftrænerjob. På papiret virker det som en fornuftig ansættelse, da den nye cheftræner har stået for at styre forsvaret på et hold, der har vundet 2 Super Bowls. Der er dog det store men, at Patriots-forsvaret af og til har været ret svingende under Patricias ledelse. Derudover kan man faktisk med en hvis rimelighed påpege, at Belichick-assistenter ikke har været de mest succesfulde cheftrænere i NFL hidtil.
Efter Patricias tiltrædelse har Lions-truppen gennemgået en hvis udskiftning i spillertruppen, der overordnet set har haft to fokusområder. Til dels er der sket en ret markant udskiftning i linebackertruppen, omend de enkelte nyinvesteringer faktisk har været ret små. De store nyinvesteringer, der især er indhentet via draften har derimod været placeret på angrebet, hvilket viser, at den nye chef i hvert fald har en anerkendelse af, hvor holdets primære styrke er pt. I forlængelse heraf er der nok en del Lions-fans rundt omkring, der åndede lettet op, da det stod klart, at holdets offensive koordinator gennem de seneste to sæsoner Jim Bob Cooter fik lov at fortsætte på trods af cheftrænerudskiftningen. Cooter tilskrives en ret stor del af ansvaret for især kasteangrebets positive udvikling, hvorfor det virker meget fornuftigt, at han fortsat skal lede Lions’ offensiv. På forsvarssiden har Quinn og Patricia derimod hentet en ny mand ind, der dog på ingen måde kan betragtes som uerfaren. 69-årige Paul Pasqualoni kommer fra en 2-årig stilling som defensiv linje-træner på Boston College, men har før det haft 15 år som enten defensiv assistenttræner i NFL eller cheftræner på college-niveau.
Angrebet
Lions har i de senere år især været forbundet med et meget eksplosivt kasteangreb, og manden der personificere dette er uden tvivl holdets quarterback Matthew Stafford. Den 30-årige styrmand går i år ind i sin 10.sæson i Detriot, hvor han har spillet hele sin karriere efter at være blevet valgt med 1.valget i 2008-draften. Stafford er på mange måder prototypen på en habil NFL-quarterback, der konsekvent ligger lige under ligaens bedste i niveau. Sidste år ramte han på 65,7 % af sine kast og kastede 4.446 yards, 29 touchdowns samt 10 interceptions, hvilket gav en passer rating på 99.3. Disse fine men ikke prangende tal er meget sigende for Staffords karriere over de sidste tre år. Han har dog to karaktertræk, der skiller ham ud fra mængden. Til dels er han en gunslinger, der kan lave de helt vilde kast, der af og til går galt, men også kan kreere nogle ret vilde spil af og til. Hans største kvalitet er dog hans evner som leder under pres, hvor han er en af ligaens bedste til at komme tilbage i vanskelige situationer. Således forstår man til fulde, at Lions har givet Stafford en stor langtidskontrakt, da det er utænkeligt at holdet kan finde en bedre mand til at lede dem pt.
Stafford er den væsentligste årsag til Lions’ succes gennem luften, men faktisk har holdet også et glimrende receiverkorps, der nok i virkeligheden er lidt undervurderet. Golden Tate, der var Staffords yndlingsmål i 2017, er faktisk en af NFL’s bedste spillere med bolden i hænderne. Når først 30-årige Tate har grebet et kast, er han meget svær at få i jorden pga. sine evner til at undvige tacklinger. Det resulterede sidste år i 1.003 yards og 5 touchdowns. Lions anden startende receiver er til gengæld på mange måde den diamentrale modsætning til Tate. 28-årige Marvin Jones er en klassisk speed receiver, men i modsætning til mange andre af denne spillertype i NFL, har han overraskende gode hænder. Det beviste Jones til fulde sidste år, hvor han flere gange brændte banen fuldstændig af og sluttede sæsonen 1.101 yards og 9 touchdowns. Udover de to startere har Lions også et par meget spændende navne i 2.årsspilleren Kenny Golladay, der imponerede i glimt i sin ellers skadesplagede rookiesæson, samt T.J. Jones, der bestemt også har sine kvaliteter. Til gengæld ser tight end-truppen lidt tynd ud efter opgivelsen af Eric Ebron, som der ikke er blevet indhentet en egentlig erstatning for.
Hvor kasteangrebet som sagt har været mere end solidt, er Lions’ løbeoffensiv efterhånden blevet lidt af en tilbagevendende joke. Sidste år var der som sagt intet hold, der havde sværere ved at flytte bolden på jorden, og det bliver igen og igen fremhævet, at ingen Lions-running back har løbet for over 100 yards i en kamp siden 2013-sæsonen. Det skal der laves om på nu, og den nye holdledelse håber, at de har fundet manden, der kan gøre det i årets draft. 21-årige Kerryon Johnson er af nogen blevet sammenlignet med LeVeon Bell pga. den måde, han løber på, selvom han dog ikke lader til at have helt samme vision og hænder som Steelers-running backen. Til gengæld er han fysisk set stærkere, og hvis han formår at kombinere sin styrke og den afventende løbestil, kan han måske blive en af årets store positive overraskelser. Lions’ har dog også forstærket sig med veteranen LaGarette Blount, der de seneste to sæsoner har vundet Super Bowl med først Patriots og derefter Eagles. Hans rolle bliver især at sikre de korte løb og at være bulldozer tæt på endzone, mens der også skal findes plads til Theo Riddick, der fortsat er en glimrende spiller at have til oplagte kastesituationer. Til gengæld er det overraskende, hvis den tidligere starter Ameer Abdullah, der efterhånden har skuffet alt og alle i mange år, fortsat er på holdkortet, når sæsonen begynder.
Den offensive linje var tidligere et stort problem for Lions, men efter et par års målrettet opbygning nærmer den sig faktisk ligaens top 10. Sidste års to nyinvesteringer right guard T.J. Lang og ikke mindst right tackle Rick Wagner levede fra start op til forventningerne, og samtidig er left tackle Taylor Decker nu definitivt klar igen oven på den alvorlige muskelskade, der holdt ham ude det meste af 2017. På de to sidste positioner har Graham Glasgow langsomt men sikkert udviklet sig over sine to største sæsoner i ligaen, og med tilføjelsen af årets 1.runde-valget fra årets draft Frank Ragnow, kan Lions o-line ende med at blive en af sæsonens helt store historier. 22-årige Ragnow, der sidste år var holdkammerat med danske Hjalte Froholdt på University of Arkansas, skal selvfølgelig tilvende sig til spillet i NFL, men han har de atletiske evner og styrken til, at kunne blive en rigtig solid lineman.
Forsvaret
Selvom der har været positive tendenser på Lions-forsvaret over de seneste sæsoner, er det fortsat den defensive del af spillet, der er det største problem i Detroit. Sidste år var det især mod løbet at det så skidt ud. Selvom at Lions lå ca. midt i statistikken om tilladte yards pr. kamp, var de 18 tilladte touchdowns på jorden næstflest af alle i ligaen. Mod kastet var der til gengæld lidt flere gode takter. Ganske vist gik det værre end mod løbet med at forhindre modstanderens yards-produktion, men med kun 21 tilladte touchdowns var det alligevel ikke helt skidt. Hertil skal lægges et acceptabelt antal sacks på 35 og ikke mindst et imponerende interceptionantal på 19, der var 4.bedst i hele NFL.
I det hele taget er det især bagkæden hos Lions, der efterhånden har udviklet sig til at være en ganske respektabel enhed. Den mest markante spiller er cornerbacken Darius Slay, der efter flere sæsoner lige ved, fik sit definitive gennembrud i sidste sæsn. Hans 8 interceptions var delt bedst af alle spillere i NFL, og derudover bidrog han også solidt på tacklingsfronten med 60 stk. 27-årige Slay er igen i år sikker starter på den ene side af det bagerste forsvar. Modsat bliver det formentlig den ligeledes rutinerede Nevin Lawson, der igen får chancen fra begyndelsen af sæsonen, men Lions er generelt stærkt besat på cornerbackpositionen med spillere som den tidligere Seahawk DeShawn Shead samt 2.årsspillerne Teez Tabor og Jamal Agnew. Hvor der er godt styr på flankerne bagtil, er det lidt mere usikkert hvad der skal ske midt i bagkæden. Matt Patricia var kendt for at spille et system med mange safeties i Patriots, og det kan sagtens tænkes, at han vil overføre dette system til Lions. Uanset hvad må den defensive anfører Glover Quin fortsat være sikker mand. Han har været utroligt stabil siden til ankomst i 2013, og sidste år spillede han igen fremragende med 84 tacklinger og 3 interceptions. Spørgsmålet er derimod, hvem der skal spille de forskellige roller ved siden af 32-årige Quin. Quandre Diggs havde også en rigtig fin sæson sidste år med 55 tacklinger og ligeledes 3 interceptions, men den erfarne Tavon Wilson har måske den fordel, at han tidligere har spillet i Patricias system i New England. Derudover kan 3.årsspilleren Miles Killebrew også komme til at spille en rolle.
Pass rushet var som sagt hæderligt i sidste sæson, men der er helt klart et håb om, at det kan blive endnu bedre i år, hvor den meget positive oplevelse fra 2016-sæsonen Kerry Hyder vender tilbage, efter at han missede hele 2017 med en skade. Hyder fik et lille gennembrud med 8 sacks for 2 år siden, og forventningen er, at han måske kan blive endnu farligere, nu hvor han får lov at spille sammen med en helt skadesfri Ezekiel Ansah. Profilen Ansah begyndte faktisk allerede at ligne sig selv igen sidste år, hvor det blev til 12 sacks i alt. Den 29-årige quarterback-jæger spiller på et franchise tag i år, og har således muligheden for at sikre sig en længere kontrakt, hvis han fortsætter på et højt niveau og kan holde sig skadesfri. Udover de to startere udgør 3.årsspilleren Anthony Zettel et fint ekstra supplement.
Det forreste forsvar startede godt i 2017, men gik ned i løbet af sæsonen, hvilket var en del af forklaringen på de store problemer mod løbet. Det var især efter skaden til Haloti Ngata, at det begyndte at gå galt, og holdledelsen har åbenbart vurderet, at man ikke længere turde satse på veteranen. I stedet har man hentet runstop-specialisten Sylvester Williams ind, der formentlig kommer til at udgøre defensivens forreste midte sammen med den ligeledes løbefokuserede 3.årsspiller A’Shawn Robinson. Hverken Williams eller Robinson kan bidrage med specielt meget imod kastet, men med tanke på Lions problemer mod spillet på jorden sidste år, giver prioriteringen af to runstoppere fin mening. Veteranen Ricky Jean Francois vil formentlig også få spilletid i bestemte situationer
Det helt store problem på Lions-forsvaret sidste år var dog linebackerkæden, der har gennemgået en meget stor makeover i offseason. Kun 2.årsspilleren Jarrad Davis, der var sidste års 1.runde-draftvalg, er tilbage af starterne fra 2017. 23-årige Davis havde en godkendt rookiesæson, men selvom han fik vist sine evner som tackler, er der både ting i opdækningen og spilforståelsen, der kan forbedres til den kommende sæson. Udover Davis vil spilletiden formentlig blive fordelt mellem de nytilkommende Christian Jones og Devon Kennard, journeymanden Jonathan Freeny samt 2.årsspilleren Jalen Reeves-Maybin. Ingen af disse er dog betragtet som sikre startere på positionen, hvorfor niveauet af Lions’ midterste defensiv fortsat er meget usikkert.
Konklusionen
Med en efterhånden stærk offensive linje og et nyt bud på en running back, der kan skabe noget der minder om fremdrift på jorden, begynder Lions faktisk at have et angreb, der ser rigtigt interessant ud. Det skal selvfølgelig bevises i praksis, men Detroit-mandskabet kan muligvis blive en af sæsonens store offensive oplevelser, hvis alt går vel. Desværre har forsvaret fortsat store problemer, og med tanke på, at der også var udfordringer for cheftræner Patricia med hans defensiv i New England, er det svært at tro på, at det ikke ender med at at blive en meget begrænsende faktor for hans nye holds muligheder i årets sæson. Kampprogrammet er ellers ikke det værste, og NFC North virker som en tæt division. Jeg tror dog alligevel at de defensive mangler gør, at det ikke rækker til slutspil i år, når regnskabet skal gøres op til sidst.
- Navn: Detroit Lions
- Ejer: Ford-familien (siden 1963)
- Cheftræner: Matt Patricia (siden 2018)
- Hjemmebane: Ford Field i Detroit, Michigan (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 4 (1935, 1952, 1953 og 1957)
- Resultat 2017: Elimineret i grundspillet (record: 9-7)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 3 i NFC North (record: 7–9)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: CB Darius Slay (66), S Glover Quin (90) og QB Matthew Stafford (99)
- Årets gennembrud: G/C Frank Ragnow
- Årets nøglespiller: LB Jarrad Davis
Red Zone Blog 